Stumfilmstjernens skarpe pen

31 maj 2013 / John Chr. Jørgensen
Stumfilmstjernen Asta Nielsen var også sprogkunstner. Hun førte en skarp pen og beherskede et bredt sprogregister. Hendes største litterære bedrift er erindringsværket Den tiende Muse (1945-46), som Johannes V. Jensen var fødselshjælper for. Værket fik en strålende modtagelse, men dets sandhedsværdi og etiske gehalt er siden blevet anfægtet. Noget af kritikken har imidlertid været forfejlet, fordi man har læst erindringerne uhistorisk og blandet udgaverne sammen. Den tiende Muse er blevet brugt mod Asta Nielsen, men værket har overlevet alle problematiseringerne og står stadig som et hovedværk i dansk film- og erindringslitteratur. Med udgangspunkt i titlens tvetydighed analyserer denne artikel værkets tilblivelse, udgivelsesforhold, genretilknytninger, modtagelse og efterliv.
Asta-twoshot
Filmstjernen 'Die Asta' i den tyske spillefilm "S 1" (Urban Gad, 1913), her i samspil med Paul Meffert.

Guddommelig tvetydighed: titlen

I den græske mytologi var der ni naturguddomme, kaldet muser, for dans, musik og poesi. Hver af de antikke genrer havde sin beskyttende muse. Polyhymnia var muse for dansen, Euterpe for fløjtespillet, Klio for heltedigtet osv. Med titlen på sit erindringsværk præsenterer Asta Nielsen en 10. muse, musen for den nytilkomne genre: filmen.

... det er jo filmstjernen Asta Nielsen, der i situationen legemliggør ’den tiende muse’. Titlen er foruden at være et raffineret ordspil også en mytologisk selviscenesættelse.

Da filmen i sin første form – den, hvori Asta Nielsen brillerede – var stum, kan titlen Den tiende Muse også læses som ’den tavse muse’. På rigsdansk udtales de to udlægninger af titlen forskelligt. Ordet ’tiende’ er med stød, når man taler om musens nummer i rækken, men uden stød, når det gælder den (stille)tiende muse. Bogtitlen er et bevidst lydligt og poetisk spil, og man kan derfor kun smile ad en historiker, der siger, at titlen ”på tysk mere præcist” er oversat til Die schweigende Muse, ’den tavse muse’ (Jensen 2004:221-22). Den tyske titel er rigtignok mere præcis i betydningen entydig. Men som oversættelse af den tvetydige danske titel er den, ja, mindre præcis. Oversættelsen Die schweigende Muse taber helt erindringsværkets intentionelle pointe: at ophøje filmen til en 10. kunstart på linje med de klassiske ni kunstarter. I første bind af erindringsværket pointerer Asta Nielsen, at billederne på det hvide lærred, som før regnedes for ’Underholdning for Mælkedrenge’, i hendes tid havde vist sig at have "store, kunstneriske Muligheder" (1945:125-26). Asta Nielsen leger med betydningsnuancerne de steder i bogen – alle i bind II – hvor muse-begrebet forekommer. Et sted bruges begrebet om filmen generelt (1946: 121). Et andet sted taler hun specifikt om den tavse film: "Stumfilmen gik sin sejrrige Gang over Kloden, ”Den tiende Muse” havde besejret Verden" (1946:25). Men hver gang kan ’tiende’ samtidig betyde nr. 10 i rækken. Når Asta Nielsen skriver om en fotograf, at "han virkelig havde været den tiende Muses Tjener" (1946:164), betoner hun begrebets mytologiske aspekter.

I bind I nævnes titelordene slet ikke, men der lægges op til mytologiseringen gennem religiøse begreber anvendt om skuespilkunsten: "jeg knælede (…) foran hendes Kunsts Alter" (om Eleonora Duse, 1945:110), "Hun var det store, himmelstræbende Teater" (om Sarah Bernhardt, 1945:121), og på det første binds sidste side skriver Asta Nielsen, at hendes eget navn efter debuten med filmen Afgrunden (1910, Urban Gad) steg op overalt i verden "som en Fugl Fønix af Asken" (1945:133). Læserne af bind I får ikke forklaret, hvad ’Den tiende Muse’ er for noget. De har kun bogens forside at holde sig til. Her befinder titlen sig lige under en portrættegning af Asta Nielsen, så den konklusion, at Asta Nielsen selv er musen, ligger snublende nær.

Metonymi og mytologisk selviscenesættelse

Da muse-begrebet bliver introduceret i bind II, sker det på en drilsk måde: Ordet ’muse’ fungerer metonymisk. Musen er egentlig en gudinde, der beskytter udøverne af en bestemt slags kunst. Men når stumfilmen kaldes ’den tavse muse’, er der foregået en navneombytning (metonymi), så ’musen’ bliver betegnelsen for en kunstart. Denne betydningsforskydning fastholdes imidlertid ikke gennem værket. Det sker, at musen bliver meget konkret som gudinde: "jeg kyssede i Tankerne Sømmen paa den overalt sejrrige tiende Muses Klædebon" (1946:168), skriver Asta Nielsen efter at være blevet hyldet af tilskuerne i nationalteatret i Split, i det nuværende Kroatien. Med denne formulering vil hun give udtryk for taknemmelighed over filmens evne til at skabe fællesskab over grænserne. Men yderligere en betydning gemmer sig i formuleringen. For det er jo filmstjernen Asta Nielsen, der i situationen legemliggør ’den tiende muse’. Titlen er foruden at være et raffineret ordspil også en mytologisk selviscenesættelse.

Mytologiseringen var ikke en narcissistisk grille. Asta Nielsen blev faktisk dyrket som en gudinde. Hun fortæller eksempelvis, at den berømte tyske billedhugger Gustav Eberlein anmodede hende om at stå model. På opfordring fra en italiensk kreds af kunstinteresserede skulle han skabe et monument for filmen beregnet på opstilling i Rom. Det var meningen, at Asta Nielsen skulle symbolisere filmen. På grund af inflationen i kølvandet på 1. Verdenskrig blev monumentet aldrig rejst, men der blev udarbejdet en model, som Asta Nielsen i sit erindringsværk gengiver fotografisk og beskriver således: "Paa en høj Sokkel tronede jeg med den ene Fod hvilende paa Jordkuglen, og paa Fundamentet omkring Soklen laa eller sad nogle af de vigtigste Figurer, jeg havde fremstillet, én af dem seende sig i virkelighedens Spejl." (1946:180). Meget nærmere en guddommeliggørelse i levende live kunne filmstjernen Asta Nielsen næppe komme.

Selektive og omredigerede erindringer: udgaverne

Den tiende Muse var Asta Nielsens første bogudgivelse. Værket udkom i to bind i 1945-46. Asta Nielsen blev født 11. september 1881 og var således 64 år, da hun debuterede som forfatter. En snes år senere, i 1966, udgav Asta Nielsen erindringerne i en omredigeret udgave i ét bind. Da udgaverne er forskellige og nogle af Asta Nielsens kritikere på uheldig vis har blandet dem sammen, vil det være formålstjenligt at fremlægge nogle nøgne bog-data:

asta_gyldendal02    1.1) Den tiende Muse I. Vejen til Filmen, Gyldendal, København 1945. 133 sider. 18 kapitler. Uden illustrationer. Omslagstegning med Asta Nielsen-portræt ved Paul Vermehren (Asta Nielsens svigersøn). Udgivelsesdag: 7. november 1945. Oplag: 3.000. 
     
asta_gyldendal04   1.2) Den tiende Muse II. Filmen, Gyldendal, København 1946.
210 sider + 12 upaginerede illustrationsblade, fortrinsvis med fotos af Asta Nielsen i film- og sceneroller; ingen familiebilleder. 21 kapitler. Omslagstegning af et biografteaterinteriør ved Paul Vermehren med indsat foto af Asta Nielsen fra opsætningen af Alexander Bissons teaterstykke La femme X (1935). Udgivelsesdag: 23. november 1946. Oplag: 3.500. 
     
asta_gyldendal03   2) Den tiende Muse, Gyldendal, København 1966.
271 sider. 12 illustrationsblade. Omslag: Poul Vermehrens tegning af Asta Nielsen fra 1945-udgavens omslag. 40 kapitler. Udgivelsesdag: 1. november 1966. Oplag: 4.000. 
     
asta_gyldendal   3) Den tiende Muse, Gyldendal, 1998. 271 sider. 1966-udgaven, som er med moderne retskrivning, blev genoptrykt fotografisk som hardback af Gyldendal 9. juni 1998. Oplag: 2.000. Selv om hardbacken rent teknisk, i kolofonen, benævnes "3. udgave’" er der, hvad indholdet og pagineringen angår, tale om et nyt oplag af 2. udgaven. Hardbackudgaven fremtræder blot anderledes – med et filmbillede af Asta Nielsen fra Afgrunden på omslaget 
     

1966-udgaven: nyt kapitel og familiefotos

I den omredigerede udgave fra 1966 blev de to bind slået sammen til ét. Samtidig blev kapitlerne nummereret fortløbende. Men todelingen af værket blev fastholdt ved gengivelsen af undertitlerne ’Vejen til filmen’ (1966:7) og ’Filmen’ (1966:109). Den samlede udgave består ikke, som man skulle vente, af 18 + 21, dvs. 39 kapitler, men af 40, idet der er indskudt et nyt kapitel 38 (imellem det, der var kapitel 19 og 20 i førsteudgavens andet bind). I det nyindsatte kapitel afviser Asta Nielsen et tilbud fra Hitler og Goebbels om at få eget produktionsselskab (1966; 1998:262-65).

Det nytilkomne kapitel var egentlig skrevet til originaludgaven, men Johannes V. Jensen rådede Asta Nielsen til at udelade det (jf. Malmkjær 2000:258), og hun lod det første gang trykke i en østtysk udgave i 1961: Die schweigende Muse. Noget tyder på, at hun her reviderede den oprindelige version, for i en tysk billedbiografi med fotodokumenter gengives en manuskriptside, der på væsentlige punkter afviger fra versionen i bogen (Seydel & Hagedorff 1981:245). Kapitlet om mødet med Hitler og Goebbels findes i øvrigt genoptrykt sammen med 39 og 40 i Susanne Bernths antologi Danskere i Berlin. Fra Brandes til Sonnergaard (Bernth 1999). Her anføres som kilde originaludgaven af Den tiende Muse fra 1945-46, men deri findes kapitlet netop ikke!

asta_schweigende

Samtidig med, at 1966-udgaven fik tilført det nye fire sider lange kapitel 38, blev der strøget godt to sider af førsteudgavens tekst, en vidtløftig historie, som Asta Nielsens daværende impresario, Waldapfel, havde fortalt om en falsk kinesisk mesterbryder (1946:68-70). Ellers blev grundteksten fastholdt, bortset fra, at nogle tydelige germanismer blev rettet, f.eks. blev ’procentual’ til ’procentuel’, ’Ikone’ til ’Ikon’ og at ’forfilme’ (en oversættelse af tysk ’verfilmen’) til ’filmatisere’. Andre germanismer som ’besøgt en Skole’ (i betydningen ’gået på’), ’Last’ (i betydningen ’byrde’), ’foreføres’, ’her og hen løben’ og ’Stadtforvaltningen’ fik lov at blive stående. Tekstrevisionen var således nødtørftig og inkonsekvent. Den nye udgave var ikke tekstkritisk anlagt, og meget tyder på, at den på dette tidspunkt 85-årige Asta Nielsen ikke har haft lejlighed eller overskud til at gå den efter i sømmene. Det famøse 38. kapitel, hvor Asta Nielsen trodser både Hitler og Goebbels, blev (ifølge Malmkjær 2000:280) oversat til dansk efter den tyske udgave af Henrik Stangerup, der ligeledes oversatte en efterskrift, som Asta Nielsen havde skrevet til den tyske oversættelse. Når en oversættelse kom på tale, var det, fordi Asta Nielsen ikke gemte på sine manuskripter. Hverken Det Kongelige Bibliotek, Det Danske Filminstituts Bibliotek eller Deutsche Kinemathek er i besiddelse af manuskripter til Den tiende Muse. Stangerup tillod sig samtidig at forkorte efterskriften uden at spørge Asta Nielsen. Den komplette danske version af efterskriften findes dog gengivet hos Malmkjær (2000:286). Adspurgt mener Malmkjær, at hans kilde har været et papir – en afskrift eller en oversættelse – i Allan O. Hagedorffs samling. Allan O. Hagedorff (1916-2007) var Asta Nielsens litterære eksekutor.

Fra den tyske udgave overførtes foruden det nye kapitel og efterskriften også dedikationen "Til min datter" (’Meiner Tochter’) samt fotoillustrationer, der inkluderede privatfotos. I den danske 1966-udgave finder man således billeder af Asta Nielsen med forældrene, søsteren Johanne og datteren Jesta. Mens førsteudgaven som nævnt kun havde illustrationer i bind II, er billederne i 1966-udgaven fordelt over hele værket. I 1998-optrykket er billederne samlet i tre blokke, men det er nøjagtig samme billedmateriale. Da flere af illustrationsbladene i 1966- og 1998-udgaven har to fotos anbragt i tværformat, overstiger udgavens samlede illustrationsmængde langt førsteudgavens.

Privatliv og fortielser

Ved den redigering, der ligger mellem første og anden udgave, flyttedes vægten over mod det privatbiografiske. I efterskriften "Til mine læsere" (1966; 1998: 269) kommenterer Asta Nielsen det mærkelige forhold, at erindringsteksten ikke kommer ind på hendes kærlighedsliv og ægteskaber, ja, at den end ikke nævner den datter, hun som 19-årig fødte uden for ægteskab, og som hun nu omtaler som sit hjertes eneste virkelig store oplevelse. Asta Nielsen giver flere begrundelser for udeladelsen. En af dem er, at bogen skulle give et billede af hendes arbejde med filmen. Men hvis dette var sandt, er det underligt, at skildringen af Asta Nielsens søster optager så meget plads. Asta Nielsen medgiver da også, at hendes datter burde have været med. Men, siger hun, bogen ville være blevet lige så omfangsrig som bibelen, hvis hun var begyndt at fortælle om datteren – en let gennemskuelig bortforklaring. Den virkelige forklaring på udeladelsen af kærlighedslivet er formentlig en kombination af blufærdighed og strategiske hensyn. Asta Nielsen var et meget privat menneske (jf. Jerslev 1995:35 og 2001:652), men hun havde også et ønske om at fremtræde som et mere organiseret og kontrolleret menneske, end hun var. Skildringen af kærligheden til søsteren skal vise, at Asta Nielsen ikke kun er et professionelt menneske, men også et følelsesmenneske.

De mere pinagtige, kaotiske og skæbnesvangre kærlighedsfølelser vil hun imidlertid ikke blotte. Foruden eksistensen af datteren forbigås også følelsesrelationen til de mænd, hun levede sammen med. Hun nævner rigtignok sine to ægtefæller Urban Gad og Ferdinand (”Freddy”) Wingårdh og sin samlever Gregorij Chmara, men kun som samarbejdspartnere og venner, ikke som ægtefæller og kærester; og hvem faderen til datteren Jesta var, røber hun ikke, hverken i erindringerne eller udenfor. Denne selektive og strategiske måde at skrive erindringer på har været genstand for indvendinger og givet anledning til en ny udlægning af værkets titel: ’Den (for)tiende Muse’ (Heitmann 1994:120-21). Grundlæggende svækker fortielsesmetoden begribeligvis tiltroen til selvbiografien som personalhistorisk kildeskrift. Historikeren Grethe Jensen skriver eksempelvis:
"Den fortrinlige bog, der er skrevet med hele skuespillerindens sikre greb om dramatisering, står imidlertid ikke altid til troende i detaljen, og sit privatliv værnede hun om ved stort set at udelade sine tre mænd af fortællingen. Dermed fortoner specielt Peter Urban Gads afgørende betydning for hendes gennembrud sig, mens Asta vanen tro indtager stjernerollen" (Jensen 2004:221-22).

Asta Nielsens biograf, Poul Malmkjær, påpeger også en række fortielser, fejlhuskninger og forkerte oplysninger (Malmkjær 2000:36, 41, 184, 215) uden dog at afskrive brugen af Den tiende Muse som kilde til Asta Nielsens biografi. Erindringsbøger er generelt skrevet ud fra deviserne ’som jeg husker det’ og ’som jeg ønsker folk skal se mig’. Asta Nielsen er med sin forbigåelse af barnet og kærlighedslivet et ekstremt tilfælde. Helt enestående i tiden er det imidlertid ikke. Ugebladet Hjemmets navnkundige redaktør Valborg Andersen, som opfordrede sine medarbejdere til at skrive med hjerteblodet, røbede aldrig offentligt eksistensen af sine to børn født uden for ægteskab (jf. Vammen 2006:62). Således at adskille privat og offentligt var dengang muligt, også for kendte mennesker. Politikens chefredaktør Henrik Cavling, som var far til Valborgs søn Ole, skrev heller ikke om forholdet i sine erindringer. Og hverken Henrik Cavling eller Valborg Andersen er mig bekendt blevet moralsk bortdømt for deres fortielser.

I de tyve år, der gik mellem de to udgaver af Den tiende Muse, ændredes normerne for, hvad der kunne siges offentligt. Mens det midt i 1940’erne endnu kunne anses for god tone at tilbageholde problematiske privatlivsforhold i sine erindringer, så kunne det midt i 1960’erne blive opfattet som uærligt. Men da Asta Nielsen i den reviderede udgave forsøgte at lappe på førsteudgavens huller, blottede hun sig ironisk nok for kritikken. Førsteudgavens udeladelser kunne forklares som udtryk for et konsekvent fravalg af den voksne Asta Nielsens privatliv, idet kærlighedsrelationen til søsteren kunne ses som en ballast, hun havde med sig fra barndommen. Men når Asta Nielsen i 1966-udgaven indfører Jesta i tilegnelsen, efterskriften og billedmaterialet, kommer datterens fravær i selve erindringsteksten til at skrige til himlen.

Det er 1966-udgaven og ikke – som flere Asta Nielsen-kritikere vil have det – førsteudgaven, der er inkonsekvent. Førsteudgaven var sådan set fuldstændig konsekvent i sine fortielser. Problemet med Asta Nielsens kritikere er, at de sidder med 1966-udgaven foran sig, mens de fælder dom over førsteudgaven. Det gælder f.eks. for Annegret Heitmann i hendes på mange (andre) måder fortræffelige værk Selbst Schrieben. Eine Untersuchung der dänischen Frauenautobiographik (1994). Heitmann giver indtryk af, at hun har førsteudgaverne foran sig, men henvisningen til billederne, dedikationen og efterordet viser, at hun har fat i andenudgaven (Heitmann 1994:103-4).

Asta-og-Jesta
Asta og Jesta (framegrab fra privatoptagelse).

Det er ikke ligegyldigt, om man udtaler sig om førsteudgaven, som blev udgivet i 1945-46, eller om den reviderede udgave, som blev udgivet i 1966. Udgaverne tilhører to forskellige epoker, også i forfatterindens liv. Asta Nielsen var 64 år og havde kontrol over sit manuskript, da hun skrev erindringerne. Ved genudgivelsen var hun 85 år og overlod mere eller mindre frivilligt redigeringsarbejdet til Henrik Stangerup. I øvrigt var der imellem de to udgivelser sket det, at Asta havde mistet sin datter. Jesta begik selvmord i 1964 efter ægtemanden Paul Vermehrens død nogle måneder forinden (jf. Malmkjær 2000:276). Inden man lægger for meget i, at Asta Nielsen dedikerer 1966-udgaven til den afdøde Jesta (som Torben Skjødt Jensen gør det i speaken til filmen Den talende Muse, 2003), bør man dog erindre sig, at tilegnelsen som nævnt allerede fandtes i den østtyske udgave fra 1961. At datteren var fraværende i selvbiografien, synes altså at være blevet et stadig mere pågående problem for Asta Nielsen, men idet hun ved omredigeringerne forsøgte at råde bod på det, kom hun til at pege på det. Udgaverne er led i en eksistentiel proces og bør derfor nøje skelnes fra hinanden.

Selvbiografi og memoirer: genren

Annegret Heitmann har meget træffende karakteriseret Den tiende Muse som "En egenartet blanding af personlige  barndomserindringer (bind I) og en memoirelignende fremstilling af hendes succes som filmskuespiller (bind II)" ( Heitmann 1994: 421, min oversættelse, jcj). Asta Nielsen kombinerer de to autobiografiske genrer, som almindeligvis kaldes selvbiografien og memoirerne. I selvbiografien giver den skrivende en sammenhængende skildring af sit levnedsløb, mens memoireforfatteren fortæller mere løst om oplevelser med mennesker, han eller hun har mødt. Eller for at sige det med en dansk litteraturforsker, der har foretaget grundige historiske studier i genren:
"Medens autobiografiens beskæftigelse med fortiden sker under stadigt hensyn til den skrivendes identitet og udvikling, da vil memoirerne især være bestemt af de fortidige miljøers egne sammenhænge. Memoireforfatterens ærinde er at orientere eftertiden om en række begivenheder, som han selv har deltaget i eller været vidne til." (Kondrup 1982:26-27).
Eller sagt med et andet værk af samme forfatter: "autobiografiens intention er rettet mod selverkendelse (…) memoireforfatteren ser på de fortidige begivenheder som fakta, mens selvbiografen interesserer sig for dem som erfaringer." (Kondrup 1994:33). Ordet ’erindringer’ bruges både om selvbiografier og memoirer, men det ville være praktisk, om man kunne reservere det om fælles overbegreb, så man f.eks. kan sige, at Asta Nielsens erindringer består af en overvejende selvbiografisk del og en overvejende memoirepræget del.

På trods af sin genremæssige tvedelthed med overvejende selvbiografi i bind I og overvejende memoirer i bind II er Den tiende Muse tydeligt konciperet som en helhed. Bind I begynder med en metaforisk skildring af storesøsteren Johanne, som med kærlig hånd har plantet blomster langs Asta Nielsens vej gennem livet (1945:5). Bind II slutter med, at Asta Nielsen i 1939 står bøjet over søsterens kiste: "De smukke, smalle Hænder saar ingen Kærlighedsblomster mere, nu slutter de stille og vegt om en Buket af Foraarets Violer." (1946:210).

Opdelingen af værket i to bind var et rent praktisk greb, som Asta Nielsen foretog på råd fra sin bridge-ven, forfatteren Johannes V. Jensen. Første del af Den tiende Muse omfatter Asta Nielsens opvækst i København og Malmø, hendes vej til skuespillerfaget og hendes karriere i Danmark, anden del hendes tyske karriere frem til afskeden med det nazistiske regime. At første del ville få en efterfølger, blev tydeligt markeret over for læserne på den sidste side: "Slut paa første Del" (1945:133).

Mens bind I udmærker sig ved stærk indre sammenhæng, virker bind II lidt løst i fugerne. Det gælder især beretningerne fra Asta Nielsens rejser til bl.a. USA og Sydamerika – disse eksotiske partier svækker den ellers stramme komposition. Skildringerne af alle de situationer, hvor Asta Nielsen bliver hyldet som stjerne, undgår ikke et strejf af redundant selvparadering, men situationerne virker plausible – og det samme gør Asta Nielsens afværgeforanstaltninger og undvigelser. Det er en stjernes beretninger om berømmelsen som fælde. Samtidig er det en fortælling om en kunstners kamp imod kommerciel udnyttelse. Bind II er således noget mere end løse memoirer, men så konsistent som bind I er det ikke.

Urban-og-Asta-besk
Asta og ægtemanden Urban Gad.

En medvirkende forklaring på forskellen mellem de to bind finder man i tilblivelseshistorien: Man kan med en vis ret sige, at bind II lå udtænkt før bind I. Asta Nielsen havde publiceret forstudier til memoiredelen i berlineravisen B. Z. am Mittag allerede i 1928, hvor hun i 12 afsnit, publiceret 22. september - 24. oktober, skrev om "Mein Weg im Film" (oversat til tysk af Lyonel Dunin; gengivet uforkortet og ubearbejdet i Seydel & Hagedorff 1981:36-214). Denne erindringssuite begynder i 1909 og skildrer bl.a. mødet med Urban Gad. Her i det første tyske afsnit er det i øvrigt Asta Nielsen, der foreslår, at de skal lave en film sammen. I de danske erindringer, hvor Gad kommer ind i første binds sidste kapitel, er det Gad, der tager initiativet. Asta Nielsen puster sig altså en smule op i den tyske tekst, mens hun i den danske holder sig sandheden? Artikelrækken i B.Z. am Mittag føres op til 1927. Stoffet er overvejende organiseret tematisk som meningsartikler. Stilen er journalistisk på en stikordsagtig måde og ikke nær så litterært gennemarbejdet som i Den tiende Muse.

Når genreskiftet fra selvbiografi til memoirer skal forklares, må man ikke glemme, at tendensen synes at ligge latent i erindringsværker af berømte kunstnere. Mens barndomserindringerne i reglen står stærkt og samlet, får beskrivelserne af det voksne liv ofte en mere flygtig og broget karakter. Tendensen kan iagttages i vor klassiske erindringslitteratur. Vejen til berømmelsen lyser klarere end livet i berømmelsen. Det gælder for H.C. Andersens Mit Livs Eventyr (1855), som Asta Nielsens erindringer fra første færd blev sammenlignet med. Faktisk var sammenligningen så oplagt, at Asta Nielsens forlag Gyldendal selv introducerede den på bagsideteksten til første bind: "Først gaar man saa gruelig meget ondt igennem, og saa bliver man berømt … Dette H.C. Andersen-Citat kunde have staaet over Asta Nielsens Erindringer." Sammenligningen blev i varieret form gentaget på bagsiden af andet bind.

En sammenligning med Johanne Luise Heibergs Et Liv gjenoplevet i Erindringen (1891-92) kunne synes at være endnu mere oplagt, da dette erindringsværk ligesom Den tiende Muse er skrevet af en skuespiller og en kvinde. Konkret og strukturelt ligner Asta Nielsens erindringer imidlertid mere H.C. Andersens end Johanne Luise Heibergs, som er særegne ved at være anlagt som et forsvar for ægtefællen Johan Ludvig Heiberg. Annegret Heitmann, som har draget fru Heiberg ind til sammenligning, mener i øvrigt ikke, at man kan tale om en særskilt kvindelig autobiografisk tradition (Heitmann 1994: 304, 313). I fortællerholdningen adskiller Asta Nielsen sig fra H.C. Andersen ved at være usentimental, klartskuende og desillusioneret. Den tiende Muses erkendelsesgennembrud sker der, hvor tilværelsen afslører sig som forløjet: For eksempel tror Astas familie, at de skal arve en masse penge fra faderens bror; de bliver spist af med en skrivepult og en bogreol. Og da Asta kommer til teatret og får lejlighed til at studere ’Scenens elskede Børn’ (1945:101), får hun øje på en god portion misundelse og hykleri. Tilværelsen viser sig med andre ord at være fyldt med løfter, der ikke bliver holdt, og ting, der ikke er, hvad de giver sig ud for at være. Det fattige barndomsmiljø, som ifølge teorien skulle være præget af medfølelse og hjælpsomhed, var således i virkeligheden råt og hæsligt. Samtidig med, at Asta Nielsen løfter sig ud af fattigdommen og stiger til berømmelsens tinder, bliver hun snydt af agenter og økonomiske rådgivere. Og det publikum, der hylder hende, forhindrer hende i at bevæge sig frit. Livet afslører sig som en kæde af skuffelser, men Asta Nielsen har gennemskuet dem, før de kommer. Det mest forbløffende træk ved Den tiende Muse er – som Elsa Gress har formuleret det – Asta Nielsens "totale mangel på forbløffelse over noget som helst" (Gress 1972:279).

Johannes V. Jensen og Henrik Stangerup – to uheldige fødselshjælpere

I litterære anliggender var Asta Nielsen, som hun selv sagde, "kun en dilettant" (Asta Nielsen i et brev til Karl Kinndt, 13/9 1948, Monty 1998:89). Hun debuterede meget sent i livet, og der var ikke noget mærkeligt i, at hun ved udgivelsen af Den tiende Muse rådspurgte sig hos mere erfarne forfattere. Johannes V. Jensen hjalp hende med førsteudgaven, og Henrik Stangerup bistod ved 1966-udgaven. Der er ingen tvivl om, at disse erfarne litteraters entusiastiske hjælpsomhed var af betydning for Asta Nielsens gennemslagskraft i den litterære verden. Der er desværre heller ingen tvivl om, at de to forfattere, idet de hjalp hende, også ødelagde noget for hende.

Johannes V. Jensen læste manuskriptet til Den tiende Muse i foråret 1943 og skrev til Asta Nielsen, at det var et af de mest betydelige erindringsværker, han kendte, og at værket ville gøre stort indtryk på publikum. Han ville drøfte mulighederne for udgivelse med hende ved første lejlighed (Johannes V. Jensen til Asta Nielsen, 3/5 1943, Monty 1998:66). Af senere breve fra Asta Nielsen til andre venner fremgår det, hvad der kom ud af disse drøftelser:"Bogen er skrevet som én, men Johannes V. Jensen, der var meget begejstret for den, men som også er en meget forsigtig mand, fandt det ikke opportunt så hurtigt efter fredsslutningen at lade en bog udkomme, der tager Tyskland til hjertet, og derfor blev først den del udsendt, der foregik her i Danmark" (Asta Nielsen til Karl Kinndt, 17/5 1947, Monty 1998:78).
I et andet brev falder der et svirp til forlaget:
"Gyldendal begik den Fejl ikke at illustrere første Del, de har overhovedet kun begaaet Fejl. Men det er Johannes V. Jensens Skyld, at den ikke straks udkom i eet Bind, han var bange for Danskernes Reaktion saa kort efter Besættelsen, hvorfor vi delte Bogen op, saa første Del kun kom til at strække sig til min første Film Afgrunden herhjemme." (Asta Nielsen til Poul Knudsen 15/7 1950, Monty 1998:97).
Den tiende Muse ville rent kunstnerisk have været bedst tjent med at blive publiceret som en enhed. Johannes V. Jensen kom med sit pragmatiske råd til at bidrage til opfattelsen af værket som uegalt – tvedelt i en selvbiografisk og en memoirepræget del. Asta Nielsens forlag Gyldendal, som samtidig var Johannes V. Jensens forlag, var enig med Jensen i hans råd om at ikke at tirre den tyskfjendtlige danske offentlighed, og man fik Asta Nielsen til at stryge en sætning, hvori hun gav udtryk for en følelse af, at hun havde haft to fædrelande (Malmkjær 2000:258).

Henrik Stangerups delvis uheldige rolle ved udgivelsen af den samlede udgave i 1966 er beskrevet af Poul Malmkjær i dennes biografi om Asta Nielsen (Malmkjær 2000:280-86). I forbindelse med arbejdet på en film om Asta Nielsen foreslog Henrik Stangerup, at Gyldendal genoptrykte Den tiende Muse med tilføjelsen af det kapitel om Hitler og Goebbels, som Asta Nielsen havde indfældet i den østtyske udgave i 1961. Gyldendal fulgte forslaget og lod Henrik Stangerup oversætte det nytilkomne kapitel samt Asta Nielsens efterskrift til læserne i den tyske udgave. Uden at meddele hverken læserne eller Asta Nielsen det valgte Stangerup imidlertid at bortskære den sidste halvdel af efterskriften, som handlede om Asta Nielsens gamle kærlighed til filmen som kunstart og hendes fornyede aktive interesse for malerkunsten. Tilbage blev Asta Nielsens forsøg på at forklare, hvorfor datteren Jesta ikke fandt plads i erindringerne. Henrik Stangerups redigering betød, at dette problem kom til at stå med eftertryk. Asta Nielsen var naturligvis utilfreds med dette. Ligesom hun i øvrigt var det med Henrik Stangerups forsøg på at portrættere hende på film.

Poul Malmkjær formoder, at Henrik Stangerups forslag om at genudgive Den tiende Muse havde den bihensigt at skabe presseopmærksomhed omkring Stangerups film om Asta Nielsen (Malmkjær 2000:286). Det virker meget sandsynligt, men det ændrer ikke noget ved det forhold, at Henrik Stangerup var oprigtigt og vedholdende begejstret for Asta Nielsens erindringsprosa. Også efter at Asta Nielsen nådesløst havde kasseret hans udkast til en portrætfilm, fastholdt han offentligt sin høje vurdering af Asta Nielsens erindringer, som han placerede "på linje med de smukkeste i dansk litteratur", nemlig Johanne Luise Heibergs, Carl Nielsens og Elsa Gress’ (Stangerup, 1967; 2003: 47-51 og Stangerup 1982:387).

Roser med få torne: modtagelsen af første bind

Første bind af Asta Nielsens erindringer, Den tiende Muse I. Vejen til Filmen, blev modtaget med anerkendelse iblandet et vist mål af forbløffelse. "Det er en stor – en glædelig Overraskelse, Gyldendal i Dag har til danske Læsere med Erindringsbogen ”Den tiende Muse”, som Stumfilmens store Kunstnerinde Asta Nielsen underfundigt har kaldt sin Debutbog", skrev Svend Kragh-Jacobsen i Berlingske Tidende på udgivelsesdagen den 7. november 1945. Teateranmelderen kastede sig forståeligt nok med særlig interesse over scene- og filmerindringerne, men understregede igen og igen værkets rent litterære kvaliteter:
"”Den tiende Muse” er en usædvanlig Bog og en værdifuld Bog. Den er skrevet med Menneskekundskab af en, der har set megen Nød, mødt mange Mennesker og gemt Indtrykkene til kunstnerisk Bearbejdelse. Ordene kommer ikke tilfældigt. Bogen er skrevet af en Kunstner, man mærker det ikke blot i dens Indhold, men også i dens Stil. Saa klart, saa levende, saa kunstnerisk afbalanceret skriver kun den, der ikke blot kan tie, men ogsaa fortælle. Asta Nielsen har hentet sig en ny Sukces – og helt udenfor det Felt, hvor vi er vant til at beundre hende."

Også på Politiken lod man bladets teateranmelder tage sig af stumfilmstjernens erindringer ("Stjerne i Nærbillede", 7/11 1945). Frederik Schyberg var både mindre overrasket – han havde hørt om bogen i forvejen – og mindre imponeret:
"Asta Nielsen er ikke Skribent i Ordets professionelle Forstand. Skriftsproget lystrer hende ikke altid, men glimtvis forekommer Udtryk af glimrende Præcision og lysende Originalitet. Til andre Tider kommer Sætningerne i Ulave som et Nøgle Garn, der ikke er til at finde Rede i. Somme Tider bliver Meningen væk mellem Ord, der enkeltvis paakalder sig Opmærksomheden, men samtidig distraherer Logikken."
Som det ses, etablerede anmelderen sig i en position som en professor over for en studerende på begynderniveau. "En rigtig Vigtigpeter-Anmeldelse har De i dag faaet i Politiken", bemærkede Johannes V. Jensen i et privatbrev til Asta Nielsen (7/11 1945, Monty 1998:68). I endnu højere grad end Kragh-Jacobsen forholdt Schyberg sig til erindringsbogen som kildeskrift om skuespilleren, men han anerkendte også værkets kvaliteter som kunst: "Bogen er udformet af en Kunstnerinde – og hvad den fortæller om en lille fattig ung Piges Vej til Kunsten fængsler umiddelbart og har almengyldig interesse."

Som Berlingske Tidende og Politiken bragte også Social-Demokraten en anmeldelse på udgivelsesdagen. Den bar signaturen ’Broe’ og var skrevet af journalisten Sven Sabroe under overskriften "Asta Nielsen har skrevet sine Erindringer. En gribende Bog ”Den tiende Muse” er i Dag udkommet paa Gyldendal" (7/1 1945). "Man læser Bogen som en Roman", skrev Sabroe og fremhævede de malende skildringer af forældrene og deres miljø. Men så måtte Social-Demokratens anmelder sætte ind med et ideologisk forbehold:
"Paa en levende og gribende Maade skildrer Asta Nielsen Hjemmet først i København, siden i Malmø og saa i København igen. Det er kun mærkeligt, at hun, da hun faar Foden indenfor i Teatrets Verden, retter et Angreb paa alle de fattige Mennesker og over en Kam beskylder dem for at være asociale Individer. Fru Asta Nielsen maa dog vide, at det netop er gennem Sammenhold, at de saa nogenlunde har faaet afvisket Proletarens Stempel."
Sven Sabroe mente, at Asta Nielsen var lovligt undskyldt på grund af uvidenhed, men idet han ville føre bevis herfor, afslørede han, at han ikke havde loddet dybden i Asta Nielsens ironi:
"Men paa det politiske Gebet maa man ikke fare for haardt frem mod Asta Nielsen. Et Sted i Bogen, hvor hun omtaler Alberti, siger hun i en parentetisk Bemærkning: Kendt fra Panoptikon i Berlin. Det er paa en anden Maade vi andre har lært Alberti at kende."
I øvrigt var Sabroes anmeldelse et veloplagt og positivt farvet referat med vægten lagt på selvbiografiens underholdende momenter. Og hans påpegning af de indre modsigelser i Asta Nielsens sociale holdning var ikke irrelevant.

Anmeldelsen i dagbladet Information blev bragt godt en måned efter udgivelsen under overskriften: "Filmfolks Minder", (13/12 1945). Det var Ebbe Neergaard, forfatter til flere filmbøger, der anmeldte Asta Nielsens Den tiende Muse sammen med Benjamin Christensens Hollywood Skæbner (1945). Sammenstillingen faldt ud til Asta Nielsens fordel. Mens Benjamin Christensen ifølge anmelderen skjulte virkeligheden bag "lyserøde, lækre tåger", var Asta Nielsen virkelighedssøgende. Skildringen af opvæksten nærmede sig "stor og uforglemmelig memoirekunst". Anmelderen fandt, at barndomskapitlerne i Den tiende Muse tålte sammenligning med værker som Et lille kræ (Nexø, 1932) og Min barndom (Gorki, da. 1918). I modsætning til Sven Sabroe havde Neergaard ingen indvendinger mod Asta Nielsens billede af den manglende solidaritet mellem de fattige. Til gengæld kritiserede Neergaard i lighed med Schyberg forfatterindens stil, men Neergaard gjorde det med præcision: "Hendes Sprog kan i selve Formen være klodset, med for mange Præsens Participier efter gammeldags tysk Manér. Men som hun alligevel kan beskrive."

Modtagelsen af andet bind

Memoireværkets andet bind, Den tiende Muse II. Filmen, der omhandlede Asta Nielsens filmkarriere, måtte naturligt fremkalde en anden type anmeldelser. Her var en righoldighed af anekdotisk stof om kendte personer at øse af. Berlingske Tidende signalerede det allerede i rubrikken: "Tag det Stads væk – sagde Georg Brandes baade til Laurbær og Oliven. Asta Nielsens Bog om hendes internationale og hendes danske Milieu" (23/11 1946). Anmeldelsen var skrevet af Carsten Nielsen, prominent journalist i tiden og formand for Københavns Journalistforbund. Med rundhåndet anvendelse af citater og eksempler foldede Carsten Nielsen skuespillerindens erindringsbog ud for sine læsere. Men han vurderede den samtidig undervejs, og mange af vurderingerne knyttede sig til fremstillingens æstetiske kvaliteter og menneskelige gehalt.

Også Nationaltidendes anmelder, journalisten og forfatteren Knud Poulsen, takserede erindringsbindet som noget langt mere end et bidrag til filmhistorien i sin artikel "Den tiende Muse – og dens første Præstinde. Fortsættelsen af Asta Nielsens Erindringer, der i Dag udkommer hos Gyldendal" (23/11 1946). Til sidst i anmeldelsen opsummerede han sin vurdering således:
"Hvad fortæller hun om? Om Film, om Filmens store og Filmens smaa, om Rejser Kloden over, om Popularitetens Vin og dens Gift, og i alt om Mennesket og Livet. Hun skriver med kølige Hænder og et varmt Hjerte, med Forstandighed og Erkendelsens Humor. Der er kun tilbage at sige, at vi gerne ser hende i en litterær Hovedrolle igen."

Politikens anmelder, som denne gang var kulturskribenten, Harald Engberg, der senere blev chefredaktør på bladet, var helt på linje med Knud Poulsen i anerkendelsen af Asta Nielsen litterære indsats. Under overskriften "Popularitetens Fange. Anden Del af Asta Nielsens Erindringer: ”Den tiende Muse”" (24/12 1946) skrev Engberg, at de to erindringsbøger ville blive stående som tidsbilleder:
"Ikke blot for deres henrivende Afdækning af Forholdene i Filmens Halvverden. Den stinker som bekendt. Men som et Stykke levende og klog dansk-tysk Memoire-Litteratur, skrevet af et Menneske, der er Personlighed nok til at hæve sig over de øjeblikkelige Følelseskonjunkturer. Hun hader Nazismen, men ikke fordi den er tysk. Tværtimod fordi den ødelagde det Tyskland, der gav hende Arbejdsmuligheder og saaledes blev hendes andet Fædreland."
Det med det dansk-tyske førte anmelderen helt ned på det stilistiske niveau:
"Som Stemmen aldrig ville lystre hende paa Teatret, saaledes vil Sproget ikke altid lystre hende som Skribent. Det mærkes i Syntaksen, at hun har to Modersmaal. Dansk og Tysk."

Modtagelsen af Den tiende Muse var således generelt positiv med enkelte forbehold over for sproget. Tidens mest prominente kritikere og journalister blev sat på opgaven. Alle anmeldelserne – i hvert fald de af dem, der foreligger registreret i Avis-Kronik-Index – anerkendte Asta Nielsens erindringsværk, ikke blot som et stykke oplysende filmhistorie, men også som holdbar fortællekunst.

Modtagelsen af 1966-udgaven og genoptrykket fra 1998

Værkets holdbarhed blev bekræftet gennem udgivelsen af den nye udgave i 1966. Også den blev vel modtaget. I Politiken (18/11 1966) registrerede Bent Mohn værkets nye billedredaktion og det nytilkomne kapitel om mødet med Hitler. Han fastholdt den høje litterære vurdering: "Erindrings-værket hævder stadig sin plads som et af de mest fængslende fra vor tid." Anmelderen værdsatte især siderne om opvæksten i Malmø og København."De er skrevet af en stor erindrer, en stor menneskekender, en stor personlighed. Ikke et gran af sentimentalitet (…)." Men også humoren og selvironien i skildringerne af livet som fange af berømmelsen faldt i anmelderens smag. I sin konklusion præciserede Bent Mohn værkets værdier for læserne og løftede helheden op i en litterær sfære:
"Disse erindringer er spændende og gribende læsning, henvender sig både til elskere af memoirelitteraturen og til dyrkere af filmkunsten i almindelighed og Asta Nielsen i særdeleshed. Da filmens stumme muse endelig tog ordet, sikrede hun sig en ny sejr, som enhver digter bør misunde hende."
Anmelderen var så begejstret, at han ikke fandt anledning til at komme ind på de inkonsekvenser, som efterordet, tilegnelsen og den nye billedredaktion havde afstedkommet.

Megen ros og et vidt udbredt publikum vandt Asta Nielsen, da hun i 1967-1968 oplæste – foredrog – udvalgte partier af erindringsværket i Danmarks Radio. I artiklen "Asta Nielsens fortællekunst" (Politiken, 5/2 1968) fremhævede Jørgen Sandvad den mageløse erindringskraft, den sensitive, men ikke sentimentale skildring af barndomsmiljøet og den tøjlede og til dels sublimerede realisme. Også Asta Nielsens oplæsning fik ros:
"Ikke alene fængsler hun stærkt med sin dybe sonore og sin bevarelse af et kraftfuldt københavnsk sprog (…) men først og sidst ved sin fortællerevne til virkelig at kunne læse op indefra og udefter, uden skuespilleres ellers indgroede tilbøjelighed til at dramatisere enhver tekst (…)."

Asta med sin bog
Still fra filmen Asta Nielsen (1968), som blev lavet af hende selv, efter at hun havde 'fyret' Henrik Stangerup som portrætfilminstruktør.

Også i forfatterfagkredse høstede Den tiende Muse anerkendelse. I 1969 fik Asta Nielsen Kollegernes ærespris. Det var en pris, som Forfatterforeningen havde uddelt siden 1943 til en kollega, der havde udgivet ’et fortjenstfuldt værk’. Blandt dem, der tidligere havde modtaget prisen, var Elsa Gress og Jørgen Gustava Brandt. Pristildelingen løftede Asta Nielsen op i en vis litterær vægtklasse.

Den omredigerede udgave af Den tiende Muse blev som nævnt genoptrykt og udgivet som hardback i 1998. Modtagelsen bekræftede Asta Nielsens status. I B.T. blev erindringerne anmeldt under samlerubrikken "En stribe klassikere". ’Her fortæller Asta Nielsen om sin opvækst, så man græder sig i søvn. "Bogen er en oplevelse," skrev Holger Ruppert (B.T., 23/8 1998). I Aktuelt skrev Niels Frid-Nielsen, at Asta Nielsen i Den tiende Muse viste "sit format som skribent", og anmelderen takserede bogen som ’et hovedværk’ ("Die Asta", Aktuelt, 8/7 1998). I flere aviser blev genoptrykket omtalt i forbindelse med anmeldelsen af Ib Montys udgave af Asta Nielsens Breve 1911-71.

Den tiende Muse er sammen med betegnelsen ’Die Asta’ blevet fast inventar i omtalen af nye bøger eller film om Asta Nielsen. Man kan tale om et verbalt logo – på linje med det visuelle: pandehåret og de store øjne. Da Torben Skjødt Jensen i 2003 skabte en dokumentarfilm om Asta Nielsen, kaldte han sin film Den talende Muse. Denne titel var ikke alene en drejning af erindringsværkets dobbelttydige bogtitel, den var i sig selv dobbelttydig. Filmtitlen betød både: her taler stumfilmstjernen – og: her afslører Asta Nielsen sig. En væsentlig del af filmens materiale var Asta Nielsens stemme i nogle private telefonsamtaler, som hun ikke vidste, blev optaget på bånd. Det dunkle punkt, Torben Skjødt Jensen ville kaste lys over i dokumentarfilmen, var Asta Nielsens store fortielse i originaludgaven af Den tiende Muse: datteren Jesta. Ved grundig research lykkedes det Skjødt Jensen at sandsynliggøre, hvem der var far til Jesta (en københavnsk advokat), ligesom han ved brug af troværdige vidner fik afsløret, at Jestas ægtemand var en homoseksuel beundrer af Asta Nielsen. Torben Skjødt Jensen satte yderligere spotlys på forholdet mellem Asta og Jesta i melodramaet Afgrunden, også i 2003, hvor fiktion og virkelighed blev blandet på en behændig, men for Asta Nielsen stærkt belastende måde. I det omfang disse film kommer til at tegne mindet om Asta Nielsen, har fortielsen i erindringsværket hjemsøgt hende, ikke som en muse, men som en erinye, en hævnende skæbnegudinde.


Kildeangivelse: Jørgensen, John Chr. (2013): Stumfilmstjernens skarpe pen, Kosmorama #249 (http://www.kosmorama.org/Artikler/Stumfilmstjernens-skarpe-pen.aspx).

Litteratur

Bernth, Susanne (1999) (red.). Danskere i Berlin. Fra Brandes til Sonnergaard – en antologi, Danmarks Nationalleksikon, København.
Engberg, Marguerite (1999). Filmstjernen Asta Nielsen, Klim, Århus.
Gress, Elsa (1972) Asta Nielsen in memoriam, i: Apropos virkeligheden. Essays, Gyldendal, København.
Heitmann, Annegret (1994). Selbst Schrieben. Eine Unersuchung der dänischen Frauenautobiographik. Beiträge zur Skandinavistik, herausgegeben von Bernhard Glienke. Band 12. Peter Lang. Europäischer Verlag der Wissenschaften. Frankfurt am Main, Berlin, Bern, New York, Paris, Wien.
Jensen, Grethe (2004). Kvinder i Danmarkshistorien, Politikens Forlag, København.
Jerslev, Anne (1995) Asta Nielsen, kvindeligheden og de store følelser, i: Kosmorama nr. 213.
Jerslev, Anne (2001). Asta Nielsen, i: Dansk Kvindebiografisk Leksikon, 2, Rosinante, København.
Jørgensen, John Chr. under medvirken af Paul Malmkjær (red.): Asta Nielsen fortæller. Erindringsnoveller og kronikker, planlagt til udgivelse 2013.
Kondrup, Johnny (1982). Levned og tolkninger. Studier i nordisk selvbiografi, Odense, Odense Universitetsforlag.
Kondrup, Johnny (1994). Erindringens udveje. Studier i moderne dansk selvbiografi, Amadeus, København.
Malmkjær, Poul (2000). Asta. Mennesket, myten og filmstjernen. En biografi, P. Haase & Søns Forlag, København.
Monty, Ib (1998) (red.). Asta Nielsen: Breve 1911-71, Gyldendal, København.
Nielsen, Asta (1945). Den tiende Muse I. Vejen til Filmen, Gyldendal, København.
Nielsen, Asta (1946). Den tiende Muse II. Filmen, Gyldendal, København.
Nielsen, Asta (1961). Die schweigende Muse (oversættelse: H. Georg Kemlein), VEB Hinstorff Verlag, Rostock, i samarbejde Henschelverlag, Berlin.
Nielsen, Asta (1966): Den tiende muse, Gyldendal, København.
Nielsen, Asta (1998): Den tiende muse, Gyldendal, København.
Seydel, Renate & Allan Hagedorff (1981) (red.): Asta Nielsen. Eine Bildbiographie. Ihr Leben in Fotodokumenten, Selbstzeugnissen und zeitgenössischen Betrachtungen. Herausgegeben von Renate Seydel und Allan Hagedorff. Gestaltet von Bernd Meier und mit einem Vorwort versehen von Svend Kragh-Jacobsen. Henschelverlag, Berlin & Universitas Verlag München.
Stangerup, Henrik (1967): Dagbog med Asta Nielsen, Kosmorama nr. 81,; optrykt: i Kunsten at være ulykkelig, 1974; genoptrykt s. 47-51 i: Tværtimod! Levned og meninger 1956-98. Udvalg ved Hans Hertel og Jacob Stangerup, Lindhardt og Ringhof, København 2003.
Stangerup, Henrik (1982): Elsa Gress, i: Danske digtere i det 20. århundrede bd. 4, København.
Vammen, Tinne (2006): For skams skyld?, s. 36-68, i: Hans Egmont-Petersen m.fl. (red.): Egmont H. Petersen. Et entrepreneurstudie, København.

For oplysninger til denne artikel takkes Gerrit Thies, Deutsche Kinemathek, Birgit Granhøj, Det Danske Filminstituts Bibliotek, forlaget Gyldendal og Asta Nielsen-biografen Poul Malmkjær. Docent Thorkild Borup Jensen takkes for en kritisk gennemlæsning af manuskriptet.

John Chr. Jørgensen / Lektor emeritus
Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab
Københavns Universitet
Kildeangivelse: Jørgensen, John Chr. (2013): Stumfilmstjernens skarpe pen, Kosmorama #249 (http://www.kosmorama.org).