#248: De nye tv-serier

Der var engang - for ikke så længe siden - hvor tv-serier blev anset for en slags guilty pleasures. Det var ikke, fordi vi ikke så dem. Stort set alle havde f.eks. et bud på, hvem der myrdede J.R. dengang i 1980'erne, hvor Dallas havde indtaget de fleste af den vestlige verdens tv-skærme. Men tv-serierne regnedes generelt ikke for så 'fine' som biograffilmen, med mindre de var signeret Fassbinder, Bergman, Reitz eller Lynch. Sådanne kunstneriske auteurserier var imidlertid undtagelsen, der bekræftede reglen. Og når kunsten steg, faldt seertallene for det meste.

Sådan er det ikke længere. I dag er der ikke noget fordækt over at se tv-serier, ligesom kunstnerisk kvalitet ikke er uforenelig med populære underholdningsformater. Den lange tv-serie giver plads til en fordybelse i og nuancering af karaktererne, til sidehandlinger, afstikkere og bifigurer i et omfang, som vi ellers kun kender fra de store, episke romanværker. Alene i kraft af sin længde har den således et fortrin for den langt kortere biografiilm. I USA er mange af tidens toneangivende tv-serier desuden produceret til nichekanaler, der ikke søger at appellere til alle på én gang og ikke er underlagt samme regler for programvirksomhed som de store, reklamefinansierede netværk - eller Hollywood, for den sags skyld. Af samme årsag søger flere og flere koryfæer fra filmens verden til tv, hvor arbejdsbetingelserne beskrives som friere, og selve formatet samtidig giver nogle nye og spændende kreative udfoldelsesmuligheder. Resultatet er ofte højligt originale, undertiden ganske bramfri og til tider også samfundskritiske serier, der måske hver især ikke scorer højest på de amerikanske seertalsbarometre, men som har vundet svorne fans over det meste af verden - også blandt hardcore intellektuelle...

Læs hele introduktionen

Kosmorama 248 / Vinter 2011

 

 

Hent PDF

Kosmorama