Vil du indledningsvis fortælle, hvor dansk børne- og ungdomsfilm efter din mening står i dag?
Jeg synes, at dansk børne- og ungdomsfilm står ret meget det samme sted, som den har stået de sidste rigtig mange år. Den står stille. Vi ser romertalsfilm.
Så kommer der en original film som Lille Allan – den menneskelige antenne (Fick, 2022), der dog er baseret på et forlæg. Og jeg ved jo også, at der er en bog nummer to. Vi holder pause med Far til fire-serien (1953-), men så laver produktionsselskabet Copenhagen Bombay Forsvundet til Halloween (Pedersen, 2021).
Udbuddet er ret meget det samme som for 20 år siden. Mange film er baseret på bogforlæg og endda ret gamle bogforlæg. Ikke et ondt ord om Lille Allan, men det er en bog, der har i hvert fald 15 år på bagen. Og Robotbror (Nørgaard, 2022), som er et rigtig godt bud på noget nyt fra Nimbus Film, er jo også baseret på et bogforlæg. Så de originale, nye universer hænger ikke på træerne. Og sådan har det været rigtig længe.
Det, der har været lidt forfriskende, er, at Anders Matthesen laver Ternet Ninja-bogen, men det lugter hele tiden af, at han laver bogen, så han kan komme til at lave filmen. Med bogen kunne man mærke, at det var filmen, han gerne ville lave, men at der ligesom skulle være et bogforlæg. Så på den måde er der nogle små nuancer.
En anden markant tendens er, at 3D-animation er begyndt at fylde meget mere end Far til fire og Min søsters børn (1966-), men groft sagt er konturerne de samme.
Hvorfor er det sådan?
Det er det, fordi den uafhængige live action-børnefilm, som vi var rigtigt dygtige til at lave i Danmark, har det ekstremt svært på verdensplan. Den sælger ikke billetter, og derfor er der ikke så mange, der gider spytte penge i den. Det samlede udbud er mere generisk, og derfor er det svært at lave en uafhængig børne- ungdomsfilm, som virkelig kommer ud over rampen. Dem, der lykkes, er amerikanske film.
Hvordan kan det være, at man læner sig mere og mere mod franchises? Er det den øgede konkurrence fra Disney, der bærer ansvaret?
Jeg elsker Pixar, det gør vi nok alle sammen. Samtidig må man bare sige, at de har været ekstremt bevidste om, at de byggede en ny teknologi til at lave 3D-animation, som nu bliver bredt ud til hele verden. Nu animerer alle med respekt for sig selv i 3D og tidens store live action-film er også fulde af elementer af 3D-animation. Lige så meget, som de gerne vil lave nogle gode film, så vil de også gerne tjene penge på deres nye teknologi. Og vi har alle sammen forelsket os i deres fantastiske fortællinger, så vi vil alle sammen gerne være lige som dem og bruge deres teknologi. Derfor har de sat sig så tungt på de sidste årtier.
Jeg oplever, at Miyazaki og hele anime-industrien i den samme periode er det, der har mindet mest om independent film. De film har rørt en hel generation af forældre og børn. Mange unge mellem 20 og 30 nævner Miyazaki mere end Pixar som deres generations største, formative filmoplevelser. Så måske har japansk animation overtaget nogle af de filmiske kvaliteter, som independent live action-film tidligere havde. Måske fordi vi alle sammen har haft brug for noget andet end Pixar, der fylder så meget.
Hvilke tendenser og udviklinger har du set inden for dansk børnefilm siden årtusindeskiftet?
Man har bygget nogle produktionsformater, der har fungeret rigtig godt. Romertalsfilm for eksempel. Og så har man haft nogle som Wikke & Rasmussen, som man jo må sige er uafhængige og har haft deres helt egen stil. De har jo i mange år leveret rigtig sjove film og ikke mindst soundtracks til os alle sammen. De byggede på en måde også en maskine, hvor de kunne lave film og fandt ud af at få dem ud i biograferne. Og så en gang imellem kom der noget som De fortabte sjæles ø (Arcel, 2007), hvor nogle af de ”voksne” instruktører gik til formatet. Der har også været film som Hacker (Berg, 2018) og Klatretøsen (Wullenweber, 2003), der er virkelig effektivt skruet sammen som rendyrkede genrefilm, uden at plottet taler ned til sit publikum. Det vil jeg gerne se mere af.
'Klatretøsen' (Hans Fabian Wullenweber, 2002). Foto: Jens Juncker-Jensen.
Men tit bliver børnefilmene også nogle maskiner, der skal generere flere penge, fordi det er så svært at få børnefamilierne i biografen til dansk indhold. Så hvis vi har lavet en film, der er gået godt, vil man gerne have efterfølgere. Det er også den måde, man tænker det på, når man udvikler filmene. Man tør ikke løbe en risiko, og det er jo også gået helt forfærdeligt for mange af de film, der har forsøgt det, fordi de ikke har formået at sælge billetter.
Hvorfor bliver der lavet så mange filmatiseringer af bøger?
Det er jo meget omkostningsfyldt at udvikle et helt univers, og når der nu ikke bliver lavet så mange børnefilm i det danske økosystem, skal du helst planlægge et helt univers, som gør det muligt at udvide med flere film. Det kræver enormt meget udvikling at skabe et nyt univers. Hvis du kan bygge på et allerede eksisterende univers, springer du en masse led over. Der er ingen tvivl om, at det også er et spørgsmål om økonomi.
En film som Intet (Piil og McNally, 2022) er et godt eksempel på dansklærerbogen over dem alle. Utroligt mange har læst den bog i løbet af skoletiden. Det er ikke en kritik af dansklærerforeningen eller dem, der har lavet bogen, men der er en ’skolificering’ af børne- og ungdomsfilmen. Børnefilmene skal lære os noget, og den skal bruges i skolen. Intet solgte rigtig godt her på festivalen, fordi dansklærerne kender den, og de vil gerne bruge filmen som anledning til at tale om filosofi. Det er i orden. Men jeg synes, at man skal passe på med, at børns filmoplevelser bliver direkte forbundet med et læringsprojekt.
Derfor prioriterer jeg som programchef for Buster-festivalen film, der går i kroppen og stimulerer sanserne. Både til de små og store. Jeg synes, det er fedt, at de små får lyst til at lege eller bruge kroppen, når de kommer ud fra biografen. De større børn må gerne opleve noget, de kan mærke i kroppen, både under filmen og når de kommer ud.
Hvorfor er det en fare, at børne- og ungdomsfilmen bliver ’skolificeret’?
Man skal også have lov til at se Riget (von Trier, 1994-2022) og få sig et chok, når man er sytten. Man skal have lov til at opleve en fantastisk filmisk fortælling, bare fordi det er en fantastisk filmoplevelse – og ikke fordi den vil mig noget i forhold til diversitet eller med fagbegreber fra danskfaget. Det skal vi passe på med.
Jeg oplever, at de unge hurtigt afkoder læringsprojektet, og at nogle af dem hurtigt står af på det. Men det er klart, at på Buster kommer børn eller unge ikke, medmindre deres lærere eller forældre slæber dem herhen. Vi har ikke et stort publikum af unge folkeskoleelever, der bare går og glæder sig til, at programmet udkommer og spørger, om vi har fået fat i bestemte titler. Det er et grundvilkår for skoledelen af vores festival, at børnene og de unge ikke kommer, fordi de har lyst, men fordi deres lærere og pædagoger har bestemt, at de skal se film med Buster.
Jeg tror, at meget af brugen af film i skolen er godt. Men vi skal også insistere på, at vi godt bare må bruge sanserne og holde med en karakter, som er totalt usympatisk, uden at kunne argumentere for det ud fra aktantmodellen. Vi skal passe på med at få det til at fremstå, som om der er et facit til filmene i alle de mange undervisningsmaterialer, vi laver. Vi skal ikke tale ned til de unge, men også insistere på, at det gerne må være politisk ukorrekt og vildt.
Den subjektive fortælling og det sanselige rum skal vi passe på, synes jeg. Ellers kan det ende med, at man som barn kun ser de danske film, fordi man skal – ligesom tendensen er med bøger. Og så vil man hellere sidde og streame og se noget på Discord, eller hvor man nu ser indhold. Så kommer man ikke i biografen og får den vilde, omsluttende oplevelse, hvor man er hundrede procent koncentreret om lærredet.
Vi har talt med Merete Martensen Christensen fra filmselskabet Scanbox, som foreslår, at flere undervisningsmaterialer kan være en måde at få børn og unge i biograferne. Det er du ikke enig i?
Nej, det er jeg ikke. Der er rigeligt med undervisningsmaterialer i verden. Jeg synes, det er superfint, at 200.000 kommer i biffen med Filminstituttets initiativ Med skolen i biografen. Man skal bare passe på, at den måde at tænke film på ikke gennemsyrer hele Filminstituttet, for så kommer vi til at tabe.
Der er en forskel på at lave filmkunst og på at lave film, der fungerer godt til undervisningsbrug. Det er to meget forskellige discipliner.
Er der sket en udvikling i udbuddet af kreative kræfter, der beskæftiger sig med børne- og ungdomsfilm?
Jeg tror, det vigtigste er, at man ikke taler om det som børne- og ungdomsfilm. Børnefilm kan man være nødt til, men med ungdomsfilmen behøver man jo ikke tænke over det. Hvis man holder op med at bruge de betegnelser, forsvinder ’skolificeringen’ også af sig selv. Man skal holde op med at sætte filmene i bås; man skal bare tænke på den gode historie. Og så kan det være med børn og unge i rollerne.
Niels Arden Oplev er et godt eksempel på en instruktør, der har lavet nogle af de bedste film med børn i hovedrollen. Det har flere af de store instruktører. Den eneste, vi mangler, er Lars von Trier. Jeg siger altid, at jeg glæder mig til at se ham lave en film til sine børnebørn. Det kunne være fedt. Men Søren Kragh-Jacobsen har jo gjort det, Bille August har gjort det, Nils Malmros har gjort det. Lone Scherfigs gennembrud er også om børn og unge. Thomas Vinterberg har gjort det. Det er altid godt, når nogle af de store navne laver noget til børn og unge.
Er det dit indtryk, at branchen ser på børnefilmene som mindre attraktive, når de rutinerede kræfter laver få børnefilm for så at forsvinde fuldstændig fra genren?
Det er klart, at det er et problem, at der ikke bliver undervist i børne- og ungdomsfilm på Filmskolen. Det tager jo ikke så lang tid for Bille August at lave de film, han laver nu, så han kan sikkert sagtens klemme en ungdomsfilm ind, hvis han får et godt manuskript. Men der er ingen producere, der siger: ”Den her børnehistorie lugter af Lone Scherfig.” Det er slet ikke på bordet, at man gerne vil det.
Det kommer meget af, at børnefilmen ikke rigtig eksisterer på Den Danske Filmskole. Man anser det ikke som en mulighed, men hvis man gjorde, ville man kunne få lov til at arbejde med nogle unge talenter i stedet for at arbejde med de sædvanlige. Vi har for eksempel set, hvor meget Tea Lindeburg kan få ud af en kvindelig hovedrolleindehaver på kun 14 år i Du som er i himlen (Lindeburg, 2021).
Så jeg tror også, det handler om, hvordan Filmskolen og Filminstituttet betragter børnefilm.
Hvordan mener du, at Filminstituttet betragter genren?
Det interesserer dem ikke så meget. Det interesserer dem, fordi de skal, men det er jo ikke sådan, at man laver en stor indsats på området. Man gør det i forhold til publikum, men ikke i forhold til branchen.
I forhold til, at det er 25 procent af DFIs støttekroner, der skal bruges på børne- og ungdomsfilm, er det ikke meget, de tænker på den derinde. Jeg savner en interesse fra Filminstituttet. Jeg tror, det ville gøre en enorm forskel. Det lugter lidt af, at man slikker sig om munden, når man tænker på alle de ekstra millioner, der kan komme til dansk film gennem det nye kulturbidrag fra streamingtjenesterne, men at man samtidig er smerteligt klar over, at det største smertensbarn bliver børneområdet. Fordi der ikke er opdyrket de nødvendige talenter, hvis 25 procent af pengene skal bruges på børn- og unge-området. Det tror jeg, at Filmskolen og Filminstituttet skal have mere fokus på. Og måske på den ikke-pædagogiske måde, men den kunstneriske måde.
Hvad gør en god børne/ungdomsfilm ifølge dig?
Den giver en oplevelse, man tager med sig. Det gør alle gode film. Oplevelserne kan have meget forskellig karakter. Det kan være ubehageligt, det kan være spændende, man kan blive besat af en karakter eller en sang, man ikke kan få ud af hovedet. Der kan være én, man synes er vidunderligt smuk og næsten bliver forelsket i. Man oplever noget, som man tager med sig og lagrer i ens personlighed fremover. Hvis filmen er rigtig god, kan man bruge den som referencepunkt i sit liv. ’Sådan noget musik kan jeg godt lide.’ ’Ham der synes jeg bare er rigtig sød.’ Det er formative oplevelser, der er en del af ens dannelsesproces, og som står i kontrast til læring på skolen. Man går selv på opdagelse og finder ud af, hvem man er – uden at det bliver påduttet én.
Hvorfor er det vigtigt, at vi har danske børne- og ungdomsfilm på et mere generelt niveau?
For mig er biografen et rum, hvor man oplever kultur og fortællinger. Det er smaddergodt at opleve, at der også er noget i det rum, som man kan identificere sig med, når man er barn og ung. Det udvikler os på alle mulige parametre, fordi fortællingerne står så stærkt i det rum. Det er også vigtigt, at filmene udspringer af vores egen kultur, så vi hører vores eget sprog og ser vores egen hverdag repræsenteret på lærredet. Det giver en masse nuancer at se sin egen kultur udefra. Det kan være i forhold til at høre sit eget sprog eller at se, hvordan ens generation bevæger og klæder sig. Ting, man normalt ikke tænker over, men som er gratis gaver i live action-film.
Vi har gudskelov også public service-tv, der laver indhold til børn og unge med fortællinger, som rækker ind i målgrupperne. Men æstetikken, oplevelsen og sanseligheden er ikke den samme, når man streamer på DR TV. Ramasjang Mysteriet (2019-2022) er ikke en kæmpe oplevelse rent æstetisk. Så det at opleve værker i biografrummet, hvor man deler oplevelsen med andre, er bare en vigtig del af vores dannelsesproces.
Tv kan bringe gode historier hjem i stuerne og teenageværelserne. Men det er ikke lige så stor en oplevelse. Det hører vi også fra børnene, der besøger festivalen. I år har vi en tysk dansefilm, som giver en lyst til at gå til dans, når man har set den. Sådan en film ville aldrig virke på samme måde, hvis man så den på Netflix. Så ville man virkelig skulle skrue op for lyden.
Det styrker fællesskabet, at vi oplever det sammen, på samme tid, ved siden af hinanden. At vi oplever den samme følelse og reagerer på det. Og så holder vi måske med forskellige karakterer, men så kan vi snakke om det sammen bagefter. I vores feedback er der mange lærere, som siger, at det er en fed måde at finde hinanden igen efter corona.
Trailer til 'Robotbror' (Frederik Nørgaard, DK, 2022).
Men det er også dyrt at gå i biografen, og man skal have lov af sin mor og far. Så der er jo nogle praktiske ting, der måske gør det lettere at se Netflix i sofaen eller se anime på Crunchyroll (amerikansk streamingtjeneste for primært japansk indhold, red).
Du har før været optaget af, at danske kortfilm til børn og unge fylder meget lidt i øjeblikket. Hvorfor er det en udfordring?
Jeg har lagt mærke til, at mine kollegaer i de andre nordiske lande er meget optagede af kortfilm, og at de under ingen omstændigheder vil inkludere tv-serier i deres festivaler, medmindre de er klippet sammen til et langt format. Det er en enormt interessant diskussion. Det handler også om forskellene i vores støttesystemer, hvor man i Norge og Sverige stadig støtter kortfilm som en specifik filmkunstform.
Herhjemme møder jeg meget få kortfilm, og når jeg ser dem, er det animationsfilm, som er afgangsfilm fra Viborg og afgangsfilm fra Filmskolen og hele vækstlaget på Ekko Shortlist. Meget af det indhold er jo ikke til børn. Og så synes jeg, at tv-serierne er stærkere i det kortere format. Jeg har talt med Tone Mygind Rostbøll, der er filmkonsulent på området på Filminstituttet, og hun opfordrer også folk til at lave deres kortfilm om til serier, fordi det vil skabe mere opmærksomhed og et større publikum.
Den udvikling er spændende, fordi kortfilm traditionelt har været springbrættet til at instruere spillefilm. Den fødekæde forandrer sig i disse år – og også markant på børneområdet.
Så du mener, at der mangler et trin på vejen til at spillefilmsdebutere?
Jeg ved ikke, om der mangler et trin, men det er i hvert fald anderledes i Danmark end i de andre nordiske lande. Derfor mener jeg heller ikke, at vi kan vende tv-serierne ryggen, for de fylder så meget. Det taler ind i en diskussion om, hvorvidt Buster skal være en filmfestival eller en mere generel mediefestival nu, hvor formaterne er i opbrud. Indtil videre er vi en filmfestival, der også viser tv-serier.
Men det er en spændende diskussion, hvad kortfilmens rolle er på børneområdet. Hvis den skal lykkes, skal den finde sit publikum, og det kræver en distributionskanal, som ikke bare er Filmcentralen på Filminstituttet.
Hvor tænker du, at dansk børne- og ungdomsfilm er på vej hen i de kommende år? Hvilke tendenser kommer vi til at se?
Hvis nu vi får alle de penge fra kulturbidraget, håber jeg, at man vil bruge nogle kræfter på at vitalisere børneområdet på Filminstituttet. Og så håber jeg, at man vil give nogle penge til at udvikle nogle film fra nogle af de etablerede, megadygtige ’voksen’-instruktører. Og så en masse eksperimentpenge til nogle af de unge instruktører, så man opdyrker nyt talent og nye dygtige børne- og teenageskuespillere. Hvis der ikke kommer det, så ender vi nok med at fortsætte, som vi har gjort de sidste 15-20 år.
Hvad er din vision for festivalen i de næste år? Du har snakket en del om ’afskolificering’ af film…
Jeg har ikke noget imod, at det er skolen, der trækker børnene med ind til festivalen. For ellers kommer der ikke nogen. Men jeg vil gerne have, at skolerne kommer til Buster, fordi de tænker, at man oplever noget, der er godt for klassens fællesskab. Der skal være en faglighed i det, den boks skal vi tjekke af. Men det er også godt, hvis de oplever noget, de ikke havde regnet med, eller som gjorde noget ved dem, som klassen kan huske.
Plakat til 'Intet' (Trine Piil/Seamus McNally, DK, 2022).
Det skal mere være den vej rundt end med fokus på fine undervisningsmaterialer. Det er den underliggende ambition, men vi viser jo også Intet, og vi kan se, at den går virkelig godt. Skolerne køber også billetter til Belfast (Branagh, 2021), som jeg egentlig synes er en ret voldsom film. Så det ville være dumt at sige nej tak til skolelærerne, for de driver også filmkunsten i Danmark. Men vi skal også udfordre dem med et vildt programudvalg.
Så det er ikke et mål at snakke direkte til børnene?
Det er benhårdt arbejde at fastholde det unge publikum, hvilket også er okay. Men det er vigtigt, at vi nærmer os deres interesser mere ved at være i dialog med dem, om hvad de gerne vil have, så vi ikke bare kører et standardprogram.
Hvordan griber I den dialog an?
Vi har nogle børnepaneler fra januar til maj, som vi er i dialog med sideløbende med, at vi udvælger film. Her afprøver vi nogle af de øvelser, som vi også foreslår i vores undervisningsmateriale, hvor vi forsøger at åbne for, at det ikke skal være skoleagtigt, men mere holdnings- og sansebaseret. Det synes jeg giver os rigtig meget.
I år indeholder programmet eksempelvis den hollandske uldanimationsfilm Øf (2022) om en pige, der får en kælegris af sin morfar, som er slagter og har en ond plan. Pigens familie er meget vegansk og frelst, hvilket gjorde mig lidt træt, da jeg så den. Vi viste den så for en klasse og spurgte ind til, hvad de syntes om familien, og de havde en helt anden oplevelse: De syntes, at moren var lidt irriterende, men det er mødre jo tit. De syntes ikke, at den handlede om, hvorvidt man skulle være veganer eller ej. I deres øjne prædikede filmen ikke. Den handlede om, at man skal være god mod dyr. Det var de alle sammen enige om.
Det var jeg aldrig selv nået frem til. De var vant til, at der er masser af voksne, som er idioter, hvilket man ikke selv ville tænke over som voksen. Det er fedt at være i dialog med publikum om den slags. Også i forhold til, om man gerne vil se filmen dubbet eller på hollandsk. De syntes, at hollandsk var et sjovt sprog.
Hvordan oplever du ellers, at der bliver arbejdet med samskabelse – både hos jer og i branchen?
En instruktør som Tone Ottilie er virkelig god, og selvom hun er ung og nyuddannet instruktør, erkender hun, at hun stadig har brug at være i kontakt med målgruppen og indhente en masse almindelig psykologisk viden ved at screene sit materiale og tale med publikum om det. Der er bare nogle særlige hensyn, man skal tage.
Her på festivalen havde vi en præ-screening af den svenske film Comedy Queen (Lenken, 2022), der vandt hovedprisen på sidste års festival. Den handler om en pige, som mister sin mor og skal hjælpe sin far med at komme igennem det. Vi havde en sjetteklasse inde for at finde ud af, hvordan vi skulle klassificere filmen. De voksne græd som piskede under visningen, men der var også en pige i klassen, der havde mistet sin far, som gik ud af salen. Men så åbnede en af hendes venner døren, og så stod hun bare i åbningen af biografen og så filmen færdig.
Da filmen var færdig, snakkede vi om den og om, hvor gammel, de mente, man skulle være for at se den. Selvom filmen var meget direkte, og der var en i klassen, som havde oplevet det samme, omfavnede klassen filmen og støttede deres ven. Vi skal ikke tale ned til de unge, og vi skal være i dialog med dem og vise filmene for dem. Mange bliver for forsigtige. Og der er altid forældre og lærere, der klager. Det er også der, kunstnere skal holde fast i deres vision, selvom emnet kan være hårdt.
Det kan godt være, at nogen bliver stødt. Jeg har selv oplevet at besvime i biografen. Det gør det ikke til en dårlig film. Det er ikke sådan, at jeg klager over, at jeg besvimede. Det er ikke en katastrofe, at et barn begynder at græde. Man må gerne udfordre.
Er der nogle nye initiativer/fokusområder for Buster i de kommende år?
Jeg kunne godt tænke mig at sætte fokus på de unge skuespillere, og hvordan det er at være børne- og teenageskuespiller. Derfor arrangerede vi sidste år besøg fra flere af vores films hovedroller, blandt andet hele holdet fra Smuk (Harkamp, 2022). Det er et forsøg på at etablere en dialog mellem publikum og de kreative – og gerne dem på deres egen alder snarere end de voksne instruktører, så det bliver i øjenhøjde med publikum.
Det åbner for en diskussion af nogle af de kunstneriske intentioner med værkerne, som man kan få meget ud af som ung. Det er også en måde at gå til de fortællemæssige greb ud fra et kunstnerisk synspunkt, der viser, at alt ikke kun er bygget op efter den aktantmodel, de unge lærer at bruge i skolen.
Har I lavet nogle initiativer i forhold til at få børn til selv at lave film?
Vi laver et samskabelsesprojekt med titlen Krydsklip sammen med undervisningsplatformen Norden i skolen. Det handler om poesi i hverdagen, hvor børnene skal producere nogle små kunstfilm. Det bygger lidt videre på noget af det, vi lærte af at lave en corona-film sammen med 400 børn under pandemien, hvor vi blev overvældede over, hvor mange børn og unge vi kunne få til at tage del i projektet. De var så vant til at optage sig selv, at de bare gav det et skud. Nu prøver vi så at udfordre dem lidt mere på æstetikken og se, hvad det gør, når vi blander de nordiske sprog. Og så igen for at betone over for lærerne, at det godt må være mere kunstnerisk.
Kildeangivelse
Freudendal, Jakob (2023), Vi skal passe på med at ”skolificere” børnefilmen – Interview med Mariella Harpelunde Jensen. Kosmorama #284 (www.kosmorama.org).
