Introduktion: Dansk børne-, ungdoms- og familiefilm i det nye årtusinde

Danske børne-, ungdoms- og familiefilm er oversete i både den akademiske litteratur og i den danske filmbranche generelt. Dette særnummer af Kosmorama råder bod på sagen ved at analysere feltet i Danmark siden årtusindeskiftet. Udgivelsen består af en filmhistorisk analyse, et samlet overblik over produktionen i perioden i form af en registrant samt interviews med centrale aktører.

Børn og film har gået hånd i hånd siden filmmediets oprindelse. Da Lumière-brødrene i 1895 præsenterede verdens første kommercielle filmvisning i Grand Café i Paris, skildrede en af de 10 viste kortfilm et barn, der sprøjter vand på en voksen gartner og bliver belønnet med en endefuld. Som en række børnefilmforskere har diskuteret, er film som denne ikke i traditionel forstand børnefilm, men deler alligevel en række fællestræk med børnefilmen (Brown 2017; Åberg 2023). Det er klassisk slapstick af den slags, der har fået tusindvis af børn til at falde ned fra stolen af grin – ikke mindst af Charlie Chaplins film. Eksemplet understreger, at filmmediets fascinationskraft på børn og unge ikke er til at komme udenom.

Man skal heller ikke tale med mange manuskriptforfattere, instruktører og producere, før det står klart, at det at skabe fortællinger til børn og unge af mange betragtes som en særlig disciplin, der indebærer en række kreative foræringer (Redvall & Christensen 2020; Freudendal 2023a; Freudendal 2023b). Man kan præsentere overnaturlige universer og præmisser, uden at de kulegraves af kritiske, voksne blikke, og man kan eksperimentere med filmsproget, uden at der sættes spørgsmålstegn ved det. Det kan rent ud sagt være sjovt at lave film til børn, selv om der også er en række benspænd forbundet med at fortælle til den yngste del af befolkningen, der er notorisk svær at nå og fastholde.

Fra et filmpolitisk perspektiv er det en vigtig opgave at sikre nationale fortællinger til det yngre publikum, som i høj grad vokser op med angloamerikanske film og serier (Jensen et al. 2021; DFI 2023; Jensen & Mitric 2023). Fiktionsfortællinger er en vigtig del af de flestes hverdag og dannelse – ikke mindst når man møder dem i en ung og påvirkelig alder – og fra politisk hold vil man gerne sikre, at danske børn også møder kvalitetsindhold på dansk, skabt fra et dansk perspektiv. Det er ud fra denne erkendelse, at man i Danmark siden 1982 har øremærket 25 procent af alle produktionsstøttemidler fra Det Danske Filminstitut (DFI) til film til børn og unge – en støtteordning, der i årenes løb har fået ry for at være verdens bedste for det unge publikum.

Mange andre aktører og initiativer arbejder med at sikre, at danske børn møder både danske og udenlandske kvalitetsproduktioner ud fra en overbevisning om, at film sætter spor, og at også de mindste biografgængere fortjener store kunstneriske oplevelser. En række institutioner præsenterer børn og unge for gode film og biografrummets potentialer, eksempelvis filmfestivalen BUSTER, som siden indvielsen i 2000 har vokset sig til Nordens største, og i 2020 selv producerede en film, Dengang Danmark lukkede ned (Nørgaard), som skulle dokumentere danske børns oplevelser af COVID-19-pandemien (Redvall 2023a). Andre initiativer som ’Med skolen i biografen’ og Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber (DaBuf) har i årevis bidraget til den danske børne- og ungdomsfilmkultur (Lauridsen 2002; Mitric 2022). De seneste år er der også kommet stadig mere fokus på de alleryngste tilskuere med nye tiltag som DFIs streamingsite Børnebiffen.dk med kortfilm rettet mod de 3-7-årige.

Flere valgmuligheder, mindre tid

Trods de fortsat gunstige støtte- og visningsomstændigheder befinder dansk fiktion til børn og unge sig i en brydningstid. Det skyldes ikke mindst, at målgruppens mediebrug har ændret sig markant i de seneste år som følge af nye platforme og interaktionsformer, der har medført intensiveret konkurrence og givet publikum langt flere valgmuligheder, når det gælder levende billeder (Hill 2018; Sundet 2021). Alt sammen faktorer, der gør det unge publikum sværere og sværere at nå.

I forskningsprojektet Reaching Young Audiences på Københavns Universitet har vi siden 2019 undersøgt, hvordan film- og serieskabere arbejder med at nå det unge publikum og tilpasse sig den nuværende ’opmærksomhedsøkonomi’ (Napoli 2011). Forskningsprojektet har hidtil bl.a. haft fokus på nye uddannelsesinitiativer med særligt fokus på børneindhold som Manuskriptskolen for børnefiktion og tanker om det særlige ved at skrive til børn (Redvall & Christensen 2020; Redvall 2021 og 2023b); public service broadcasteres stadig mere segmenterede strategier for børneindhold og samskabende produktionsstrategier for at nå det unge publikum og skabe stærke brands og børneuniverser (Christensen 2023; Freudendal 2023c; Redvall & Christensen 2021; Redvall 2023c); og endelig det unge publikums mediebrug og opfattelser af kvalitet og relevans i indhold til dem (Jensen et al. 2021; Jensen & Mitric 2023).

Med dette særnummer af Kosmorama ønsker vi at sætte fokus på den danske børne-, ungdoms- og familiefilm, som siden årtusindskiftet har undergået en stor forandringsproces (Freudendal 2023d). De tre nævnte kategorier udgør både tre distinkte målgrupper og tre distinkte filmtyper. Alt efter, om man definerer kategorierne ud fra modtageren (film set af børn, unge eller familier), værkerne (film om børn, unge eller familier) eller afsenderen (film til børn, unge eller familier) vil man dog få øje på vidt forskellige felter (Drotner 1997; Lysne 2022).

I denne udgivelse anskuer vi i lighed med forskerne Noel Brown (2017) og Anders Åberg (2023) de tre kategorier som film, der produceres, markedsføres og vises til og for de respektive målgrupper samt omtales som rettet mod og egnet for de tre målgrupper, eksempelvis i pressen og via aldersgrænser. Denne somme tider noget udfordrende definitionsdiskussion belyses yderligere i særnummerets filmhistoriske oversigtsartikel.

Et notorisk svært publikum

Den eksisterende forskning inden for dansk børne- og ungdomsfilm har ofte anlagt et tematisk og historisk blik på filmene som æstetisk objekt (fx Zeruneith et al. 1994; Schepelern et al. 2001; Breuning et al. 2002; Breuning 2022; Lysne 2022) eller undersøgt, hvordan film til det unge publikum reflekterer børne- og ungdomssynet i samtiden (fx Drotner 1997; Christensen 2002; 2007; 2021; 2023), og hvordan børn og unge forbruger film og serier (Drotner 2003; Jerslev 2008). I de seneste år har feltet dog spiret markant internationalt med både sociologiske, æstetiske og branchemæssige perspektiver på feltet (fx Brown 2012; 2017; 2022; Brown & Babington 2015; Hermansson & Zepernick 2019; Lysne 2022; Åberg 2023).

Dette særnummer udbygger den eksisterende viden om dansk børne-, ungdoms- og familiefilm ved også at se på, hvordan støttestrukturer og produktionskontekster påvirker, hvilke film der bliver lavet til målgrupperne og hvordan. Desuden stiller vi skarpt på den underbelyste periode i dansk film til det unge publikum fra år 2000 og frem til i dag, hvor der er sket en række markante udviklinger, særligt i lyset af digitaliseringen, internationaliseringen på området og konkurrencen fra tv.

En nylig publikumsundersøgelse af 7-18-åriges liv med film, serier og sociale medier, foretaget af Will & Agency for Filminstituttet, understreger eksempelvis, at der er betydelige udfordringer med at nå børn og unge med danske film (DFI 2023). Det unge publikum er tiltrukket af kortere formater, der passer bedre ind i en allerede travl hverdag; de er inspirerede af formater på populære platforme som TikTok, hvor der er langt kortere mellem setup og payoff; de søger med alderen i stigende grad international fiktion – og ofte værker, der ikke nødvendigvis er tiltænkt deres aldersgruppe. Flere aldersgrupper over 10 år understreger således, at danske film sjældent er førstevalget, når de skal vælge fiktion, og mange af undersøgelsens respondenter bemærker, at dansk indhold er for ’kedeligt’ og ’genkendeligt’, mens det talte sprog opleves utroværdigt og teaterlignede af de ældre, hvilket udgør endnu en barriere (DFI 2023: 86).

En konkret udfordring er, at budgetterne til dansk film gør det svært at konkurrere med storfilmene fra Hollywood. En anden observation er, at danske børn og unge ofte peger på film af ældre dato, når de skal fremhæve vellykkede danske film, eksempelvis Olsen Banden-filmene (1968-1998), film med Dirch Passer eller nyklassikere som Blinkende lygter (Jensen, 2000) foruden Anders Matthesen og Thorbjørn Christoffersens kæmpesucces med Ternet Ninja-filmene (2018-).

'Supervoksen' (Christina Rosendahl, Nordisk Film, 2006).

Udfordringer er der nok af, hvis man i dag skal gøre sig relevant i de danske børns travle hverdag, hvor det at finde tid til at se film kan virke uoverskueligt for de unge (DFI 2023), men der bliver heldigvis stadig lavet gode film og eksperimenteret med nye fortælleformer, som nytænker tilbuddene til det unge publikum i en dansk kontekst: En film som Mirakel (Arthy, 2000) nyfortolkede på forbilledlig vis den magisk realistiske tradition i dansk børnefilm. Ungdomsfilmen Supervoksen (Rosendahl, 2006) har i dag nyklassiker-status. Og Team Hurricane (Berg, 2017) krydsede ungdomsfilmen med arthouse og fornyede æstetikken med sin fandenivoldske stilisering samtidig med, at den afprøvede nye produktions- og distributionsformer for at spejle ungdommens digitale virkelighed.

Familie-animation, filmatiseringer og genrefilm til børn

I Reaching Young Audiences-projektet har vi frem for alt haft fokus på live action-fortællinger til børn i Danmark, hvor der er en stolt tradition for dette inden for både børnefilm og børne-tv. Der produceres stadig klassiske dramaer og originale opvækstfortællinger til børn, men i 2000-tallet har der samtidig været markante bevægelser mod brede animationsfilm, filmatiseringer og genrefilm. Film som Terkel i knibe og Ternet Ninja er eksempler på, hvordan sjov og grænsesøgende animation er blevet en af de mest populære genrer til det unge publikum (DFI n.d.), og der er stadig mange eksempler på danske børnefilm baseret på populære bogforlæg, både som animerede versioner af Ole Lund Kirkegaards klassiske børnebøger eller som originale fortællinger over nyskrevne værker som superheltefilmen om Antboy (Hasselbalch, 2013-2016) og scifi-familiefilmen Robotbror (Nørgaard, 2022).

Udover de mange forskellige former for filmatiseringer er en anden mærkbar reaktion på udfordringerne for danske film til det unge publikum et stigende fokus på at simulere internationale succesformler. Det kommer siden den nytænkende action/kupfilm Klatretøsen (Wullenweber, 2002) blandt andet til udtryk som stort anlagte fantasy-film efter amerikansk forbillede i Skammerens datter (Kainz, 2015) og Valhalla (Ahmad, 2019) og en generel konvergens mellem den brede familiefilm og den klassiske børnefilm (Freudendal 2023d). Denne bevægelse er ikke mindst interessant, fordi DFI’s aktuelle undersøgelse af børn og unges forhold til danske film og serier netop betoner, at dansk film ikke altid er attraktiv, når den forsøger at konkurrere på Hollywoods banehalvdel. Eksplosionerne er simpelthen ikke store nok sammenlignet med Disney, lyder det i rapporten (DFI 2023), og derfor kan der være god grund til at overveje, om man som lille national filmkultur skal ’produktsimulere’ ved at efterligne internationale tendenser og strategier eller snarere ’produktdifferentiere’ og holde fast i sit særpræg og tilbyde et alternativ til den dominerende internationale filmdiæt (Higson 1995).

Film til små – og lidt større – målgrupper

I Danmark bryster vi os af en stærk tradition for ungdomsfilm, der oplevede en guldalder i 1970’erne og 80’erne med internationalt anerkendte film som Vil du se min smukke navle? (Kragh-Jacobsen, 1978), Kundskabens træ (Malmros, 1981) og Zappa (August, 1983). I 00’erne var der flere originale eksempler på ungdomsfilm som 2 ryk og en aflevering (Nordentoft, 2003), Bagland (Gustafsson, 2003), Supervoksen (Rosendahl, 2006) og Fighter (Arthy, 2007), der alle fandt et anseeligt publikum, men ser man på billetsalget for danske ungdomsfilm i de seneste 10 år, har publikumsopbakningen været svigtende. Inden for de sidste 10 år er det kun den Skam-inspirerede Smuk (Harkamp, 2022), der har formået at sælge knapt 100.000 billetter, hvilket i en periode faktisk var normalen. Nu ligger mange andre ungdomsfilm på under 5.000 solgte billetter. Flere af de brancherepræsentanter, vi interviewer i dette særnummer, nævner, at den danske ungdomsfilm i dag er så smal, at den risikerer at sygne hen (Birgitte Hald i Freudendal 2023a; Merete Martensen Christensen i Freudendal 2023e).

Samtidig tyder strukturelle ændringer på, at både børne- og ungdomsfilmen er presset af et stigende fokus på ’unge voksne’, der omfatter personer helt op til tredive år, hvilket er noget højere end den traditionelle definition af børn og unge som værende op til 18 år. DFI har de seneste år i højere grad satset på at lave film, som kan appellere til den bredere målgruppe, og spørgsmålet er, hvad det betyder for, hvordan man traditionelt har tænkt 25 procent af produktionsmidlerne til børn og unge.

Særnummerets indhold

I dette nummer undersøger Jakob Freudendals historiske artikel de genremæssige udviklinger, og samtidig præsenteres et samlet overblik over danske børne-, ungdoms- og familiefilm siden år 2000 med en registrant over knap 200 fiktionsspillefilm støttet af DFI til børn, unge og familier i perioden. Registranten er tænkt som et værktøj, som forhåbentlig kan inspirere til fremtidig forskning inden for feltet, men også som en ressource for brancheaktører, der savner et samlet overblik.

Registranten tager udgangspunkt i de film, DFI har markeret som produceret til børn og unge i deres årlige Facts&Figures og peger på en række tendenser gennem årene såvel som udfordringer i forhold til, hvordan man kategoriserer og registrerer konkrete titler. Eksempelvis er film som Jagten (Vinterberg, 2012) og Underverden (Ahmad, 2017) i disse årsopgørelser kategoriseret som børne-, ungdoms- eller familiefilm. Vi diskuterer nogle af de metodiske kategoriserings-udfordringer i en introduktion til registranten og peger på en række problemstillinger i forhold til, hvad der støttes og med hvilken målgruppe fra 2000 til i dag.

Registranten rummer ikke kortfilm til børn og unge, selv om det format også fortjener opmærksomhed. Filminstituttets publikumsanalyse peger på, at børn og unge foretrækker kortere formater (DFI 2023), og engang havde kortfilmen da også en prominent plads i det samlede danske udbud til den unge målgruppe, ikke mindst i undervisnings- og skoleregi. I det aktuelle filmlandskab fremstår kortfilmen presset, men der er måske god grund til at gentænke, hvad den kan i forhold til det unge publikum og på hvilke platforme.

Ud over den historiske artikel og registranten giver vi ordet til repræsentanter for forskellige dele af den danske filmbranche. Det er her, de ændrede vilkår for alvor har kunnet mærkes over de sidste 23 år, og det er her, der skal tænkes kreativt for at finde nye måder at nå det unge publikum på. I interviews med Lotte Svendsen (børnefilmkonsulent ved DFI 2018-2023), Mariella Harpelunde Jensen (programchef for børnefilmfestivalen BUSTER), Birgitte Hald (producer og medstifter af Nimbus Film), Merete Martensen Christensen (chef for biografdistribution hos Scanbox Entertainment) og Ask Hasselbalch (instruktør bag blandt andet Antboy-filmene) spørger vi, hvad der er særligt ved at fortælle til børn og unge, hvilke udfordringer man står over for i dag, og hvordan formatet generelt har udviklet sig i 2000-tallet, både i forhold til indhold og marked.

Lotte Svendsen, Birgitte Hald, Mariella Harpelunde Jensen, Merete Martensen Christensen og Ask Hasselbalch. Foto: Simon Jeppesen, ubekendt, Teis Bo Nielsen, Tommy Frost og Malene Høst Hansen.

Fra filmkonsulentstolen giver Lotte Svendsen sit perspektiv på, hvad der kendetegner gode fortællinger til børn og danske børnefilm, og hvad hun savner i nutidige danske film til børn og unge, som hun mener står et ’meget sårbart sted’. Hun fortæller desuden, hvordan en række nye initiativer på Filminstituttet har forsøgt at imødegå den intensiverede konkurrence, blandt andet ved at satse bredere, på komedier, der er populære hos de unge, og på tværmedielle formater. Samtidig peger hun på bevægelsen mod at udvide feltet til de førnævnte unge voksne og fremhæver udfordringerne ved indtørrede finansieringskilder, der blandt andet medfører, at hun som konsulent kan støtte færre og færre film om året, fordi hun skal støtte med stadig højere beløb.

Birgitte Hald fra Nimbus Film beskriver trange kår for at få finansieret børnefilm i dag. Hun forklarer blandt andet, at det nærmest er umuligt at lave en børnefilm i det aktuelle medielandskab, hvis ikke man bygger videre på en bog eller et kendt brand. En anden udfordring er, at det i hendes optik ikke længere fremstår attraktivt for unge filmskabere at fortælle til børn. Det oplevede hun som anderledes, da Nimbus blev stiftet i 90’erne, hvor unge instruktører som Natasha Arthy, Per Fly og Henrik Ruben Genz prøvede kræfter med børne- og ungdomsfilm. Interessen fra de unge talenter skabte plads til børne- og ungdomsfilm i selskabets produktion med film som Mirakel (Arthy, 2000), Klatretøsen (Wullenweber, 2002) og Antboy-filmene (Hasselbalch, 2013-2016). Halds visioner på området indebar i midten af nullerne et manifest for børnefilm, som skulle rette op på, at børn og unge søgte mod amerikansk film, og at de brede familiefilm overtog herhjemme. Tanken var blandt andet at udfordre Hollywood gennem særligt amerikanske genreformularer, hvilket hun vurderer er langt sværere i dag, end det var for 10 år siden.

Ifølge Buster-programchef Mariella Harpelunde Jensen er dansk børnefilm gået i stå. Årsagen er efter hendes mening frem for alt opfattelsen af, at det er nødvendigt at filmatisere bøger og bygge videre på eksisterende franchises. Hun oplever dog, at det ikke er unikt for Danmark, men at den originale børnefilm er presset på verdensplan grundet konkurrencen fra Hollywood og særligt Pixar. Harpelunde efterspørger initiativer, der kan gøre det mere attraktivt for filmskabere at fortælle til børn og unge, både hos Den Danske Filmskole og Filminstituttet. Desuden advarer hun mod, at danske børnefilm bliver ’skolificeret’, altså at de forbindes med et læringspotentiale, som voksne trækker ned over børnene og filmene.

Merete Martensen Christensen fra Scanbox argumenterer for, at børn og unge skal vænnes til at tænke danske børnefilm og biografen ind i hverdagen, hvis vi skal have en fremtidig generation, der har lyst til at se danske film. Hun beretter også om de markedsudviklinger, der i dag gør børne- og ungdomsfilm sårbare og svære at få finansieret. Christensen efterspørger blandt andet flere støttekroner til større lanceringskampagner, men også at pressen i højere grad dækker børnefilm. Trods udfordringerne understreger hun, at det er vigtigt at bevare en positiv indstilling til børnefilm i branchen, så man ikke taler den ned og forværrer udfordringerne.

Instruktør Ask Hasselbalch fortæller om, hvordan det er at lave film til det unge publikum og om sin vej til børnefilm, der viste sig at være en ideel måde for ham at formidle sin kærlighed til genrefilm. Han kommer blandt andet ind på processen med at oversætte Antboy-bøgerne til film og udfordringerne ved at lave storfilm til børn og unge i dag. De udfordringer erfarede han selv med Skammerens datter II (Hasselbalch, 2019), der ikke præsterede som forventet ved billetlugerne.

Film skal ses i kontekst

Med sin filmhistoriske og filmnære tilgang i kombination med et blik på de branchemæssige ændringer med konsekvenser for, hvilke film der bliver lavet og hvordan, indskriver dette nummer af Kosmorama sig i den danske tradition for filmhistorie, hvor værkerne forstås ud fra den kontekst og samtid, de er et produkt af (fx Schepelern 2001). Interviewene er i tråd med lignende Kosmorama-udgivelser (fx Thorsen & Redvall 2020; Grønlund 2021) eller interviewbogserien Danish Directors (Hjort & Bondebjerg 2000; Hjort et al. 2010; 2014), som repræsenterer den øgede forskningsinteresse for produktionsstudier, hvor praktikeres udtalelser bruges til at forstå udfordringerne ved at producere film – og hvordan disse udfordringer påvirker, hvilke fortællinger der bliver lavet.

I sin helhed tilbyder udgivelsen et indblik i udviklinger i dansk børnefilm siden 2000 og frem til i dag, ligesom den også sætter fingeren på centrale udfordringer lige nu og mulige løsningsforslag. Vi håber dermed, at udgivelsen kan inspirere til at fortsætte de vigtige diskussioner om danske film til børn og unge og desuden inspirere til ny forskning på området. Og så håber vi selvfølgelig også, at man som læser får lyst til at se en række af de gode, sjove, fantasifulde, spændende og rørende film, som de seneste lidt over tyve år har budt på – og gerne sammen med det unge publikum. Som den historiske artikel fremhæver, bliver der tilbagevendende talt om kriser i forhold til den danske børne- og ungdomsfilm, men der er også løbende en masse kvalitet, som det er en fornøjelse at se og gense, opleve og fordybe sig i, både som forsker og helt almindelig biografgænger.


En stor tak skal lyde til Christa Lykke Christensen, deltagende forsker i Reaching Young Audiences-forskningsprojektet, for hendes værdifulde feedback og løbende sparring.

Dette nummer af Kosmorama er skrevet som del af forskningsprojektet ’Reaching young audiences: Serial fiction and cross-media story worlds for children and young audiences’, der er finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond 2019-2024. Sagsnummer: 9037-00145B.

Litteraturliste

Breuning, U. (2002). De pokkers unger. København: Høst & Søn.

Breuning, U. (2022). ‘Film’. In: M. Dael, J. Helmer Petersen & B. Juncker (eds.), Børnekultur i Danmark 1945-2020, s. 186-213. København: Gad.

Brown, N. (2012). The Hollywood Family Film: A History From Shirley Temple To Harry Potter. London: I.B. Tauris & Co.

Brown, N. (2017). The Children’s Film: Genre, Nation, and Narrative. New York: Columbia University Press.

Brown, N. (2022). The Oxford Handbook of Children’s Film. New York: Oxford University Press.

Brown, N. & Babington, B. (2015). Family Films in Global Cinema: The World Beyond Disney. London: I.B. Tauris & Co.

Christensen, C. (2002). ‘Piger og drenge i danske børnefilm’. In: Ulrich Breuning (red.), De pokkers unger: Antologi om dansk børnefilm, s. 54-75. København: Høst & Søn.

Christensen, C. (2007). ’Ung er ung værst’. Ungdomsforskning vol. 6, no. 4, s. 9-12.

Christensen, C. (2021). ‘Making a Life of Your Own: Films for Children and Young People in the 1970s and 1980s’. In: Claire C. Claire Thomson, Isak Thorsen & Pei-Sze Chow (red.). A History of Danish Cinema, s. 128-139. Edinburgh: Edinburgh University Press.

Christensen, C. (udkommer 2023). ‘Relevance and identification in television content for children: Analysing DR commissioners’ perceptions of children’s media interests’. In: P. M. Jensen, E. N. Redvall & C. Christensen (red.), Audiovisual content for children and adolescents in the Nordics: Production, distribution and reception in a multi-platform era, n.pag. Gotheborg: Nordicom.

DFI (n.d.). ’Børn som publikum – ny viden om de 7-14-årige’. Dfi.dk (n.d.). https://www.dfi.dk/branchen/viden-om-publikum/boern-som-publikum-ny-viden-om-de-7-14-aarige. Tilgået 30. marts 2023.

DFI (2023). ‘Tæt på børn og unge. Samtaler med de 7-18årige om deres liv med film, serier og SoMe’. Det Danske Filminstitut, n.d. https://www.dfi.dk/branchen/viden-om-publikum/taet-paa-boern-og-unge-7-18-aar-2023. Tilgået 3. april 2023.

Drotner, K. (1997). ‘Filmkultur i børnehøjde’. In: Ib Bondebjerg, Jesper Andersen & Peter Schepelern (red.), Dansk film 1972-97, s. 134-165. København: Munksgaard.

Drotner, K. (2003). Disney i Danmark: at vokse op med en global mediegigant. København: Høst.

Freudendal, J. (2023a). ’Hvor er den stolte tradition for at lave børnefilm i Danmark?’ In: Kosmorama #284 (www.kosmorama.org).

Freudendal, J. (2023b). ’Det er blevet sværere at lave store genrefilm til børn og unge herhjemme’. In: Kosmorama #284 (www.kosmorama.org).

Freudendal, J. (udkommer 2023c). ‘Listening to audiences to remain relevant: Audience research as a new production method for Scandinavian screen cultures in transition’. In: Journal of Scandinavian cinema, n.pag.

Freudendal, J. (2023d). ’Dansk børne- og ungdomsfilm i det nye årtusinde: Fra verdensmestre til krisestemning’. In: Kosmorama #284 (www.kosmorama.org).

Freudendal, J. (2023e). ’Vi skal omdefinere succeskriterierne for danske børnefilm’. In: Kosmorama #284 (www.kosmorama.org).

Grønlund, A. (2021). ’Fra film om Grønland til grønlandsk film’. In: Kosmorama #280 (www.kosmorama.org).

Hermansson, C. & Zepernick, J. (2019). The Palgrave Handbook of Children’s Film and Television 1st ed. Basingstoke: PalgraveMacmillan.

Higson, A. (1995). Waving the Flag: Constructing a National Cinema in Britain. Oxford: Clarendon Press.

Hill, Annette (2018), Media Experiences:  Engaging with Drama and Reality Television. London: Routledge.

Hjort, M. & Bondebjerg, I. (2000). Instruktørens blik: En interviewbog om dansk film. København: Rosinante.

Hjort, M., Jørholt, E. & Redvall, E. N. (2010). The Danish Directors 2: Dialogues on the New Danish Fiction Cinema. Bristol: Intellect.

Hjort, M., Bondebjerg, I. & Redvall, E. N. (2014). The Danish Directors 3: Dialogues on the New Danish Documentary Cinema. Bristol: Intellect.

Jensen, P.M, Mitric, P., Larsen, T. H. & Mouritsen, A. S. (2021). ‘What is quality audiovisual fiction as seen through the eyes of young Danish viewers: Results from an explorative survey of 8-17 year old children’. Københavns Universitet og Aarhus Universitet.

Jensen, P. M. & Mitric, P. (udkommer 2023). ‘The appeal of public nterna fiction in an nternationalized media context: Findings from a survey of 8-17-year-old Danes’. In: P. M. Jensen, E. N. Redvall & C. Christensen (red.), Audiovisual content for children and adolescents in the Nordics: Production, distribution and reception in a multi-platform era, n.pag. Göteborg: Nordicom.

Jerslev, A. (2008). ‘Youth Films: Transforming Genre, Performing Audiences’. In: Sonia Livingstone & Kirsten Drotner (red.), International Handbook of Children, Media and Culture, s. 183-196. London: Sage

Lauridsen, S. K. (2002). ‘Film, folkelighed og frivillighed: 50 år med Daske Børne- og Ungdomsfilmklubber’. In: U. Breuning (red.), De pokkers unger, s. 235-259. København: Høst & Søn.

Lysne, A. (2022). ‘Growing Up on Scandinavian Screens’. In: Noel Brown (red.) The Oxford Handbook of Children’s Film, s. 284-304. Oxford: Oxford University Press.

Mitric, P. (2022). ‘How does film education increase the economic and social impact of European arthouse cinema? The Case of the Danish initiative Med skolen i biografen / School cinema’. Studies in European Cinema, , n.pag.

Napoli, P. M. (2011). Audience evolution: New technologies and the transformation of media audiences. New York: Columbia University Press.

Redvall, E. N. & Christensen, K.B. (2020). ’Hvordan skriver man fiktion til børn og unge i dag?’. In: Replikker vol. 32, s. 10-15.

Redvall, E. N. & Christensen, K. B. (2021). ‘Co-creating content with children to avoid “Uncle Swag”: Strategies for producing public service television drama for tweens and teens at the Danish children’s channel DR Ultra’. In: Critical Studies in Television, vol. 16, no. 2, s. 259-268.

Redvall, E. N. (2021). ‘Cross-media, co-crative and current: New strategies for educating talent for Danish children’s film and television in the 2020s’. In: Film Education Journal, vol. 4, no. 2, s. 184-194.

Redvall, E. N. (2023a) ‘Childhoods during lockdown: Danish children as documentarians of the COVID-19 pandemic’. In: D. Sills-Jones & P. Kääpä (red.): Documentary in the Age of COVID, s. 123-147. Oxford: Peter Lang.

Redvall, E. N. (udkommer 2023b) ‘Screenwriting for children and young audiences’. In: R. Davies, P. Russo og C. Tieber (red.): The Palgrave Handbook of Screenwriting Studies, n.pag. Cham: Springer.

Redvall, E. N. (udkommer 2023c). ‘Creating serialized live action drama for children: Talent development, affordable volume fiction and portable brand characters at DR’. In: P. M. Jensen, E. N. Redvall & C. Christensen (red.), Audiovisual content for children and adolescents in the Nordics: Production, distribution and reception in a multi-platform era, n.pag. Gotheborg: Nordicom.

Schepelern, P. et al. (2001). 100 års dansk film. København: Rosinante.

Sundet, Vilde Schanke (2021). Television Drama in the Age of Streaming: Transnational Strategies and Digital Production Cultures at the NRK. Basingstoke: PalgraveMacmillan.

Thorsen, I & Redvall, E. N. (2020). ’Introduktion: Danske filmproducenter fra 1970’erne til i dag’. In: Kosmorama #277 (www.kosmorama.org).

Zeruneith, I. (1994). Med store øjne: Børne- og ungdomsfilm i Norden 1977-1993. København: Tiderne Skifter.

Åberg, A. (2023). Blågula barn i bild: Barnfilm och nationalism i Sverige. Lund: Föreningen Mediehistorisk arkiv.


Kildeangivelse

Freudendal, Jakob  og Redvall, Eva Novrup (2023), Introduktion: Dansk børne-, ungdoms- og familiefilm i det nye årtusinde. Kosmorama #284 (www.kosmorama.org).


Subscribe to our newsletter and stay updated: