I årene 1949-52 lavede nogle af de fremmeste danske kort- og dokumentarfilminstruktører, heriblandt Theodor Christensen, Jørgen Roos og Ove Sevel, en serie kortfilm om Marshall-hjælpens positive virkninger i Danmark. Forløbet omkring produktionen af de fire af i alt seks planlagte film udgør et sjældent eksempel i fredstid på produktion af propagandafilm initieret og sponseret af en fremmed magt – USA.
Som film betragtet var Marshall-filmene ikke noget usædvanligt for dansk kortfilm på den tid. Statslige oplysningsfilm havde en meget stor plads i dansk kortfilmproduktion i 1940’erne og 1950’erne, og Marshall-filmene stikker ikke ud fra denne tradition i hverken form eller stil. Disse kortfilm blev vist i biograferne som forfilm og dannede i besættelsesårene baggrunden for dansk dokumentarfilms opblomstring, med hovedværker som Theodor Christensens Iran – det nye Persien fra 1939 og den kontroversielle Det gælder din Frihed fra 1946, som Christensen instruerede og skrev manuskript til i samarbejde med Karl Roos.
Det særlige ved Marshall-filmene var, at en fremmed magt tog initiativ til og delvist betalte for en række film, som blev produceret i Danmark af danske filmfolk med det overordnede formål at promovere Marshall-hjælpens betydning for det danske samfund1 Det viste sig dog, som projektet skred frem, at amerikanerne af politiske grunde måtte trække sig et halvt år inde i produktionsforløbet, fordi de fik nys om nogle af de danske instruktøres tilknytning til kommunismen. Marshall-filmproduktionen endte dermed med at få et skær af McCarthyistisk kommunistforskrækkelse, som den dag i dag gør historien om filmene værd at fortælle.
Amerikansk propaganda efter 2. Verdenskrig
Baggrunden for Marshall-filmene og den amerikanske propaganda i Europa efter 2. Verdenskrig var, at USA ikke måtte fremstå som om, at de med Marshall-planen infiltrerede og
styrede de europæiske samfund, hvortil hjælpen blev distribueret. Dette er forklaringen på, at amerikanerne valgte, at propagandafilmene om Marshall-hjælpen i Danmark skulle produceres af danske filmselskaber, med danske instruktører og skuespillere. Dette bidrog til at legitimere filmene, så man undgik at komme til at fremstå som talerør for USA’s interesser. Hvis propagandaens funktion blev for åbenlys, og afsenderens budskab for banalt og indlysende selvpromoverende, frygtede både danskere og amerikanere, at formålet med propagandaen ikke ville virke som planlagt i forhold til befolkningen, men i stedet styrke DKP’s og Sovjets kritik af planen som USA’s forsøg på at dirigere de europæiske regeringers økonomiske politik og – efter oprettelsen af NATO i 1949 – ligeledes forsvarspolitik.
Organisationen USIE (United States Information and Education Programme) vedtog i 1950 en officiel amerikansk propagandastrategi, der beskrev, at direkte anti-sovjetisk og anti-kommunistisk propaganda ikke skulle benyttes i Danmark, fordi befolkningen tager afstand fra ”any attempt to be propagandized”.2 Historikeren Poul Villaume understreger, at indsatsen fra amerikansk side skulle lægges på kvalitetspræget oplysnings- og informationsarbejde, hvilket blandt andet skal ses i sammenhæng med de dårlige erfaringer fra den nazistiske propaganda under 2. Verdenskrig. Derudover søgte amerikanerne at bruge danske medier og organisationer til at kommunikere deres budskaber ud til den danske befolkning og på den måde skjule eller sløre, hvem afsenderen af informationen i virkeligheden var.3 Denne metode benyttede amerikanerne sig af under produktionen af Marshall-filmene, ligesom kvaliteten og det faktabaserede indhold er dominerende og holdt i en simpel fortællende form.
Kampagnens målgruppe: den almindelige borger
Ifølge historiker Marianne Rostgaard havde danske embedsmænd i 1948 og begyndelsen af 1949 ikke nogen klar fornemmelse af, hvad det var, man forventede fra USA angående oplysning og promovering af Marshall-planen. Derudover var man i Danmark ikke lige så langt fremme som i USA med hensyn til kreativ pressedækning og professionelt informationsarbejde.4
Amerikanerne ville med gennemtænkte oplysnings- og publicitykampagner overføre det store perspektiv – abstrakte økonomiske statistikker, international politik og gigantiske pengestrømme – til den almindelige borgers liv og hverdag. Marshall-filmene skulle vise effekten af Marshall-hjælpen hos den enkelte familie, arbejder eller landmand i samfundet. Identifikation og forbrug, materialisme og frihed, demokrati og samarbejde var temaer, der skulle gå hånd i hånd, for at få den enkelte samfundsborger til at forstå nytten af Marshall-hjælpen samt forsøge at forebygge kritik, der kunne true amerikanske interesser i Europa. Man spillede bevidst på stereotype nationale fremstillinger, der skulle appellere så bredt som muligt og i sidste ende samle befolkningen om Marshall-planens formål med at genopbygge Europa og knytte tættere bånd mellem USA og Europa. Initiativet til at producere Marshall-filmene i februar 1950 skal ses på denne baggrund.
Idéoplægget
Historien begynder i efteråret 1949, hvor det første amerikanske udkast til produktionen af syv danske kortfilm lå færdig. Manuskriptidéer med arbejdstitlerne The Cow, The Pig, The Chicken, Farm Mechanization, Fishing, The Marshall Plan and Denmark og Danish Breweries dannede udgangspunktet for et produktionsforløb, der gennem de næste cirka to år tog mange uforudsigelige drejninger. De to første af disse film blev realiseret under titlerne Den strømlinede gris (Jørgen Roos, 1951) og Fabrikken Caroline (Søren Melson, 1951), mens de to andre færdige film kom til at hedde Kyndbyværket (Ove Sevel, 1951) og Alle mine skibe (Theodor Christensen, 1951). De sidste to planlagte film, Fiskebiler og Danmarks bidrag til Europas genopbygning, blev efter mange genstridigheder og interne forviklinger aldrig udsendt, selvom optagelserne stort set var færdige.
Still fra Sørens Melsons "Fabrikken Caroline" (1951).
Filmene, der ikke blev
Intentionen med Marshall-filmene var, at de skulle produceres af danske producenter til visning i danske biografer og sidenhen i resten af Europa, hvor distribution var mulig. Amerikanerne lagde vægt på, at det europæiske samarbejde skulle fremhæves kraftigt i filmene, gerne på bekostning af den nationale synsvinkel – et ønske, der senere skulle vise sig at stå i kontrast til de danske myndigheders ønske om at fremhæve det nationale islæt. Amerikanerne ville endvidere, at filmene skulle skildre den effektivisering, teknologisering og videnskabeliggørelse af industri og landbrug, som Marshall-planens økonomiske støtte bidrog til. Nye metoder og maskiner skulle vises frem for offentligheden for at tydeliggøre, at Danmark var inde i en stærk udvikling indenfor de vigtigste erhverv i landet, en udvikling der bidrog ikke bare til Danmarks nationaløkonomi, men også til Europas samlede økonomiske genrejsning efter 2. Verdenskrig.
Specielt idéen til filmen The Marshall Plan and Denmark stak ud fra de øvrige, fordi den var direkte baseret på en pamflet udgivet af det amerikanske Udenrigsministerium, der forklarede Marshall-planens formål og betydning. Filmen skulle være en debatfilm, som kunne rydde misforståelser om Marshall-planen af vejen. Det bagvedliggende motiv har uden tvivl været at imødegå kritik fra de politiske yderfløje, som gik på USA’s påståede forsøg på at styre Europas økonomiske politik og påvirke de europæiske samfund efter amerikanske kulturelle idealer. Samtidig ville man forhindre ny kritik i at opstå ved at forklare, hvordan Marshall-planen virkelig hang sammen – set fra et amerikansk perspektiv. Filmen blev dog aldrig realiseret, men den er udtryk for et vigtigt tema i amerikanernes propaganda i Europa for Marshall-planen, nemlig at imødegå kritik og vise rækkevidden af amerikanernes hjælp i de europæiske samfund.
Kontrakten forkastes
Amerikanernes iver for at søsætte Marshall-filmproduktionen i Danmark kommer for en dag 24. januar 1950, da et amerikansk kontraktforslag tilsendes direktør for Statens Filmcentral (SFC), Ebbe Neergaard. Forslaget lægger op til produktion af otte til tolv kortfilm, der skal være færdige bare seks måneder efter kontraktens underskrivelse. Ministeriernes Filmudvalg (MFU) skal organisere produktionen og anbefale danske instruktører, manuskriptforfattere og produktionsselskaber, som Marshall-administrationen kan godkende. Distributionen af filmene i Danmark forestås af SFC, som samtidig forpligtes til at arbejde for den størst mulige udbredelse af filmene i danske biografer. Filmene skal ifølge kontrakten være af ”highest commercial standard for motion pictures of a similar type”. Den udførlige tolv-siders kontrakt, der ville gøre amerikanerne til ejere af filmenes rettigheder og give dem ret til undervejs at ændre i filmenes overordnede indhold, blev dog af uvisse grunde forkastet på et møde 17. februar. Set fra et dansk perspektiv var det særdeles fordelagtigt, at kontrakten blev kasseret. Den ville have givet amerikanerne nærmest total kontrol over produktionen, mens danskerne skulle levere et antal film af meget høj kvalitet på meget kort tid, som amerikanerne så kunne afvise, hvis de ikke levede op til deres forventninger.5
Marshalloverenskomsten underskrives (1948).
Den formelle produktionsaftale
I stedet for kontrakten blev det besluttet at lade en to-siders verbalnote være det officielle dokument, der fastlagde rammerne for produktionen. Et udkast til denne verbalnote blev vedtaget 22. februar 1950 på et møde i det danske Udenrigsministerium. Noten udvidede bestemmelserne for filmenes produktion og sikrede SFC retten til distribution i Danmark, Grønland og Færøerne, mens SFC ligeledes kunne distribuere filmene i udlandet efter aftale med amerikanerne. Det var dog stadig amerikanerne, der formelt set ejede filmene og rettighederne til distribution i udlandet. Noten adskiller sig fra kontrakten ved, at tidsplanen for produktionen er udvidet til årene 1950-51, og at der nu skal laves minimum seks og maksimum 12 film, mens danskerne skal bestræbe sig på at færdiggøre de seks første inden 31. december 1950. Filmene skal være ca. 300 meter lange (omtrent 10 min.), og med dansk speakerkommentar. Filmen Den strømlinede gris blev så vidt vides som den eneste også lavet med engelsk speak til det udenlandske publikum.
Indholdet af filmene blev desuden kun fastlagt i meget løse rammer:
”It is contemplated that the subject matter of such films will deal with recovery in Denmark and the extent to which this was made possible by the European Recovery Program, as well as Denmark’s place and responsibilities in an integrated European economy, and with technical aspects of production in Denmark”.6
Amerikanerne skulle dog godkende filmenes tema og manuskript, men danskernes beføjelser var udvidet betydeligt i forhold til kontraktforslaget, og samarbejdet mellem MFU og Marshall-administrationen ved Economic Cooperation Administration (ECA) er understreget som et bærende element i produktionen.
Ved at sammenholde det amerikanske kontraktforslag og den senere vedtagne verbalnote, der må formodes at være udarbejdet i tæt samarbejde mellem danskerne og amerikanerne, kan man konkludere, at amerikanerne måtte gå på kompromis og overlade mere ansvar til danskerne, end de oprindeligt havde regnet med. De amerikanske krav i kontraktforslaget forekommer meget høje i forhold til dansk filmindustris knappe ressourcer og personel på daværende tidspunkt. Kontraktforslaget er formentlig af den grund blevet forkastet som urealistisk.
Marshall-filmkomitéen oprettes
1. maj 1950 oprettedes en komité, der skulle organisere Marshall-filmproduktionen, f.eks. finde egnede produktionsselskaber og koordinere arbejdet mellem amerikanerne og danskerne. Formand blev Ebbe Neergaard fra SFC, der fik selskab af fuldmægtig Henrik Hjort-Nielsen fra Udenrigsministeriet (posten bestrides i virkeligheden på skift af Viggo Berg-Nielsen, Udenrigsministeriet, og Hjort-Nielsen) og fra amerikansk side Information Officer (eller presse-attache) i ECA, Thomas D. Durrance. Dette tremandsudvalg hyrede Nordisk Films Teknik, Minerva Film og Teknisk Film Co. til at stå for den praktiske produktion af filmene. Målet for komitéen var, at de seks første film skulle være færdige i oktober 1950, og at de samlede omkostninger for produktionen ikke måtte overstige 310.000 kr.
Formand for Marshallfilm-komitéen, Ebbe Neergaard.
En liste, signeret af Ebbe Neergaard 1. maj 1950, giver et overblik over de planlagte film med navne på de foreslåede manuskriptforfattere og instruktører, samt arbejdstitlerne på filmene. De seks film, Rapport om genopbygningen i Danmark, Koen, Grisen, Skibet, Fiskebiler og Danmarks bidrag til Europas genopbygning, skal efter planen skrives og instrueres af nogle af de dygtigste folk indenfor dansk kortfilm på dette tidspunkt, bl.a. Søren Melson, Theodor Christensen, og brødrene Jørgen og Karl Roos. Dokumentet slår desuden fast, at alle dele af produktionen skal overvåges af Marshall-filmkomitéen, som har det overordnede tilsyn med produktionen.
Den første pressemeddelelse
6. maj udsendes den første pressemeddelelse vedrørende Marshall-filmene. I meddelelsen understreges det, at filmene financieres med amerikanske penge, men at filmenes formål ikke er at lave propaganda for Marshall-hjælpen, men ”først og fremmest at bringe oplysning om dansk produktion og produktionsorganisation dels til landets egen befolkning, dels til andre europæiske lande og til en vis grad også til et amerikansk publikum”.7 Det fremgår af pressemeddelelsen og et udateret fortroligt dokument fra SFC, at ambitionerne oprindeligt var noget større end produktionen af de seks kortfilm, som tidligere nævnt. Man ville producere to serier af film og en indledende og en afsluttende film. Den første serie skulle handle om historien bag kendte danske varer, såsom bacon, æg, smør og øl.8 Den anden serie skulle handle om menneskene bag produktionen, hvori arbejderen eller landmanden skulle fortælle om sit liv og arbejde. Udover disse to serier bestående af fem film hver, ville man lave fire eller fem didaktiske film, hvor ”formålet var at påvirke specielle grupper til at organisere arbejdet, sådan at Danmark først og fremmest kan spare på import”.9 Pressemeddelelsen understreger desuden, at man udelukkende benytter dansk arbejdskraft og danske firmaer til at indspille filmene.
Det er med andre ord en ganske national præsentation af et i udgangspunktet internationalt projekt, hvor amerikanernes eksplicitte ønske var at nedtone lige netop det nationale. Intentionen med pressemeddelelsen er tydeligvis at imødegå kritik fra pressens side af det tilsyneladende paradoksale valg af instruktører, som hørte hjemme på venstrefløjen og havde stået bag stærkt kritiserede film som Det gælder din Frihed og nu skulle samarbejde med ECA på et projekt, der gerne skulle give et positivt billede af det danske samfund udadtil. Det virker nærmest, som om man forventer, at projektet vil blive udsat for beskydning, når man allerede i pressemeddelelsens anden sætning tydeligt pointerer, at filmene ikke er ment som amerikansk Marshall-propaganda. Men de problemer, der opstår for projektet, skal vise sig ikke kun at handle om pressekritik af, at den danske stat bedriver propaganda på USA’s vegne, men også om komitéens nationale drejning af projektet og det faktum, at filmene skal laves af instruktører med tætte forbindelser til intellektuelle kommunistiske miljøer.
Filminstruktør Søren Melson.
Filmbranchens røde lejesvende
På et møde 31. maj 1950 i Udenrigsministeriet dukker de første officielle bemærkninger om nogle af instruktørernes kommunistiske sympatier op. Det refereres fra mødet at, ”Det kunne måske, hvis filmene ikke blev vellykkede, give anledning til kritik, at de fleste af instruktørerne var kendt for at nære kommunistiske sympatier”.10 Denne holdning lader dog ikke til at bekymre de tilstedeværende synderligt, for manuskripterne til de planlagte film er kontrolleret af Marshall-filmkomitéen og forelagt for Lothar Wolff, chefen for Marshall-planens filmafdeling i Europa. Man frygtede altså ikke, at det ville give anledning til kritik, hverken fra dansk eller amerikansk side, at nogle af instruktørerne var kommunister eller sympatiserede med kommunismen, og det var kun, hvis filmene mislykkedes, at kritikken eventuelt kunne opstå. Dette kan forekomme noget naivt set i lyset af McCarthyismen, der greb om sig fra omkring 1949-50, og Hollywoods Blacklist, der blev udarbejdet fra omkring 1946 og ti år frem.
Den nationale presse reagerer
I løbet af sommeren 1950 fremkommer der i dagspressen flere artikler, der kritiserer det paradoksale valg af instruktører med en baggrund på den yderste venstrefløj. Det er Hans Bagge, der i Sorø Amtstidende 11. juli sætter gang i skriverierne med overskriften ”Kommunister og Marshall-films”, hvor dansk kortfilmproduktion kritiseres for at være styret af ”en lille kreds af kommunistisk indstillede”, der beskrives særdeles negativt: ”Ganske vist er kommunister herhjemme kun et lille mindretal, men vi har en vis fornemmelse af, at de er temmelig dominerende indenfor dokumentarfilmen”. Specielt formuleringen ”Sammensætningen kommunister og Marshall-films harmonerer ikke godt” går igen i flere andre avisartikler, der behandler emnet i løbet af sommeren 1950.
Land og Folk reagerer 14. juli på kritikken ved at skrive, ”Det er ikke evnerne, men den politiske indstilling det kommer an på, og der er altså også her i Danmark folk, ikke mindst pressefolk, der gerne ser de uamerikanske hekseprocesser overført på dansk grund”. Den kommunistiske avis er den eneste, udover Ebbe Neergaard personligt, der i pressen forsvarer instruktørerne mod angreb. Det er Berlingske Tidende der vinder størst gehør med en kritisk artikel 22. juli om valget af instruktørerne og som opfordrer til, at man vælger nogle nye, der ikke er prægede af forudindtagede ideologiske holdninger, ligesom artiklen også kritiserer hele den danske kortfilmproduktion for at være stagneret på grund af indavl.
”Det maa være aabenbart for enhver uden for den særlige ”Land og Folk’ske Interessesfære, at der bestaar et grelt Misforhold mellem Holdning og Handling, hvis det virkelig, som det uimodsagt paastaas, er Folk, som til daglig hylder østorienterede Synspunkter, og som paa Linie med ”Land og Folk” er udtalte Modstandere af Marshall-Hjælpen paa alle andre Omraader, der skal oplyse Omverdenen bl. a. om Danmarks Genopbygning ved Marshall-Hjælpen…”
B.T. skriver videre 7. oktober og 8. oktober 1950 om det tilsyneladende paradoksale valg af instruktører under overskrifterne, ”Naar Hjertelaget mangler” og ”Voksende røre om Marshall-Filmene”, hvor filmprojektet også kritiseres for at have rod i finanseringen af den danske del af omkostningerne. B.T. skriver blandt andet 8. oktober, at ”I Sommer blev der imidlertid fra forskellig Side rejst Tvivl om, at Optagelsen og Instruktionen af disse Marshallfilm var lagt i de rette Hænder, og det vakte Forundring, at der ikke kunde svares klart nej til Mistanken om, at flere af de Kortfilminstruktører, der var i Gang med Optagelserne, var Folk, der er udtalte Modstandere af Marshall-Hjælpen.”
Ebbe Neergaard må tilsyneladende ene mand svare tilbage på de kritiske røster 18. juli i Sorø Amtstidende, ved at forsøge at give indtryk af, at amerikanerne ikke på nogen måde har forsøgt at påvirke filmenes indhold eller prøvet at indsmugle propaganda af nogen art, hverken for Marshall-hjælpen eller for USA generelt. Neergaard skriver bl.a., at Marshall-filmene ”først og fremmest skal tjene til stimulering af produktionslivet indadtil i Danmark og som propaganda for D a n m a r k udadtil. Marshall-organisationens repræsentanter har ikke lagt nogen særlig vægt paa, endsige søgt at gennemtvinge, at der gøres propaganda for Marshall-hjælpen eller for Amerikas forenede stater”11. Neergaard kritiseres efterfølgende af redaktionen på Sorø Amtstidende for at have undveget det kontroversielle spørgsmål, om hvorvidt man virkelig har ansat tre instruktører, der har tilkendegivet kommunistiske synspunkter.
Sorø Amtstidende og Berlingske Tidendes kritik af Marshall-filmprojektet handler hovedsageligt om en små-paranoid frygt for, at instruktørerne ville søge at præge filmene ud fra deres personlige politiske overbevisninger, og at dansk kortfilm i det hele taget skulle være styret af en slags kommunistisk liga, som kun manglede Ib Koch-Olsens direktørstol i Dansk Kulturfilm for at sidde på det totale herredømme. Pressekritikken fik dog aldrig en gennemslagskraft, der kunne bevirke ændringer i produktionen eller udskifting af de involverede filmfolk.
Neergaards forsvar
Neergaards forsvar for Marshall-filmene i dagspressen giver dog et delvist ukorrekt billede af sagens virkelige sammenhæng. Både før og efter amerikanernes officielle tilbagetrækning fra filmproduktionen forsøgte de, at få danskerne til at fremhæve Marshall-hjælpen i filmene, hovedsageligt gennem speakerkommentaren. De amerikanske forslag til ændringer i speakerkommentaren for at fremhæve Marshall-hjælpen yderligere, blev efterkommet af danskerne, ligesom et amerikansk ønske om at fjerne en avisoverskrift, der omtaler Koreakrigen i filmen Alle mine skibe, blev imødekommet, så avisoverskriften ikke kunne ses af publikum i den færdige version af filmen.12
Den avislæsende arbejder i sin kolonihave. Framegrab fra "Alle mine skibe" (1951).
Neergaard har en klar interesse i at fremstille Marshall-filmenes gavn i en dansk sammenhæng og nedprioritere det udbytte, amerikanerne havde af filmene, f.eks. at filmene kunne vises i resten af verden og optjene goodwill ved at vise amerikanernes altruisme og humanitære samarbejde med europæerne. Neergaard forsøger at skabe et billede af, at han ikke er underlagt amerikanske interesser, og at de film han er ansvarlig for, ikke er dikteret af amerikanske politiske mål.
På den anden side har Neergaard i sit indlæg 18. juli ret i, at hele Marshall-filmproduktionen har været underlagt kontrol og eftersyn af så mange forskellige instanser og personer, at indsmugling af kommunistisk propaganda ville have været umuligt, hvis nogle af instruktørerne eventuelt skulle have fået den idé.
Endvidere prøvede Neergaard at få ændret mødereferatet fra 31. maj i Udenrigsministeriet, så passagen om, at de fleste af instruktørerne havde kommunistiske sympatier, blev ændret fra ”de fleste” til kun ”nogle” eller ”enkelte”. Neergaard påpeger, at to af de pågældende kommunister blev ekskluderet fra DKP i 1937 og siden ikke har haft tilknytning til partiet, ligesom han skriver at ”mig bekendt er ingen af medarbejderne ved genopbygningsfilmene kommunister eller kommunistisk interesserede”.13 Hvis udtrykket ”de fleste af instruktørerne” virkelig havde været udtryk for den generelle holdning på mødet, ville Neergaard ifølge ham selv have protesteret imod denne formulering, som efter hans mening ikke var resultatet af diskussionen på mødet.
Det paradoksale valg af instruktørerne, der blev hele sagens omdrejningspunkt, kunne sagtens begrundes rent kunstnerisk, idet de var kompetente og meget erfarne kortfilminstruktører. Valget af instruktørerne må være sket ud fra deres tidligere filmproduktion og store erfaring indenfor mediet. Det kan ligeledes tænkes, at Theodor Christensen som leder af modstandsbevægelsens filmgruppe under besættelsen, havde optjent en vis goodwill, der kunne gardere ham mod kritik. Han fik bl.a. gjort hovedpersonen i sin film Alle mine skibe til tidligere modstandsmand.
Det var eliten indenfor dansk kortfilm, man valgte til at instruere de seks Marshall-film, og det lader ikke til at have vejet tungt, at nogle af disse instruktører samtidig var eller havde været kommunister af større eller mindre overbevisning, bl.a. Karl Roos og Theodor Christensen, der begge skrev for Arbejderbladet i midten af 1930’erne og som unge studenter var medlemmer af Danmarks kommunistiske Ungdom.14
Filminstruktør Theodor Christensen.
Amerikansk retræte
Juli 1950 blev et vendepunkt i produktionen af Marshall-filmene i Danmark. I en fortrolig notits fra Udenrigsministeriet til Ministerudvalget for Økonomi og Forsyning dateret 6. juli foreslås det, at der forhandles en ny ordning på plads, hvor amerikanerne trækker deres repræsentant i tremandsudvalget og dermed overlader det fulde ansvar til danskerne, og at udgifterne til filmproduktionen derefter deles ligeligt mellem amerikanerne og danskerne. Begrundelsen for disse ændringer er angiveligt, at den førhen gældende aftale ”rummer ulemper for begge parter”.15 Det understreges i notitsen, at delingen af udgifterne set fra et dansk synspunkt er meget rimelig, da den danske befolkning kan få stor gavn af filmene, og disse tjener et vigtigt oplysnings- og folkekulturelt formål.
8. juli foreligger et formelt ønske om, at de danske myndigheder fuldt ud overtager produktionen af Marshall-filmene, og at amerikanerne nøjes med en rolle som rådgivende i tekniske spørgsmål o.l. Desuden foreslås det, at amerikanerne, som på dette tidspunkt har betalt første rate på 25% af de samlede omkostninger for alle seks film, kun betaler næste rate på 25%, mens danskerne betaler resten af omkostningerne eller 50%, der anslås til at være ca. 210.000 kr.
Udskiftning af film
Sandsynligvis i sammenhæng med ændringerne i begyndelsen af juli forslår Lothar Wolff i et brev til Neergaard 7. juli 1950, at den første film, Rapport om genopbygningen i Danmark, erstattes af en film om Kyndbyværket, der blev bygget i 1940.
Still fra Ove Sevels "Kyndbyværket" (1951).
Begrundelsen for at man valgte at erstatte Rapport om genopbygningen i Danmark med en film om Kyndbyværket ved Isefjorden, skal formentlig søges i, at Rapport om genopbygningen i Danmarkviste sig at være en stor og ressourcekrævende produktion, så man istedet foretrak en film om noget mere nært og genkendeligt for den almindelige borger. Filmen om Kyndbyværket kunne i højere grad tjene amerikanske interesser og promovere Marshall-hjælpen end Rapport om genopbygningen i Danmark, der ikke direkte berørte Marshall-hjælpen, men ville fremstå som en genindspilning af den danske kortfilm Tallenes Tale fra 1949 med Ole Sevel som instruktør og MFU som rekvirent. Sevel skulle også have instrueret Rapport om genopbygningen i Danmark, men endte med at skrive og instruere filmen om Kyndbyværket. Det kan tænkes, at amerikanerne har set fordelene i at fremstille en film om den mest moderne udvikling i det danske samfund efter krigen, repræsenteret ved elektricitetsproduktionen på Kyndbyværket, fremfor kun at fokusere på de traditionelle erhverv og landbruget, som i filmene om Den strømlinede gris og Fabrikken Caroline.
Amerikanernes kommunistforskrækkelse
Tilbage står spørgsmålet om, hvad der fik amerikanerne til officielt at trække sig ud af filmprojektet i juli 1950. I et referat fra den konservative Udenrigsminister Ole Bjørn Kraft, dateret 11. maj 1951, nævner han, at amerikanerne i begyndelsen af juli 1950 blev opmærksomme på, at visse af instruktørerne havde en kommunistiske baggrund og på det grundlag valgte at trække sig tilbage fra projektet. Hvordan Kraft er kommet i besiddelse af disse oplysninger er uvist, men qua sin position havde han naturligvis adgang til informationer, som almindelige embedsmænd og filmfolkene ikke havde adgang til. Den mest plausible årsag til amerikanernes tilbagetrækning må være en amerikansk frygt for en mulig skandale i hjemlandet, hvis offentligheden i USA fik kendskab til, at ECA i Danmark havde støttet produktionen af seks propagandafilm med kommunistiske instruktører. Selvom de kommunistiske instruktører agerede professionelt og ikke på nogen måde forsøgte at farve filmene ud fra politiske ideer, så måtte Marshall-administrationen ikke kunne forbindes med et omfattende stykke arbejde, der var udført af folk med tilknytning til kommunismen. Det kunne retrospektivt være svært at overbevise den amerikanske offentlighed om, at instruktørenes politiske ståsted ikke havde nogen betydning for filmenes indhold. Hvis der alligevel skulle opstå problemer, kunne amerikanerne forsvare sig med, at de havde trukket støtten til filmproduktionen, ligeså snart de fik vished om instruktørenes kommunistiske sympatier.
Ydermere kan tidspunktet for amerikanernes tilbagetrækning forekomme velkalkuleret, idet produktionen i sommeren 1950 var godt i gang, og man ikke bare kunne lægge hele projektet på hylden i tilfælde af, at amerikanerne trak støtten tilbage. Amerikanerne fik igangsat et projekt, der hovedsageligt tjente deres interesser ud fra en nøje planlagt propagandastrategi, uden at man kunne beskylde dem for at have samarbejdet med kommunister, fordi de hurtigt trak sig tilbage, da de angiveligt første gang fik informationer om de danske instruktørers politiske ståsted. Det var på en måde omkostningsfrit for amerikanerne at trække sig tilbage, da projektet var søsat og optagelserne i gang. I stedet kunne de bag lukkede døre øve indflydelse på filmene, og underspille deres rolle i forhold til danskerne, som udadtil fremstod som herrer i eget hus.
Neergaards afsluttende rapport
Ebbe Neergaard behandler i sin afsluttende 25 sider lange rapport fra februar 1952 om hele filmprojektets forløb spørgsmålet om amerikanernes tilbagetrækning forbavsende beskedent. Han havde selv som flittig skribent en tilknytning til kommunistiske blade og forlag i 1930’erne, og som overordnet ansvarlig for filmproduktionen, kunne han tænkes at blive holdt ansvarlig for amerikanernes tilbagetrækning og den mislykkede færdiggørelse af de to sidste film.16 Neergaard bekræfter Krafts overbevisende udlægning af sagen ved at skrive: ”Man kan således næppe se bort fra, at politiske betænkeligheder kan have spillet en rolle med hensyn til amerikanernes tilbagetrækning fra filmproduktionen”.17
Neergaard lader i sin rapport til – måske bevidst – at have misforstået, at intet tyder på, at amerikanerne frygtede, at der blev forsøgt indsmuglet kommunistisk propaganda i filmene, men at de ud fra principielle og ideologiske grunde ikke kunne fortsætte med at give økonomisk støtte til en filmproduktion, hvor nogle af instruktørerne kunne mistænkes for at være kommunister. Var der blevet givet udtryk for kommunistiske synspunkter i nogle af filmene af den ene eller anden art, ville amerikanerne have opdaget det, fordi de kontrollerede alle væsentlige dele af produktionen. Eksempelvis i 1951, hvor Karl Roos skulle have indtalt en speakerkommentar til en svensk Marshall-film efter initiativ fra ECA, men kom under såkaldt politisk mistanke og blev erstattet af en anden speaker.18 Roos’ navn blev senere renset, og han blev engageret til at indtale andre speakerkommentarer til Marshall-film, bl.a. til Kyndbyværket, inden han døde i 1951.
Filminstruktør og manuskriptforfatter Karl Roos.
Tendensen i Neergaards 25 sider lange rapport går i retning af at tilbagevise hans egen tilknytning til kommunistiske kredse og venstreorienterede holdninger ved f.eks. at påpege, at han blev fyret fra Arbejderbladet, fordi hans anmeldelser faldt udenfor bladets smag, og ved at argumentere for, at han som medlem af forlaget Mondes bestyrelse arbejdede for at holde bladet fri for kommunistiske synspunkter.19 Derudover understreger Neergaard også, at han fuldt ud støtter Marshall-planen og ligefrem anerkender nødvendigheden af at bekæmpe Sovjetunionen og kommunismen på grund af disses revolutionære imperialisme.20
Neergaard benytter resten af rapporten til at beskrive forløbet omkring de enkelte film og vanskelighederne under produktionen. Han lægger vægt på, at amerikanerne ikke havde det sidste ord, når det kom til at bestemme indholdet af filmene, inklusive speakerkommentaren, men at danskerne også havde en vis portion medbestemmelse. Netop speakerkommentaren var det mest omstridte punkt under filmproduktionen. Amerikanerne kom med mange rettelser, som danskerne blev nødt til at føre ud i livet. Produktionen af de fire første film blev væsentligt forsinket pga. talrige omskrivninger af speakerkommentarerne, og i filmen om Fabrikken Caroline, blev der desuden foretaget mange rettelser i manuskriptet, bl.a. fordi man benyttede landbrugsfaglige konsulenter fra Landbrugets Filmudvalg under produktionen.
Afslutningsvis betoner Neergaard det gode samarbejde og den venskabelige tone mellem de to parter, ligesom han konkluderer, at filmene endte med at blive ganske udmærkede, og at amerikanerne overordnet set var tilfredse med slutresultatet.
De kasserede film
Årsagen til at de to sidste film Fiskebiler og Danmarks bidrag til Europas genopbygning, blev kasseret på et møde i Nordisk Film 18. juli 1951 mellem repræsentanter fra ECA og Erik Witte, Theodor Christensen og Neergaard var, at Wolffs efterfølger som chef for Marshall-planens filmafdelingi Europa, Stuart Schulberg, mente, at optagelserne til de to film ikke rummede den optimistiske stemmning og fremtidstro, som amerikanerne ønskede.
Fiskebiler, der skulle handle om dansk fiskeeksports vej ned gennem Europa ved at følge tre danske fiskebilers tur til Wien, Milano, Venedig og Marseille, var ramt af uheld under de lange rejser og vanskeligheder med manuskriptet, der måtte ændres flere gange.21 Danmarks bidrag til Europas genopbygning skulle handle om dansk eksport, ingeniørvirksomhed og humanitært hjælpearbejde forskellige steder i Europa, bl.a. i Holland og Portugal. Disse to film var de mest ambitiøse og krævende rent produktionsmæssigt, og set i lyset af amerikanernes tilbagetrækning kunne danskerne ikke magte at betale og færdiggøre filmene efter Schulbergs kritik. Theodor Christensen blev tilknyttet begge filmene for at forbedre manuskripterne, klipningen og speakerkommentarerne, men han kunne ikke redde billedmaterialet, der af Schulberg blev betragtet som uinspirerende og usammenhængende. Derudover beskæftigede filmene sig heller ikke med produktivitet, som var blevet Marshall-planens hovedformål på daværende tidspunkt.22
De fire færdige film
En præsentation af de tre første film Fabrikken Caroline, Alle mine skibe og Kyndbyværket23, blev afholdt i Palladium-biografen 31. maj 1951 for en gruppe inviterede folk fra ECA i Danmark og de involverede danske filmfolk. Reaktionerne var ifølge Neergaard blandede. Bedst var modtagelsen af Den strømlinede gris, der lige akkurat ikke lå færdig til visningen i Palladium. Neergaard selv regnede filmen blandt de bedste dokumentarfilm, der var produceret i Danmark i flere år. Den strømlinede grismed musik af Bent Fabricius-Bjerre blev da også præmieret på Festival Internazionale del Film Agricolo i Rom i 1953. Også Alle mine skibe med musik af Niels Viggo Bentzon og speak Poul Reichhardt og Bodil Kjer, fremhæver Neergaard som en enestående film, der var alle pengene værd.24
Still fra "Alle mine skibe" af Theodor Christensen.
18. februar 1952 fremhævede Maurice i B.T. under overskriften ”200,000 Kroner spildt paa uanvendelige Kortfilm”, at Fabrikken Caroline og Kyndbyværket havde opnået international udbredelse, og blandt andet efterspurgtes i England og Sverige. Desuden indgik Kyndbyværket ifølge Maurice i det amerikanske TV-magasin ”One, Two, Three” og høstede stor succes der. Derudover undrede Maurice sig over, hvilke vanskeligheder, der havde forårsaget forkastelsen af de to dyreste af filmene og så frem til at læse Neergaards rapport over forløbet, som han netop havde afleveret.
Konklusion
Danskerne formåede udadtil at underspille, at man var underlagt amerikanske interesser, og at man var tvunget til at følge deres anvisninger og forslag et langt stykke hen ad vejen. Et eksempel er, at Neergaard i sin rapport ikke nævner planerne om produktionen af op til 12 Marshall-film, ejheller de planlagte didaktiske film, og generelt undlader at skildre amerikanernes altafgørende indflydelse på filmenes skæbne. Samarbejdet mellem de to parter var harmonisk, og man lyttede i en demokratisk ånd til hinandens meninger. Amerikanerne havde dog uden tvivl den afgørende autoritet, selvom danskerne i kraft af det rent praktiske arbejde havde stor indflydelse på den grundlæggende filmiske stil, komposition og billedopbygning. Filmene opfyldte danskernes målsætninger for såvidt angår kvalitet af filmene, ligesom man formåede at fremhæve det danske udbytte af Marshall-hjælpen og kun få gange direkte omtalte Marshall-hjælpen i speakerkommentaren til filmene.25
Marshall-filmproduktionen i Danmark i årene omkring 1950 må fra en amerikansk synsvinkel betragtes som en succes. Selvom flere film var på tegnebrættet, opfyldte de fire færdige film målsætningen om positiv oplysning omkring Marshall-hjælpens betydning for Danmark og tjente på en camoufleret måde amerikanske propagandainteresser i Europa under den kolde krig. F.eks. gjorde Stuart Schulberg i januar 1951 Erik Witte opmærksom på, at ECA fra begyndelsen af deres filmprogram afviste at blive krediteret i filmenes rulletekster med begrundelsen ”We feel such a title serves no purpose, except to advertise that the film is a paid propaganda subject”.26 Man må formode, at amerikanerne derudover vurderede, at den diskrete tilbagetrækning var den bedste måde at tage afstand fra engagementet med de kommunistiske instruktører uden at vække for megen opmærksomhed i hjemlandet, som var travlt optaget af at bekrige kommunismen både hjemme og på den koreanske halvø.
Noter
1. Ifølge Sissel Bjerrum Fossat blev der i Vesteuropa mellem 1948 og 1954 produceret over 300 kortfilm af samme type som i Danmark. Link til artiklen http://videnskab.dk/kultur-samfund/karoline-ko-blev-undfanget-i-propagandafilm
2. Villaume, Poul. Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961. Forlaget Eirene. Danmark, 1995. Side 772. Villaume citerer fra National Archives of the United States i Washington D. C.
3. Villaume, Poul. Allieret med forbehold. Danmark, NATO og den kolde krig. En studie i dansk sikkerhedspolitik 1949-1961. Forlaget Eirene. Danmark, 1995. Side 784.
4. Rostgaard, Marianne. Kampen om sjælene. Dansk Marshallplan publicity 1948-50. Historie. Jysk Selskab for Historie. Danmark, 2002. Side 266-267.
5. Det i kontrakten fastsatte beløb på max. 840.000 kr. (70.000 var den forventede gennemsnitspris pr. film, dog måtte ingen enkelt film koste mere end 100.000 kr. at producere), som man var villig til at betale danskerne for produktionen af alle filmene til sammen, vidner om, at man fra amerikansk side tillagde projektet ret stor betydning, hvilket også bekræftes af den iver, amerikanerne udviser i forhold til at færdiggøre filmene så hurtigt som muligt.
6. Afskrift: United States of America. Economic Cooperation Administration. Special Mission to Denmark. February 23, 1950. Underskrevet Chief of Mission Charles A. Marshall. (Marshall-filmene 1944-1952. Nr. 1594).
7. Pressemeddelelse. København, d. 6. maj 1950. Danmark indspiller en række kortfilm, som betales af Marshall-hjælpen. (Marshall-filmene 1944-1952. Nr. 1594).
8. Det var kun amerikanerne der var interesserede i at lave en film om Carlsbergs nyeste produktionsteknologi og videnskabelige metoder.
9. Plan til en serie kortfilm produceret af Ministeriernes Filmudvalg for E.C.A. organisationen. Udateret og usigneret. Arbejdstitlerne er ”Arbejdshygiejne”, ”Græsmarksproblemet” og ”Fodringsproblemer”. (Marshall-filmene 1944-1952. Nr. 1594).
10. Mødereferat: Onsdag den 31. maj 1950 kl. 9.30 afholdtes møde hos departementschef Vilhelm Boas angående tilrettelæggelsen af produktionen af Marshall-filmene. (Marshall-filmene 1944-1952. Nr. 1594).
11. Indlæg i Sorø Amtstidende af Ebbe Neergaard på komitéens vegne. Dateret d. 18. juli 1950. (Marshall-filmene 1944-1952. Nr. 1594).
12. Det er påfaldende at avisoverskriften med titlen ”Amerikanerne går frem i Korea” fra Berlingske Tidende, læses af en svejsearbejder fra B&W.
13. Brev fra Ebbe Neergaard til H. Urne, ekspeditionssekretær i justitsministeriet. Dateret d. 20. oktober 1950. (Marshall-filmene 1944-1952. Nr. 1594).
14. Se øvrigt Villaume s. 785, for en beskrivelse af fyringen af Theodor Christensen som filmkronikør hos Statsradiofonien i april 1952, formentlig på baggrund af hans tidligere medlemskab af DKP og hans kritiske anmeldelser af amerikanske film.
15. Notits til Ministerudvalget for Økonomi og Forsyning. Udenrigsministeriet, København, den 6. juli 1950. Fortroligt. Usigneret. (Marshall-filmene 1944-1952. Nr. 1594).
16. Neergaard skriver i rapporten: ”Jeg har i begyndelsen af 30’erne givet udtryk for synspunkter, som ikke på nogen måde var partikommunistiske, men som kunne opfattes som havende tilknytning til visse almene kommunistiske ideer.” Han skriver også at han aldrig har været medlem af DKP og siden 1939 ikke har haft kontakt med kommunister eller kommunistiske kredse, men at han i 1934/35 skrev filmanmeldelser for Arbejderbladet (senere Land & Folk) og udgav to bøger på Mondes Forlag og sad i dettes bestyrelse (Monde var et intellektuelt kommunistisk blad udgivet første gang i 1928). Historikeren Morten Thing skriver, baseret på et interview med Børge Houman, at: ”Da Neergaard kom tilbage til Danmark i 1945, henvendte han sig til Børge Houman og tilbød at arbejde for Land & Folk”. (Portrætter af 10 kommunister. Tiderne Skifter. Danmark, 1996. Side 117). Endvidere skriver Arne Hardis, at Neergaad var en ”kommunistisk orienteret intellektuel”. (Klassekammeraten: Otto Melchior – kommunisten, der forsvandt. Gyldendral. Danmark, 2010. Side 80).
17. Rapport om tilsynet med produktionen af Marshall-film i Danmark 1950/51. Ebbe Neergaard. København, februar 1952. Side 7. (Marshall-filmene 1944-1952. Nr. 1594).
18. Roos havde i 1947 i et radioforedrag stærkt kritiseret Hollywoods filmproduktion. Se Rasmussen, Søren Hein og Rasmus Rosenørn (red.). Amerika i dansk kulturliv 1945-75. Syddansk Universitetsforlag. Danmark, 2010. Side 25 og 262.
19. Rapport om tilsynet med produktionen af Marshall-film i Danmark 1950/51. Ebbe Neergaard. København, februar 1952. Side 8. (Marshall-filmene 1944-1952. Nr. 1594).
20. Rapport om tilsynet med produktionen af Marshall-film i Danmark 1950/51. Ebbe Neergaard. København, februar 1952. Side 8. (Marshall-filmene 1944-1952. Nr. 1594).
21. Instruktøren Svend Aage Lorentz genbrugte ideen til Fiskebiler i sin spillefilm Over alle grænser fra 1958. (Nørrested, Carl og Christian Alsted (red.). Kortfilmen og Staten. Forlaget Eventus. Danmark, 1987. Side 297).
22. Rapport om tilsynet med produktionen af Marshall-film i Danmark 1950/51. Ebbe Neergaard. København, februar 1952. Side 16-22. Der fornemmes en tydelig ærgrelse hos Neergaard over, at man alligevel ikke besluttede at færdiggøre filmene, idet der d. 13. juni 1951 ifølge Neergaard forelå et tilbud på 32.000 kr. fra Nordisk Film for at færdiggøre begge de to sidste film. Neergaard er heller ikke enig i Schulbergs kritik af billedmaterialet, men fremhæver at optagelserne til Fiskebiler var ”meget smukke i deres tågede glanslys”, (side 23). (Marshall-filmene 1944-1952. Nr. 1594).
23. Fabrikken Caroline lader næsten til at være en genindspilning af filmen Koen fra 1944. Indstruktøren bag begge film er Søren Melson. Oprindeligt skulle Martin A. Hansen have skrevet manuskriptet, men det blev droppet i sidste øjeblik. Alle mine skibe lader også til at være meget inspireret af en tidligere film, nemlig 7 mill. HK - En film om Burmeister & Wain, instrueret og skrevet af Theodor Christensen i 1943.
24. Udgifterne beløb sig til mellem 53.500 kr. og 57.500 pr. film for de fire færdige film. De to opgivne film var de klart dyreste med en samlet udgift på godt 160.000 kr. (Nørrested, Carl og Christian Alsted (red.). Kortfilmen og Staten. Forlaget Eventus. Danmark, 1987. Side 291).
25. Det var store diskussioner om, hvor mange gange Marshall-hjælpen skulle nævnes i speakerkommentaren til filmene. Det endte dog til danskernes store tilfredshed med, at Marshall-hjælpen kun måtte omtales direkte to gange i løbet af en film. Efter interne uenigheder blandt amerikanerne valgte man at følge det officielle påbud fra ECA om kun at nævne Marshall-hjælpen direkte maksimum to gange i løbet af en kortfilm på ti minutters varighed.
26. Brev fra Stuart Schulberg til Erik Witte, dateret d. 17. januar 1951. Witte spørger i et brev, dateret d. 8. januar 1951 Schulberg, om amerikanernes medvirken skal fremgå af filmen. Witte skriver bl.a. om filmen Alle mine skibe, “En dansk kortfilm produceret med støtte fra Marshall-hjælpen”, men han lægger op til at amerikanerne bestemmer om de vil nævnes i rullesteksterne: “Would you please inform me if you agree in this or what you would prefer?”. (Marshall-filmene 1944-1952. Nr. 1594).