Jeg har netop lagt sidste hånd på min portrætfilm om Theodor, en film, der trods mange produktionsmæssige vanskeligheder, kan præsenteres til hans 100-års jubilæum.
Jeg har kendt Theodor Christensen fra jeg var barn i kraft af hans nære venskab og arbejdsmæssige fællesskab med min far Karl Roos (1914-1951) – og siden jeg søgte ind i filmverdenen, har jeg arbejdet sammen med ham på flere planer. I begyndelsen som instruktørassistent, sidenhen som selvstændig klipper og i samarbejdets sidste fase som medinstruktør på den kontroversielle debatfilm Til husbehov fra 1963.
Samarbejdet udviklede sig til et venskab, og i den fortrolighed der opstod, fik jeg adgang til Theodors private gemakker og kom tæt på sider af ham, som få eller ingen kendte. Ved hans død efterlod han sine omfattende dagbogsjournaler i min varetægt – og de er en værdifuld nøgle til en forståelse af hans kampe og udfordringer i det personlige arbejdsliv og i familielivet.
Den tillid, han viste mig, og det ansvar det rummer, er det min intention at give tilbage, som en væsentlig del af dette filmportræt, som sideordnet også indeholder en beskrivelse af min far.
Theodor sagde i et tv-interview i 1961:
"Det kan synes mærkeligt, at dansk dokumentarfilm er kommet af så beskeden en begyndelse … i virkeligheden og til at begynde med af sammenholdet og venskabet mellem to, nemlig Karl Roos og mig, som arbejdede på at omplante dokumentarfilmen til dansk grund og agitere for, at dokumentarfilm var noget vi havde brug for i Danmark".
Bogudgivelse og filmdebut
Det startede i 1936 med udgivelsen af deres filmteoretiske anskuelser i bogen Film, som vakte berettiget opsigt, ikke mindst i filmkredse, hvor dens indviklede beskrivelser og fortolkninger af filmkunstens væsen blev nærlæst med stor interesse eller forhånet som intellektuelle, langhårede og uforståelige. Men de to ganske unge og entusiastiske filmstuderende blev imidlertid inviteret indenfor i det nystartede Minerva Film. Og så begyndte der at ske noget.
Theodor Christensen og Karl Roos under arbejdet med bogen Film.
Deres første opgave blev en lille turistfilm om Holbæk Amt, C – Et Hjørne af Sjælland (1938), og set fra min fortællervinkel er det pudsigt nok her, mit samarbejde med Theodor starter. I denne film medvirker jeg nemlig som et-årig dansende badegæst til tonerne fra rejsegrammofonens jazzmusik, introduceret af legendariske Fats Waller med de profetiske ord: "Take it easy now, get into groovie and make a movie ...".
Herefter skabtes så den første egentlige danske dokumentarfilm Iran – Det nye Persien (1939), sponsoreret af det danske ingeniørfirma Kampsax, om bygningen af jernbanenettet fra nord til syd i det fjerne land. Theodor instruerede og klippede filmen, mens Karl skrev digte og speakerkommentar til dette værk, som fik premiere i foråret 1939 og blev en umiddelbar succes.
Dansk film havde fået sin første betydelige dokumentarfilm – og en helt ny æra blev hermed indledt.
Theodor blev belønnet med en rejse til England, hvor han kunne møde nogle af de legendariske filminstruktører, udveksle idéer og lade sig påvirke, for senere at hjembringe kopier af de allerede dengang nyklassiske dokumentarfilm, som så kunne studeres nærmere og hen ad vejen blive til en grundlæggende faktor for udviklingen af den danske udgave af denne filmform.
Filmarbejdet under og efter besættelsen
Theodor (i nært samarbejde med Karl) støbte således fundamentet for den videre udvikling af dansk dokumentarfilm, med indsigtsfuld inspiration fra moderlandet England, og omsatte
den til en national virkelighed. Oven i købet på et tidspunkt, hvor landet var besat af Nazi-Tyskland og underlagt et langvarigt overgreb med restriktioner og censur, hvor begrebet dokumentarfilm blev sat på svære prøver og forsøgt udmanøvreret til fordel for en forherligelse af besættelsesmagtens propagandamaskine.
I det felt skabtes det, vi i dag kalder ’Dansk Dokumentarfilms Guldalder’. Det var reelt en kaskade af statssponsorerede beskæftigelsesfilm, som fortrængte fjendens krigsjournaler fra biograferne og udviklede en for magthaverne uigennemskuelig dialog og ironisk underforståelse mellem filmfolket og biografpublikummet.
Filmene behandlede hverdagslivet og hverdagens problemer i det besatte land, der hurtigt blev præget af varemangel og allehånde restriktioner, samt indskrænkninger i den personlige frihed. Det skabte grobund for en voksende fællesskabsfølelse og en spirende modstandsvilje i befolkningen, som jo ikke mindst kom til udtryk ved mødet med de veloplagte og tilsyneladende ufarlige forfilm.
Theodor og Karls Det gælder din Frihed fra 1946 er en kæmpesatsning, som fremstår som kronen på værket og rummer det definitive bud på den kæmpende dokumentarfilm: En kritisk og polemisk stillingtagen til den politiske og sociale virkelighed – før og under besættelsen af Danmark – og det tør siges, at den satte gang i voldsomme debatter og reaktioner, som ikke er set hverken før eller siden.
Herefter blev det klart, at dokumentarfilmen bevægede sig ud i virkeligheden med et skarpt blik rettet mod ulighederne i samfundet. Med udfordrende synspunkter og tilspidsede og krasse påstande gendrev filmskaberne den herskende opfattelse af tingenes tilstand.
Mange dokumentarfilm blev efter krigen og fremover finansieret af statslige kulturinstitutioner, men ganske mange var også privatfinansierede, og det er tankevækkende, at Theodor også kunne lave film for så forskelligartede foretagender som eksempelvis Burmeister & Wain, F.L. Smidth og Toms Chokoladefabrik. På trods af emnernes temmelig fastlåste rammer fik han dem alligevel til at handle om samspillet mellem det enkelte menneske og samfundet og skabte dermed perspektiver, der trods alt berettiger til betegnelsen dokumentarfilm. Mange af disse film er stadig højst seværdige og værdifulde som rapporteringer fra dengang velfærds-Danmark tog sin spæde begyndelse.
Sorger og nye udfordringer
I begyndelsen af 1950'erne indtraf nogle skæbnesvangre hændelser, som kom til at præge det videre forløb i Theodors liv og filmkarriere. Han mistede sin førstefødte søn ved en ulykke, Karl Roos døde pludselig og uventet af en hjerneblødning kun 37 år gammel, og Theodor, som på det tidspunkt var på vej til en international toppost i forbindelse med opbygningen af et filmcenter på Sri Lanka, blev ramt af tuberkulose og måtte i stedet lade sig indlægge og gennemgå en langvarig behandling, hvilket skabte yderligere pres på familielivet og henad vejen førte til skilsmisse.
Disse hændelser markerer en fortællemæssig skillelinje i min film, som herefter bevæger sig tættere og mere nærgående ind i en beskrivelse af hovedpersonen.
For Theodor blev livet op gennem 1950erne både personligt og arbejdsmæssigt en vanskelig tid. Han var et sammensat og kompliceret menneske, og det var ikke nogen let kamp at opretholde status, hvad enten det handlede om privatlivet eller at lave film efter sit hjerte. Hans lysende intelligens og formidable indsigt var ganske enkelt enestående, men omkostningsniveauet til tider højt.
Efter et årti med trængsler og megen modgang vender billedet i starten af 60’erne, hvor Theodor bl.a. bliver inviteret til Cuba som lærer og inspirator under opbygningen af Den Nationale Filmskole – ligesom han på den hjemlige front støber kuglerne til oprettelsen af Den Danske Filmskole, hvor han i sit sidste år bliver en fremragende leder af instruktørlinjen. Denne indsats kan efter min mening ikke vurderes højt nok og er en klar påmindelse om den betydelige udvikling af dokumentarfilmgenren og dens udbredelse og popularitet, som vi oplever den i dagens Danmark.
Theodor i Cuba i 1963. Framegrab fra Jørgen Roos' portrætfilm Theodor Christensen 1914 - 1967 (1994).
Theodor var ved sin alt for tidlige død, både som lærer og filmskaber, som teoretiker og igangsætter, en forbilledlig kompromisløs dokumentarist. Det var først og fremmest de overordnede kunstneriske mål, det gjaldt, og en fri og frugtbar filmkultur med uafhængige filminstruktører i aktion, han utrætteligt kæmpede for.
Theodor som filmens alfader - og en faderskikkelse
Han var selv en far, men også en faderskikkelse for alle opsøgende dokumentarister, nærmest en filmens alfader …, og i min filmversion af Theodors liv ser jeg et særskilt perspektiv: Der er et fader-tab og et sønne-tab på spil i denne sammenhæng.
Der er en linje fra Karl Roos’ søn på stranden til Theodors egen søns død – og der er en linje fra, at jeg mister min far, til jeg atter møder Theodor, og vi begynder et samarbejde og indleder et varigt venskab. Der er en proces i dette, som jeg søger at trænge ind i og undersøge nærmere. En proces, der handler om at miste og erstatte. Måske om en genfunden søn og en genfunden far – i et speget spil om identifikationer.
Min films udforming knytter sig til eventyrets klassiske form, som i "Der var engang ..." – og bliver på ingen måde tynget af realistisk dokumenteret kronologi. Min film bliver et personligt memorandum, set fra det sted, jeg befinder mig nu, og er både en leg med filmmediet og en meditativ undersøgelse af sammenstødet mellem historien og dens mytologi, en uforudsigelig blanding af personlige erindringer og konkretioner, et fritstillet og uafhængigt filmdigt – baseret på autentiske kendsgerninger.
I forordet til bogen Film står der bl.a.: "… at dens to unge jævnaldrende og højt begavede forfattere stud.mag. Theodor Christensen og stud.mag. Karl Roos, til trods for at der ligger flere års drøftelser og forarbejder til grund for bogen i dens foreliggende form, nu ved udgivelsen ikke er mere end 44 år. Tilsammen!"
Min films premieredato er planlagt til 2014 – eller det år, hvor de to unge filmpionerer ville være fyldt 200 år. Tilsammen! Så … "Take it easy now, get into groovie and make a movie …" – for det var sådan det startede, den Eventyrlige Historie om Dansk Dokumentarfilm.
AF: OLE ROOS
Kildeangivelse: Roos, Ole (2014): Theodor – filmpioneren. Kosmorama #254 (www.kosmorama.org).