Theodor Christensen ville være fyldt 100 år den 6. april. Det markerer DFI med en stribe aktiviteter: filmserier, foredrag, en udstilling i Filmhuset og et antal af Theodor Christensens film på Filmcentralen.dk. Det vil Kosmorama ikke sidde overhørig. Derfor publicerer vi i de kommende måneder en række artikler, der belyser Theodor Christensens liv og værk fra forskellige perspektiver. Den 1. maj udkommer et særnummer, hvor vi har bedt danske dokumentarfilmfolk fortælle om deres personlige forhold til fødselaren og hans film. Senere på året er det to britiske forskere, der tager Christensens film i akademisk øjesyn.
I denne indledende artikel har vi valgt at give ordet til hovedpersonen selv. Mestendels, men ikke helt. For når man går på jagt i den omfattende samling, DFI opbevarer efter Theodor Christensen, dukker et væld af spændende dokumenter op, som også andre end han selv har skrevet. Vi har altså været i arkivet og har gravet eksempler på Theodor Christensens mangeartede virke frem. Et naturligt stoppested på vejen til en hundredårsfejring er halvtredsårsfødselsdagen i 1954, hvor kolleger i tale og på skrift hyldede vennen og mentoren ’Theodor’ eller ’Tippe’, som han hed blandt venner. Og allerede på halvvejen til de hundrede tegner der sig et billede af en helt uomgængelig skikkelse i dansk dokumentarfilm.
Krigsmand
Theodor Christensen blev født i 1914, det år, hvor kanonerne skød Første Verdenskrig ind. Et krigsbarn, som skulle opleve Anden Verdenskrig fra frontlinjen. Besættelsesårene blev
definerende for både ham selv og flere af hans nærmeste kolleger i ’kortfilmbanden’ – en gruppe af yngre dokumentarfilmfolk, som for alvor satte sig igennem med produktionen af
statsfinansierede kort- og dokumentarfilm, mens tyskerne gjorde, hvad de kunne for at presse deres film ind i danske biografer. Kortfilmbanden fra Minerva Film udgjorde også kraftcenteret blandt de filmfolk, som lavede illegale optagelser af tyskernes overgreb og modstandsbevægelsens sabotager under besættelsen.
Theodor Christensen var leder af Modstandsbevægelsens Filmgruppe. Hans absolutte hovedværk, der gør udstrakt brug af illegale filmoptagelser, er besættelsesdokumentaren Det gælder din Frihed(1946), som blev produceret for modstandsbevægelsens ledelse i Frihedsrådet og Hærens Efterretningstjeneste umiddelbart efter befrielsen. Efter premieren rejste der sig et veritabelt stormvejr, hvor beskyldninger om løgn, bagvaskelse og manipulation føg gennem luften, blandt andet fra talerstolen på Christiansborg. Kritikken lød særligt fra folkevalgte repræsentanter for den samarbejdspolitik, som filmen hudfletter. Svar på tiltale kom prompte: ’Vi er Forbryderne’ skrev Karl Roos og Theodor Christensen i deres modangreb.
Polemikken om Det gælder din Frihed blev startskuddet til en udmattelseskrig mellem Theodor Christensen og særligt Mogens Skot-Hansen, som under besættelsen fungerede som leder af statens filmproduktion i Ministeriernes Filmudvalg. I 1955 forsøgte Skot-Hansen at få Minerva Film, der producerede Det gælder din Frihed, til at give ham råderet over optagelser og færdige sekvenser fra filmen til brug for produktionen af en ny, mindre skarpkantet dokumentarfilm om Danmark under besættelsen. Uden Theodor Christensens medvirken, vel at mærke. Stridsmanden Christensen for i flint og i blækhuset, klar til kamp for, at kritikken i hans film ikke blev udvandet; at fortællingen om Danmarks position under besættelsen ikke blev brugt til ’en forsoningsfest’, der skildrede en enig befolkning forenet i kamp mod besætterne. Produktionen af filmen De fem år (1955) begyndte altså med, at Theodor Christensen helt enkelt måtte tilkæmpe sig retten til det filmmateriale, han regnede for sit.
Theodor Christensen fotograferer russiske grænsevagter fra den finske side af grænsen under optagelserne til "Det brænder i Norden", 1940.
Det brænder i Norden
Tre dage før tyskernes invasion af Danmark fejrede Theodor Christensen sin 26-års fødselsdag i det krigsførende Finland. Han var i Helsingfors, i fuld gang med optagelserne til en planlagt storfilm om finnernes krig mod den russiske overmagt. En film, der skulle kalde de nordiske broderfolk til finnernes hjælp. Titlen, som Christensen og Minerva Films ene direktør, Ingolf Boisen, havde givet filmen inden afrejsen fra Danmark, var – skulle det vise sig – profetisk: Det brænder i Norden.
Da nyheden om invasionen af Norge og Danmark når Christensen og Boisen i Finland, haster de til Norge via Sverige. Nu brænder det for alvor i Norden, og det skal naturligvis filmes. Inden afrejsen aftaler de med den amerikanske ugerevy-producent, Paramount, at levere optagelser fra krigen i Norge og bliver udstyret med pressekort, som hjælper dem forbi mistroiske svenske grænsevagter, gennem norske checkpoints, frem til fronten. Ind i den krigszone, som norske troppeenheder på tilbagetog haster ud af. Det kom der en spændende rejse ud af, men ikke mange filmoptagelser. Til gengæld kunne Theodor Christensen efterfølgende skrive to nye titler på sit CV: krigskorrespondent og frihedskæmper i den norske modstandsbevægelse. Se diplom fra Kong Håkon herunder:
Theodor Christensen skrev to essays om sine og Boisens oplevelser under turen fra Finland, via Sverige til krigszonen Norge, som foregik til fods, i en ’beslaglagt bil’ og i tog.
Uddrag fra Theodor Christensens manuskript til "Norge – april 1940".
Det andet essay, Retarderet Tænding, fortæller om makkerparret Boisen og Christensens ilddåb; et tysk flybombardement af den norske landsby Rena, hvor Theodor Christensen må flygte nøgen ud i sneen. Også Ingolf Boisen beskriver bomberegnen over de norske fjelde i sin erindringsbog: ”Klokken var 6.30, og jeg sad, reverenter talt, på lokum, da den første bombe faldt. Braget virkede befordrende på peristaltikken, jeg blev lynhurtigt færdig og fik fat i Theodor” (Boisen 1977: 180). Hvad der videre skete, beskrev Theodor Christensen i sit essay, så her giver vi ordet til fødselaren selv, direkte fra hans egen skrivemaskine med hans overstregninger og slåfejl, som teksterne så ud, da Theodor Christensen satte det sidste punktum i sin beretning om bombningen af Rena:
Uddrag fra Theodor Christensens manuskript til "Retarderet Tænding".
Underdanien, Transitanien og ’branden’ i Minerva
Fra krigsskuepladsen Norge vender Boisen og Christensen hjem til det fredsommeligt samarbejdende Danmark i maj måned. Der er ingen brand i det Danmark, nordmændene syrligt refererer til som ’Underdanien’, og der går heller ikke megen røg af det ’neutrale’ Sverige, som lod tyske troppetransporter lægge vejen forbi på vej til Norge, og som derfor fik øgenavnet ’Transitanien’ i norske folkemunde. Til gengæld bryder en konflikt ud i lys lue internt hos Minerva Film over produktionen af Det brænder i Norden. Virkeligheden har overhalet det udgangspunkt, filmen blev planlagt fra. Forholdene i Norge kan ikke længere skildres som brand, for det vil de brandstiftende tyskere ikke tillade, hverken i Danmark eller Norge. Arbejdet med filmen fortsætter sommeren over, mens Minerva bløder økonomisk. Internt i kortfilmbanden er der livlig, til tider skarp, diskussion om, hvad man stiller op med en storfilm om brand i Norden under de vilkår for filmproduktion, som besættelsen af Norge og Danmark har medført. Og om, hvad ”den nordiske Arv”, Theodor Christensen i citatet ovenfor beskriver som ”misrøgtet”, i grunden er for en størrelse.
Det særligt nordiske er emnet for et internt kampskrift fra Theodor Christensen-samlingen, som tager afsæt i mødet med tyskernes mest påtrængende propagandatiltag i det besatte Danmark: visning af nazipropagandistiske ugerevyer fra det tyske filmselskab Ufa. Skriftet, der er uden afsender, men som efter alt at dømme er skrevet af Theodor Christensen, kunne tydeligvis ikke publiceres under den skrappe pressecensur, der gjaldt i 1941, hvor det er dateret. Det har tjent til at højne kampmoralen blandt sammensvorne. Se uddrag og link til hele dokumentet herunder:
Diskussionen om det nordiske kontra det nazityske var altså akut blandt Theodor Christensen og hans kolleger. Og det hang naturligt sammen med diskussionen om den store og risikable satsning på Det brænder i Norden. I oktober 1940 tager Karl Roos, Christensens nærmeste ven, bladet fra munden og skriver et memorandum, som sætter et alvorligt spørgsmålstegn ved hele projektet og giver et indblik i, hvor vanskelige vilkårene var, når man som dokumentarist ville skildre besættelsesvirkeligheden.
I marts 1941 ligger et råklip klar til de danske og tyske censorer. Det er desværre gået tabt, men Det brænder i Norden bliver den eneste danske film, der dokumenterbart blev skrinlagt under besættelsen af et lodret censurforbud fra tysk side.
Dele af optagelserne findes dog stadig. Her et klip fra Finland, hvor Christensen og Boisen har vinterkrigssoldater på ski i søgeren:
Dette klip, og flere andre i det materiale fra Det brænder i Norden, som er bevaret, viser, at her arbejder en filmmand, der aktivt og bevidst former virkelighedens råmateriale. Tydeligst illustreret i den filmstump, hvor forbipasserende soldater fotograferes fra frøperspektiv, så de løber diagonalt gennem billedrammen. Den markerede og innovative beskæring og iscenesættelse af virkeligheden foran Theodor Christensens kameralinse skulle blive en fast signatur i de hen ved 50 film, han stod fadder til frem til sin død i 1967. Hele vejen igennem var han yderst bevidst om forholdet mellem det skildrede og den, der producerer skildringen. Som i afslutningen på hans krigsreportage fra norske Rena i april 1940. I den ydre virkelighed – det betragtede – falder bomberne, mens han ligger nøgen i sneen. Men han slutter sin beretning med den subjektive konstatering: Jeg havde tandpine.
4. april 2014 | Lars-Martin Sørensen
Litteratur
Boisen, Ingolf (1977). Klip fra en filmmands liv . København, Nyt Nordisk Forlag.
Kildeangivelse
Sørensen, Lars-Martin (2014): Theodor Christensen - pioner, polemiker, propagandist. Kosmorama #253 (www.kosmorama.org).