Valdemar Psilander - En verdensstjerne i dansk film

Der skal ikke herske tvivl om, at Asta Nielsen er den største stumfilmskuespiller, der er udgået fra Danmark. Men hun indspillede kun fire film hertillands, inden hun i foråret 1911 tog til Tyskland og blev ’Die Asta’ – tysk films store diva. Til gengæld havde hun banet vejen for en skuespiller, der stod parat i kulissen, og ligesom Asta ikke havde haft den store succes med sin teaterkarriere. Det var Valdemar Psilander, som ofte bliver nævnt i litteraturen om dansk stumfilm, men som de færreste kender. Han skulle blive dansk stumfilms største stjerne.

” Is it beauty of face and figure? Is it acting talent? Is it force of personality? Is it some unexplainable uniqueness expressed in the eyes? Nobody will ever be sure.” - Richard Dyer MacCann in “The Stars appear”

Psilanders debut fandt sted i oktober 1910, få uger efter Astas, i en film produceret af et lille kunstfilmselskab, men kort derefter blev han hentet til Nordisk Films Kompagni i Valby, hvor han i løbet af seks år indspillede 83 film – heraf er de 37 bevarede. Allerede kort efter sin første film Ved Fængslets Port var han selskabets højest betalte skuespiller. ’Psilander-film’ blev en guldgrube for Nordisk Film. Især tog han det tyske, det russiske og det ungarske publikum med storm, og selv et middelmådigt manuskript blev – i hvert fald i publikums øjne – til en seværdig film alene på grund af den karismatiske skuespiller.

Psilander døde 6. marts 1917 i en alder af 32 år, på toppen af sin karriere. Han medvirkede i et utal af ’samlebåndsfilm’ fra Nordisk Films velsmurte maskine, men viste også sit skuespillertalent i film, der den dag i dag anses for at være vigtige og enestående værker fra perioden, bl.a. Evangeliemandens Liv (Holger-Madsen, 1914) og Klovnen (A.W. Sandberg, 1916).

Med udgangspunkt i en tese om, at filmstjernefænomenet i Danmark opstår med Psilander, er det oplagt at se nærmere på hans spillestil, hans roller og hans ’persona’. Et meget væsentligt aspekt er, at Psilanders korte filmkarriere i påfaldende grad falder sammen med Nordisk Films – og dermed dansk films – guldalder i årene omkring 1911-16. Især timingen for hans ansættelse hos Nordisk er efter min mening en væsentlig årsag til hans kometkarriere.

Den unge Psilander og hans første filmoptræden

Det stod ikke skrevet i stjernerne, at Psilander skulle blive skuespiller. Lille Valdemar Einar blev født 9. maj 1884 i København som yngste søn i en familie, hvor faderen havde titel af handelsagent. Efter endt skolegang fik han job som kontorelev hos en vingrosserer. Den konverterede han dog på eget initiativ i 1901 til en elevplads på Casino Teatret i København, og over en periode på 10 år forsøgte han at slå igennem som teaterskuespiller.

Før det hele startede, Valdemar Psilander 1910 (DFI Billed- & Plakatarkiv).

Selv om Psilander opnåede ansættelse på ét af de mest velrenomerede privatteatre i København, Dagmarteatret, og af og til høstede pæne omtaler, fik han aldrig det store gennembrud som scenekunstner. Anmeldere og kolleger fra teatertiden anfægtede hans stemme og brugen af den som problematisk – men én ting kunne de blive enige om: Psilander så godt ud, var charmerende og udstrålede livskraft.

Psilanders teaterkarriere strakte sig over små 10 år, men det store sceniske gennembrud kom aldrig. Ukendt forestilling. (DFI Billed- og Plakatarkiv).

Omkring 1910 var det småt med jobs for den ambitiøse skuespiller, så filmarbejdet var måske en kærkommen mulighed for at tjene til huslejen, selv om han egentlig på dette tidspunkt havde intentioner om at blive operasanger.

I Psilanders tilfælde giver det mening at tale om to filmdebut’er: hans første og ret upåagtede optræden foran et kamera og den egentlige debut hos Nordisk Film. Den første fandt sted 6. oktober 1910 i filmen Dorian Gray’s Portræt, baseret på Oscar Wildes roman, produceret af det lille filmselskab Regia Kunstfilm. Hovedrollerne blev spillet af Adam Poulsen, Henrik Malberg og Clara Wieth. Vi ved meget lidt om denne film, men én ting kan vi konstatere: Psilanders navn er overhovedet ikke nævnt i anmeldelserne.

Gagekvittering for Psilanders allerførste filmrolle i Dorian Grays Portræt (Regia Kunstfilm, 1910) (DFI Udklipsarkiv).

I løbet af februar 1911 får han tilbudt en filmrolle hos Nordisk Films Kompagni, som bliver startskuddet til en helt ny tilværelse for den nu 26-årige og ikke længere helt grønne skuespiller. For begge parter er der tale om den perfekte timing. Nordisk er netop blevet omdannet til et aktieselskab med solid kapital, og de tekniske omstændigheder var optimale. Kameraet rykkede i disse år tættere på skuespilleren og afslørede dermed nuancer i spillet, som man ikke tidligere havde set, heller ikke på en teaterscene. Ansigtet og især øjnene fik herved en helt ny betydning både for skuespillet og for skuespilleren, for som Eileen Bowser påpeger (med henvisning til Tom Gunning): ”… before there could be movie stars, they had to be close enough to the camera to be recognized from one picture to the next” (Bowser 1990: 110). Nordisk havde brug for dygtige og anerkendte skuespillere til at give filmene det ultimative kvalitetsstempel og dermed endegyldigt sætte punktum for den periode, hvor film blev rubriceret som markedsgøgl. Det nye ’lange’ format og bedre manuskripter gav skuespillerne større kunstneriske udfoldelsesmuligheder, og dermed blev det muligt at tiltrække de store navne. Psilander var på dette tidspunkt ikke noget stort navn, men det skulle snart blive anderledes.

Debuten hos Nordisk Film

Helt præcist hvordan, Psilander blev engageret til sin første film hos Nordisk, er der flere meninger om. Tilsyneladende skulle Johannes Poulsen have spillet hovedrollen i Ved Fængslets Port, men meldte afbud, og man tilbød Psilander rollen. En ting er dog sikkert: han tog sig godt betalt – 50 kr. pr. spilledag. Til sammenligning skal nævnes, at på dette tidspunkt fik de højest lønnede skuespillere (Adam Poulsen og Augusta Blad) 350 kr. pr. film.1

Psilander og Clara Wieth i hans store gennembrudsfilm Ved Fængslets Port. De spillede sammen i 11 film. (DFI Billed- og Plakatarkiv).

Ved Fængslets Port blev en stor succes. Ekstrabladet skrev”… hvad der hæver denne Film op i en højere Sfære end sædvanlig er den 1. Klasses Kunst, hvormed den er indspillet. Hr. Psilander som Etatsraadssønnen og Fru Clara Wieth som hans Elskerinde har her præsteret et sjældent og dybt Spil” (citeret fra filmens

program). Politiken omtaler i sin anmeldelse fra 7/3 1911 Psilander som ”smuk og elegant og sympatisk”.

Det var Psilanders held, at hans debut hos Nordisk blev i netop denne film, for den var og står stadig som en af periodens bedste – nyskabende i sin stil og med mange fine detaljer og gode skuespilpræstationer. Rollerne er godt castede, spillet er afdæmpet og bevægende. Marguerite Engberg går så vidt, at hun betegner filmen som ”… noget af det ypperste August Blom har skabt” (1977: 445), skønt han på dette tidspunkt ikke havde instrueret mere end en håndfuld film. Psilander klarer sig aldeles strålende i det gode selskab. Der er fra første færd en naturlighed og ungdommelig ægthed over hans spil, som fungerer blændende på det store lærred. Filmen er én af de første i en lang række af ’erotiske melodramaer’ – en genre der nærmest blev dansk films varemærke i udlandet – og Psilander var som født til denne type film med sin maskuline charme og elegante fremtræden.

Også i udlandet slog filmen an. Den blev solgt i 246 kopier og var Nordisk Films næstbedst sælgende film i perioden 1906 til udgangen af 19112, efter Løvejagten (The Lion Hunt) fra 1908, som solgte 259 kopier. Til sammenligning kan nævnes, at store satsninger i 1910 som Hamlet og Den hvide Slavehandel – en nøje udført genindspilning af Fotoramas film – solgte henholdsvis 100 og 103 kopier. Men Nordisk havde heller ikke holdt sig tilbage i forhold til promoveringen af filmen. Af breve afsendt til Nordische Films Co. i Berlin og Projectograph i Budapest fremgår det, at man ville have lanceret den under titlen ”Der Abgrund, zweite Serie”. Efter selskabet Kosmoramas kæmpe succes med Afgrunden var det smart tænkt, men man ville åbenbart ikke risikere at få problemer med den tyske censur.3

Psilander spiller tilsyneladende med i to film mere4, inden han drager til Aarhus, hvor han har ladet sig engagere til en enkelt film hos Fotorama: Den sorte Drøm med Asta Nielsen som medspiller og i Urban Gads instruktion.

Et scoop for det århusianske filmselskab Fotorama: de to verdensstjerner in spe i Den sorte Drøm - her med Gunnar Helsengreen som skurken i trekantsdramaet. (DFI Billed- & Plakatarkiv).

Ole Olsen fortæller om dette engagement i sine erindringer, at Psilander havde fået tilbudt 75 kroner om dagen hos Fotorama og ”… da Direktør Blom spurgte: ”Men saa faar vi Dem vel til samme Pris, naar de er færdig”, svarede Skuespilleren: ”Næ, det skal De ikke betale”. Saa blev Blom glad – men kun ganske kort, for Psilander tilføjede: ”Saa koster jeg hundrede”” (Olsen 1940: 123). Det kan bekræftes af gagekvitteringsbogen i Nordisk Film-samlingen: for to film optaget i perioden 29. marts til 22. april var Psilanders gage 50 kroner pr. spilledag5, herefter er der ingen optegnelser før 13. maj, hvor gagen er steget til 100 kroner pr. spilledag. Optagelserne hos Fotorama er sandsynligvis foregået i den mellemliggende periode. Gagen på 100 kroner pr. spilledag holder året ud.

Behovet for stjerner

Psilander arbejder meget i de to første sæsoner på Nordisk, så eksponeringen af ham er stor. Han er den oplagte helt og førsteelsker og bliver også primært anvendt som sådan, men det er tydeligt, at der i begyndelsen hersker noget usikkerhed om, hvordan han skal anvendes. I kun ni ud af Psilanders 83 film på Nordisk spiller han roller, som kan siges at have overvejende onde eller usympatiske karaktertræk – heraf er de syv indspillet i 1911 og 1912, én er fra begyndelsen af 1913, og så – lidt pudsigt – er der hans allersidste rolle i En Skuespillers Kærlighed fra 1916. Men én ting er skurkerollerne, som i bakspejlet kan kaldes ’casting against type’, noget andet er fejlcasting. Og det er helt klart tilfældet i Ungdommens Ret fra 1911, hvor han spiller far til Robert Dinesen (der er næsten 10 år ældre end Psilander) og er udstyret med et langt gråt skæg og store buskede øjenbryn.

Psilanders første år på Nordisk bar præg af et par 'forbiere' med hensyn til rollevalg. Her i Ungdommens Ret, hvor han spiller generationen over sin alder (til højre i billedet med skæg) (DFI Billed- & Plakatarkiv).

Da hans stjernestatus for alvor er slået fast ved indgangen til 1913, er det dog slut med at ’eksperimentere’ med rollevalget.

Endnu i 1911 er Nordisk ikke meget for at offentliggøre skuespillernes navne. Man vil gerne sælge varerne til distributørerne ved at lokke med kongelige skuespillere, men selskabets holdning fremgår af et brev fra 21. december 1911 til kontoret i London:

Add to the foot-note on your letter we beg to say, that we principally decline to state the names of our players. The name of the Gentleman in question is W. Psilander, but this information is only to your use and must not be given to someone other.6

Eksempler på stjerne-postkort (DFI Billed- & Plakatarkiv).

Pointen gentages i flere breve til udenlandske kunder. Filmselskabernes generelle politik på dette tidspunkt var at holde skuespillernes navne hemmelige for ikke at risikere krav om gageforhøjelser. Omvendt ønskede mange skuespillere ikke at blive nævnt ved navn, da de ikke ville ’stigmatiseres’ af arbejdet ved filmen. Men det begynder så småt at ændre sig på dette tidspunkt, og det fremgår tydeligt af selskabets korrespondance, at kunderne viser stor interesse for de medvirkende: Nordische Films Co. i Berlin beder i december 1911 om billeder af Psilander og Carlo og Clara Wieth7, og i april 1912 bestiller kontoret i London fotos af seks skuespillere, heriblandt Psilander.8

Den 15. maj 1912 har Nordisk åbenbart besluttet at opgive al diskretion mht. skuespillere og lægger op til en ny reklamestrategi ved at udsende et enslydende brev til salgskontorerne i New York, London, Budapest, Wien og Paris: ”Separate we beg to forward to you a cliché showing some of our actors. Kindly make use of same for the purpose of advertisement”.9

Psilanders stigende popularitet fremgår i øvrigt af et brev fra 13. december 1912: Nordisk Films distributør i Moskva, P. Thiemann & F. Reinhardt, har bestilt 2000 store Psilander-fotos og 5000 postkort.

Psilanders roller

Hvis man skal se på Psilanders produktivitet fordelt over perioden for hans ansættelse, ser det ud som følger:

År Optagede film Danmarkspremierer
1911 17 (+ 1 Fotorama)  9 (+ 1 Fotorama)
1912 20 16 
1913 10 16 
1914 12   9
1915 14   5
1916 10   8
1917    5
1918    7
1919    5
1920    3

 

Blandt de film Psilander indspiller hos Nordisk i løbet af de første to år (hvoraf 22 er bevarede), er det udover Ved Fængslets Port, som allerede er omtalt, Dødsspring til Hest fra Cirkuskuplen, man bør lægge mærke til. Måske ikke så meget for Psilanders spil, som for den sensationelle og actionbetonede handlingsgang han lægger krop til. Denne film viser nemlig den anden side af Psilanders berømmelse: hans vovemod. Han var en formidabel rytter og tog sig fantastisk godt ud i lange ridestøvler og elegant ridejakke, så denne færdighed blev udnyttet til fulde i hans film. I Dødsspring til Hest benytter han sig dog af stand-in i den afgørende scene, men udfører selv de indledende manøvrer til ’dødsspringet’. Derudover viser han sin styrke og spændstighed i en scene, hvor han sammen med sin kvindelige medspiller skal kæmpe sig vej ud af et brændende hotel.

De to film kan ses som værende repræsentative for størstedelen af hans roller: den charmerende elsker, der overkommer sit moralske dilemma og/eller ved kløgt vinder kvindens hjerte og den modige helt, som tappert redder sig selv og pigen fra død og lemlæstelse og/eller afværger større katastrofer. De to film er i øvrigt blandt de tre bedst sælgende Nordisk-film i hele stumfilmperioden med henholdsvis 246 og 248 solgte kopier.

Psilander udførte ofte sine stunts selv. Han var en dygtig rytter og optrådte ofte til hest. I Dødsspring til Hest må både hest og rytter lade livet. (DFI Billed- & Plakatarkiv).

Genremæssigt er størstedelen af Psilanders film dramaer – oftest med en kærlighedshistorie som omdrejningspunkt – og hans roller kan med få undtagelser fordeles på fem kategorier: adelig person, militærperson, akademiker (såsom professor, læge, ingeniør, overretssagfører), kunstner eller velhaver (millionær, skibsreder eller lign.). De fleste af filmene er som nævnt samlebåndsprodukter, og Psilander mestrer efterhånden sine typer til perfektion, men der er dog et par af hans film, der skiller sig ud: Evangeliemandens Liv fra 1914 og Klovnen fra 1916. I begge film spiller han roller, der typemæssigt adskiller sig fra, hvad han plejer, og i begge film får han mulighed for at nuancere sin karakter. Temaerne er ikke i sig selv originale – en forkælet rigmandssøn, der fortryder sit amoralske liv og vælger at forkynde ’ordet’ og redde andre fortabte sjæle og den leende klovn med den tragiske og smertefulde livshistorie – men Psilander formår i samarbejdet med henholdsvis Holger-Madsen og især med A.W. Sandberg at skabe nogle stærke og bevægende figurer. Klovnen fik først premiere efter Psilanders død og blev hans største kunstneriske succes.

Gudrun Houlberg og Psilander i hovedrollerne i succesfilmen Klovnen, som Nordisk genindspillede i 1925 med Gösta Ekman og Karina Bell i hovedrollerne. (DFI Billed- og Plakatarkiv).

Stjernegagen

Psilanders gage stiger i takt med hans popularitet, og for Nordisk er populariteten direkte udtrykt i salgstallene. Selv om det blev sværere og sværere for selskabet at afsætte film, i takt med at 1. Verdenskrig skred frem, var Psilanders film stadig med få undtagelser selskabets bedst sælgende film.

Psilanders gage er et helt kapitel for sig – der er blevet talt og skrevet meget om hans økonomiske forhold både før og efter hans død – og som allerede nævnt var han fra første færd en dygtig forhandler. Efter den første sæson med 100 kr. pr. spilledag blev der for 1912 udarbejdet en kontrakt med en fast løn på 1300 kroner pr. måned.10 Psilander er således allerede i sit andet år på Nordisk én af de bedst lønnede medarbejdere. Til sammenligning fremgår det, at Ole Olsen som generaldirektør for hele virksomheden gav sig selv 1000 kr. om måneden i løn (plus selvfølgelig en klækkelig tantieme). Inden året var omme havde Psilander da også fået lavet en aftale, der yderligere gav ham 2 øre pr. solgt meter – en aftale, der formentlig fortsatte al den tid, han var ansat hos Nordisk.11 I 1913 og 1914 har han haft en årlige gage på 15.000 kroner og i hvert fald i 1914 en garanteret minimums-tantieme på 20.000 kroner.12 I 1915 og 1916 bliver han forgyldt med en aftale på 10 hovedroller á 10.000 kroner.13

Denne betragtelige gageforhøjelse ligger så langt over, hvad selskabets øvrige ’stjerne’-skuespillere får, at det slår Psilanders helt exceptionelle status fast med syvtommersøm. Til sammenligning kan nævnes, at Olaf Fønss i 1915 får 14.000 kroner for 10 roller, Gunnar Tolnæs får 5000 kroner for 3 roller og Carlo Wieth får ca. 5000 kroner for 10 roller. De kvindelige stjerner er langt dårligere betalt – bortset fra den fra udlandet importerede Rita Sacchetto, som får 16.000 kroner for 6 roller: Clara Wieth får ca. 6000 kroner for 5 roller, Else Frölich 9500 for 13 roller og Ebba Thomsen får ca. 6000 kr. for 14 roller.14

Lancering og popularitet

Ud fra et studie af de danske filmprogrammer kan man se, at Psilanders navn får en mere fremtrædende plads i takt med hans popularitet. Fra 1915 figurerer hans navn oftest som det eneste på programmets forside med billeder og supplerende tekst, der hylder hans kvaliteter. Hvad filmplakaterne angår, har vi ikke det samme overblik, da kun 14 er bevarede, og de 13 er fra filmene produceret i 1915 og 1916. Men for deres vedkommende er det tydeligt, at Psilander har solgt varen, idet hans billede og navn udfylder det meste af pladsen på disse plakater.

To Psilander-plakater tegnet af den produktive plakatkunstner Ernst Åkerbladh. (DFI Billed- & Plakatarkiv).

Vi ved meget lidt om, hvordan Psilander og hans film er blevet lanceret i udlandet, men at filmene solgte utroligt godt, fremgår af distributionsprotokollerne i Nordisk-samlingen. De danske brancheblade formår dog at give et indtryk af hans popularitet ved at referere fra udenlandske filmblade. For eksempel kan man læse følgende notits i branchebladet Filmen 1/2 1914: ”Et tysk Filmsblad stillede for kort Tid siden sine Læsere det Spørgsmaal, hvilken filmende Skuespiller eller Skuespillerinde de regnede for Nr. 1. Bladet fik over 1600 Besvarelser og vor hjemlige Psilander gik af med Sejren. Han fik 382 Stemmer, Asta Nielsen 271, Henny Porten 258, Max Linder 193 … osv.”. Oplysningen bekræftes i en artikel om Psilander i teaterbladet Masken, ligeledes fra 1/2 1914, under overskriften ”Filmens Konge”: ”Nylig foranstaltede Berliner-Bladet ”Kino-Woche” en Spørge-Konkurrence -: Hvem er i Øjeblikket den mest populære Filmeur? Selvfølgelig blev den danske Champignon [sic!] en smuk Nr. 1 ..”.

Den slags konkurrencer var åbenbart populære, for 15/12 1915 refererer Filmen igen til en sådan, denne gang fra Brasilien: ”Et herværende [i Rio de Janeiro] Dagblad har afholdt en Konkurrence, som gik ud paa at faa fastslaaet, hvilken Filmsskuespillerinde der besad den største Popularitet indenfor Bladets Læserkreds. Resultatet blev, at Franzisca Batini [Francesca Bertini] sejrede med Asta Nielsen som Nr. 2. Nu har samme Blad startet en ny Konkurrence, denne Gang om Filmsskuespillere, og foreløbig staar Psilander som en flot Nr. 1 med 6406 Stemmer”.

Stjernen og mennesket

De danske trykte medier begynder at interessere sig for Psilander i 1913. For at nævne et par eksempler bringer avisen København i begyndelsen af marts et sjældent interview med overskriften ”Valdemar Psilander – Filmens Kainz og de 2000 Breve” (Joseph Kainz var en stor teaterstjerne i 1800-tallets Wien), og Branchebladet Filmen trykker 1. april ligeledes et interview med ham under overskriften ”Den danske Costello” (en henvisning til den samtidige amerikanske filmstjerne Maurice Costello).

Psilanders storhed, både i Danmark og internationalt, bliver dog først rigtigt slået fast, da han i februar 1914 bliver hyret af en ungarsk varietédirektør til at optræde live i Royal Orfeum i Budapest. Showet bliver en blanding af film og sceneoptræden og får titlen Grev Dahlborgs Hemmelighed. Psilander har på Nordisk Film i Valby selv financieret filmoptagelserne (322 meter), som indleder forestillingen, hvorefter han kommer sprængende ind på scenen til hest, og handlingen fortsætter live. Den danske presse svælger i begivenheden, ikke mindst den tårnhøje gage, og refererer fra ungarske aviser om de nærmest tumultagtige scener, der udspiller sig i forbindelse med Psilanders tilstedeværelse. Man får indtryk af, at hele Budapest har stået på gloende pæle for den danske stjerne.

Psilanders Budapest-optræden var godt stof, her en udateret opfølgende reportage i Verden og Vi (DFI Udklipsarkiv).

Men én ting er stjernen Psilander. Hvordan med mennesket Valdemar Psilander?

Når Psilander er blevet karakteriseret – i Arnold Hendings biografi, diverse erindringsbøger, men også den samtidige presse – omtales han altid som den ødsle, gavmilde festfugl, der elskede liv og glade dage. Han var alles ven og trivedes bedst i godt selskab og med masser af champagne.

Foto fra Nordisk Films studie i Valby - Psilanders fødselsdag fejres 9. maj 1916. Det er instruktør Martinius Nielsen, der skåler for Psilander, og kvinden ved Psilanders side er Vibeke Krøyer, datter af kunstmalerparret P.S. og Marie Krøyer. (DFI Billed- & Plakatarkiv).

Asta Nielsen fortæller om et besøg, han aflage hos hende og Urban Gad i Berlin, da han var på vej til Budapest. Efter at have spist middag kørte de ham til banegården, hvor en lille dreng, der solgte blomster til knaphullet kom imod dem: ”Psilander gik hen til ham og løftede kurven af ham og gav mig den – han var så stor i slaget”.15 Det er tydeligt, at hans offentlige fremtræden og det billede aviserne og bladene i takt med hans stigende popularitet har tegnet af ham, i utrolig høj grad smelter sammen med hans roller på lærredet. Psilanders filmpersona og Psilanders eget liv bliver nærmest ét.

Fra slutningen af 1911 var Psilander gift med skuespillerinden Edith Buemann (1879-1968), som han havde mødt på sine teaterturneer i provinsen. De fik ingen børn sammen (hun havde 4 fra sit første ægteskab), men i løbet af foråret 1913 lejede de en kæmpevilla i Klampenborg og ansatte både tjenestepige og chauffør. Ifølge diverse interviews16 med Edith Buemann fra 1960’erne fremgår det, at samlivet med Psilander var problematisk. Hun rejste på et tidspunkt til USA, da hun følte, at ægteskabet var ude for store belastninger og håbede, at noget ville ændre sig, men da hun kom hjem, var alt som før – ”de utallige selskaber, hvor bølgerne gik højere og højere”. Psilander havde af flere omgange boet på hotel Bristol midt i København, men i slutningen af juni 1916 flyttede han endegyldigt fra deres fælles hjem i Klampenborg, og separationen blev en realitet. Af separationsbevillingen fremgår det, at han var forpligtet til at betale 24.000 kr. om året – et enormt beløb – i hustrubidrag og underhold til børnene.17

Skuespillerinde Edith Buemann (1879-1968) var Psilanders ægteviede hustru fra 22/12 1911 til de blev separeret i sommeren 1916. Her spiller de sammen i filmen Det bødes der for (August Blom, 1911). (DFI Billed- & Plakatarkivet).

På dette tidspunkt dannede Psilander formentlig privat par med skuespillerinden Gudrun Houlberg, som han spillede sammen med i Klovnen.18 Formodningen understøttes af det faktum, at det af boopgørelsen efter hans død fremgår, at han ’for længe siden’ havde foræret Gudrun Houlberg den ene af sine to heste, hoppen Brown Girl.

Tiden efter Nordisk

Da Psilander stopper på Nordisk Film ved udgangen af 1916, er der mange gisninger i pressen om, hvad han så skal. Årsagen til bruddet er , at man ikke kunne blive enige om en ny kontrakt, da Psilander forlangte en helt ublu gagestigning, men Hending citerer i sin biografi Psilander selv for at have udtalt: ”Jeg forlader Nordisk, fordi jeg ikke kan udholde at være en Cliché”.

Psilanders tilbud om kontraktforlængelse for 1917: 250.000,- for otte film. Det blev et høfligt afslag fra Nordisk Film. (Nordisk Film-samlingen, IV,75 - udsnit).

Det svirrede efter sigende også med rygter om tilbud dels fra USA og dels fra et andet dansk filmselskab Kinografen. Psilander vælger at starte sit eget filmselskab. 1. januar 1917 er ”Psilander-Film” en realitet med optagefaciliteter hos netop Kinografen i Hellerup lidt uden for København. Der er skrevet kontrakt med Messter Film i Berlin, som skal aftage 15 kopier af hver film med Psilander i hovedrollen (max. længde er 1300 meter) til en pris af 2 kr. pr. meter til gengæld for eneretten i Tyskland, Østrig og Balkan-landene. Da der er planlagt otte film det første år, betyder alene denne kontrakt over 300.000 kroner i omsætning i den første sæson.19 Mon parterne har forholdt sig til, at Nordisk Film på dette tidspunkt lå inde med 20 Psilander-film, som endnu ikke havde haft premiere – et faktum, der ville betyde, at Psilander igennem en periode på 2-4 år helt paradoksalt ville komme til at konkurrere med sig selv!

Boopgørelsen over selskabet vidner i hvert fald om, at Psilander var helt klar til optagelse. Der var hyret skuespillere (Clara Wieth, Cajus Bruun, Augusta Blad, Robert Schmidt, Karen Sandberg m.fl.), instruktør (Poul Gregaard), forfatter (Chr. Nobel), to fotografer, dekoratør, regissører og administrativt personale. Der var købt manuskripter, og de første meter – en kyssescene mellem Psilander og Clara Wieth – var blevet optaget. Og så var det hele slut.20

De første 30 meter film optaget i Psilanders nyoprettede filmselskab - og så var det slut, før det rigtigt begyndte. (DFI Udklipsarkiv).

Den 6. marts 1917 blev Psilander fundet død i sin suite på hotel Bristol. Han blev 32 år, var på toppen af sin karriere og skulle netop til at stå på egne ben.

Myterne og eftermælet

Rygterne om selvmord svirrede. Formentlig fordi Psilander stod overfor store udfordringer og har haft en del flere bekymringer end i sin tid hos Nordisk – ikke mindst i form af store økonomiske forpligtelser som arbejdsgiver og det enorme hustrubidrag efter separationen. Men der findes intet materiale, som bekræfter selvmord. Dødsårsagen er iflg. kirkebogen Paralysis Cordis (hjertestop). Edith Buemann oplyser i et interview langt senere, at Psilander var i medicinsk behandling, og at lægen udtrykkeligt havde sagt, at drak han spiritus, var det den visse død (Frederiksborg Amtsavis26/12 1966). I boopgørelsen efter hans død er der jf. de anmeldte fordringer adskillige lægeregninger fra hans sidste uger, som understøtter Edith Buemanns udsagn om, at han ikke var rask. Hending skriver i sin biografi, at Psilander var faldet om på sit hotelværelse og havde slået hovedet mod skrivebordet, hvilket havde påført ham en hjerneblødning med hjertelammelse til følge.

En ting er dog sikker. Psilanders pludselige død bidrog betragteligt til at cementere og i en periode nærmest øge hans popularitet. Nordisk Film udgav kort efter begravelsen et ”Psilander Minde Hefte” med masser af illustrationer og mindeord forfattet af instruktører og kolleger, der hyldede hans kvaliteter og storhed.

Psilander-mindehæftet 1917 (DFI Udklipsarkiv). Se hele hæftet i fullscreen

Herefter tog man fat på at lancere den lange række af ”Psilander Minde-Film”, som strakte sig helt frem til den sidste danske Psilander-premiere Prinsens Kærlighed 19/7 1920. Og så var der repremiererne!

I udlandet vakte Psilanders død furore. Især i Tyskland, hvor der blev skrevet nekrologer i de fleste branchetidsskrifter, afholdt mindeforestillinger (med ”Vortrag über Psylanders Werden und Wirken und Wie Psylander starb”) og udsendt hyldestdigte. I Nordisk Film-samlingen findes kondolencebreve fra udenlandske beundrere, og branchebladet Filmen skrev, at de siden Psilanders død har modtaget adskillige mindedigte, især fra Sverige.

Kolleger og folk, der kendte ham, har siden udtalt, at det måske var det bedste, der kunne ske. Flere mente, at han ikke ville have kunnet klare presset som filmdirektør og slet ikke de hastigt faldende konjunkturer på verdensmarkedet. Det store filmeventyr sluttede i 1917 for Psilander såvel som for Nordisk Film. Som instruktøren Alfred Lind skriver: ”Med Valdemar Psylander forsvandt da også dansk filmkunst som et fata morgana. Tilbage stod kun det fotograferede Teater”.21 For Nordisk blev de følgende 10 år én lang nedtur, der sluttede med selskabets likvidation i 1929. Danmarks verdensstjerne slap for nedturen og efterlod sig en bankbog med et indestående på 10 kr. samt 188 kr. i kontanter.

Meningerne om Psilander er mange. Asta Nielsen beskriver ham på sine gamle dage som ”enkel”, ”sød” og ”rørende” og fremhæver især hans charme – men noget stort skuespillertalent ser hun ikke i ham.22 Psilanders kollega fra årene på Nordisk, Robert Schyberg, skriver i sine erindringer: ”Han havde en pragtfuld Krop og et ypperligt Ansigt, han var Charmør og Damehelt, men med Talentet var det ganske jævnt og almindeligt. (…) Hemmeligheden ved Psilanders Ry laa hovedsageligt i hans til Fotografering glimrende egnede Ydre …” (Schyberg 1941: 236). Clara Wieth, som spillede sammen med ham i 11 film understreger hans ro og beherskelse foran kameraet: ”Det forekommer mig, at Psilander i begyndelsen gik forsigtig omkring og bare ”så ud”, det gjorde han blændende, det var just hvad der klædte filmens teknik …” (Pontoppidan 1965: 227).

Men hvad siger Psilander selv – den stumme stjerne, der var stum i mere end én forstand, idet han kun sjældent ytrede sig i offentligheden? I et af de sjældne interviews bragt i avisen København 4/3 1913 afslører han lidt af sin ’hemmelighed’: ”Det interessante ved Filmen er jo, at vi spiller for alle Samfundsklasser og i alle Verdensdele. Vi maa altsaa i vore Udtryksmidler virke næsten primitivt ægte, fuldtud oprindeligt. (…) Man kan maaske lære at blive Skuespiller, men man kan aldrig lære at filme … tillærte Følelser bliver i Filmen uægte og falske … Filmen kræver ubønhørligt Sanddruhed og Ægthed …”.

Var Psilander bekendt med Stanislavskij, som praktiserede sin naturalistiske skuespilteknik i Moskva, eller var han bare i besiddelse af en god portion intuition i forhold til at agere foran et filmkamera? Man må i hvert fald konstatere, at hans afdæmpede spillestil og ægthed i udtrykket fungerede. Hans maskuline fremtræden og det smukke og charmerende ansigt med det intense blik, som fik kvinder over hele verden til at dåne, gjorde ham til noget særligt. Ingen skuespiller i Danmark har nogensinde tjent så mange penge som Psilander, intet selskab har tjent så meget på en skuespiller som Nordisk gjorde på Psilander. Hans liv blev et eventyr – både i og udenfor rampelyset – takket være filmen, og hans tidlige død ophøjede ham til en myte. Det er det stof, stjerner er gjort af.


Artiklen er tidligere publiceret uillustreret på engelsk og italiensk i Cinegrafie no. 17, Cineteca Bologna, 2004. Den danske version (uillustreret) har i en periode ligget på dfi.dk.

BY: LISBETH RICHTER LARSEN / DFI

Noter

1. Jf. gagekvitteringsprotokol IV,1 og gageoversigt for skuespillere IV:2 i Nordisk-samlingen på DFI.

2. Jf. protokol over fotograferede negativer XI,1 i Nordisk-samlingen på DFI.

3. Jf. kopibog nr. 15 p. 63, 66, 154 og 243 II,15 i Nordisk-samlingen på DFI.

4. Jf. gagekvitteringsbog IV,1 p. 52 i Nordisk-samlingen på DFI.

5. Det drejer sig om Den farlige Alder (The Price of Beauty) og formentlig Den Undvegne (Convicts No. 10 and 13), her benævnt ”Det grønne Haab” (~Hope springs eternal in the human chest).

6. Jf. kopibog nr. 18 p. 42 II,18 i Nordisk-samlingen på DFI.

7. Jf. kopibog nr. 18 p. 86 II,18 i Nordisk-samlingen på DFI.

8. Jf. kopibog nr. 19 p. 916 II,19 i Nordisk-samlingen på DFI.

9. Jf. kopibog nr. 20 pp. 273-278 II,20 i Nordisk-samlingen på DFI.

10. Jf. gagekvitteringsbog IV,5 p. 18 i Nordisk-samlingen på DFI.

11. Jf. protokol over salg af film til udlandet XII,42 i Nordisk-samlingen på DFI.

12. Jf. opgørelsen over Psilanders bo (Landsarkivet for Sjælland).

13. Jf. engagementsbog for skuespillere IV,9 i Nordisk-samlingen på DFI. Hvorfor det bliver til 14 roller i 1915 fremgår ikke af kontraktbøgerne, men der er i andre kilder i Nordisk-samlingen (II,36, p. 366) nævnt helt op til 17 Psilander-film i 1915.

14. Jf. div. oversigter over skuespillere IV,19:6-7 og skuespillernes engagementsbetingelser IV,4 i Nordisk-samlingen på DFI.

15. Jf. båndet telefonsamtale med Frede Schmidt 9/8 1957.

16. Båndet interview fra 17/1 1965 (DFI) og interview i Frederiksborg Amtsavis 26/12 1966.

17. Jf. opgørelsen over Psilanders bo (Landsarkivet for Sjælland).

18. Interview med skuespillerinden Agnes Rehni i Aktuelt 26/12 1965.

19. Kontrakter V,29:69-70 i Nordisk-samlingen på DFI.

20. Skuespilleren Olaf Fønss overtog selskabet Psilander-Films forpligtelser og udsendte under navnet Dansk Film Co. 6 film med sig selv i hovedrollen.

21. Udateret og upubliceret artikel (DFI’s udklipsarkiv).

22. Jf. båndet telefonsamtale med Frede Schmidt 9/8 1957.

Litteratur

Bowser, Eileen: The Transformation of Cinema (University of California Press, 1990)

Engberg, Marguerite: Dansk Stumfilm I-II (Rhodos, 1977)

Hending, Arnold: Valdemar Psilander (Urania, 1942)

MacCann, Richard Dyer: The Stars Appear (The Scarecrow Press, Inc, 1992)

Olsen, Ole: Filmens Eventyr og mit eget (Jespersen og Pios forlag, 1940)

Pontoppidan, Clara: Eet liv – mange liv, bd. 1 (Steen Hasselbalchs Forlag, 1965)

Schyberg, Robert: Billeder paa Væggen (Nyt Nordisk Forlag – Arnold Busck, 1941)

Arkiver

DFI’s udklipsarkiv: Div. tidsskrifter og filmprogrammer

Nordisk Film-særsamling på DFI

Rigsarkivet (daværende Landsarkivet for Sjælland): Dokumenter vedrørende Psilanders bo-opgørelse

Kildeangivelse

Richter Larsen, Lisbeth (2017): Valdemar Psilander – en verdensstjerne i dansk film. Kosmorama #267 (www.kosmorama.org).


 

Se omtalte film på Stumfilm.dk:

Subscribe to our newsletter and stay updated: