Med mordet i Sarajevo den 28. juni 1914 var frygten for krig i Europa vokset dramatisk. Efter Østrig-Ungarns krigserklæring mod Serbien, Ruslands mobilisering, Tysklands krigserklæring mod Rusland og Frankrig og Storbritanniens ditto mod Tyskland var Første Verdenskrig en realitet den 3. august. Urban Gads personlige øjenvidneberetning fra første parket tager læseren med gennem Berlins gader og følger familien Gad-Nielsens flugt fra en by, der med ét slag rammes af krigspsykose.
Vi saa da Dag for Dag Bølgen stige til Flod, til Stormflod, til Syndflod. Paany huggedes Sporene ind i Nationens skælvende Kød og Nerver for at hidse den til det vældige Spring, der forestod den; Bladene slyngede Meddelelser ud for at bevise at Tyskland blev overfalden fra Øst og Vest, fjendtlige Tropper var faldet ind over Grænserne endnu i den dybeste Fred; en Murren af Harme og Hævntørst mødte denne Forhaanelse af al Folkeret (transskription p. 8).
Et arkivalie
Et gråt stykke papir foldet om en bunke tætskrevne sider i A5-fomat. Sådan ser teksten, som denne artikel handler om, ud. Beretningen ligger blandt avisudklip og andre dokumenter i Urban Gads mappe i skuffen i Bibliotekets udklipsarkiv på 1. sal i Filmhuset. En håndskrevet tekst på i alt 103 let gulnede sider, der er udfyldt på både for- og bagsider. Skribenten har brugt en form for kuglepen, og sidetal er påført med blyant – måske senere, måske af en anden? Der er ingen datering eller andet, som angiver noget om tekstens oprindelse. Ingen optegnelser i Filmmuseets årsberetninger eller en vedhæftet seddel, der kan klarlægge proveniensen; hvem har afleveret dette og hvornår? Teksten indledes med en overskrift ”Krigens Udbrud” og slutter brat på side 103 midt i en sætning: ”Samme Aften naaede Asta, Jesta og jeg til Humlebæk, hvor”. Der er ingen tvivl om, at det er Urban Gads håndskrift. Filminstituttets dokumentationssamlinger har andre ting fra hans hånd at sammenligne med, både postkort og noter i Gads maskinskrevne manuskripter.
Sådan slutter den håndskrevne beretning på side 103, midt i en sætning (scanning beskåret).
Gads tekst er blevet scannet og kan læses i den originale version her på Kosmorama. Derudover findes den i en transskriberet version med angivelse af sideskift i parentes med reference til det originale håndskrevne dokument. Når der i det følgende refereres til tekstpassager, er det med angivelse af sidetal i den transskriberede version. Skarpe parenteser angiver, at jeg ikke har kunnet tyde håndskriften. Hjælp til at løse disse ’knuder’ modtages gerne og vil i så fald blive tilføjet transskriptionen.
Gads stemme
Meget tyder på, at Gad har været i gang med at skrive sine erindringer. Formentlig er der tale om en 1. eller 2. version af et manuskript, han har arbejdet på – fyldt med overstregninger og tilføjelser. Teksten er en nærmest journalistisk øjenvidneskildring fra Berlins gader og stræder i augustdagene omkring krigsudbruddet. Masser af detaljer i en sammenhængende og fremadskridende fortælling, forlenet med stemningsfulde sansninger, så man som læser føler sig til stede midt i begivenhederne. Men det er ikke kun rå virkelighedsreportage. Teksten er også ’bearbejdet’ litterært, dvs. med flittig brug af billedskabende formuleringer og et sine steder højstemt og dramatisk sprog. Der observeres og reflekteres i en velafbalanceret rytme, humoristiske anekdoter afløses af dyb alvor, bl.a. i Gads beskrivelser af ’spionhysteriet’:
Han [en lille Jærnbanemand] fortalte ind imellem, at han sikkert hos os vilde finde Spionsager eller skjulte Guldmængder, for han forstod sig paa saadanne Ting, idet han selv havde en Søn, der stod ved et eller andet nærmere angivet Regiment (67), der laa, jeg tror i Leipzig. Hans Sagkundskab og hans Autoritet syntes at være funderet udelukkende paa denne Omstændighed, men det skal indrømmes ham, at han gik frem med en forfærdende Grundighed. Ikke en Trævl af vore Ejendele undgik at blive befamlet og gramset paa af hans sorte Hænder, og Astas intimeste Klædningsstykker blev holdt op i Fakkellyset til interesseret Beskuelse af alle de omkringstaaende, medens hun saa til med sammenbidte Læber. Hendes Silkekjoler endevendte og krammede han og et Klaverudtog af ”der Juxbaron”, som Jesta havde smuglet med som højst nødvendig Bagage, bladede han igennem Side for Side for at finde skjulte Hemmeligheder mellem Noderne (transskription, p. 18).
Måske er det mest interessante ’stemmen’. For her kommer Urban Gad til orde i en fortælling, som er kendt for alle, der har interesseret sig for Asta Nielsen og hendes stjernestatus og uvurderlige betydning for tysk film i stumfilmårene. Hun udgav nemlig sine erindringer i to-binds værket Den tiende Muse (bd. 1 i 1945 og bd. 2 i 1946), og i dem er Urban Gad nærmest forbigået i tavshed. Nu kommer han til orde, mange år senere.
Instruktøren og hans diva - sammen lavede de to danske og 31 tyske film i årene 1910-1914 (foto beskåret).
Det er en mulig antagelse, at Gads tekst er skrevet efter, at han har læst Astas erindringer i 1946. Hendes bog fik flotte anmeldelser, men som enhver anden, der skriver sin egen historie, tager hun patent på fortællingen med de vinkler og dagsordner, der er gunstige for hendes eftermæle. Asta Nielsen kendte om nogen sit kunstneriske værd og udbredte sig gerne herom, og noget af det mest påfaldende ved Den tiende Muse er alt dét, hun udelader fra fortællingen, bl.a. sine ægteskaber (og deres afslutninger) og ikke mindst datteren Jestas eksistens. Det er én mulighed, det er ikke sikkert, at teksten er begyndelsen til et svar på Astas erindringer, men det ville være forståeligt, hvis Urban Gad har følt trang til at give sin version af årene med Asta i Berlin. Den tyske film- og litteraturhistoriker Stephan Michael Schröder lufter samme antagelse i note 34 til sin artikel ”Und Urban Gad? Zur Frage der Autorshaft in den Filmen bis 1914”, trykt i antologien Unmögliche Liebe:Asta Nielsen, ihr Kino (Schlüpmann m.fl. 2009: 194-210).
Det tredje kamera
Flugten fra Berlin involverer tre voksne og et stort barn: Urban Gad, Asta Nielsen, hendes storesøster Johanne Nielsen og Astas 11-årige datter Jesta. De cirka 14 dage, som Urban Gads tekst spænder over, er beskrevet tidligere i både Astas erindringer og i Johannes dagbog. Så med denne tekst har vi nu tre af de fire tilstedeværendes individuelle blikke på begivenhederne. Det er nærmest som en film, hvor tre kameraer har registreret det samme handlingsforløb fra hver sin vinkel: Asta Nielsen i Den tiende Muse (pp.174-181) – klip! – Johannes dagbogsoptegnelser som refereret i Poul Malmkjærs bog Asta – mennesket, myten og filmstjernen (pp. 152-166) – klip! – den ’nye’ tekst af Gad. Og grunden til, at begivenhederne i Gads tekst kan tidsfæstes til dagene fra omkring 29. juli til 12. august er, at Astas søster Johanne har dateret sine optegnelser. Dagbøgerne er desværre ikke tilgængelige, da de ifølge Poul Malmkjær er i privat eje, hvorfra han lånte dem, da han skrev sin Asta-bog i 1999. Ejeren er nu død, og dagbøgernes videre skæbne kendes ikke.
Johanne, Asta og Jesta - sommerbilleder 1914. Framegrab fra Asta Nielsen privatoptagelser.
En nat på kasernen i Wittenberg – og ’slutningen’
Med disse tre kilder er det muligt at krydsklippe og -tjekke de beskrevne begivenheder. Urban Gad skriver detaljeret og over mange sider om deres ufrivillige ophold på kasernen i Wittenberg efter den lange køretur på cirka 130 kilometer ud af Berlin og sydpå, hvor de bliver stoppet ved 21 kontrolposter. Johanne sætter præcis dato på hændelsen, 5. august, og har selvfølgelig andre observationer med i sin optegnelser. Asta omtaler begivenheden over en enkelt side i Den tiende Muse, men hun ihukommer den senere i bogen, hvor hun beskriver sine oplevelser fra Hitlers teselskab i 1933 og det totalt forandrede Tyskland, som hun forlader i 1937: ”Pludselig bestormes jeg af den samme angstfølelse som i hin måneklare nat i 1914, hvor jeg står foran kasernen i Wittenberg og ser soldater drage mod Belgien” (Nielsen 1998: 267, Allen 2012).
Et andet eksempel på en scene, der beskrives fra tre synsvinkler, er den måde, de tre skribenter slutter deres respektive beretninger om flugten til Danmark på:
Asta: Langt om længe nåede vi den danske grænse, og først her fik vi medpassagerer, indtil nu havde togpersonalet og vi været de eneste rejsende. Det føltes som en højtid at træde over den danske grænse til et fredens land, det forekom mig, at selv fuglene her sang anderledes, og en herre lo højt ad mig, da jeg ved at høre en lærke synge udbrød: ”Åh, en dansk fugl!”
Johanne: Vi er i en Første-Klasses Kupé, kan vaske og frisere os, og er ved næste Station på dansk Grund. Her er intet Eftersyn, og i et planmæssigt Tog ruller vi videre, spiser paa Færgen og er Klokken 20.30 paa Københavns Hovedbanegaard. De andre tager til Humlebæk, og Peter Urban, rar og sød som altid, spørger om jeg ikke har Lyst til at tage med til hans Forældre. […] Nødigt vil jeg undvære min interessante Tur. Dog haaber jeg, at det maa være sidste Gang jeg rejser igennem et Land i Krig. Selv om næsten alle har gjort deres bedste for at lette os Vejen, saa er der dog noget forfærdeligt i, at et stort, velordnet Folk paa nogle faa Dage kan miste Besindelsen og være henrykte, hver og én, for selv at spille Øvrighed.
Gad: Og saa naaede vi over selve Grænsen, som jeg forgæves spejdede efter at se, til Vamdrup, glad over at have ladt det sidste af det krigsførende Tyskland tilbage bag mig i Grænsegendarmens Person.
Det første, jeg saa af Danmark, var en Jærnbaneportør med et rart, blond, udvisket Ansigt, staaende og lirke mageligt med nogle Kasser paa (103) en Godsvogn. Han så velvilligt til os og spurgte, som var vi gamle Venner - : Naa, hvodden gaar det dernede? De har sgu ikke taget Liege alligevel, he, nej Gu’ har de ej – Belgierne har s’gu høvlet dem”.
Det var Danmark, jeg mødte, vegt og venligt, ligefrem og udisciplineret; Danmark, som altid havde sit Hjærte med de svage, og aldrig lærte, at vurdere de stærke, aldrig lærte at vejre, hvad Vej Sejrens Storm vil blæse.
Samme Aften naaede Asta, Jesta og jeg til Humlebæk, hvor
Som det fremgår, er der forskellige udlægninger af, hvem der tager hvorhen efter ankomsten til København. Johanne skriver, at Gad, ”rar og sød som altid” spørger, om hun vil med til hans forældre, der boede i Dr. Tværgade 40 – ”de andre” er taget til Humlebæk. Det kan kun være Asta og Jesta. Gad skriver, at han og Asta og Jesta tager til Humlebæk, og med de ord slutter hans beretning brat. Bliver det ubærligt her, fordi det egentlig forholdt sig anderledes? Asta nævner det ikke med et ord – Urban er ikke længere en del af hendes liv og dermed ude af hendes fortælling i erindringsbogen.
Urban Gad og hans filmkarriere
Ingen har for alvor beskæftiget sig med Urban Gad, hverken danske eller tyske filmhistorikere. En enkelt undtagelse er førnævnte Stephan Michael Schröder, som med sin artikel ”Und Urban Gad? Zur Frage der Autorshaft in den Filmen bis 1914” fra 2009 netop sætter spot på Gads rolle og store betydning for Asta Nielsens succes. Schröder beskriver her deres forhold som ”… et succefuldt arbejdsfællesskab – et arbejdsfællesskab, hvor Urban Gad havde en langt større betydning for filmene, end man hidtil har tilskrevet ham" (min oversættelse).
Peter Urban Gad (1879-1947) voksede som søn af kontreadmiral Nicolaus Urban Gad og forfatterinde Emma Gad op i et borgerligt og kulturelt dannet hjem i København, hvor kunstnere og meningsdannere var hyppige gæster. Han uddannede sig oprindelig til kunstmaler i København og Paris og blev efter hjemkomsten derfra ansat på Det ny Teater, hvor han mødte Asta Nielsen, som var med i skuespillertruppen – hun betegner ham i sine erindringer som ”teatrets kunstneriske rådgiver og maler” (Nielsen 1998: 102). Han indledte sin filmkarriere i 1910 med at skrive og instruere Afgrunden med Asta i hovedrollen. Afgrundens betydning for filmen som kunstart og ikke mindst film som en attraktiv handelsvare kan ikke overvurderes. Den blev en kæmpesucces i hele Europa. Filmopkøbere og -udlejere tjente store summer på denne ’Film-Sensation’, Asta fik ifølge hende selv bare 200 kr. for rollen (Nielsen 1998: 104).
Familien Gad i sommerhuset i Humlebæk: Peter Nicolaus, Peter Urban og Emma. Framegrab fra 'Admiral Gad' (1913).
Umiddelbart herefter skrev Gad og Asta kontrakt med Deutsche Bioscop i Berlin på to film, som hurtigt blev til 31 tyske film frem til udbruddet af Første Verdenskrig, hvor Gads erindringsfortælling tager sin begyndelse. Det har krævet en enormt høj produktivitet, hvilket da også adresseres af Gad i beretningens allerførste sætning:
Vi havde taget Film hele Sommeren, Dag ud, Dag ind, i glødende Hede havde vi arbejdet med en dirrende, utrættelig Energi, der sled i vore Nerver, alt medens vi stirrede som hypnotiserede paa det ene store Maal: at slaa enhver Rekord i Arbejdets Hurtighed og Værdi. […] Og vi slog virkelig enhver Record – de 8 store Film var gode, og de var gjort færdige paa 46 Arbejdsdage (transskription, p. 1).
I Den tiende Muse beskriver Asta i en af bogens sjældne bemærkninger om sin ægtemand Urban Gad som ”en glimrende organisator” (Nielsen 1998: 123). Parret, som havde kendt hinanden siden foråret 1910, giftede sig 11. maj 1912 og flyttede permanent til Berlin nogenlunde samtidig. Da de sidste optagelser på den sidste film for produktionsselskabet Union var i hus i slutningen af juli 1914, og de efter den strabadserende flugt var kommet til Danmark, skiltes deres veje. Asta nævner som sagt ikke dette med ét eneste ord i sine erindringer, men vi ved, at hun søgte og fik separation fra Peter Urban Gad den 19. oktober 1914 (Malmkjær 2000: 168) – bare et par måneder efter ankomsten til Danmark. Ifølge Gads tekst var dette brud ikke forventeligt. Parret havde planer for fremtiden, som det fremgår af følende passus:
Under optagelserne til 'Die Tochter der Landstrasse' (1914). Fra venstre fotograferne Carl Freund og Axel Graatkjær samt instruktør Urban Gad.
Den nye Serie skulde være vor sidste paa vor gamle Kontrakt med Union. Næste Aar vilde vi arbejde for egen Regning, og en Række Succes’er vilde faa vort Værd til at stige – ogsaa rent pekuniært, give Æren en gylden Glans ud i Fremtiden (transskription p. 1, min understregning).
Urban Gad fortsatte sit virke som filminstruktør i Berlin efter bruddet med Asta Nielsen og instruerede i perioden 1916-1921 yderligere 25 film eller deromkring. I 1922 giftede han sig med den tyske skuespillerinde Esther Burgert Westenhagen, og parret flyttede samme år hjem til København, hvor Gad blev biografdirektør. Frem til sin død, 26. december 1947, ledede han Grand Teatret i Mikkel Bryggers Gade. Urban Gad var derudover en flittig kronikør og tog gerne del i filmrelaterede debatter i dagbladene. Han skrev det første egentlige teoretiske værk på dansk om filmkunst Filmen: Dens Midler og Maal i 1919, og i 1949 – efter hans død – udkom bogen Klunketiden paa en anden Maade, oprindelig et kulturhistorisk foredrag, som Gad holdt i november 1947, bare seks uger før sin død.
Asta og Gad – et arbejdsægte-/fællesskab
Asta Nielsen har fået masser af spalteplads og (selv-)biografisk opmærksomhed, men som sagt er hun påfaldende fåmælt, når det handler om Urban Gad, der var banebryder for hendes karriere. Poul Malmkjær fremstiller i sin Asta-bog Urban Gad som den intellektuelle fornuftsperson i menagen, der ikke gjorde meget væsen af sig. Deres tid sammen var voldsomt produktiv og på vulkaner, i hvert fald arbejdsmæssigt, men kort – bare fem år. Hun er skrappedullen med et vildt temperament og nerverne uden på tøjet, han er ro og overblik. Hun er rap i replikken, han er velovervejet, analyserer situationen og handler herefter. Som da han beskriver filmholdets diskussioner om, hvorvidt der bliver krig eller ej, hvor han holder på, at det ikke kommer så vidt:
Alle de andre [tyskerne] talte mig imod, kun Asta, der var vant til at faa sine Meninger om de store Ting færdig prægede fra mig, stod paa min Side (transskription, p. 3).
Hinandens modsætninger, men også et berigende arbejdsfællesskab. Asta Nielsen og Urban Gad efter en vandgang under optagelserne til 'Engelein' i 1913.
Det er selvfølgelig forsimplet at sætte dem op som hinandens modsætninger på den måde, men når man læser Gads tekst, finder man beskrivelser af Astas temperament og obsternasighed, som ikke er beskrevet før:
Mit Had til al Massesuggestion smittede hende, og støttedes af hendes gamle Uvilje mod alt preussisk Væsen; men hendes Standpunkt var, paa Grund af Svingningerne i hendes Nerver, skiftende, snart raabte hun begejstret Hurra for et bortdragende Regiment, snart gjorde hun Demonstration imod den herskende Stemning, hvilket var meget farligt, baade for hende selv og for os Andre.
En Aften var vi saaledes inde paa Café Exelsior, i vort (39) Hotel. Publikum var i den stadige nervøse Ophidselse, gik og kom rastløst, kastede sig over Aviserne, havde det mistroiske, forskende Blik, der fandtes i alle Øjne, som søgte de efter Spioner og andre Fjender af det overfaldne Fædreland. Saa satte Musiken i med at spille ”Wir treten zum Beten”, frygteligt udført og med Klokkeklange, der fremkaldtes ved Slag paa ophængte Metalstænger. Publikum var stærkt opbygget, medens Asta med et haanligt Smil kom med sarkastiske Bemærkninger, hvilket allerede gjorde mig betænkelig nok; men straks derefter satte Kapellet i med ”Deutschland, Deutschland über alles”. Enhver rejste sig, ogsaa jeg og Astas Søster. Men Asta selv blev siddende og nægtede, trods mine indstændige Opfordringer at gøre det. Det var første Gang at hun direkte havde nægtet at gøre noget, jeg krævede, men i hendes lidt overophidsede Tilstand forekom det hende uværdigt saaledes at hylde en Nation, hun ikke elskede, hun havde lov at sidde naar hun vilde osv. Jeg tror, at kun den Omstændighed, at enhver kunde se baade Johanne (40) og mig ligefrem prøve paa at hale hende op ved Armene, reddede os fra de største Ubehageligheder fra det tilstedeværende Publikum, der i Fædrelandsk Løftethed sang med paa Omkvædet. Jeg betalte hurtigst mulig og fik hende af Bagindgangen til Hotellet op paa vort Værelse (transskription, p. 10-11).
Eller langt ude i skoven, hvor både Astas provo-humor og Gads sans for at beskrive den skinner igennem i en af de indledende scener i beretningen. Filmholdet er på optagelse i et skovområde i de sachsiske alper og bliver stoppet af det tyske ”forstpoliti”. Produktionsleder Körner må tage skideballen og er meget beklemt ved situationen:
… medens Asta, der altid blev uforskammet, naar hun kom i Nærheden af Politi og andre Myndigheder med en haanlig Latter forlangte sin Pudderdaase, maalte Overførsteren fra oven og nedefter og derpaa gav sig til at pudre sig, stadig siddende, saa Pudderet drev som en Sky hen over de græsgrønne Vogtere af Retfærdigheden (transskription, p. 2).
I Astas skygge
Urban Gads filmvirke stod i skyggen af hans filmstjerne-hustru allerede dengang i begyndelsen af 1910’erne. Den tyske filmhistoriker og Asta Nielsen-ekspert Martin Loiperdinger skriver, at al reklame udelukkende fokuserede på Asta – Urban Gads navn blev ikke nævnt. Først fra 20. februar 1913 og fremefter blev han krediteret i forbindelse med filmene, men figurerer stadig ikke i reklamematerialet. En enkelt undtagelse er en annonce i Erste Internationale Filmzeitung no. 23, 7. juni 1913 (Loiperdinger 2013: 93), hvor Gads portrætbillede og navn optræder under tre rolleportrætter af Asta. Derudover nævner Loiperdinger, at Gad blev omtalt i et instruktørportræt af redaktør Paul Ehren under overskriften ”Regiekunst” i Union-Theater-Zeitung (1:35, 8.-14. november 1912, pp.1-2) som ”… the master of the modern art of film directing”. Blandt andet fremhæves hans sans for lyssætning og location-optagelser. Asta bekræfter faktisk dette med en sjældent rosende bemærkning om Gads evner (Nielsen 1998: 127):
Hver sæson bragte yderligere afveksling ved en rejsefilm, hvis maleriske landskaber spillede en ikke uvæsentlig rolle i filmens handlig. Sådanne films gav Urban Gad rig lejlighed til at udfolde sine evner for det rent billedlige; hans valg af motiver var en sjælden skønhed, der påtrængt dækkede over mere eller mindre vellykkede skuespilpræstationer.
Urban Gad og Asta Nielsen på set'et i Babelsberg under optagelserne til S.1. (1913).
Selvbiografi, historisk kilde og dramatisk fortælling
Urban Gads beretning er både en selvbiografisk tekst, som fortæller om Gads filmarbejde og giver læseren indblik i hans personlighed og reflektioner, men også et historisk dokument – en kilde blandt utallige andre til viden om udbruddet af Første Verdenskrig, set fra Berlin med danske øjne.
Hvis Gad virkelig havde en intention om at udgive sine erindringer, kan man kun på baggrund af beretningen beklage, at han ikke nåede i mål med sit forehavende. Men nu bliver det, der er bevaret, tilgængeligt på Kosmorama.org. De gulnede sider i det grå omslag er sammen med et par andre ting blevet arkiveret i en arkivæske med påskriften ”Urban Gad Særsamling”. De kan ses på Det Danske Filminstituts Bibliotek.
Tak til lektor emeritus Karl Christian Lammers for historiekritisk læsning og til professor Stephan Michael Schröder (Universität zu Köln) for frugtbare diskussioner af Gads tekst.
Litteratur
Allen, Julie K. (2012): "Tea with Hitler and Goebbels" in Journal of Scandinavian Cinema, vol. 2, issue 3.
Loiperdinger, Martin (2013): ””Die Duse der Kino-Kunst”. Asta Nielsen’s Berlin Made Brand” in Martin Loiperdinger & Uli Jung: Importing Asta Nielsen: The International Film Star in the Making 1910-1914. KINtop Studies in Early Cinema, vol. 2.
Malmkjær, Poul (2000): Asta: Mennesket, myten og filmstjernen. P. Haase & Søns Forlag.
Nielsen, Asta (1998, opr. 1945 og 1946)): Den tiende Muse. Gyldendal, 3. udgave.
Schröder, Stephan Michael (2009): ”Und Urban Gad? – Zur Frage der Autorenschaft in den Filmen bis 1914” in Heide Schlüpmann / Eric de Kuyper / Karola Gramann / Sabine Nessel / Michael Wedel: Unmögliche Liebe – Asta Nielsen, ihr Kino. Verlag Filmarchiv Austria.
Kildeangivelse
Richter Larsen, Lisbeth (2014): Flugten fra Berlin – Urban Gads øjenvidneberetning fra krigsudbruddet i 1914. Kosmorama #256 (www.kosmorama.org).
Se omtalte film på Stumfilm.dk:
Filmdatabasen om Urban Gad:
