Cable Hogue

Sam Peckinpah er i Chaplin nr. 92 bl. a. blevet spurgt om sit forhold til den gamle mester, John Ford. Det vigtige i svaret er ikke det meget naturlige, at Peckinpah beundrer Ford, ej heller at han mener sig selv »mere moralsk dobbelttydig«, mørkere, goya’sk som nogen siger. Det kan være rigtigt nok, men det spændende er nærmere det, at Peckinpah indser sit eget behov for en befriende humor, der kan måle sig med den gamles, lårklaskende, for at han ikke skal forsvinde under jorden, ned i mørket.