Portræt af Carl Th. Dreyer i alderdommen

Dreyer er sine film, og de er ham, også nu - især nu - efter hans død i dette forår, og det i en mere specifik betydning, end den almene, at manden er stilen og omvendt. Dreyer identificerede sig med sine film på en ganske særlig, på engang klinisk upersonlig og dybt personlig måde og ønskede aldrig at blive betragtet eller vurderet på anden måde end i forbindelse med dem, han havde skabt, og som potentiel skaber af andre, mere eller mindre udformede film.