Dreyer in memoriam...

Alderdommens værker, siger Malraux et sted, er for en kunstner ofte dem, hvori hans egentlige begavelse, befriet fra den stadige tanke om at blive kendt eller prøve sig selv – som er både den modne alders og ungdommens besættelse – giver sig selv i sin både naturligste og rigeste form. Det er det øjeblik, hvor publikums eller selvransagelsens blik ved dødens nærhed erstattes af et andet og meget mere inkvisitorisk og tvingende spejl.