Filmkunstens tro tjener

En humorist har engang udtalt sin undren over, at aviserne altid omtaler berømte menneskers død, men aldrig deres fødsel. Og på lignende måde kunne vi undre os over, at de gang på gang først henleder vores opmærksomhed på kunstnernes værker 10-20 år efter, at de er blevet til. Da Robert Bressons film 'En landsbypræsts dagbog' i februar 1951 for første gang blev vist i Paris, var der kun meget få filmkritikere, der forstod, at de her stod over for et kunstværk af helt usædvanlig værdi. André Bazin var en af de få, der i en i dag berømt artikel i Cahiers du cinéma (oversat i 'Se – det er film', II, s. 148-165) lod forstå, at han havde fået færten af, at der her var tale om et mesterværk.

Martin Drouzy

Hent PDF