Finsk film

Da Maunu Kurkvaaras 'Rakas' ('Kåraste') blev vist i Stockholm i efteråret 1962, talte en skribent om amatørlandet og en anden om hundesyge. Det er dog forbigående fænomener, der begge kan overvindes. Da jeg selv for fem år siden i 'Kosmorama' beskrev Finlands muligheder på filmens område, var slutdiagnosen fatalistisk. Internationalt set, og altså i et videre og mere objektivt perspektiv, må man endnu i dag konstatere, at finsk films situation ikke er ændret meget. Der er dog ved at ske en vis strukturændring: en del nye producenter og instruktører er dukket op, og en del af de mest pålidelige instruktører – som endnu gav tonen an for fem år siden – laver færre og værre film. Hannu Leminen og Ville Salminen er gået over.