Det gyldne år

»Hvis der nogen sinde har været en tid, hvis der nogen sinde har været et år, i hvilket vore film på trods af de kriser, der præger de internationale film, har vist sig at have en enestående styrke, så er det nu, i år«. Denne udtalelse er af den italienske filmkritiker Gian Luigi Rondi, men den dækker de fleste italienske filmkritikeres mening. Grunden til denne begejstring er ikke, som man kunne tro, de store italienske instruktørers (Antonioni, Visconti, de Sica etc.) sidste film, men skyldes, at 1962 har bragt film af de instruktører, der er ved at skabe sig et navn i Italien (Rossi og Pasolini) og at en hel del instruktører netop i år har skabt deres første film, det gælder Bernard o Bertolucci, Eriprando Visconti (en nevø til Luchino) og Guiseppe Patron i Griffi.