#242: Mellem fakta og fiktion

‘I sandhed en utrolig løgn' - sådan lyder undertitlen på Morten Hartz Kaplers’ både provokerende og originale film AFR (2007), der som bekendt ikke alene lader statsminister Anders Fogh Rasmussen myrde, men også fremstiller ham som både bøsse og dybt engageret i udviklingslandenes ve og vel. Fiktion altså, men klippet sammen af faktuelt materiale, hvilket - trods undertitlen - gav anledning til en til tider ganske ophidset debat om, i hvilket omfang man kunne tillade sig at ‘manipulere med sandheden'.

Fra den anden ende af fikfak-spektret tiltrak Sami Saif og Phie Ambos personlige dokumentarfilm Family sig i 2001 stor opmærksomhed for sin systematiske brug af virkemidler, der ellers hovedsagelig forbindes med fiktionsfilmen - hvilket indbragte filmen såvel en række priser som beskyldninger for ‘løgnagtighed’.

AFR og Family er blot to danske eksempler på de senere års opblødning af det traditionelle skel mellem fakta og fiktion. At grænserne bliver mere flydende, betyder dog hverken, at det er blevet vanskeligere for tilskueren at afgøre, hvad der er hvad - vi er trods alt sjældent i tvivl om, hvorvidt en given film er en dokumentär- eller en fiktionsfilm - eller at disse grænser nogensinde har været klare og entydige. De fleste fiktionsfilm trækker jo i et eller andet omfang på fænomener i den virkelige verden, og i forlængelse af John Griersons karakteristik af dokumentarfilmen som en “kreativ bearbejdning af virkeligheden” dramatiserede selv 1930’ernes klassiske dokumentarfilm den virkelighed, de dokumenterede. Men ikke desto mindre må man konstatere, at stadig flere film placerer sig i en slags gråzone mellem fakta og fiktion, hvor faktafilm inkluderer fiktionselementer og/eller trækker på fiktionskoder, og vice versa...

Læs hele introduktionen

Kosmorama 242 / Vinter 2008

 

 

Hent PDF

Indhold