Året 2001 klinger af film, det klinger af filmkunst. Men hvordan har filmkunsten det egentlig? Vi har stillet os selv - og en række filmskribenter - spørgsmålet. Mainstreamfilmen markerer sig til stadighed i biografer og på tv. Der er ingen fare for, at Gladiator eller Pearl Harbor ikke bliver bemærket. Men hvordan er udviklingen i den filmkunst, som skal finde mediets nye veje og muligheder?
Vi giver svaret i form af 83 instruktørpræsentationer. Her er navne - ældre såvel som yngre - fra en lang række lande, udvalgt blandt dem, der afsøger de filmkunstneriske muligheder i disse år. Nogle er gamle kendinge som Robert Altman (født 1923), hvis Short Cuts er en af de mest indflydelsesrige film i nyere tid, andre er helt unge eller nye talenter som iranske Samira Makhmalbaf (født 1980), amerikanske Spike Jonze og tyske Veit Helmer med kun en enkelt eller to film bag sig. Den ene halvdel er navne, der nærmest giver sig selv, den anden halvdel er mere en blanding af personlig smag og kvalificerede gæt.
Vi har set bort fra de afdøde - ingen Kubrick, ingen Kieslowski eller Widerberg - og fra dem, som ikke mere tegner den fornyende filmkunst, selv om de engang gjorde - Francis Coppola, Martin Scorsese: konventionaliseringen har taget dem, ligesom den forlængst har taget Chabrol, Forman og Polanski. Vi har også udeladt en overvintret revolutionær som Jean-Luc Godard, der engang bragte filmkunsten mere fornyelse end de fleste af dette binds navne til sammen. Engang, ja, men ikke mere.
Og ligesom vi har set bort fra mainstreamfilmens store og små, ingen Steven Spielberg, Ridley Scott, James Cameron eller Curtis Hanson, er der heller ikke taget hensyn til distingverede skikkelser som Stephen Frears, Volker Schlondorff, James Ivory, Jan Troell, Neil Jordan. Smuk, civiliseret filmkunst, men ikke vejvisere ind i nye territorier.
Ud fra de samme kriterier har vi også set på tidens danske film. Her gælder det ikke nødvendigvis dem, der laver de bedste og mest sympatiske film, men dem der prøver noget originalt og nybrydende - med større eller mindre held.
Læseren vil muligvis savne visse navne eller mene, at nogle af dem, der er med, ikke hører hjemme i dette eksklusive selskab. Sådan må det næsten være. Vi gør os ingen illusioner om, at der vil være universel enighed om de instruktører, som præsenteres her. Men de er altså redaktionens og skribenternes bud på de væsentligste af de filmskabere, som ikke blot tegner den internationale filmkunst netop nu, men også peger ind i fremtiden.
Stofmængden har nødvendiggjort et dobbeltnummer. Men Kosmorama er tilbage til næste år med de sædvanlige to numre. Det første bliver et temanummer om dokumentarfilmen, historisk og aktuelt.
Redaktion/Kosmorama 227-228: Redaktion: Peter Schepelern (ansvarshavende), Eva Jørholt, Dan Nissen.
Forsiden (oppefra): Mike Booth: Little Dark Poet (BolexBrothers Ltd), Wong Kar-wai: Happy Together, Roy Andersson: Sange fra anden sal, Steven Soderbergh: Traffic, Lars von Trier: Idioterne; samt yderst t.h.: Tom Tykwer: Lola.