#224: Filmens ny verden

Filmen har været 1900-tallets store medium, et oplevelsesmedium, et fortællemedium og et informationsmedium. Her på tærskelen til det nye århundrede - skal vi tale om 2000-tallet? - tager vi bestik af filmens situation og fremtid. Vi ser på de nye strømninger i mediebilledet, teknisk og æstetisk. Og på den filmkunst, der peger fremad.

Klaus Bruhn Jensen og Stig Hjarvard analyserer mediernes situation i 90’erne og gør sig hver især tanker om mediernes fremtidige udvikling. Bent Fausing belyser med udgangspunkt i den tyske instruktør Edgar Reitz den moderne tilværelses transformation til digitaliseret medium. Torben Grodal undersøger computerspillets interaktive fortælleform, mens Ole Ertløv Hansen leder efter nye tendenser i filmfortællingen. Jakob Stegelmann giver en oversigt over de nye computeranimationsteknikker, kendt som CGI (Computer Generated Images), der præger flere og flere film, både animationsfilm og 'almindelige' film. Lennard Højbjerg ser på det æstetiske samspil mellem musikvideo og fiktionsfilm.

Endelig er der fokus på tre nyskabende instruktører fra 90’erne. Adam Frederik Nissen Feldt fortæller om Peter Greenaways nye gigantprojekt The Tulse Luper Suitcase; Birger Langkjær fortæller om spillet mellem fiktion og virkelighed i Lars von Triers dogmefilm, og endelig analyserer Eva Novrup den originale struktur i Atom Egoyans The Sweet Hereafter...

Læs hele introduktionen

Kosmorama 224 / Vinter 1999

 

 

Hent PDF