Satyajit Ray og den hvide verden

Når Satyajit Ray nu på 27. år opretholder sit monopol som indisk films eneste egentlige internationale statussymbol, skyldes det i følge visse kritikere, at han er den mindst indiske i branchen. Skønt landet som bekendt råder over verdens største, nationale produktion af spillefilm – ca. 900 i 1980 – er det under denne synsvinkel ikke på trods af, men i kraft af sin outsider position i indisk filmindustri, at Ray har opnået sit omdømme som filmhistorisk klassiker og vestlig filmkritiks kæledægge. Rays rolige, poetiske skildringer af indisk hverdag står ikke blot i kontrast til den enorme masse af kommerciel virkelighedsfortrængning, der udgør langt det meste af den indiske filmproduktion. De appellerer tillige til vestlige yndlingsideer om kunsten som dybest set overnational og socialt uidentificerbar. I Rays tilfælde har man hæftet sig ved det »almenmenneskelige« på bekostning af det »indiske« i hans filmkunst.

Søren Birkvad

Hent PDF

Subscribe to our newsletter and stay updated: