Drouzy om Dreyer

Normalt isolerer vi et kunstværk fra den helhed, hvoraf det er vokset ud, den samfundsmæssige helhed, som stillede sine krav til kunstværket, og den menneskelige helhed, som er kunstnerens, der skabte det. Den betragtningsmåde der opstår, får os til at nyde skønheden i en meksikansk skulptur, selvom den engang var offersten i et grusomt ceremoniel, hvor mennesker dræbtes til gudernes ære. Den får os til at smykke vore hjem med malerier, hvis farver er strålende, men hvis indhold er en kunstners meddelelse om dyb menneskelig fortvivlelse og angst. Eller vi ser Dreyers film, uden at vide at de handler om hans tabte mor, hans mangel på kærlighed, på herkomst og fortid.