Pasolinis inferno

Hvordan beskrive og afskrive volden, som i fascismens iscenesættelse blev en æstetisering af den politiske magt, der derved ikke kun undertrykte, men også fascinerede? Spørgsmålet har meldt sig ved flere lejligheder i de seneste års film, der har taget fascismeproblematikken op, senest i Pier Paolo Pasolinis 'Salo eller de 120 dage i Sodoma'. Denne film føjer sig på sin egen måde til rækken af analytiske forsøg på filmisk at afdække fascismen.