Jørgen Stegelmann
Det siges, at tredivernes filmstjerner nærmest stod i kø for at komme med i en Lubitsch-film. Det tror man gerne. Hos Lubitsch fik det klogeste i talenterne mulighed for at udfolde sig, begavelserne fik lejlighed til at lege med vittige situationer og perfekte replikker, og dialogerne opfordrede til et velafvejet og velberegnet samspil mellem folk, der kendte tonefaldet, det tonefald, der prægede periodens hvasseste humor, en sarkastisk og skarp jargon, som de rette indviede hos Lubitsch kunne benytte med præcision og elegance. Det er en dreven og udspekuleret leg på overfladen, i de bedste scener et spil, der udfolder sig henkastet og vægtløst, men som samtidig overrumpler ved konstant at afsløre noget nyt.
Tilmeld dig Kosmoramas nyhedsbrev og få besked i din indbakke når der er nye udgivelser på Kosmorama.org.
Subscribe to our newsletter and stay updated: