Profession: Reporter

Det er en film, som først og fremmest er en digters værk, en film, hvor hvert enkelt billede er rigere end det udsagn, man formår at aftvinge det på prent. Dermed er tillige det afgørende sagt om denne artikel, der kan forsøge at blotlægge visse motiver i 'Profession: Reporter' og måske tilmed sætte dem i relation til andre dele af Antonionis værk, men som til syvende og sidst er dømt til at komme til kort over for filmens utrolige kompleksitet. Lad det endelig være tilføjet i denne indledende sammenhæng at den tilstræbt nøgternt holdte analyse overalt er baseret på en uindskrænket beundring for filmen - en fornemmelse af at stå over for et af de værker, der udtrykker noget så fundamentalt om sin tid, at det på forhånd synes selvskrevet til betegnelsen klassisk.