Myten om Marilyn

Dengang jeg gik i skole, var Marilyn stjerne i Hollywood. Dengang jeg var 10 år, var hun omkring de 30. Hun var platinblond, jeg var leverpostejfarvet, hun havde den barm, man skulle ha’, jeg havde ingen, hun havde blå safirøjne, jeg havde brune, hendes skikkelse var fyldig, voluptuøs, min var benet og ranglet, hun havde kendt mange mænd, jeg havde ikke så meget som kysset en dreng. Men hver gang jeg gik i biografen og så hende, følte jeg, at jeg lignede hende på en prik. Sådan har jeg aldrig følt det med Elizabeth Taylor, Jane Russell eller Doris Day. Men altså: identifikationen var hverken noget glamourøst eller frydefuldt. At føle fællesskab med Marilyn var utrygt og angstbetonet, fornemmelsen af at blive fortæret uden at kunne bide fra sig.