Andrej Tarkovskij og håbets generation

Det var håbets generation. En generation, som i barndommen og ungdommen kun indirekte oplevede den altgennemtrængende frygt, der var målet og resultatet af stalintidens fysiske og åndelige terror. Det var en generation, der blev voksen på grænsen mellem 50-erne og 60-erne, en tid, der var præget af håbet om den uigenkaldelige demokratisering af det sovjetiske samfund. Det var en generation, der ikke var bundet af konformitet, og som lod hånt om autoriteterne og den beregnende forsigtighed. Andrej Tarkovskij tilhørte denne generation og fra skolebænken trådte han ind i Mosfilms studier.