Farver og lyd var de væsentligste af de elementer, der ikke var umiddelbart tilgængelige for det tidlige filmsprog. Begge ‘mangler’ blev søgt udbedret på forskellig vis i stumfilmens epoke, men først siden 30’erne var filmteknologien i stand til helt at omfatte lyd og farve. Lydfilmen satte hurtigt en definitiv stopper for stumfilmen (når bortses fra en vits som Mel Brooks’ Silent Movie, 1976), mens sorthvid-filmen stadig lejlighedsvis bliver dyrket (Woody Allen, Martin Scorsese, Steven Spielberg - og Lars von Trier).

Dette Kosmorama-nummer ser på farverne og filmen, for selv om farverne nu må betragtes som et næsten obligatorisk element i spillefilmen, har det i nogen grad været forsømt som forskningsområde. Eva Jørholts artikel giver en historisk oversigt over partnerskabet mellem film og farve og redegør for de teorier, der knytter sig hertil.

Resten af nummeret handler om lyd, mest om den lyd som kaldes musik. Peter Schepelerns artikel påviser nogle udviklingslinjer i filmmusikkens historie, Palle Schantz Lauridsen tager sig af Charles Chaplins særlige holdning til musik og lyd, Birger Langkjær undersøger, hvordan musikken får sin mening i filmen, og Peter Larsen analyserer filmmusikkens narrativitet.

Kosmoramas næste nummer kommer til sommer og handler om film noir.

Redaktion: Peter Schepelern (ansvarshavende), Eva Jørholt, Dan Nissen.

Forside: Fra Dimitri Tiomkins partitur til Hitchcocks Strangers on a Train (1951).