Dokumentarfilmen er filmverdenens stedbarn og bliver ofte lidt ukærligt skubbet til side, når spillefilmen kommer stormende og tager det meste af opmærksomheden. Men ikke desto mindre er dokumentarfilmen et felt, hvor noget af den vigtigste filmkunst bliver skabt. Faktisk kan man mene, at dokumentarfilmen i særlig grad formidler det essentielle ved filmmediet, udnytter den særlige realisme, som mediet så at sige er født med.

I dette nummer sætter Kosmorama fokus på dokumentarfilmen med en serie artikler, som orienterer om aktuelle trends, fremsætter nye synspunkter i den standende diskussion om forholdet mellem virkelighed og dokument, portrætterer udvalgte dokumentarister eller stiller skarpt på enkelte værker.

Tue Steen Müller ser på europæisk dokumentarfilm i disse år; Ib Bondebjerg gennemgår den ny danske dokumentarfilm, mens Anne Jerslev analyserer tidens trend af selvbiografisk videodokumentarisme. Jakob Høgel går til antropologien for at finde begreber og metoder til at beskrive en dokumentarfilms tilblivelsesproces; Mikael Opstrup anskuer dramaturgi og virkelighed som komplementære størrelser og argumenterer for nødvendigheden af at få dem til at gå op i en højere enhed, og Trevor Elkington ser på det digitale videoformats betydning for forholdet mellem film og virkelighed. På baggrund af en nylig bog giver Rasmus Brendstrup et overblik over dokumentarfilmens historie, mens Kassandra Wellendorf skriver om Dziga Vertovs formeksperimenter, Anne Jespersen om den franske klassiker Farrebique, og Søren Birkvad om Resnais’ Nat og tåge. Christian Monggaard Christensen tegner et portræt af Michael Moore, Kenneth De Lorenzi går på opdagelse i Errol Morris’ univers, og endelig redegør Rasmus Brendstrup for den subtile leg med virkelighed og repræsentation i Abbas Kiarostamis Close-Up.

Læs hele introduktionen