1910’erne bød på en sand opblomstring af Hollywood-film, som dæmoniserede trossamfundet Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, bedre kendt som Mormonkirken. Heriblandt blockbusteren 'The Mountain Meadows Massacre' (ukendt instruktør, 1912), samt titler som 'The Danites' (Francis Boggs, 1912) og 'Riders of the Purple Sage' (Frank Lloyd, 1918), baseret på Zane Greys roman fra 1912 af samme navn. Mens de fleste af disse film foregår i det vilde vesten og fokuserer på påståede og faktiske idiosynkrasier i Utahs mormon-befolkning, forholder det sig anderledes med den film, der faktisk startede hele bølgen, nemlig 'Mormonens Offer' (August Blom, 1912). I stedet for det vestlige USA foregår denne film primært i Europa, formentlig København, men bymiljøet er så generaliseret, at der kan være tale om stort set enhver mellemstor europæisk by. Den handler om mormonernes infiltration af samfundet som helhed og specifikt om en enkelt familie og en mormon-missionær.
Forskellen mellem 'Mormonens Offer' og de mormon-film, der fulgte, kan skyldes det faktum, at filmen slet ikke blev produceret i Hollywood, men i Valby i Danmark, i Nordisk Films studier. Filmen havde premiere i Københavns Panoptikonteatret den 2. oktober 1911. Umiddelbart efter, den 11. oktober, åbnede den i Londons biografer, og i USA fik den premiere 5. februar 1912. Filmens succes i Storbritannien og USA førte til den ovennævnte bølge af anti-mormonfilm. Men spørgsmålet er: hvordan fik et dansk filmstudie overhovedet den idé at lave den første anti-mormonfilm, og hvad kan denne film fortælle om de prioriteringer og problemer, som optog dansk film og det danske samfund tidligt i det tyvende århundrede?
Nøjagtigt som den spærreild af mediedækning, der blev mormonismen til del i forbindelse med den amerikanske politiker og mormon Mitt Romneys præsidentkandidatur i USA i 2011-12, skal den voldsomme interesse for mormonismens liv og historie i det tidlige tyvende århundrede, som denne film præsenterer, ses i en specifik socio-politisk sammenhæng. Den pludselige folkelige fascination af mormonismen i denne periodes USA er oftest blevet kædet sammen med de højtprofilerede høringer, der blev holdt i Washington D.C. i 1904-06 på grund af den omstridte indsættelse af senatoren fra Utah, Reed Smoot og et samtidigt folkeligt korstog imod ’mormon-problemet’ i kulørte romaner, underholdningsblade, aviser, forelæsninger og skuespil (Olmstead 2004: 203). Men selv om denne sammenhæng kan begrunde anti-mormonfilmenes popularitet hos det amerikanske publikum, så forklarer den ikke dækkende årsagerne til, at et prominent dansk filmselskab i 1911 vælger at lave en film om et forholdsvist obskurt amerikansk trossamfund. For at besvare dette spørgsmål må man indregne stumfilmens muligheder som medie, de prioriteringer man foretog i den tidlige danske filmindustri, og forholdet til mormonismen i det danske samfund. Målet med denne artikel er at vise, på hvilke måder 'Mormonens Offer' kan ses som et eksempel på den filmisk opfindsomme og kommercielt succesfulde ’hvide slavehandel’-genre. Og hvordan den giver en spændende samtidig kommentar til den danske opfattelse af mormonismen i begyndelsen af det tyvende århundrede, og til den moderniseringsproces, det danske samfund generelt gennemgik i samme periode.
Hvid slavehandel som filmgenre
I de første årtier af det tyvende århundrede spillede dansk filmindustri en særdeles afgørende rolle i at udvikle stumfilmen teknologisk og økonomisk til en populær og profitabel underholdningsindustri. Danskerne var de første til at lancere det spillefilmlange erotiske melodrama, som blev en særligt værdifuld eksportvare til det europæiske – og i mindre grad det amerikanske – marked omkring 1910. I stedet for blot at lave filmatiseringer af romaner og skuespil, som det var sædvane, specialiserede de tidligste danske erotiske melodramaer sig i sensationalistiske fortællinger med private intriger, iblandet de farer der lurer på helt almindelige mennesker, særligt kriminalitet og seksualitet. Filmkameraets lidenskabsløse, altseende øje synliggjorde mellemmenneskelige relationer og konkrete steder, som tidligere havde været anset for private og derfor utilgængelige for udenforstående. Den markant øgede længde i spilletid – mere end dobbelt så lange film som man kendte til i tiden – gjorde det muligt at udfolde plottets kompleksitet, og styrkede publikums identifikation med filmenes protagonister.
Fotoramas 'Den hvide Slavehandel' (1910) - det lystige liv i bordellet.
Der er almindelig enighed om, at det første danske erotiske melodrama var 'Den hvide Slavehandel' (Alfred Cohn), som blev produceret af Fotorama i Århus i april 1910. Med sine 706 meter, svarende til ca. 40 minutters spilletid, var det den hidtil længste spillefilm produceret på dansk grund. Filmen byggede på sensationslitteratur men var også inspireret af en samtidig udbredt politisk aktivisme rettet imod bander af hvide slavehandlere, som kidnappede unge kvinder og videresolgte dem til prostitution. Filmen fortæller historien om en fattig dansk pige, Anna, der reflekterer på en stillingsannonce om at blive selskabsdame i et engelsk herskabshjem. I stedet ender hun med at blive overdraget til et bordel i London. Det lykkes hende at bevare sin dyd, i første omgang ved at slå fra sig, da den første kunde dukker op. Og hun bliver reddet i sidste øjeblik – efter en sindsoprivende biljagt – takket være en forstående kammerpige, sin forlovede Georg og Scotland Yard. Filmens spændingsmættede præmis, de tempofyldte action-sekvenser og de vovede visualiseringer af så forbudte steder som bordeller og den kriminelle underverden gjorde den til en publikumssucces over alt i Danmark.
Fotoramas slavehandel-film var så vellykket, at Nordisk faktisk besluttede at kopiere den direkte billede for billede – dog endte deres endelige version med at være cirka 100 meter kortere end Fotoramas original. Nordisk havde i øvrigt allerede i 1907 lavet en film med et lignende tema, nemlig 'Den hvide Slavinde' (Viggo Larsen), men uden samme overvældende succes som Fotoramas meget længere film, hvor der var rigere mulighed for identifikation med karaktererne. Nordisks version af 'Den hvide Slavehandel', som blev instrueret af August Blom, havde premiere i august 1910, og gik i biograferne side om side med Fotoramas version, nogle gange i den samme by på samme tidspunkt. Til forskel fra Fotoramas fokus på nærmest udelukkende det danske marked, havde Nordisk et vidt forgrenet distributionsnetværk i det kontinentale Europa og kunne eksportere 'Den hvide Slavehandel' med betydelig økonomisk gevinst til et stort europæisk filmpublikum.
Bordellet i Nordisk Films version af 'Den hvide Slavehandel' (1910).
Kombinationen af 'Den hvide Slavehandels' succes og Ole Olsens kortsigtede beslutning om ikke at købe de internationale distributionsrettigheder til Asta Nielsens fænomenalt indbringende debutfilm 'Afgrunden' (Urban Gad, 1910) betød, at Nordisk nu blev klar over salgspotentialet i den pirrende kombination af romantik, fare og skandale. Mens filmcensur blev mere og mere udbredt i Europa i første halvdel af 1910’erne, gjorde slavehandel-filmene tabu-emner tilladelige, da de kunne smykke sig med det pædagogiske sigte at advare unge kvinder om de potentielle farer ved at vove sig ud i den vide verden. Nordisks pressemateriale spiller på den lurende fare bag navnet "den hvide Slavehandel – tre Ord fulde af Uhygge og Rædsel, der bringer det ængstelige Moderhjerte til at skælve, og jager Harmens og Skammens Rødme op i en Faders Kinder, tre Ord der frækt griner af det tyvende Aarhundredes Civilisation og Fremskridt!" (Nordisk 1910). Selv om Nordisk hævdede, at de primært havde til hensigt at afdække problemer med hvid slavehandel, trak filmene tunge veksler på den pikant pjuskede ublufærdighed hos unge kvinder i kompromitterende situationer. Filmens danske og internationale succes ved billetlugerne beviste det profitable i at satse på sensationsfilm om kriminel aktivitet, generøst garneret med seksuel fare og vold.
Successen fortsættes - også med mænd som ofre
For at profitere så meget som muligt af offentlighedens interesse for forsøg på udnyttelse af unge kvinder, kom både Fotorama og Nordisk med hver deres fortsættelse bare få måneder efter. Fotoramas hed 'Slavehandlernes Flugt' (ukendt instruktør) og havde premiere 15. september 1910, mens Nordisks 'Den hvide Slavehandels sidste Offer' (August Blom) fik danmarkspremiere 23. januar 1911 – senere blev den distribueret i England og USA under titlen 'In the Hands of Imposters'. I dag ved vi ikke meget om Fotoramas film, men Nordisks er bevaret. Den er 930 meter lang og gentager sin forgænger både med hensyn til kommerciel succes og programmatisk holdning. Historien er en smule mere kompleks end i den første film: Edith, en ung pige, lokkes på afveje på vej til London, som hun flytter til for at bo hos en tante efter sin moders død. Ved en bande hvide slavehandleres mellemkomst – de har specialiseret sig i at indfange enlige rejsende unge kvinder – bliver Edith solgt til en lysten hertug. Og derefter bortført af en velhavende forretningsmand, som hertugen har afvist at sælge hende til. Efter at have afvist forretningsmandens tilnærmelser bliver Edith låst inde i et rum, så hun kan sulte indtil hun adlyder. Men en kreolsk stuepige får ondt af hende og alarmerer en ung ingeniør, som Edith havde mødt på færgen til England. Han redder hende ud af forretningsmandens hus, men overfaldes af grevens håndlangere, som erobrer Edith tilbage. Takket være en heroisk indsats af den kreolske stuepige, ingeniøren og det britiske politi bliver Edith atter reddet, dog først efter en sindsoprivende biljagt. Til sidst forloves hun med sin redningsmand.
Også mænd blev ofre i sensationsgenren, her Carlo Wieth som sømanden Willy i 'Shanghai'et' (1912).
Selv om størstedelen af slavehandel-filmene har kvinder i offerrollen, udgør 'Shanghai’et', eller 'Mænd som Ofre for Slavehandel' (Eduard Schnedler-Sørensen, 1912) en undtagelse ved at skildre en mand, der bliver shanghajet til tvungen sømandstjeneste. Som mange af de andre film i genren var også denne produceret af Nordisk og distribueret i Danmark af Fotorama. Filmen har Clara Wieth (senere Pontoppidan) i hovedrollen som Lilly Clausen, der er datter af en skibsreder., Overfor hende spiller hendes ægtefælle i det virkelige liv, Carlo Wieth, rollen som hendes forlovede, sømanden Willy. Tro mod genrens konventioner bliver en dydig helt – i dette tilfælde en mand i stedet for en kvinde – lokket i en kompromitterende situation; her ved at blive solgt til slavelignende forhold på et berygtet skib. Filmen adskiller sig fra de tidligere eksempler i genren ved at have en anderledes sidehistorie, der involverer en rival, som også bejler til Lilly og iscenesætter hendes forlovedes tvangsophold. Selv om Lilly gør meget for at opspore sin forlovede, tør filmen ikke at udfordre det klassiske kønsrollemønster ved ligefrem at lade hende redde ham. I stedet klarer Willy sin egen flugt ved at kaste sig ud fra udkigstønden og komme i sikkerhed på et nærliggende flådefartøj.
Fra hvid slavehandel til mormonisme
Tematiseringen af menneskehandel nåede et mætningspunkt hos både Nordisk og Fotorama, bortset fra et sidste eksempel med Urban Gads 'Det berygtede Hus', som havde premiere i november 1912. Både Nordisk og Fotorama valgte herefter at lave film, som tilbød publikum en hidtil uset adgang til en anden social sfære, som ansås for at være både mystisk og farefuld, nemlig mormonismen. Fotoramas film 'Mormonbyens Blomst' (1911, ukendt instruktør) handler om en ung dansk piges kvaler i Utah, hvor hun med nød og næppe undslipper et tvangsægteskab med en polygam mormon. Filmen adskiller sig imidlertid fra slavehandel-filmene på flere måder. Hovedpersonen Kristine Olsens knibe er ikke et resultat af hendes egne handlinger, men skyldes hendes faders beslutning om at emigrere til en mormon-bosættelse i Utah, og hans efterfølgende mangel på evnen til at leve efter den nye religions forskrifter. Det bringer lederne af det isolerede pionersamfund af mormoner i harnisk. Kristines tvangsægteskab indebærer ingen økonomiske fordele for hendes bortførere, handlingen skal tjene som straf for hendes fars udskejelser. Kristine undslipper til sidst sin skæbne med hjælp fra sin far og en ikke-mormonsk amerikansk cowboy, Tom Carter, som bringer hende hjem til Danmark. Her køber de faderens forladte smedje og slår sig ned i et dansk landsbysamfund.
I modsætning hertil ligger Nordisks 'Mormonens Offer' (1911), med undertitlen 'Et Drama om Kærlighed og sekterisk Fanatisme', på stort set alle punkter i direkte forlængelse af slavehandel-filmene. Med en imponerende længde på 1080 meter har filmen den internationale stjerne, Valdemar Psilander, i hovedrollen som mormonpræsten Andrew Larsson (stavet ’Larson’ i den engelsksprogede udgave). Han overtaler en ung kvinde, Nina Gram (Florence Grange i den engelske version), til at flygte med ham til Utah. Da Nina fortryder umiddelbart inden Amerikabådens afgang, tyer Andrew til vold og smugler hende med på skibet som sin fange. Ninas desperate bror Olaf (eller George) og hendes forlovede, Svend Berg (eller Leslie Berg) følger efter hende hele vejen til Utah, hvor det endelig lykkes dem at redde hende, dog – vanen tro – først efter en sindsoprivende biljagt og med assistance fra politi og en medfølende husholderske. 'Mormonens Offer' var en af Valdemar Psilanders tidligste film, men han var allerede en af de højest betalte skuespillere i Danmark og havde ry for at være en ægte hjerteknuser og gik under tilnavnet ’Verdens Valdemar’ (Pontoppidan 1949: 42). Hans medspiller i filmen, den ulykkelige Nina, var Clara Wieth, som tidligere havde spillet med i 'Den hvide Slavehandels sidste Offer' (August Blom, 1911) og 'Shanghai'et' (Eduard Schnedler-Sørensen, 1912).
Nina (Clara Wieth) og Andrew Larsson (Valdemar Psilander) i intim samtale i 'Mormonens Offer'.
I det engelsksprogede reklamemateriale, der stadig eksisterer om filmen, finder vi svaret på det første af artiklens to indledende spørgsmål, nemlig hvorfor et dansk filmselskab kunne finde på at lave den første anti-mormonfilm? Det korte svar er: for at tjene penge. Succesen med slavehandel-filmene havde demonstreret publikums appetit på skandalehistorier om sex, kriminalitet og vold. Den kyndige forretningsmand, Ole Olsen, så hurtigt, at han kunne fortsætte sin økonomiske sejrsgang ved nu i stedet at adaptere folkelige myter om mormoner, der lokker unge piger til Utah, til brug på biograflærredet. Et hurtigt blik i samtidige amerikanske og britiske filmfagblade bekræfter akkuratessen i denne antagelse. En annonce for filmen i Moving Pictures reklamerede således med et sikkert økonomisk hit i dette seneste kapitel i ’Den hvide Slavehandel’-serien, hvor det proklameres med store bogstaver, at den ”IKKE HAR SIN LIGE SOM PENGEMASKINE” (Chalmers 1912: 42). På samme måde erklærede det britiske fagblad Bioscope, at ”Denne store vinder opnår rekordhøj booking”, mens annoncer i marginen slår fast, at filmen er blevet ”opnået med enorme budgetter” (Olmstead 2004: 211). Et telegram dateret den 18. marts 1912 fra the Feature Film Co. of America in Rochester, New York, til filmens amerikanske distributør, Great Northern Special Feature Film Company bekræfter filmens succes ved at rapportere, at filmen ”slår alle tidligere indtægtsrekorder”, og kalder den ”uden tvivl den største salgssucces i film nogensinde præsenteret i denne by” (Chalmers 1912: 1170).
'Mormonens Offer': Utah som illusion
Efter nu at have påvist, at 'Mormonens Offer' både narrativt, stilistisk og med hensyn til økonomisk succes lå i perfekt forlængelse af slavehandel-filmene, er det tid at vende tilbage til det andet af de indledende spørgsmål, nemlig hvilken rolle mormonismen spillede i dansk film og mere overordnet i det danske samfund i de første to årtier af det tyvende århundrede. Umiddelbart synes 'Mormonens Offer' ikke at være synderlig optaget af sit sandsynlighedspræg, hverken med hensyn til plottets plausibilitet, karakterernes udvikling eller valg af handlingens sted – endsige at give en dybere historisk eller teologisk skildring af en obskur amerikansk religiøs bevægelse. Men samtidig synes filmen at forudsætte et vist kendskab til mormon-missionærer, som var blevet allestedsnærværende i både England, Tyskland og Danmark i anden halvdel af det nittende århundrede. Filmens syn på mormonismen adskiller sig ikke nævneværdigt fra den almene opfattelse af mormonismen i samtiden. Denne afmålte tilgang antyder, at dæmonisering af mormonismen som sådan ikke var et hovedformål med filmen, hvilket leder til spørgsmålet om, hvilken funktion denne beskrivelse af mormon-truslen imod danske kvinder havde.
Helt i overensstemmelse med Nordisks marketingstrategi i denne periode med bevidst at gøre filmene så universelle som muligt har man valgt at lade 'Mormonens Offer' foregå i en ikke nærmere defineret metropol. For det internationale publikum har denne strategi formentlig virket efter hensigten, selvom københavnske seere nok har haft lidt vanskeligere ved at undgå at identificere en del steder på grund af det genkendelige i udendørsoptagelserne. Marguerite Engberg påpeger for eksempel, at optagelserne ved havet hurtigt lader sig genkende som Sjællands nordøstlige kyst med, udsigt over Øresund (Engberg 1977: 365). Kajen, hvor protagonisterne går ombord til deres transatlantiske rejse er alt for lille til at kunne huse oceangående dampskibe, og rejsen fra København til Salt Lake City bliver faktisk udført på et par minutter om bord på en lille færge i Københavns havn.
På grund af det specifikke mormon-tema har instruktøren ikke haft andet valg end at prøve at skabe den illusion, at vi i dele af filmen befinder os i Utah, men selv dette filmiske billede af et specifikt virkeligt sted skitseres med en bred og vag pensel. Der er ingen optagelser overhovedet af den tusind miles lange rejse gennem amerikansk territorium, som man er nødt til at tage fra New York eller Boston for at nå Utah. Og templet i Utah er i virkeligheden en af de klassicistiske bygninger i Zoologisk Have i København. De fleste af scenerne fra Salt Lake City er indendørsoptagelser, som er passende generiske, men nogle vigtige scener indeholder eksteriøre indstillinger. For eksempel krydser den obligatoriske biljagt en bro, som angiveligt findes et eller andet sted i Salt Lake City, og som slutter ved selve Great Salt Lake. Det tæt bebyggede bybillede, man kan ane bag broen i filmen, er dog umiskendeligt europæisk, og der er ingen spor af hverken de bjerge eller den ørken, der omkranser den virkelige Salt Lake City og Great Salt Lake.
Selv om den slags uoverensstemmelser kan virke forstyrrende på en moderne tilskuer med enten første- eller andenhåndskendskab til begge landskaber, har det sandsynligvis ikke generet et samtidigt publikum. Mark Sandberg foreslår således, at beslutningen om at tage sig geografiske friheder i erstatningen af de rigtige eksteriøre locations i Utah, var baseret på den antagelse, at få – hvis overhovedet nogen – i filmens europæiske målgruppe ville besidde et klart mentalt billede af Utah-området. Som han forklarer det:
"For det oprindelige publikum ville den frihed, der blev taget, sandsynligvis have virket fuldstændig plausibel. For Salt Lake City’s udseende var givet visuelt uverificerbart for de fleste seere blandt det europæiske publikum, Nordisk havde i kikkerten. For de fleste seere var idéen om Salt Lake City ganske enkelt ikke en del af deres mentale geografi." (Sandberg 2013: upubliseret manuskript).
Dertil kommer, at Nordisk i høj grad satsede på at få et udenlandsk, europæisk publikum i tale, og man har derfor kalkuleret med, at de fleste biografgængere heller ikke ville være i stand til at genkende optagestederne som københavnske.
Filmens skildring af mormonismen
Filmens skildring af en senior-mormon Andrew Larsson er også fuld af uoverensstemmelser. Andrew bliver først introduceret som Olaf Grams skolekammerat, en relation der udstyrer ham med social legitimitet og en formodet respektabilitet. Han har tydeligvis adgang til det gode selskab i Danmark, og det på trods af hans usædvanlige religiøse tilhørsforhold, som helt eksplicit fastslås i en mellemtekst, men som ikke får nogen af de danskere, han i første scene sætter sig og spiser morgenmad sammen med, til at løfte et bryn. Det er kun den engelske stavemåde af hans fornavn og den svenske ditto af hans efternavn, der – kun antydningsvist – markerer, at han er en outsider i Danmark. Hans fysiske skønhed og hans gode manerer understreges også, hvilket styrker formodningen om hans position som accepteret. I den del af filmen, der foregår i Danmark, fremstår Andrew, som beskrevet i filmens program, som ”Elskværdigheden selv og vogter paa hendes [Ninas] mindste Ønske for straks at opfylde det”. Selv i den lille besked, han på et tidspunkt lægger til Nina for at aftale deres flugt, vælger han elegant at tiltale hende med det formelle ’Dem’. Programmet beskriver endvidere Andrew som ”en ung Mand – en rank og smuk Skikkelse, i hvis Ansigt et Par fanatiske Øjne brænder”. Denne kombination af at være respektabel men med et anstrøg af noget forbudt er tydeligvis det, der fascinerer Nina. Seerne får at vide, at hun bevidst opsøger Andrews selskab, delvist fordi hendes forlovede Sven Berg er for optaget af sport til at tildele hende den rette opmærksomhed. Men også fordi Andrew repræsenterer ’det mystiske, det ubekendte’ (Fotorama 1911).
Det er uklart, om de svagheder i skildringen af Andrews opførsel – navnlig med hensyn til hans overholdelse af det mormonske sundhedscredo, også kaldet ’Visdommens Ord’ – er deciderede fejl eller tilsigtede fra filmens side. Enten for at vise, hvor illoyal han rent faktisk er over for sin egen religions forskrifter, eller som et redskab til at camouflere sin identitet for ikke at blive afsløret. Visdomsordet forbyder både rygning og nydelsen af alkohol. Dog efter at have givet sin modvillige kommende brud noget bedøvende og låst hende inde i kahytten under den såkaldte Atlanterhavsfærd, vælger Andrew for eksempel at gå ud på dækket og ryge en cigaret for at bringe nerverne i ro.
Klip 1: Andrew bedøver sin modvillige kommende brud og låser hende inde i kahytten.
Han er også iført et falsk overskæg, der på et tidspunkt går op i limningen, hvilket gør skibets telegrafist mistænksom. Senere, i Salt Lake City, hvor Nina fortsat protesterer imod sit fangenskab og han er tvunget til at låse hende inde i kælderen, skænker han sig en whisky i dagligstuen.
En rygende mormon med falsk overskæg!
Andre usandsynlige detaljer tjener blot til at drive plottet frem. Da Olaf og Sven er nået frem til Utah, har de ingen problemer med at finde Andrews hjem og få uforbeholden hjælp fra Andrews husholderske (eller første kone, som hun kaldes i nogle af de engelsksprogede anmeldelser). Og det til trods for at hun aldrig har set dem før og sandsynligvis taler et andet sprog end de nyankomne danskere. Da de stormer ind i huset og konfronterer Andrew med sit forehavende, hævder han naturligvis sin uskyld. Men Nina er i stand til at trykke på en knap i sit kælderfængsel, der udløser en hemmelig lem midt under det orientalske tæppe, som pryder stuegulvet, hvilket får Andrew til at styrte ned og synliggør Ninas fængsel. De danske mænd river gardinerne ned og forsøger at hejse Nina op, men på trods af de skader, Andrew har pådraget sig ved et fald, er han i stand at forpurre deres forehavende ved at skyde gardinet i stumper og stykker. Olaf og Sven finder endelig det hemmelige panel, som skjuler kældertrappen, og sprænger døren ind til kælderen, blot for at finde Andrew dræbt af et utilsigtet selvpåført vådeskud.
Klip 2: Det dramatiske opgør i mormonhjemmet, hvor Andrew Larsson må bøde med livet.
Mormonismen i Danmark
Trods disse til tider temmelig distraherende unøjagtigheder, formår filmen med sin tematisering af mormonismen at formidle et niveau af kulturel indsigt og dybde, der er aldeles fraværende i de øvrige film i genren. De tre første mormonmissionærer kom til Danmark i 1850, mindre end et år efter Junigrundlovens indførelse af religionsfrihed i Danmark. Mormonmissionærernes succes med at konvertere 23.509 danskere mellem 1850-1905, hvoraf mere end halvdelen udvandrede inden for blot et par år efter deres omvendelse (Mulder 1957/2000: 104), resulterede i, at mormonismen var et kontroversielt og omdiskuteret emne blandt danskerne i mere end et halvt århundrede. Med jævne mellemrum stødte man således på anti-mormonske artikler i aviserne, ofte skrevet af fremtrædende offentlige personer som for eksempel Søren Kierkegaards storebror, pastor Peter Christian Kierkegaard, der var biskop i Aalborg fra 1857 til 1875 og kultusminister 1867-1868 (Allen & Paulson 2007: 105). Dog er det vigtigt at understrege, at der ikke er proportionalitet mellem graden af offentlig forargelse og antallet af konverterede, der rejste til Utah. Offentlige optøjer imod mormonmøder forekom jævnligt i 1850’erne (Banning 1960: 12), hvor den mormonske indvandring end ikke var begyndt, mens den var faldende i både intensitet og hyppighed, da antallet af konverterede udvandrere nåede sit højdepunkt i 1870’erne og 80’erne.
Da 'Mormonens Offer' blev lavet i 1911, var antallet af konvertitter og udvandrere nogenlunde stabilt og relativt lavt. Offentlig forargelse og modstand mod mormoner var nu blot et fjernt minde, og religionen selv en kilde til underholdning. Den mere humoristiske tilgang til mormonismen i den offentlige diskurs kan illustreres med Københavner Revyen i Tivoli. Blot et par måneder før premieren på 'Mormonens Offer' opførte man her forestillingen Sommerrejsen 1911, hvori der indgik en sang med titlen ’Mormoner, Mormoner’. Sangen var skrevet af Georg Prehn og blev opført af en gruppe skuespillere, som også optrådte i datidens film (Jutta Lund, Oscar Stribolt og Carl Alstrup). I teksten gjordes der grin med den allerede forældede, men stadig berygtede polygamipraksis blandt mormoner. Første vers former sig som en advarsel mod mormontruslen:
"Med Præsterne jeg siger, Mormonerne skal bort. De hugger vores Piger, og netop første Sort. Både Maren, Karen, og Jutta tidt har bitterligt fortrudt, de sig lokke lod til Utah og blev hos en gammel Spurv, nummer tolv i samme Kurv. Mormoner, Mormoner! Amerikas Hjælp er os kun til besvær. Vi dannede Joner, vi skal sæl’ nok besørge det her!"
Første vers’ temmelig seriøse tone, hvor unge piger advares mod ældre mormonpolygamister, og forsikrer om Danmarks intellektuelle uafhængighed af amerikanske tendenser, følges i andet vers af en satirisk kommentar, der spidder slapheden i danskernes egen moral:
"Paa Søndag i sin Stue, gi’er Jensen Fest med Dans. Han skal ha’ Hansens Frue, og Hansen skal ha’ hans. Men i Stedet Jensen trøster sig med Fru Hansens Søster, mens hun aabenlyst forlyster sig med sin Svogers Bror, der er gift med Hansens Mor! Mormoner, Mormoner! Jo, de skal forfølges, med dem skal vi slaas, men bytte Koner, bytte Koner! Det har vi Lov til hos os!" (Prehn 1911)
I andet vers er anklagen og forfølgelsen af mormoner blevet en eftertanke, en vanemæssig attitude, som fremstår uretfærdig, ligefrem latterlig set i lyset af de stadig mere frigjorte former i det danske samfund.
Folkelig oplysning og propaganda
Ikke desto mindre krævede den påstand, at man fremførte folkelig oplysning og støtte, som definerede og retfærdiggjorde slavehandel-filmene, at også 'Mormonens Offer' positionerede sig i opposition til en klar og nærværende moralsk fare, som truede det danske samfund. Så programmet overdriver den trussel, mormonismen udgør overfor danskerne, både hvad angår kætterske doktriner og tillokkelsen til at udvandre:
"Paa same Vis som de store Films-Dramaer, der afslørede de Ugerninger, den saakaldte ‘hvide Slavehandel’ har gjort sig skyldig i, udretter et godt og nyttigt Oplysningsarbejde, idet unge Piger advares mod de Snarer, som denne lyssky Trafiks Repræsentanter spænder for deres Fod, -- paa same Vis turde denne Kunstfilm være velegnet til at aabne Folks Øjne og henlede deres Opmærksomhed paa den Agitation, Mormonismens Talsmænd udfolder for at drage unge Mænd og da navnlig Kvinder over til Saltsøstaden. Den, der har set denne Film og læst denne Tekstbog, er advaret mod Mormonismens Bedrag. Maatte Advarslen bære Frugt!"
Publikum får hermed løfte om, ved hjælp af ”det stumme Teaters virkningsfulde Spil”, at blive førstehåndsvidner til den ”Ulykke, den Pestsmitte, som ved Forbindelsen med en hensynsløs Repræsentant for den moderne Mormonisme kastes ind i en lykkelig Familiekreds” (Fotorama 1911).
Selvom programmet består af et opkog af den gængse anti-mormonpropaganda – for eksempel beskyldninger om, at Joseph Smith (grundlæggeren af mormonismen) var en simpel spåmand, at de, der var vidner til Smiths Gyldne Plader, var en bande forbrydere, og at Mormons Bog er identisk med en ikke-bevaret roman skrevet af en obskur amerikansk forfatter ved navn Solomon Spalding – som i programmet iblandes fotografier fra produktionen, så er fremstillingen af mormonismen i filmen overordnet set objektiv og præcis, om end religionens fremmedartethed stadig understreges. En af filmens længste scener viser, hvordan Nina deltager i en mormon-gudstjeneste i Europa. Mødet bliver holdt i et anonymt butiksrum med skilte i vinduerne og annoncetavler, der opstillet på fortovet udenfor på engelsk proklamerer: ’MEETINGS’ og ’WELCOME’. Kameraet viser grupper af mennesker ankomme til bygningen før Nina, der er klædt i overdådig sort satin og med en demonstrativt bemærkelsesværdig hat, som skiller hende ud fra resten af gruppen, der for størstedelens vedkommende er i mere jævnt antræk. Da hun er kommet ind i bygningen, går hun forbi en tavle med et program for møderne, nedskrevet på engelsk: ’Søndagsskole, Hjælpeforeningen, Samling og Gudstjeneste’. Rummet er dekoreret med festlige guirlander. Andrew er hovedtaleren. Nina sidder på forreste række og ser noget utilpas ud under mødet, men der er intet i scenen der fremstår decideret opildnende.
Klip 3: Mormongudstjeneste i et ydmygt butikslokale - et sted i Europa.
Fremstillingen af mormonernes religiøse praksis i Utah håndteres en anelse mere sensationalistisk og med betragtelig mangel på teologisk præcision, men uden åbenlyst ondsindede intentioner. Kort efter sin tilbagevenden til Utah deltager Andrew i det, mellemteksten kalder ’En Mormondåb i Templet’, men den generiske søjleprydede facade har kun ringe lighed med eksisterende mormontempler, og slet ingen lighed med det særprægede Salt Lake Temple med sine seks tårne. Scenen skal angiveligt forestille at finde sted i et dåbskapel, hvor en stor døbefond er placeret på ryggen af tre par knælende, gyldne okser – bagved ses et stort kirkeorgel. Mænd og kvinder klædt i sort er placeret i forgrunden, mens en række unge kvinder i hvide, flagrende kjoler og langt, løst mørkt hår på skift kommer op til fonden for at blive indviet i dåbsritualet. I strid med egentlig mormonsk dåbspraksis, hvori deltagerne holder hinandens arme, presser manden ved døbefonden kvindernes hoveder ned under vandet under dåben. Herefter forlader de døbefonden og stiller sig op i en række, hvor de dramatisk synkront gestikulerende peger på tværs af deres kroppe og ud af billedet i en fuldkommen anakronistisk men højdramatisk gestus. Noget forstyrrende bliver hverken kvinderne eller manden i døbefonden den mindste smule våde af angiveligt at have været nedsænket i vand. Bortset fra det indbyggede voyeuristiske tilsnit af en scene sat i et rum, som er helligt for mormoner og derfor utilgængeligt for ikke-troende, så forfalder scenen ikke til at afbilde den mormonske indvielse som umoralsk eller utugtig, som amerikanske anti-mormonfilm fra senere i det tyvende århundrede ofte gør.
Klip 4: Tilbage i Utah: Andrew deltager i en dåb i et overdådigt mormontempel.
Konklusion
Lad os til slut vende tilbage til spørgsmålet om, hvad 'Mormonens Offer' viser om det danske samfund, og om hvad danskerne er optaget af i begyndelsen af det tyvende århundrede. På et basalt niveau viser filmens rent faktuelle fremstilling af mormonismen, at danskerne havde kendskab nok til religionen til at forbinde den med visse specifikke træk og ritualer, og at de bevarede en vis grad af mistillid til trosretningen, selvom den ikke længere fik dem på gaden i protest. Indførelsen af religionsfrihed i 1849 skabte opbrud i det danske samfund på meget mærkbare måder, mens mormonismens hurtige spredning i de følgende tiår forårsagede betragtelig frygt og bestyrtelse blandt danskerne. Disse negative følelser blandt danskerne var delvist et svar på en noget abstrakt, eksistentiel krise, som udsprang af det faktum, at ens naboer i tusindvis forlod den kirke, som indtil et par år tidligere havde defineret den nationale identitet. Af endnu større betydning er dog den kendsgerning, at mormonismen resulterede i en markant emigration til Utah blandt daglejere og forpagtere, der var mere end modtagelige over for et budskab om fundamental forandring og om at være udvalgte. Udvandringen destabiliserede det sociale og økonomiske hierarki, der i det nittende århundredes landdistrikter havde befordret fremvæksten af en middelklasse af jordbesiddende bønder, som var afhængige af daglejere og forpagtere som billig arbejdskraft.
På et mere symbolsk plan beskæftiger filmen sig også med kønsroller og modernitet i begyndelsen af det tyvende århundrede. Dette kommer til udtryk i skildringen af mormonismen, der – på samme måde som i slavehandel-filmene – ses som en trussel mod unge danske kvinders sikkerhed. En trussel, der kun kunne elimineres ved hjælp af aggressiv intervention fra stærke mandlige beskyttere. På et tidspunkt, hvor kvindebevægelser i både Skandinavien og USA havde vind i sejlene, kunne mormonernes polygami, som allerede havde været afskaffet i to årtier, da filmen blev lavet, ikke bare udløse retfærdig lutheransk harme over, at nogen mand kunne tro sig berettiget til mere end en kone, men også vise en mangel på tiltro til kvinders mentale og fysiske evner til at træffe de valg, der er bedst for dem selv personligt og samfundet som helhed. For eksempel vælger Nina selv at stikke af til Utah med Andrew, men årsagen er hendes irrationelle følelsesmæssige reaktioner på sin forlovedes bondske opførsel og den forføreriske mormons aura af mystik. Da hun skifter mening, er hun for svag og for bange til at kunne flygte – selv da Andrews husholderske i Utah forsøger at hjælpe hende med at flygte ud gennem et vindue.
Selv om en enkelt film naturligvis ikke er et tilstrækkeligt grundlag til at fælde en generel dom over danske samfundsforhold i begyndelsen af det tyvende århundrede, må man alligevel sige, at der er så stor sammenhæng mellem filmen og de økonomiske, sociale og historiske betingelser, at 'Mormonens Offer' kan ses som udtryk for samtidens mentalitet og selvforståelse. Endnu en passage fra filmens program bør i den forbindelse fremhæves som illustration af, hvordan filmen implicit kæder den frygt, danskerne havde for mormonismen sammen med den, de på et mere overordnet niveau havde for hele det moderne verdensbillede:
"Er det ikke beskæmmende for den civiliserede Menneskehed, at just i et Aarhundrede, hvor Oplysningens og Frisindets Sag er gaaet fremad med Kæmpeskridt overalt, hvor den hvide Race bygger og bor—just i dette 19. Aarhundrede … har Amerika og derefter den øvrige Verdens Folkeslag set en saadan Kræftskade som Mormonismen opstaa og brede sig, idet Tusinder og atter Tusinder af Mænd og Kvinder, hos hvem man kunde have ventet større Skarpsyn og mindre Godtroenhed, hilste denne falske og svindelagtige Lære velkommen og jublede dette nye ‘Evangelium’ i Møde som en Sandhedens Aabenbaring!" (Fotorama 1911).
Ved at fremhæve det gryende tyvende århundrede som en tidsalder præget af oplysning og liberal tankegang – her eksemplificeret ved udbredelsen af europæisk kolonialisme og imperialisme (hvilket naturligvis virker ironisk på en moderne læser, men formentlig ikke har gjort det på en samtidig) – ønsker forfatteren til programmet at vise, hvordan mormonismen er udtryk for en anakronistisk og derfor også suspekt tankegang. Således vælger han at så tvivl om rationaliteten og modenheden hos sine mormonkonverterede landsmænd, de ”Tusinder og atter Tusinder af Mænd og Kvinder, hos hvem man kunde have ventet større Skarpsyn og mindre Godtroenhed.” Sådanne borgere burde i en oplyst tid være bedre til at modstå en veltalende, flot og velopdragen mormon-missionærs lokkemad, end Nina Gram viste sig at være, men det var de ikke. Underforstået: hvilke andre falske ideologier er sådanne uskyldige sjæle så modtagelige for? I 1911 var den påståede mormonfare allerede ’old news’ i Danmark. Men det nederlag, mormonismen lider i Mormonens Offer, kan meget vel have haft til formål at advare biografgængerne på et mere generelt niveau mod mange forskellige slags ’falske og svindelagtige Lære’. Inklusive dem, der var særligt farlige for kvinder; dem der lurede bag det nye århundredes dragende friheder og de moderne livs nye vaner, som derfor skulle behandles med varsomhed.
AF: JULIE K. ALLEN / UNIVERSITY OF WISCONSIN, MADISON
Kildeangivelse: Allen, Julie K. (2013): 'Mormonens Offer - da den hvide slavehandel fik en dosis religion', Kosmorama #249 (https://www.kosmorama.org/kosmorama/artikler/mormonens-offer-da-den-hvide-slavehandel-fik-en-dosis-religion).
Litteratur
Allen, Julie K. and David Paulson (2007). "The Reverend Dr. Peter Christian Kierkegaard’s ‘About and Against Mormonism’ (1855).' BYU Studies 46:3, pp. 100-156.
Banning, Knud (1960). 'Forsamlinger og Mormoner'. København: Gad.
Chalmers, J.P., ed. (1912). 'The Moving Picture World'. Volume XI. January-March. New York: The World Photographic Publishing Co.
Engberg, Marguerite (1977). 'Dansk stumfilm'. 2 bind. København: Rhodos.
Fotorama (1911). Det trykte program til 'Mormonens Offer. Et Drama om Kærlighed og sekterisk Fanatisme'.
Mulder, William (1957/2000). 'Homeward to Zion. The Mormon Migration from Scandinavia'. Minneapolis: University of Minnesota Press.
Nordisk Filmselskab (1910). Lanceringsmateriale til 'Den hvide Slavehandel'.
Olmstead, Jacob W. (2004). 'A Victim of the Mormons and The Danites: Images and Relics from Early Twentieth-Century Anti-Mormon Silent Films.' Mormon Historical Studies, Spring 2004: 203-221.
Pontoppidan, Clara Wieth (1949). 'Eet liv - mange liv'. 4 bind. København: Westermann.
Prehn, Georg (1911). 'Sommerrejsen 1911', Københavner-Revy i 2 Akter, af 2x2=5. København: Wilhelm Hansen.
Sandberg, Mark B. (2013). 'Location, Location: On the Plausibility of Place Substitution'. In: Border Crossings. Bloomington: Indiana University Press.
Se omtalte film på Stumfilm.dk:
