”Verdensagenter og mægtige Filmsmænd” – Palladiums transnationale forretningsforbindelser

PEER REVIEWED. Filmselskabet Palladium havde fart på op igennem 1920’ernes ellers kriseramte, danske filmindustri. Filmene med Fyrtaarnet og Bivognen gik for fulde huse rundt omkring i verden. Ikke mindst i Tyskland, hvor de to stjerner omdøbtes til Pat og Patachon og var en fast bestanddel af biografrepertoiret og filmkulturen indtil midten af 1930’erne. En del af succesen i Tyskland skyldtes samarbejdet mellem Palladium, den engelske filmagent Arthur G. Gregory og den tyske producer og distributør Lothar Stark. Denne artikel analyserer, hvilken rolle Stark og Gregory spillede i etableringen og fastholdelsen af selskabets succes og Pat og Patachons udbredelse.

Introduktion

I august 1923 er det tunge skrivebord og de polstrede stole for en stund rykket udendørs på filmselskabet Palladiums studiegrund i Hellerup. Til ære for pressen har direktørerne Svend Nielsen og Lau Lauritzen indtaget position sammen med selskabets udlandsagent Arthur G. Gregory og den tyske udlejer Lothar Stark. Her underskrives selskabets første udlandskontrakt – med det store indspilningsatelier i bagrunden – og øjeblikket foreviges af en fotograf. Om begivenheden og de internationale forbindelser skriver B.T. den 11. august 1923, at Gregory ”skal sælge ”Fyrtaarnet og Bivognen” i Rusland, hvor Bolshevikerne ligefrem hungrer efter at se de eneste to danske.” Lothar Stark gives følgende beskrivelse i artiklen: ”… en af Europas allermægtigste Filmsmænd, der ved at overtage alle Palladiumfilmene for det meste af Europa har givet de danske Lystspil en fin Kompliment – og Palladium en fin Forretning.”

Opstillingen er selvsagt et gimmick, men begivenheden såvel som pressens bevågenhed reel. Palladium skrev kontrakt med Lothar Stark og Arthur G. Gregory agerede mellemmand. Og med ét lå verden tilsyneladende for selskabets fødder.

”OVERALT PAA JORDEN er FYRTAARN- og BIVOGN-FILMENE Publikums Yndlingsstykker og Biografteatrenes Kassestykker!”, skrev Kinobladet den 15. maj 1927.

Annonce i 'Kinobladet', 1927.

Armbevægelserne er store og de visuelle virkemidler ligeså, da Palladium her i 1927, godt fire år senere, i en helsidesannonce i filmbranchetidsskriftet Kinobladet kommunikerer til de danske biografteatre. Selskabets to stjerner, Fyrtaarnet og Bivognen, optræder i letgenkendelig Sven Brasch-silhuet og over dem, som højtsvævende balloner på snor, Palladiums verdensmarkeder: Europa, Amerika, Afrika, Australien, Asien. 

Kontrakten mellem Palladium, Gregory og Stark er således startskuddet til Fyrtaarnet og Bivognens verdenssucces, der er solidt konsolideret her fire år senere. Palladiums ”verdenskendte filmskikkelser” – som filmhistoriker Marguerite Engberg (Engberg 1980) karakteriserer skuespillerne Carl Schenstrøms og Harald Madsens filmiske inkarnationer – fangede straks det danske publikums interesse ved udsendelsen af Film, Flirt og Forlovelse i oktober 1921. Dette i så høj grad at selskabet ændrer filmens oprindelige premiereplakat, der ellers lokker med Oscar Stribolts fyldige sommerhat-profil (også her i Sven Brasch’ streg), og i stedet placerer den lange, ranglede Schenstrøm og den lille, trinde Madsen i energisk silhuet med solen som virkningsfuld, grafisk baggrund (Nørrested 1996: 34). Plakatens tagline lyder ”Vi gaar på Fjerde Uge ­–”, og succesen i Nielsen-familiens World Cinema i København er kendetegnende for Palladiums videre virke op igennem 1920’erne. Først Danmark, siden Norden og så det europæiske gennembrud.
For Palladiums film med Fyrtaarnet og Bivognen nåede i sandhed ud over de danske grænser op igennem 1920’erne. Schenstrøm og Madsen opnåede stjernestatus (i særdeleshed på det tyske marked) og Palladium kunne således pynte sig med kontinentale fjer i hatten i deres omfangsrige markedsføringsmateriale. Men hvorledes gik Palladium, der egentlig var startet som et svensk produktionsselskab på dansk jord i 1919, fra nordisk medvind til transnational succes på tværs af både grænser og kontinenter?

Denne artikel tager sit afsæt i Palladiums bevarede scrapbøger 1 med udklip relateret til selskabet og dets produktion, Det Danske Filminstituts billedarkiv, brevkorrespondance, litteratur og danske og tyske fagtidsskrifter fra perioden 1915-1945 samt relevant forskningslitteratur. Hauke Lange-Fuchs Pat und Patachon – Eine Dokumentation (1979) rummer et væld af værdifulde kildehenvisninger til tysk omtale af selskabets film og er således både at betragte som forskningslitteratur og egentlig kilde.

Nyere forskning har beskæftiget sig med karaktererne Fyrtaarnet og Bivognen i relation til inter-skandinavisk filmkultur (Bachmann 2013), men generelt levner forskningslitteraturen om Palladium –  Danmarks trods alt mest indflydelsesrige produktionsselskab efter Nordisk Films Kompagni i stumfilmperioden – sjældent meget spalteplads til de virksomhedshistoriske dele af fortællingen. Hvordan blev Palladium-produktionerne distribueret uden for Danmark? Hvem indgik Svend Nielsen og Lau Lauritzen, henholdsvis selskabets økonomidirektør og kunstneriske leder, aftaler med om dette? Hvilke udlejningsselskaber i hvilke områder havde Palladium-film i deres portefølje?

Palladiums transnationale forretningsforbindelser er en afgørende faktor i fortællingen om selskabets produktive 1920’ere og mere ujævne start-1930’ere. Distributionsleddet er det forskningsmæssige ”missing link” mellem produktion og reception, som fremhæves af Ivo Blom (Blom 2013: 25) i hans kortlægning af distributøren Jean Desmet og hans afgørende rolle i den tidlige hollandske filmindustri. Ved at betragte Palladiums virke gennem distributionsmønstre og forretningsforbindelser uden for landets grænser, blotlægges både specifikke mikrohistorier (Maltby 2011: 13) Danmark-Tyskland imellem og generelle forhold relateret til underholdningsbranchen og filmkulturens transnationale infrastruktur (Blom 2007: 144) i stumfilmens sidste årti og i overgangen til lydfilmens æra.

Verdensagenten Arthur G. Gregory

Den engelskfødte Arthur George Gregory (21/9 1884 - 10/10 1938), der var bosat i København, indgår først forretningsmæssig forbindelse med Palladium i 1923, da selskabet ønsker at ekspandere ud over de nordiske grænser. Dette med filmen Han, Hun og Hamlet (Lau Lauritzen, DK, 1922), der indspilles maj-juli 1922 og har dansk premiere 16. september samme år. Filmen bliver vist for ”et stort Selskab af Filmsfolk fra Frankrig, Belgien, Holland og Tyskland” (Ekstrabladet, 15.11. 1922) i første halvdel af november 1922 i Berlin og kan endelig forevises for det almene biografpublikum i den tyske hovedstad i juli 1923. Det tyske biografpublikums første møde med Fyrtaarnet og Bivognen finder altså sted i den eksklusive biograf Marmorhaus i Berlin, mens plakatkunstneren Josef Fenneker står bag den tyske Er, Sie und Hamlet-plakat.

'Er, Sie und Hamlet'. Tysk premiereplakat tegnet af Josef Fenneker, 1923.

Alle sejl var med andre ord sat til, da Fyrtaarnet og Bivognen, der allerede havde fået deres tyske navne ’Pat und Patachon’ (Der Kinematograph, 15.7. 1923), skulle præsenteres for dette nye og ganske afgørende marked.

En af Palladiums helsides reklameannoncer i Kinobladet dedikeres ligefrem til den tyske modtagelse af Han, Hun og Hamlet, hvor lange anmeldelsescitater fra Berliner Tagesblatt og Lichtbild-Bühne præsenteres for den danske biografbranche. Nederst på siden af annoncen giver Palladium både spalteplads og store typer til Arthur G. Gregory, der står for ”Verdens-Salg” af Palladium-filmene. Han, Hun og Hamlet er den første opgave, Gregory varetager salget af for Palladium.

Første gang Gregory optræder i dansk film-regi er 2. marts 1914, hvor han sættes i relation med en firma-anmeldelse af Scandinavian Film Agency: ”Knud Gjord Scavenius driver Handel som eneste ansvarlig Indehaver af Firmaet Scandinavian Film Agency, Knud Scavenius. Arthur George Gregory har Prokura.” (Berlingske Tidende, 14.3. 1914). Selskabet har adresse på Kongens Nytorv 8 i København og tegnes som aktieselskab i 1916 for en aktiekapital på 650.000 kr. Som prokurist i Scavenius’ agentur for filmsalg forhandler Gregory blandt andre med Peter Nansen fra Dania Biofilm i 1915. 2

1. februar 1918 tilbagekaldes Gregorys prokura imidlertid af Scandinavian Film Agency. Hvorfor er uvist. Efter tre år hos Scandinavian Film Agency, der primært har solgt amerikanske, men også italienske og engelske film, rejser Arthur Gregory i 1919 til Amerika. Han beholder dog sin privatadresse på Vodroffs Plads 4, 2. sal på Frederiksberg.

I selskab med Ingvald C. Oes, Nordisk Films Kompagnis amerikanske repræsentant, afsejler Gregory den 9. december 1919 fra København mod Amerika ombord på Frederik VIII. I dagbladet København omtales de som ”to bekendte amerikanske Filmsmænd” (10.12. 1919), men Gregory, der efter bare en håndfuld år i den danske filmbranche allerede synes at have skabt sig et navn, er altså brite. Fra december 1919 til foråret 1921 tyder meget på, at Gregory er tilknyttet Fox Film Corporation i USA. Dog har Nadi Tofighian påvist, at Gregory i en periode også har været engageret af Nordisk Films Kompagni som repræsentant på det kinesiske marked (Tofighian 2017: 166).

Gregory skal åbne et skandinavisk salgskontor for Fox Film i København. Dette er første skridt på vejen for selskabet, der på daværende tidspunkt også barsler med afdelinger i Norge, Sverige og Finland (Wid’s Daily, 29.3. 1921, Moving Picture World, 9.4. 1921). Til Kinobladet fortæller Gregory om selskabets tidligere triumfer, sæsonens kommende storfilm og endda muligheden for, at Fox vil optage film i Skandinavien. Artiklen, der indledes med bemærkningen ”Mr. Gregory, indtil for kort Tid siden Meddirektør i Scandinavian Film Agency, har nu overtaget Repræsentationen af Fox-Film i Amerika og aabnet Salgskontor her i København”, efterfølges ganske tørt af en notits om netop Scandinavian Film Agency: ”… grundet paa de vanskelige Forhold paa Verdensmarkedet ophørt at arbejde, og vil i Ro og Mag blive likvideret.” Ironien er til at få øje på og Gregory har nok prist sig lykkelig fra sin plads i kontorstolen på Amager Torv 29, hvor Fox fik til huse i Danmark.

Ansættelsen hos Fox varede dog ikke længe. Da Ekstrabladet ’træffer’ ham på gaden i marts 1923, er Hr. A.G. Gregory allerede ”den tidligere danske Repræsentant for Fox-Filmen”. Der på gaden fortæller Gregory yderligere:

Den første danske Film, jeg afhændede til Udlandet, var Vor Fælles Ven, som blev solgt til Amerika paa yderst fordelagtige Vilkaar. Dernæst fik jeg fat i Schnedler-Sørensens Grønlandsfilm, og for ikke længe siden kom jeg i Forbindelse med Dir. Svend Nielsen fra ”Palladium Film”. Efter at have forhandlet nærmere med Direktør Nielsen, rejste jeg Europa rundt med flere af Lau Lauritzens Arbejder, bl.a. Film, Flirt og Forlovelse, Sol, Sommer og Studiner, Han, Hun og Hamlet og et Par 2 Akts Lystspil. Disse Films har jeg nu faaet solgt Verden over, og efter 1. Juni er der, naar Nordamerika undtages, meget faa Lande, hvor vore to gode Venner ”Fyrtaarnet og Bivognen” ikke er kendt. (Ekstrabladet, 23.3. 1923)

Vor Fælles Ven, en produktion fra Nordisk Films Kompagni instrueret af A.W. Sandberg, fik sin amerikanske premiere i december 1921. Gregorys tur til Amerika sammen med Oes i december 1919 og hans tilknytning til Nordisk som repræsentant i Kina i øvrigt muliggør således fint, at han skulle have været filmens mellemmand til det amerikanske marked. Agenturet med Den Store Grønlandsfilm (1922, Eduard Schnedler-Sørensen) knytter tillige bånd til et senere samarbejde mellem Gregory og polarforskeren Knud Rasmussen i forbindelse med salg af filmoptagelserne fra den 5. Thule-Ekspedition 1921-1924 (Med Hundeslæde gennem Alaska, 1927, Leo Hansen). 3

Her i 1923 fremtræder Gregory endegyldigt som Palladiums mand. Han optræder ingen steder i forbindelse med den tidligere omtalte brancheforevisningen af Han, Hun og Hamlet i Berlin i november 1922, men da Palladiumfilmen får sin tyske urpremiere i Berlins Marmorhaus i juli 1923, er det med verdenssalg ved Arthur G. Gregory og distribution gennem den tyske producent og distributør Lothar Stark, der har selskab i eget navn på Friedrichstrasse 12 i Berlin.

Palladium 'Er, Sie und Hamlet' 2-siders annonce, 'Der Kinematograph' no. 856 (15.7. 1923).

Lothar Stark – en af Europas ’allermægtigste filmsmænd’

Med Lothar Starks kontraktindgåelse og samarbejde med Gregory og Palladium er grundlaget for selskabets indtog på verdensmarkedet skabt. Men med hvilken baggrund træder tyske Stark i kompagniskab med danske Palladium?

Lothar Stark (5.9. 1876 – 31.3. 1944), der oprindelig var journalist, fremhæves af flere (Claus 2013, Weniger 2011) som en af den tidlige tyske filmindustris pionerer. Hans mange brudflader med dansk filmkultur fra 1910’erne til 1930’erne tjener derfor som en case til belysning af særligt dansk-tyske stumfilmforbindelser og transnationale filmforhold generelt i perioden. Claus beskriver i Filmen für Hitler – Die Karriere des NS-Starregisseurs Hans Steinhoff Stark med disse ord: ” Lothar Stark, der i sin samtid var højt agtet blandt kolleger for sin professionalisme og menneskelige varme, er en af ​​de glemte pionerer i den tyske filmindustri“ (Claus 2013: 200). De dansk-tyske forbindelser kan i relation til Stark spores til hans ansættelse hos tyske PAGU i 1910 (Döge 2016: 49). Paul Davidsons selskab repræsenterede blandt andre Asta Nielsen og Urban Gad og der er god grund til at antage, at Stark før eller siden har været i kontakt med de to. På reklamemateriale (20 siders indstik) trykt i det tyske filmfagblad Lichtbild-Bühne (7.6. 1913) ses Lothar Stark afbilledet blandt selskabet direktion.

Lothar Stark (øverst til højre) afbilledet blandt PAGUs direktion. Fra reklamemateriale (20 siders indstik) trykt i det tyske filmfagblad 'Lichtbild-Bühne' (7.6. 1913).

På dette tidspunkt er Paul Davidson generaldirektør for Der Projektions A.G. ”Union”, mens den øvrige direktion udgøres af Willy Cremer, Adrien Netter, Ludwig Falk og altså Stark selv. Da PAGU i slutningen 1912 flytter fra Frankfurt til Berlin, skifter Stark imidlertid arbejdsgiver til Cines Theater AG allerede i 1913. I det berlinske datterselskab til det italienske produktionsselskab Società Italiana Cines bliver Stark en mindre andelshaver (ud af i alt fem) med et indskud på 1000 mark. Til sammenligning poster den italienske baron Alberto Fassini 334.000 mark i foretagendet (Der Kinematograph, 24.9. 1913). Stillingen hos Cines fratræder Stark i november året efter for at stifte filmudlejningsfirma i eget navn med adresse på Friedrichstrasse 43 i Berlin. Boulevarden er Berlins filmindustrielle knudepunkt og op mod 100 forskellige større og mindre selskaber har til huse her omkring 1920 (McGilligan 2013: 52). I filmfagbladet Lichtbild-Bühne kan man således i slutningen af november 1914 læse følgende:

Hr. Lothar Stark har, som allerede meddelt, forladt 'Cines' på egen anmodning. Han rapporterer til os, at han nu har etableret egen virksomhed i Friedrichstrasse 43. Han arrangerer salg af hele serier og større enkeltproduktioner til Østrig, Balkan, Holland, Schweiz, Italien, Spanien og Skandinavien. Med tanke på hans gode forretningsomdømme er vi sikre på, at hans foretagende vil komme til køre fuldt tilfredsstillende.
Vi ønsker Hr. Stark held og lykke med firmaet. (Lichtbild-Bühne, 28.11. 1914)

Notitsen er gengivet i sin fulde længde, da den illustrerer den generelle agtelse, Stark allerede synes at nyde i branchen her i slutningen af 1914. Det er med andre ord en både respekteret og vellidt mand, der går 1915 i møde som selvstændig filmkøbmand med kontor i centrum af Berlins filmindustri. Nogle af Starks første opgaver i eget navn er salg af Joe May-produktioner til en lang række lande. Som mellemmand afhænder han blandt andet kriminal-seriefilmen Das Gesetz der Mine (Joe Deebs Sejr, Joe May, DE, 1915) til Italien, Portugal, Sydamerika, og Frankrig (Lichtbild-Bühne, 26.6. 1915).

Lothar Stark engagerer sig også samtidig i den verserende debat omkring monopoldannelse i Tyskland. Hen over foråret og sommeren 1915 er branchen i oprør, da Nordisk Films tyske afdeling Nordische-Film GmbH, under ledelse af David Oliver, indgår samarbejde med PAGU og Luna-Film-GmbH (Thorsen 2010: 468). Den aggressive ekspansionspolitik og udsigten til markedsdominans får en lang række distributører, producenter og biografejere til at samles i fælles protest. I august 1915 deltager Stark i et sådant møde, hvor han endda står for den indledende opsang med et referat af tingenes tilstand og mulige konsekvenser (Lichtbild-Bühne, 7.8. 1915) for de omkring 100 fremmødte i Berlins nybyggede Admiralspalast-teater på Friedrichstrasse. Blot to år efter at have forladt PAGU, må Stark regnes blandt de skarpeste kritikere af selvsamme selskabs ageren.

I august flytter Lothar Stark sin virksomhed – dette dog bare fra Friedrichstrasse 43 til 12. Samme år producerer hans firma Das Abenteuer des Van Dola (Rudolf Del Zopp, DE, 1915). Stark sidder samtidig på verdensrettighederne til filmen, der er et tre-akters drama med Friedrich Zelnik og norske Aud Egede-Nissen i hovedrollerne. Yderligere indgås samarbejde med manuskriptforfatter og instruktør Richard Oswald om produktion af en såkaldt Richard Oswald-Serie 1915/16. Første film i rækken af i alt otte planlagte er Und wandern sollst Du ruhelos (Richard Oswald, DE, 1915), der oprindelig lanceres under titlen Die schöne Sünderin. Også i dette tilfælde står Stark for verdenssalget. Ud over produktionen af Oswald-serien fra Starks ”Filmfabrik” (Lichtbild-Bühne, 8.1. 1916), kaster firmaet sig også over distribution af en-aktere fra en række amerikanske selskaber under Ben Blumenthal. Om end succesfuldt, bliver Oswald-samarbejdet også en kort fornøjelse. 12. februar 1916 kan Lichtbild-Bühne berette, at de to parter har opløst forbindelsen i al venskabelighed. Lothar Starks øvrige portefølje vidner imidlertid om en travl filmforretningsmand her midt i Første Verdenskrig. I 1916 kan man alene i den tyske filmfagpresse observere følgende samarbejder: Cines-Film, Lloyd-Film, Luna-Film, World Film Corporation og Eichberg-Film. Sideløbende er Stark også en ivrig kommentator i spalterne i Lichtbild-Bühne. 6. juli 1918 analyserer han for eksempel tysk films afsætningsmuligheder og de generelle produktionsforhold i lande som Frankrig, England, Spanien og Italien i et længere indlæg.

Ved udgangen af juli samme år omdannes virksomheden til anpartsselskabet Lothar Stark GmbH under bestyrelse af Lothar Stark selv samt en Hr. M. Loewenthal (Lichtbild-Bühne, 27.7. 1918). Selskabet fortsætter med at udvide porteføljen og distribuerer de følgende år film fra Astra Filmfabrik i Budapest og Terra-Film GmbH. Sidstnævnte indtræder Stark selv i som bestyrelsesmedlem, da selskabet omdannes til aktieselskab i 1920 (Der Kinematograph, nr. 718, 1920). Yderligere er Stark i årene 1920-1922 også involveret i dannelsen af selskaberne Hella Moja Film-GmbH og Richard Oswald Film-GmbH.

Lothar Stark er på forkant med udviklingen i filmbranchen her i årene under og efter Første Verdenskrig. I den tyske fagpresse betegnes han som alt fra filmkøbmand, købmand, dygtig filmimportør og filmeksportør. Lichtbild-Bühne (13.7. 1918) præsenterer ham ligefrem som deres ”højtagtede medarbejder” i en introduktionstekst til en af hans branchekommentarer. Han er her, der og allevegne – og tydeligt en både dygtig og erfaren filmkøbmand. En foreløbig krone på værket kommer i 1923, da han vælges som præsident for brancheorganisationen ’Club der Filmindustrie’ (Der Kinematograph, nr. 835 1923). Det er altså ikke hvem-som-helst, Palladium skriver kontrakt med i 1923.

”Dansk Film har atter vundet en Plads i Solen”

Med både Arthur G. Gregory og Lothar Stark ombord forstår man således Palladiums udelte begejstring, da selskabets store udlandskontrakt endelig er i hus i sommeren 1923. I B.T. indledes reportagen fra kontraktunderskrivningsseancen på Palladium bombastisk og fuld af tiltro: ”Dansk Film har atter vundet en Plads i Solen” (11.8. 1923). Måske har den vellidte branchemand Lothar Stark heller ikke lagt fordums nag til Nordisk Film og dets tyske monopoldannelsesforsøg helt bag sig, da han her i 1923 vælger at gå i kompagniskab med Palladium Film – Nordisk Films eneste reelle konkurrent i Danmark. Yderligere salt i såret kan have været det faktum, at Lau Lauritzen, kunstnerisk direktør og instruktør på Palladium, var afhopper fra Nordisk Film, hvor han i en lang årrække var selskabets foretrukne instruktør af lystspil.

Fra kontraktindgåelsen kommer der hurtigt fart på Palladiums tilstedeværelse uden for Skandinavien. Og med omkring fire årlige Fyrtaarnet og Bivognen-produktioner fra adressen i Hellerup mangler Gregory og Stark ikke titler at sælge. Allerede i 1921, i kølvandet på premieren på Film, Flirt og Forlovelse, der på dette tidspunkt har kørt hele fire uger i Københavns World Cinema, skriver Berlingske følgende: ”Den danske Humor fejrer store Triumfer, hvor det pudsige er sket, at to Bifigurer er blevet til Hovedfigurerne, og som Filmen skylder sin Sukces. Hvem ved, Schenstrøm og Madsen vil maaske ad Aare blive verdenskendte Navne” (8.11. 1921). Sommeren 1923 går profetien i opfyldelse.

Som tidligere beskrevet får Han, Hun og Hamlet (Lau Lauritzen, DK, 1922) sin tyske urpremiere i Berlins Marmorhaus; en prestigebiograf på linje med Ufa-Palast am Zoo. I filmbladet Der Kinematograph (nr. 856 1923) annonceres de ”fremragende lystspil og komedier med Pat og Patachon” over et tosiders opslag. Annoncen gengiver også de begejstrede anmeldelser fra henholdsvis Berliner Tageblatt og Lichtbild-Bühne af Er, Sie und Hamlet. Dette gør sig også gældende for en helsides annonce i det danske filmfagblad Kinobladet (1.8. 1923), hvor fyldige citater fra anmeldelserne er oversat til dansk. Arthur G. Gregory optræder nederst i annoncen som ansvarlig for ”Verdens-Salg”. Til B.T. (10.8. 1923) fortæller Lau Lauritzen selv, at filmen på dette tidspunkt kører på fjerde uge for fuldt hus i Marmorhaus, og at selskabets arbejder spiller i ”20 Filmsteatre over hele Tyskland”. I samme interview løfter Lauritzen også sløret for den slagplan, der på daværende tidspunkt er lagt med Lothar Stark i forhold til det tyske marked:

Vi har, fortalte Lau Lauridsen (sic!) os igaar, netop haft Besøg herude af en af Europas mest ansete Filmsmænd, Lothar Starck (sic!), der er Tyskernes Mellemmand ved enhver større Filmsforretning i Udlandet. Man kan være rolig for at hvor han køber sine Films, har man Sikkerhed for, at han ikke gaar forkert. Derfor er vi jo en Smule stolte af, at han er taget herfra med en Kontrakt i Lommen, hvorefter Ufa overtager vor Produktion i Tyskland, medens Filmene samtidig skal op over hele Balkanhalvøen. (B.T., 10.8. 1923)

Til dagbladet København (19.8. 1923) uddyber Svend Nielsen godt en uge senere, at Stark gennem selskabets ”herværende Forhandler” Hr. Gregory har købt hele produktionen for det meste af Centraleuropa. Dette gælder med sikkerhed Tyskland og Østrig (Nationaltidende, 28.11. 1925) samt Rumænien, Tjekkoslovakiet, Bulgarien, Jugoslavien og Tyrkiet (Ekstrabladet, 3.1. 1924). I november 1923 falder også en aftale med direktørerne Benjamin Mendes og Elias de Hoop fra premierebiografen Cinema de Munt (tidligere ejet af Jean Desmet) i Amsterdam på plads med Arthur G. Gregory som mellemmand. De Hoop fremhæves også af Ivo Blom (2003: 428) som den distributør, der fører Fyrtaarnet og Bivognen frem i Holland.

Benjamin Mendes, Arthur G. Gregory, Elias de Hoop, Svend Nielsen, 1923. Arkiv: DFI Billed- & Plakatarkiv.

Med både Stark og Gregory tilknyttet Palladium som driftige salgsagenter og distributører i udlandet, spekuleres der hurtigt i muligheder for at optage film uden for Danmarks grænser. Incitamenter hertil kan være at ramme en mere international tone og derigennem publikum, men også drage nytte af andre produktionsselskaber og disses allerede forankrede netværk i filmbranchen. Ekstrabladet (3.1. 1924) beretter således i januar 1924 om ”den tyske Filmsmagnat” Lothar Stark, der på det østrigske filmselskab Pan-Films vegne har udtalt ønske om at ”der blev optaget et særligt Lau-Lystspil i Wien og Omegn, da kunderne i de valutasvage Lande gerne saa det berømte Vagabondpars Handlinger lokaliseret”. Palladium har på dette tidspunkt allerede optaget en film delvist i Norge, Vore Venners Vinter (Lau Lauritzen, DK, 1923), men endnu ikke ’udlejet’ stjernerne Schenstøm og Madsen til andre selskaber.

Fra optagelserne til 'Vore Venners Vinter' (Lau Lauritzen Sr., DK, 1923). Arkiv: DFI Billed-& Plakatarkiv.

I 1925 starter sæsonen imidlertid i Sverige for de to, da Gustaf Molander for Svensk Filmindustri instruerer Fyrtaarnet og Bivogen i Spritsmuglerne (Originaltitel: Polis Paulus' påskasmäll, SE, 1925). Derefter går turen til Wien, hvor selskabet Hugo Engel Film producerer Vagabonder i Wien (Originaltitel: Zwei Vagabunden im Prater, Hans Otto Löwenstein, AT, 1925). Forud for dette livtag med produktion uden for landets grænser, har særligt Gregory været involveret med det transnationale WESTI konsortium, der i 1924-25 forsøger at indgå aftale med Palladium om produktioner af Fy og Bi-film uden for landets grænser (Nørrested 1991: 55-56). Filmtrusten WESTI etableres af branche- og industrimagnaterne Vladimir Wengeroff og Hugo Stinnes som et europæisk oprustningstiltag mod ’Film Amerika’ (Higson & Maltby 1999: 60) i slutningen af 1923, men må dreje nøglen om allerede i sommeren 1925. Gregory er engageret af WESTI som leder af den skandinaviske gren af foretagendet fra starten af 1925 (Kinobladet, 15.1., B.T.,2.2. 1925) og på hans brevpapir (Knud Rasmussen samlingen, A10, kasse 25, læg 22) til og med 16. september 1925 optræder firmanavnet Arthur G. Gregory i WESTI Consortium. Dog kan Berlingske allerede den 22 august rapportere, at WESTI er likvideret ”for nogle Dage siden.”

Fortrykt brevhoved, Arthur G. Gregory i Westi Consortium, brev dateret 16. september 1925. Arkiv: Knud Rasmussen samlingen, A10, kasse 25, læg 22.

Lothar Stark og Arthur G. Gregory arbejder også sammen uden for Palladium-regi. Sammen indrykker de i 1924 en annonce i det østrigske filmfagblad Der Filmbote (24.2. 1924), hvor de to i fællesskab sælger titler til udlejning fra Edda-Film, Tumling-Film, Dana-Film, Bewe-Film, Bonnier-Film samt Palladium under parolen ”Die besten skandinavischen Filme.” Annoncen slår desuden fast, at Stark på dette tidspunkt har kontor i både Berlin og Wien.

Stark og Gregory korresponderer også med hinanden i 1925-26 i forbindelse med produktion og salg af filmen optaget under polarforskeren Knud Rasmussens 5. Thule-ekspedition: Med Hundeslæde gennem Alaska (Leo Hansen, DK, 1927) (Knud Rasmussen samlingen, A10, kasse 25, 26). 4 Gregory har gennem aftale med Marius Ib Nyeboe, ingeniør og Knud Rasmussens forretningsfører, sikret sig rettighederne til at sælge filmen til udlandet. I Tyskland forhandler Gregory således med Stark om licensrettigheder fra november 1925 til marts 1926. Stark får endda arrangeret et besøg i Berlin af Rasmussen selv. Den 21. februar rapporter Kinematograph om dette besøg og de nærmere detaljer om aftalen mellem Gregory, Stark og Rasmussen-boet afdækkes:

Knud Rasmussen, der er kommet til Berlin for at klippe sin polarfilm, har vi lært at kende igennem Lothar Stark. (…) Verdenssalget (Nordamerika undtaget) af hans film, der får titlen Rasmussens Thulefart, vil blive varetaget af den foretagsomme og succesrige Lothar Stark. (Kinematograph, 21.2.1926)

Her ses den ”foretagsomme og succesrige” Lothar Stark føre en anden af Danmarks slagnumre i 1920’erne – polarforskeren Knud Rasmussen – frem på det tyske marked. Fyrtaarnet og Bivognen var med andre ord ikke Starks eneste danske kort på hånden. Ja, faktisk var Stark her ved overgangen fra 1925 til 1926 kommet på kant med Palladium i en sådan grad, at han for en stund ikke længere var agent for selskabet.

Patentstrid på tværs af grænser

Trods mangeartede produktioner og forretningsforbindelser både i og uden for Tysklands grænser var Lothar Stark og hans virksomhed stadig at regne for et lille produktionsselskab (Bock 2009: 350) og således sårbart overfor udfald. Særligt i relation til eksportsuccesen Palladium, hvorfor det kan undre, at han mod slutningen af 1925 indirekte vælger at lægge sag an mod selvsamme. Sagen drejer sig i korte træk om navneretten til ’Pat og Patachon’. Nationaltidende (28.11. 1925) opsummerer på følgende vis: ”Striden staar om Retten til at bruge ’Fyrtaarnet og Bivognen’s (sic!) fortyskede Navne Pat og Patachon. Hr. Stark mener, at de er hans private Opfindelse og Ejendom.” Underrubrikken sympatiserer tydeligt med Palladium under beskrivelsen ”Strid mellem Palladium og dets tidligere Storagent i Europa.” Sagen verserer helt indtil 1927 og dækkes fyldigt af både danske, tyske og østrigske medier, hvor de implicerede parter udsender officielle erklæringer til branchen om både afbrudt og senere genoptaget samarbejde.

Som isoleret sag er det værd at se nærmere på både bevæggrunde og udfald, idet striden taler direkte ind i slut-1920’ernes brogede, transnationale filmbranche, der er på hælene i forhold til amerikanernes stadig fastere jerngreb. Konsortiet WESTI lykkedes som nævnt ikke med sit europæiske modtræk og måtte opgive forsøget i 1925. Med den erkendelse i baggagen forstår man trangen blandt producenter, agenter og distributører til at redde, hvad reddes kunne. Økonomisk kæmper Palladium også på dette tidspunkt med store afgifter for bare at få film ind på det tyske marked (Nørrested 1991: 56). Udlån og samproduktioner uden for landets grænser synes derfor som en oplagt slagplan. Omlægning af produktionen fører blandt andet til tæt samarbejde med den østrigske producent Hugo Engel i Wien. Engel producerer både Zwei Vagabunden im Prater (Vagabonder i Wien, Hans Otto Löwenstein, AT, 1925) og Schwiegersöhne (Svigersønnerne, Hans Steinhoff, AT, 1926) og i januar 1926 rapporterer pressen, at Hugo Engel (i kompagniskab med den bayerske Emelka-koncern) har sikret sig eneretten til Palladiums storfilm Don Quixote (Lau Lauritzen, DK, 1926) allerede inden den er optaget. ”Den kendte wienske Films- og Finansmand Hugo Engel har købt Eneretten til den for hele Central-Europa. Til Italien og Ungarn er den ogsaa solgt” (Svendborg Avis, 13.1. 1926). Centraleuropa har indtil da været Lothar Starks område, hvorfor det pludselige skift til Engel/Emelka må have provokeret Stark. Muligvis i så høj grad, at det har været hans bevæggrund for at gå rettens vej for at få patentet på ’Pat und Patachon’-navnene.

Godt en uge efter blandt andre Nationaltidende i Danmark kunne berette om patent-striden, indrykker Palladium en helsides meddelelse i det østrigske brancheblad Der Filmbote (5.12. 1925) om, at Arthur G. Gregorys forkøbsret til Palladium-film er opløst og Lothar Starks forkøbsret til Fyrtaarn og Bivogn-film i Centraleuropa ved samme lejlighed ligeledes er ophævet. Hugo Engel-Film GmbH under Emelka-Konzern i Wien overtager salg i Tyskland, Østrig, Polen, Ungarn, Tjekkoslovakiet. Jugoslavien og hele Balkan-regionen (Rumænien, Bulgarien, Grækenland, Tyrkiet, Egypten, Palæstina og Syrien).  

To annoncer relateret til patentstriden fra Der Filmbote (5.12 1925) og Kinematograph (29.11 1925).

Bruddet har imidlertid været længe undervejs. Allerede 24. oktober 1924 har Stark indgivet en patentansøgning 5 ved Rigspatentkontoret i Berlin (Se Kinematograph, 29.11. 1925, Salzburger Volksblatt, 28.1. 1926) på navnene ’Pat und Patachon’. 29. november 1925 gør han – også i en helsides annonce – kraftigt opmærksom på dette faktum over for den tyske branche (Kinematograph 29.11. 1925). Men lige lidt hjælper det tilsyneladende. Søgsmålet løber ved retten i Wien helt indtil 1927, hvor Starks påstand om varemærkebeskyttelse til sidst ender i et forlig mellem ham, Engel og Palladium. Dette efter, at Stark i første omgang har fået medhold, derefter Nielsen og Lauritzen. Tilsyneladende brænder sagsakterne på et tidspunkt i processen, hvilket i sig selv også kan have været årsag til, at parterne indgår forlig (Kinematograph, nr 1074 1927).

I marts 1927 er Lothar Stark tilbage i København og indlogeret på Paladshotellet som vanligt (Berlingske, 30.3. 1927). Adspurgt af B.T., hvorvidt han har begravet stridsøksen, svarer Stark følgende:

Ja, det har jeg, og der er netop i dag blevet afsluttet en Overenskomst mellem ’Palladium’ og mig, hvorefter jeg har købt produktionen for de kommende 3 Aar. Jeg har tidligere haft de danske Films i tre Sæsoner og været meget glad for dem. Saa kom denne kedelige Retssag, som dog nu heldigvis er ude af Verden, og jeg har overdraget Retten til Pat og Patachon til deres Bærere, de Herrer Schenstrøm og Miehe-Madsen. (B.T., 1.4. 1927)

Dertil fortæller Lau Lauritzen jun. (Lau Lauritzens søn) i 1936 til magasinet Moderne Ungdom (22.5. 1936), at han som helt ung er i lære i regnskabsafdelingen på Lothar Starks Berlinkontor og er med under optagelserne til Der falsche Prinz (Den Falske Prins, Heinz Paul, DE, 1927) (Pedersen 2010: 44). Stark, Lauritzen-familien og Palladium synes med andre ord at have begravet gammelt nag her i 1927.

Stark med Pat og Patachon - fra udlands scrapbog, Palladium Samlingen, Filminstituttet.

I 1928 annoncerer Stark igen i fagbladene for salg af sæsonens ”samlede Palladium-produktion fra 1928 med kunstnerne Pat og Patachon” (Das Kino-Journal, 18.8. 1928). Stridsøksen er vitterlig begravet, arbejdet genoptaget og Stark kan igen lægge armen om sine to venner som i gamle dage.

Patentsagen forekommer symptomatisk for slut-1920’ernes europæiske filmkulturs tilstand. Tegnet hårdt op ses nedbruddet af en mulig fælles filmkultur i de sprækker, som Palladium-Stark-Engel-miseren forårsager. I hvert fald illustrerer sagen, hvad der er på spil rent økonomisk for de involverede parter. Her kommer det transnationale/fælles udsyn til kort overfor økonomiske egeninteresser. ”Den tyske filmagents angreb”, som beskrevet af Nationaltidende (28.11. 1925), har i lige så høj grad været et forsvar fra Stark, da han så det østrigske selskab Hugo Engel-Film vinde land og overtage forhandling af Fyrtaarnet og Bivognen-titler.

Selvmord og flugt

Med armen atter om Schenstrøm og Madsen var alt tilsyneladende ved det gamle. Bortset fra at filmbranchen, såvel som det generelle, politiske miljø, forandrede sig drastisk her i slut-1920’erne og begyndelsen af 1930’erne. Under tonefilmens indtog hænger Danmark en smule i bremsen i forhold til andre europæiske filmnationer og Fyrtaarnet og Bivognen når at indspille en talefilm i Tyskland, 1000 Worte Deutsch (Taler De Tysk?, Georg Jacoby, DE, 1930), inden de i 1932 taler dansk i en genindspilning af gennembrudsfilmen Han, Hun og Hamlet (Lau Lauritzen, DK, 1932) under Palladiums fane.

At Arthur G. Gregory i 1926 opretter et selskab, Extensia, med det formål at sælge påhængsvogne til lastbiler (Registrerings-Tidende for Vare og Fællesmærker, 5.2 1926), vidner enten om trangere kår i filmbranchen eller tvistepunkter i forholdet til Palladium – muligvis begge. Gregory driver alt andet lige både filmforretning og påhængsvognsvirksomhed fra samme adresse, Købmagergade 67, fra 1926 til 1929. I juni 1927 tegner han kontrakt med Nordisk Films Kompagni om fem års eneret til Maharajaens Yndlingshustru (A.W. Sandberg, DK, 1925) i Kina. Dette for 300 dollars i licens (NFS:XII,46:66).

Efterfølgende forsøger han i starten af 1930’erne at stable et nyt tonefilmsselskab på benene i fællesskab med Triangel Film i Stockholm (B.T., 14.4. 1932) næsten samtidig med, at han forhandler på vegne af den tyske filmproducent Christophe Mülleneisen jr., chef for Cinema-Film i Berlin, om ”…Salget af tyske Films her i Landet og eventuelt Optagelse ad danske Films med Støtte af tysk Kapital” (Dagens Nyheder, 26.6. 1932). I 1935 samarbejder han igen med Lothar Stark, der er draget i eksil i Danmark (Variety, 20.6. 1933) efter nazisternes magtovertagelse i 1933. Sideløbende kan det observeres, hvorledes Starks ellers faste plads i spalterne på de tyske filmfagblade fordufter nærmest fra den ene dag til den anden. I Danmark brygger de to tidligere Palladium-forbindelser – Stark og Gregory – videre på fordums succes med Fyrtaarnet og Bivognen, hvis rettigheder de lader til at have indgået kontrakt med Palladium omkring. I januar 1935 kan B.T. i hvert fald berette følgende (B.T., 18.1 1935):

Direktørerne Lothar Starck (sic!) og Gregorys Planer med at optage nye Fy- og Bi-Films er nu saa langt fremme, at d’Hrr. har sikret sig Kontrakter med de to populære Pudsenmagere, og for Tiden er man ved at se sig om efter en Instruktør.

Instruktøren, de forhandler med, er den erfarne Holger-Madsen, men atter engang synes planerne at falde til jorden. I stedet indspiller Schenstrøm og Madsen film i Tyskland hos Majestic Film, hvor Fred Sauer instruerer dem både i Mädchenräuber (Kvinderøverne , DE, 1935/1936) og Blinde Passagiere (Blinde Passagerer, DE, 1936). Det er påfaldende, at der på samme side i B.T. 18. januar 1935 bringes en notits under overskriften ”Tysk Filmsejr”, hvor den første linje lyder: ”Man maa lade Nazisterne, at de arbejder paa at vise, at de kan uden Jøderne, og den sidste Film, de har produceret, er simpelthen vidunderlig.” Tonedøvheden er til at få øje på (selvom det bare er den harmløse kærlighedshistorie Regine (Erich Waschneck, DE, 1935), der her henvises til som vidunderlig). Særligt med tanke på jødiske Stark, der må se sit mangeårige virke i tysk film lagt i ruiner, er B.T.s redaktionelle prioritering helt galt afmarcheret.

I kølvandet på denne snart uendelige række af forsøg på igen at vinde solidt fodfæste i filmbranchen, giver Arthur G. Gregory til sidst op. Han vælger på tragisk vis selvmord ved ”veronalforgiftning” (Berlingske, 11.10. 1938) – dvs. overdosis af stærke sovepiller – som sidste udvej og dør 10. oktober 1938 som 54-årig. Tre måneder tidligere er Lau Lauritzen gået bort som 60-årig. Lothar Stark bliver i Danmark helt indtil 1943 (Pedersen & Clement 2018: 559), hvor han sammen med sin kone Else flygter over sundet til Helsingborg i Sverige.

Flemming John Olsen, John Olsen, Lothar Stark, Else Stark. Vinstrup, maj 1943. Fra Flemming John Olsens private billedmappe.

Her ankommer de efter flere dage på flugt tidligt om morgenen den 3. oktober 1943. I et brev 6 til sønnerne Rolf og Werner beskriver Stark de højdramatiske begivenheder i detaljer. Fra Helsingør går turen over Malmø til Stockholm, hvor Stark skriver fra. Her hjælper en bekendt fra Transit-Film Stark-familien på plads og Stark forsøger at genoptage sit filmvirke nærmest fra ankomsten. Med få tusind kroner på lommen og ingen medbragt bagage – ud over de lag tøj, Lothar og Else rejste i – har det ikke været en let ’ny start’. Lothar Stark dør inden krigens afslutning 31. marts 1944 i Stockholm.

Konklusion

Arthur G. Gregory og Lothar Stark satte begge deres mærkbare aftryk på Palladiums succesfulde 1920’ere og både Svend Nielsen og Lau Lauritzen fremhævede igen og igen de to aktørers betydning. I pressen kunne der læses om Palladiums omgang med ”den kendte Filmsmand”, ”Verdensagent”, ”en af Europas allermægtigste Filmsmænd” og andre rosende superlativer. Ja, Stark kaldte ligefrem sig selv for ”de vidunderlige Drenge Fy og Bis internationale Adoptivfader” (B.T., 8.12. 1932), mens Fyens Stiftstidende (16.7.) i 1933 konkluderede følgende: ”Direktør Stark er en af den danske Filmsverdens mest kendte Personligheder”.

Ved at undersøge de faktiske, historiske forhold og indbyrdes relationer imellem Gregory og Stark – Palladiums generalagent og hoveddistributør – belyses en række aspekter og bevæggrunde, der så at sige ’skabte’ Palladiums udlandssucces. Palladiums internationalt gangbare vare – serielt markedsføringsmulige film med populære karakterer i hovedrollerne – var i sit udgangspunkt et godt produkt. Koblet sammen med Gregorys opsøgende agentur og Starks store indsigt i særligt det tyske afsætningsmarked skabtes en solid forretningsmodel. Som beskrevet udskiftes distributører og monopolhavere tages til nåde. Der samproduceres og udlånes stjernespillere. En vaklende industri på kanten til tonefilmens indtog hytter også sit eget skind. Patentsagen i Østrig, hvor Stark forsøger at påvise ophavsretten til ’Pat og Patachon’-navnene, handler i lige så høj grad om tabte markedsandele og egeninteresser, idet produktions- og distributionsselskabet Hugo Engel-Film mere eller mindre har overtaget Lothar Starks position i forholdet til Palladium på daværende tidspunkt.

Med fokuseret blik på forretningsforbindelser, distribution, retssager og indbyrdes egeninteresser, blotlægges de brancheforhold, Palladium som filmselskab navigerer i op igennem 1920’erne og ind i 1930’erne, hvor både politiske og filmindustrielle U-vendinger ellers vælter mange omkuld. Nordisk Films Kompagni inklusive (Thorsen 2017). Kontraktunderskrivelse til ære for fotografen, Gregorys tidligere virke i filmbranchen inden samarbejdet med Palladium, Starks position og generelle agtelse i tysk regi indtil 1933 og de nærmere omstændigheder, hvorunder Gregory og Stark krydsede hinandens veje uden for Palladiums sfære, udgør alle brudstykker, der sammenlagt tegner konturerne af et omstillingsparat og snarrådigt filmselskab, for hvilket forholdet til agenter og respekterede forretningsforbindelser viser sig af afgørende betydning. At Lothar Stark og Arthur G. Gregory ligefrem er hovedårsag til, at Palladium overlever lydens indtog med skindet på næsen er måske en tilsnigelse. Men instrumentale er de i hvert fald i historien om selskabets transnationale succes.


Noter

1. Palladium-samlingen på Det Danske Filminstitut indeholder primært udførlige scrapbøger på hver enkelt af selskabets filmtitler samt skuespillere og biografvirksomheden. Enkelte af virksomhedens dokumenter fra stumfilmtiden er dog også bevaret i samlingen. Heriblandt oversigt over distributører samt kontrakter med Carl Schenstrøm og Harald Madsen.
2. Brev fra Arthur G. Gregory til Peter Nansen, 15. februar 1915. NKS 4043, 4°. Det Kongelige Bibliotek, Håndskriftsamlingen.
3. Breve mellem Arthur G. Gregory og Ib Nyeboe. Knud Rasmussens Arkiv. A10, Kasse 25, læg 1-33. Kasse 26, læg 17-40.
4. Se i øvrigt Lund, Jørgen-Richard: ”Nazismens iskolde spor” i tidsskriftet Grønland, nr. 6, oktober 1996 og Jørgensen, Anders: ”Primitiv film? Knud Rasmussens ekspeditionsfilm” i Kosmorama, nr. 232, Vinter 2003 for yderligere information omkring Knud Rasmussen og filmproduktioner knyttet til hans virke.
5. Lothar Stark angiver selv patent nr. 327141 som det ansøgte ved Reichspatentamt samt nr. 410444 ved Berner Büro (Kinematograph. 29.11. 1925). I det danske dagblad Vestkysten (21.4. 1927) angives varemærke nr. 96.408 i det østrigske varemærkeregister.
6. Brev dateret 10/10 1943: http://www.his2rie.dk/kildetekster/holocaust/tekst-61/

Litteratur

Bachmann, Anne (2013), Locating Inter-Scandinavian Silent Film Culture. Stockholm: Stockholm University Library.
Blom, Ivo (2003), Jean Desmet and the Early Dutch Film Trade. Amsterdam: Amsterdam University Press.
Blom, Ivo (2007), “Infrastructure, open system and the take-off phase. Jean Desmet as a case for early distribution in the Netherlands”. In: Networks of Entertainment: Early Film Distribution 1895-1915. Bloomington: Indiana University Press.
Bock, Hans Michael (2009), The Concise Cinegraph: Encyclopaedia of German Cinema. New York: Berghahn Books.
Claus, Horst (2013), Filmen für Hitler. Die Karriere des NS-Starregisseurs Hans Steinhoff. Wien: Verlag Filmarchiv Austria.
Higson, Andrew & Maltby, Richard (ed.) (1999):  “Film Europe" and "Film America": Cinema, Commerce and Cultural Exchange 1920-1939. Exeter: University of Exeter Press.
Pedersen, Paw Kåre (2010), Unge Lau: Historien om Filmmanden Lau Lauritzen Junior og ASA Film: 1. Del 1910-1945. København: Books on Demand.
Pedersen, Paw Kåre, & Clement, Niels Jørgen (2018). Historien om Saga Studio: Saga Film A/S. S.l.: Mellemgaard.
Lange-Fuchs, Hauke (2014), “Pat and Patachon: A 'German' comedy couple on the screen”. In: Journal of Scandinavian Cinema, Volume 4, Nr 3.
Maltby, R., Biltereyst, D., & Meers, P. (Eds.). (2011). Explorations in new cinema history: approaches and case studies. Chichester, UK: Wiley-Blackwell.
McGilligan, Patrick (2013), Fritz Lang: The Nature of the Beast. Minneapolis: University of Minnesota Press.
Nørrested, Carl (1991), “Over de nordiske grænser”. In: Kosmorama nr. 198.
Nørrested, Carl (1996), “Fy og Bi”. In: Kosmorama nr. 215.
Thorsen, Isak (2010), “Nordisk Films Kompagni Will Now Become the Biggest in the World”. In: Film History, Volume 22, Nr 4.
Thorsen, Isak (2017), Nordisk Films Kompagni 1906-1924: The Rise and Fall of the Polar Bear. East Barnet: John Libbey Publishing. KINtop Studies in Early Cinema, Bind. 5.
Tofighian, Nadi (2017), ‘Distributing Scandinavia: Nordisk Film in Asia’ In: Early Cinema in Asia (Nick Deocampo (ed)), Indiana University Press.
Weniger, Kay (2011), „Es wird im Leben dir mehr genommen als gegeben…“ Lexikon der aus Deutschland und Österreich emigrierten Filmschaffenden 1933 bis 1945. Eine Gesamtübersicht. Hamburg: Acabus Verlag.

Kildeangivelse

Astrup, Jannie Dahl (2020): ”Verdensagenter og mægtige Filmsmænd” – Palladiums transnationale forretningsforbindelser. Kosmorama #276 (www.kosmorama.org).