Introduktion: Danske filmproducenter fra 1970’erne til i dag

Producenten er ofte overset i kollektivet bag en film. Det råder dette særnummer af Kosmorama bod på ved at give ordet til fire centrale danske filmproducenter: Erik Crone, Nina Crone, Steen Herdel og Per Holst. De begyndte alle deres karrierer i 1970’erne, og fortæller her om producentrollen og om dansk films udvikling fra dengang til nu.

I Danmark taler man ofte om det centrale triumvirat bag produktionen af spillefilm: instruktøren, manuskriptforfatteren og producenten. Gennem flere år har man i filmskoleregi forsøgt at skabe tætte samarbejder på tværs af fagene og anerkendt betydningen af alles bidrag for at skabe gode film. Visse faggrupper får imidlertid markant mere opmærksomhed end andre, både i pressen og i forskningsregi. Siden 1960’ernes stigende opmærksomhed på instruktøren som auteur, har instruktørerne været i centrum. Manuskriptforfatterne er gradvis kommet mere i søgelyset, ikke mindst på grund af deres rolle som hovedforfattere i tv-regi, og visse producenter har været gode til at skabe opmærksomhed omkring deres person og virke. Men oftest står producenterne mest i kulissen, selv om de har meget at fortælle.

Dette særnummer af Kosmorama giver ordet til fire centrale danske filmproducenter, som har været aktive i dansk film siden 1970’erne: Erik Crone, Nina Crone, Steen Herdel og Per Holst. Målet har været at høre om deres karrierer, deres tanker om producerfaget før og nu og deres syn på dansk film, fra de kom ind i branchen til i dag. Selv om producenterne tit er mindre synlige og ikke ofte udtaler sig offentligt, har de en magtfuld position i branchen og er udslagsgivende for, om filmidéer og visioner bliver til noget. De har ansvar for den økonomiske side af sagen, men de er også tæt på, eller del af, det kreative arbejde fra den første spæde idé til den færdige film.

De fire producenter interviewet her kom ind i branchen, før man kunne uddanne sig til producerarbejdet på en filmskole. De har arbejdet sig op, bidt sig fast og oplevet både op- og nedture i en branche, som har budt på lidt af hvert i løbet af deres lange karrierer. Her får de lov at fortælle deres version.

Interviewene kan læses hver for sig, hvis man vil høre mere om den enkeltes arbejde og film, men tilsammen tegner de fire interviews et billede af den udvikling, dansk film og producerrollen har gennemgået siden 1970’erne, og som vi kort vil sætte scenen for i det følgende.

En brydningstid med nye tanker om filmmediet

Det var ikke indlysende, at nogle af de fire producenter skulle komme til at arbejde med film. De er alle havnet i branchen mere eller mindre ved et tilfælde og fandt så ud af, at de havde blod på tanden og lyst til at arbejde med film. 1960’erne og 1970’erne var på mange måder en brydningstid præget af spændinger mellem det gamle og det nye, mellem film og tv, og mellem tanker om film som kunstart eller som et mere kommercielt foretagende.

Fjernsynet blev i starten af 1960’erne det største massemedie i Danmark, og salget af biografbilletter faldt kraftigt. De store gamle selskaber – Nordisk Films Kompagni, Palladium, ASA og Saga – der hidtil have domineret branchen, begyndte at skrante, og selv med etableringen af tiltag som I/S Danske Filmproducenter, der skulle varetage salget af film til tv, holdt flere af de gamle selskaber op som aktivt producerende. Fra midten af 1970’erne var kun Nordisk Film stadig aktiv som filmproducent.

I Frankrig skabte nybølgen forstærket fokus på film som kunst og instruktøren som den personlige pennefører af et filmisk værk. Tankerne om filmen som kunst medførte en kulturel opgradering, der gav sig udslag i en blåstempling af film fra officielt hold. I 1966 begyndte Den Danske Filmskole at uddanne unge filmkunstnere, og fra 1967 kunne man læse filmvidenskab på Københavns Universitet.

Nye muligheder for støtte og nye talenter

Selvom Filmrådet og Filmfonden støttede og præmierede dansk filmproduktion, var det først med etableringen af Filminstituttet i 1972 og konsulentordningen, at den statslige støtte til filmprojekter begyndte at blive en væsentlig del af finansieringen i den danske filmbranche. Støtteprocenten til den enkelte film kunne i de første år være høj, og mens de gamle produktionsselskaber til at begynde med ikke søgte støtte til deres mere folkelige film, benyttede de unge producenter muligheden for at etablere deres selskaber med hjælp fra Filminstituttets projektstøtter, kombineret med laboratoriekreditter og kapitalisering af egen indsats.

Det førte til en række nytænkende spillefilm af unge talenter, som brød med de dominerende genrer og måder at gøre tingene på. I 70’erne og starten af 80’erne lavede de fire producenter en række af film, som samtidig introducerede og etablerede nye navne, blandt dem er La’ os være (Ernst Johansen & Lasse Nielsen, 1975), Per (Hans Kristensen, 1975), En forårsdag i helvede (Jørgen Leth, 1976), Strømer (Anders Refn, 1976), Mig og Charly (Morten Arnfred & Henning Kristiansen, 1978), Vil du se min smukke navle? (Søren Kragh-Jakobsen, 1978), Honning måne (Bille August, 1978) og Kundskabens træ (Nils Malmros, 1981) for blot at nævne nogle. 

Producentarbejdet var ofte turbulent, og der har været flere pantsatte villaer og konkurser undervejs. Som interviewene peger på, skulle man være entreprenant og finde nye veje, hvis man ville have foden indenfor. Mod og begejstring er ord, som præger de interviewedes beskrivelser af producentarbejdet. Man skal turde kaste sig ud i det, for som Per Holst konstaterer, sker der ikke en skid, hvis man ikke gør noget. Og som Steen Herdel forklarer, skal man kunne holde gejsten oppe hos alle hele vejen fra første optagedag, til man holder talen ved afslutningsfesten for filmen.

Plakaterne til fire film fra fire producenter. 'Bennys badekar' (Jannik Hastrup, Flemming Quist Møller,1971), 'Den forsvundne fuldmægtig' (Gert Fredholm, 1971), 'Mig og Charly' (Morten Arnfred/Henning Kristiansen, 1978) og 'Busters verden' (Bille August, 1984). Arkiv: Billed- & Plakatarkivet.

Producent, producer eller noget helt andet?

De interviewede er enige om, at mange elementer i producentrollen stadig er de samme, mens andre har forandret sig markant. Det gælder ikke mindst i forhold til nutidens mere tidskrævende støtteansøgninger, sagsbehandlinger, finansieringsplaner og budgetoverblik i overvældende excel-ark. I starten af deres karrierer var der betydeligt kortere fra tanke til film, på godt og ondt.

Som Erik Crone fortæller på baggrund af sine første erfaringer i branchen, blev Filmmedarbejderforeningen (FAF) etableret i 70’erne for at sikre ordentlige arbejds- og lønforhold i en branche, hvor tingene ind imellem kunne gå noget ustruktureret for sig. Den danske filmverden er ikke stor, og flere af de interviewede har engageret sig aktivt i at forme den branche, de efterhånden blev centrale spillere i. Nina Crone har blandt andet siddet i Filminstituttets bestyrelse og været formand for Producentforeningen gennem en årrække, og Erik Crone har siddet på den anden side af bordet som direktør for Filminstituttet.

Fra 1970’erne og frem er der naturligt nok sket mange markante forandringer, som de fire producenter har skullet forholde sig til og navigere i, for eksempel har en stigende professionalisering og en gennemgribende digitalisering påvirket de fleste arbejdsgange, samtidig med at medielandskabet har antaget nye former.

Det har også skabt mange nye titler i branchen. Hvor man tidligere kun talte om filmproducenter, er der er i dag et væld af mere nuancerede titler og jobbeskrivelser fra producer, line producer til kreative producer mm. I dag signalerer titlen producent, at man med et produktionsselskab har stået for finansieringen, mens de forskellige producertitler relaterer sig mere til arbejdet med den praktiske produktion. Vi har i interviewene generelt valgt at arbejde med den overordnede titel producer, som gradvis har sneget sig ind på dansk fra engelsk, og er gængs i branchen i dag, for eksempel uddanner Filmskolen ’producere’.

Film skal ses i kontekst

Ønsket med dette særnummer er at stille skarpt på fire centrale spillere, som ikke har været så meget i søgelyset på trods af deres afgørende placering i dansk film gennem mange årtier, fordi de kan give en mere nuanceret forståelse af de film, de har produceret, i lyset af omstændighederne i branchen på det pågældende tidspunkt.

I dansk filmforskning er der tradition for at forstå værkerne i deres kontekst, og for at filmhistorie ikke kun handler om de producerede værker, men også om at forstå den sociale historie og de aktuelle filmkulturer på den tid, hvor de blev til (for eksempel: Neergaard 1960; Dinnesen og Kau 1983; Schepelern, 2001). Der eksisterer en del viden om danske filmproducenter på baggrund af tidligere studier af særlige selskaber og deres historier, eksempelvis af Nordisk Films Kompagni (Thorsen 2017) eller Johan Jacobsen og Flamingo Film (Petersen 2016), og der er udkommet biografier om blandt andre Ib Tardini (Monggaard 2015) og Peter Aalbæk (Jacobsen 2001).

De fire interviews indskriver sig i denne tradition, samtidig med at de også er en del af de internationale strømninger, der har præget filmforskningen i de seneste årtier, eksempelvis den øgede interesse for produktionsstudier (for eksempel Caldwell 2008) og New Cinema History (for eksempel Maltby et al. 2011). I den internationale filmforskning er der i 2000-tallet også kommet stadig større fokus på filmproducentens rolle (eksempelvis Pardo 2000; Spicer 2004; Spicer et al. 2014), og interviewene åbner muligheden for at spejle den danske udvikling i de internationale studier og tendenser.

Når filmfolk selv får ordet …

Det har vi her valgt at gøre ved at give producenterne selv ordet. Interviewbøger som de tre Danish Directors-antologier med interviews med danske spillefilm- og dokumentarfilminstruktører (Hjort og Bondebjerg 2000; Hjort et al. 2010 & 2014) illustrerer værdien af at give praktikerne ordet og lade ’den rå data’, om man vil, stå rent som øjebliks- og tidsbilleder, som andre også kan bruge til deres analyser.

Samtidig er det helt enkelt en sjovere læseoplevelse, når man fornemmer et temperament i teksten og får de interviewedes blik på filmene, branchen og de andre aktører gennem årene. Det betyder imidlertid også, at udsagnene står for deres regning, og mens meget kan faktatjekkes, er andet de personlige udlægninger af, hvordan ting gik for sig.

Det har været både lærerigt og underholdende at få lov til at stjæle lidt af de stadig travle filmproducenters tid. Vi håber, at interviewene også giver andre stof til eftertanke og lyst til at gense nogle af de mange gode film fra de fire karrierer. Og måske kan de fire interviews her være startskuddet til flere producer-samtaler, hvor der kan blive samlet op på den viden såvel som de mange historier om dansk film, som producerne kan bidrage med.

Stor tak!

De fire interviews er redigerede udgaver af længere samtaler, som de interviewede har gennemlæst og godkendt. Vi vil gerne takke Erik Crone, Nina Crone, Steen Herdel og Per Holst for at deltage.


Litteratur

Caldwell, John (2008), Production Culture: Industrial Reflexivity and Critical Practice in Film and Television. Durham, N.C.: Duke University Press.

Dinnesen, Niels Jørgen og Kau, Edvin (1983), Filmen i Danmark. København: Akademisk Forlag.

Hjort, Mette og Bondebjerg, Ib (2000), Instruktørens blik: En interviewbog om dansk film. København: Rosinante.

Hjort, Mette, Jørholt, Eva og Redvall, Eva Novrup (2010), The Danish Directors 2: Dialogues on the New Danish Fiction Cinema. Bristol: Intellect.

Hjort, Mette, Bondebjerg, Ib og Redvall, Eva Novrup (2014), The Danish Directors 3: Dialogues on the New Danish Documentary Cinema. Bristol: Intellect.

Jacobsen, Kirsten (2001), Uden cigar: Faderen, sønnen og filmkøbmanden Peter Aalbæk Jensen. København: Høst & Søn.

Maltby, Richard, Biltereyst, Daniel og Meers, Philippe (red.) (2011), Explorations in New Cinema History: Approaches and Case Studies. Malden, Mass. Wiley-Blackwell.

Monggaard, Christian (2015), Tardini: 40 forrygende år i dansk film. Frederiksberg: Frydenlund.

Neergaard, Ebbe (1960), Historien om dansk film. København: Gyldendal.

Pardo, Alejandro (2000), "Creativity in Film Production: The Film Producer as a Creative Force." Communication & Society, 3(2), https://doi.org/10.15581/003.13.2.227-249

Petersen, Brian (2016), Johan Jacobsen: Mod strømmen i dansk film- og produktionskultur 1938-66. Ph.d. afhandling, Københavns Universitet, Det Humanistiske Fakultet.

Schepelern, Peter (red.) (2001), 100 års dansk film. København: Rosinante.

Spicer, Andrew (2004), “The Production Line: Reflections on the Role of the Film Producer in British Cinema.” Journal of British Cinema and Television, 1(1): 33–50.

Spicer, Andrew, McKenna, A.T.  og Meir, Christopher (red.) (2014), Beyond the Bottom Line: The Producer in Film and Television Studies. New York: Bloomsbury.

Thorsen, Isak (2017), Nordisk Films Kompagni 1906-1928. The Rise and Fall of the Polar Bear. East Barnet, Herts: John Libbey.


Kildeangivelse

Thorsen, Isak og Redvall, Eva Novrup (2020), Introduktion: Danske filmproducenter fra 1970’erne til i dag. Kosmorama #277 (www.kosmorama.org).

 

 

Subscribe to our newsletter and stay updated: