Overset, ufortalt og næsten glemt – filmpioneren Urban Gad

Var Asta Nielsen overhovedet blevet en verdensstjerne uden Urban Gad? Urban hvem? Det første får vi aldrig svar på. Det andet – det kommer her. For hvem var manden, der så og forløste Asta Nielsens talent på film, satte hendes navn på verdenskortet og skabte sig en stor karriere i tysk film? I denne artikel hives Urban Gad ud af to kvinders skygge og oplyses af en insisterende følgespot, der placerer ham som en af de helt centrale figurer i filmhistorien.

Peter Urban Gad (1879-1947) er utvivlsomt én af hovedskikkelserne blandt de danske filmpionerer. Hans debutfilm, Afgrunden (1910), indskriver sig i verdens filmhistorie som et af de tidligste hovedværker. Filmen fanger mediets egenart med innovativt kameraarbejde og skuespil, der bevidst er rettet mod fotografens linse og bryder med den teaterbundne spillestil. Hans instruktørkarriere udspiller sig fortrinsvist i Tyskland i en periode, hvor landet bliver en af Europas førende filmnationer. Han arbejder sammen med tidens største stjerner og de dygtigste kameramænd og udvikler ambitiøst filmsproget i tæt samarbejde med fotograferne. Gennem hele sin karriere stræber han efter at højne filmkunsten og i det hele taget forsvare det nye udskældte medie samt fremhæve dets potentiale som en selvstændig kunstart.

Med mere end 60 spillefilm på værklisten og et internationalt brag af en debut, som han selv skrev og instruerede, skulle man tro, at vejen til varig international berømmelse var banet. Men det blev hans ægtefælle og Afgrundens hovedrolleindehaver, Asta Nielsen, der sugede så meget af rampelyset til sig, at Urban Gad endte i skyggen. Efter filmdebuten i 1910 og godt 10 år frem arbejdede Gad i Berlin. I løbet af de første tre år, frem til udbruddet af Første verdenskrig, instruerede han 31 film med Asta Nielsen. Herefter gik de hver til sit, men det blev for Gads vedkommende til yderligere omkring 25 tyske spillefilm med andre stjerner i hovedrollerne. I 1922 vendte han hjem til København og blev biografdirektør for Metropolteatret, det nuværende Grand Teater i Mikkel Bryggersgade. Han skrev i løbet af sit liv flere bøger samt en lang række artikler og kronikker om filmkunsten, som helt tydeligt var omdrejningspunktet i hans liv.

På trods af sin produktive filmkarriere er Urban Gad nærmest overset i filmhistorieskrivningen. Det skal denne undersøgelse af hans værk og liv råde bod på. For måske kan vi gennem Urban Gad få nuanceret vores viden om en tid, hvor det skortede på både vilje og evner til at ville noget mere med film end sælge den som stanglakrids i metermål. En del af det manglende kendskab til Urban Gad ligger formentlig i, at fortællingerne om dansk stumfilm har været fokuseret på massefremstilling og iværksættereventyr, altså filmfabrikkernes kolossale output, samt selvfølgelig de store filmkunstnere Carl Th. Dreyer, Benjamin Christensen og superstjernen Asta Nielsen, som til stadighed er genstand for forskning både herhjemme og i udlandet. Nok en medvirkende faktor er det nationale perspektiv, der dominerer megen filmhistorieskrivning. Urban Gad var kosmopolit. Han tog til udlandet, hvor professionalismen og det kunstneriske niveau hurtigt overhalede det danske produktionsmiljø. Ved hans død i 1947 var Tyskland noget, man meget nødigt associerede sig med, og måske også derfor forblev hans tyske filmeventyr og filmindsats ufortalt.

Denne artikel introducerer Urban Gad og redegør for hans formative år; opvæksten, (ud)dannelsen og hans filmdebut i Danmark. Dermed får vi et billede af den ballast, han stiller med i Berlin i 1911, hvor hans filmkarriere for alvor tager fart. Hvad er det for kompetencer, han har erhvervet sig i det københavnske kultur- og bourgeoisieliv i 1900’erne? Hvordan uddanner man sig i en hektisk og frembrusende filmbranche, hvor erfaringer med det nye medie nærmest akkumuleres fra dag til dag, og kun få ved mere end andre, fordi alt stort set er eksperimenter med virkemidler i både kunstnerisk og kommerciel forstand?

I skyggen af to stærke kvinder

Asta Nielsen og Urban Gad var i perioden 1910-1914 kreative partnere, ægtefolk og kompagnoner, og det er først og fremmest Asta Nielsen, der har defineret Gads filmindsats; i interviews, i sine erindringer og senest i de opdukkede ’hemmelige’ telefonsamtaler fra 50’erne.1  I sine erindringer, som udkommer i 1945/1946 forbigår hun ham stort set i tavshed, og i interviews og andre steder minimerer eller direkte håner hun hans indsats:

Urban Gads film var altid noget møg. Det var vidunderlige opgaver, det var hans talent, at han kunne skrive store roller til mig. Han kunne give mig et glimrende stramaj at arbejde på. Hans store talent og min store chance. Han kunne ikke sige mig noget, han kunne ikke sige mig, hvordan jeg skulle være. Ingen ville engagere ham, men jeg holdt jo altid på, at han skulle med.2 

Urban Gad skrev og instruerede 33 film med Asta Nielsen. DFI Billed- & Plakatarkiv.

I sin egen selvforståelse var hun den kreative kraft, der skabte og forløste filmfortællingen i et sublimt samspil med kameraet. Hendes instruktør og samarbejdspartner, Urban Gad, er så godt som udeladt af fortællingen. Men for 10 år siden rettede professor i skandinavistik ved Kølns Universitet Stephan Michael Schröder et mere nuanceret blik på filmskaberen Urban Gad i artiklen ”Und Urban Gad? Zur Frage der Autorenschaft in den Filmen bis 1914”. Han sammenholder Asta Nielsens udsagn om, at hendes scener kun var antydet i manuskripterne (det, hun ovenfor kalder ’et glimrende stramaj’) med de reelle scenebeskrivelser i bevarede manuskripter. Schröders undersøgelse viser, at der var udførlige beskrivelser af scenerne såvel som hovedkarakterens følelser og ageren, og han konkluderer, at der er tale om: "… et samarbejde, hvor Urban Gad spiller en langt mere betydningsfuld rolle, end han hidtil er blevet tilskrevet." (Schröder 2010: 210)3 

Der er altså belæg for, at Urban Gad, som både skrev og instruerede, har sat sit tydelige præg på den færdige film. Lotte Thrane følger i Maske og menneske – Asta Nielsen og hendes tid (2019) op på Schröders kritiske læsning og går blandt andet i rette med Asta-forskningens generelt ukritiske tilgang til stumfilmstjernen, hvor ”… Asta Nielsens egne udtalelser (som der flittigt refereres til) har passeret utallige læsere, uden at materialet blev gransket.” (Thrane 2019: 61). Thrane tilvejebringer et interview fra 1928, hvor divaen rent faktisk udtaler sig i positive vendinger om sin første instruktør og eksmand: ”Urban Gad gjorde bestemt sit bedste, han udtænkte og skrev selv alle manuskripterne og stimulerede mig på mange forskellige måder.” (Berliner Zeitung am Mittag, 29. september 1928 in Thrane 2019: 59 – forfatterens egen oversættelse). Men udsagnet følges i bedste ’Die Asta’-stil op af et ’men’, så hun kan fremhæve egne fortræffeligheder og reducere Gad til en biperson i fortællingen.

Men det er ikke kun Asta Nielsen, der ’skygger’ for Urban Gad. Også hans mor, Emma Gad, som er blevet nærmest udødelig med sin Takt og Tone-bog fra 1918, den kendte og flere gange genudgivne håndbog i gode manerer og social dannelse, fylder i landskabet. Emma Gad er dog andet og meget mere end forfatter og etiketteekspert. Hun er også en særdeles aktivt promoverende mor og til evig inspiration for sin søn, og dermed en nøgle til at forstå, hvordan den unge Urban dannes og formes til sin kunstnerisk løbebane. Takket være Bjarne Kildegaards bog Fru Emma Gad (1984/1992) er det muligt at få indsigt i Urban Gads opvækst.

Kernefamilie og kulturel dannelse i bourgeoisiets højborg

Urban Gad kommer til verden i Korsør den 12. februar 1879. Hans far, søofficer Nicolaus Urban Gad, er blevet forflyttet dertil fra København i embedes medfør og sejler de følgende fem år postskib mellem Korsør og Kiel. Mor Emma, der ikke er synderlig begejstret for hverken Korsør eller husmortilværelsen, skriver i det skjulte, når hun kan finde tid, og debuterer som dramatiker i 1886.

Faderens jobskifte rykker familien tilbage til København, og efter et par mellemstationer i Nyboder og på Christianshavn flytter de i 1894 ind i en statelig 10-værelses stuelejlighed i Dronningens Tværgade 40. Den skal de næste mange år blive centrum for et livligt kapitel i hovedstadens kulturliv – med Emma Gad som omdrejningspunkt. Urban Gad er på det tidspunkt omkring 15 år. Hans 5½ år ældre storebror, Henry Christian, følger i sin fars fodspor og uddanner sig i en ung alder til flåden. Både faderen og han er ofte væk i længere perioder, såvel i vinter- som i sommerhalvåret. I deres fravær opbygger Emma Gad en tæt relation til sin yngste søn. Med årstidernes rytme skifter de opholdssted mellem indre by og familiens sommerbolig i Humlebæk og lever den i de bedre stillede samfundslag så udbredte ’dobbelthjemskultur’. I 1897 bliver Urban Gad som 18-årig student fra Borgerdydskolen i Helgolandsagde.

Et af de få vidnesbyrd om Urban Gads liv, der er bevaret i Det Danske Filminstituts samlinger – hans studentereksamensbevis for en lidt over middelgod eksamen; højeste karakter i historie, ligger godt an i dansk og engelsk, dumper latin og græsk.

Kunstnere, litterater og politikere mødes jævnligt til selskabelighed og åndrige sammenkomster i familien Gads stuer indrettet i klunkestil. Her færdes den københavnske kulturelite, der tæller navne som brødrene Georg og Edvard Brandes, forfatter Gustav Wied, Gyldendals direktør Peter Nansen, maler Fritz Thaulow, skuespiller Poul Reumert, Politikens chefredaktør Henrik Cavling, skuespiller Karina Bell, samt baronesser og medlemmer af kongefamilien for bare at nævne nogle få. En skønsom blanding af intellektuelle samfundsrevsere, indflydelsesrige meningsdannere, bourgeoisiet og kreative kunstnere. Georg Brandes er til alle tider kronjuvelen i byens selskabsliv, og Emma Gad lokker helt ublu med unge attraktive kvinder i sine invitationer – eksempelvis til thesalon under overskriften ”Valsen gennem Tiderne” med sang af fru Gerda Hartmann (Weber, Lemmer, Schubert, Chopin, Strauss’erne m.m.) samt dans af fru Judith Hansen, frøken Karina Bell og kgl. Balletdanser hr. John Andersen. Hun skriver til Brandes: ”Jeg tror, det bliver yndigt – flagrende Ungmøer til brusende Valsetoner – og mange smukke Tilskuerinder.” (Kildegaard 1992: 102).

Værtindeskabet i hjemmet i Dronningens Tværgade giver også familien et vidt forgrenet net af kontakter og dermed adgang til indflydelsesrige personer, som Emma Gad ganske direkte adresserer, eksempelvis i dette brev til Peter Nansen:

Længes De slet ikke efter Gerd og os andre? Hvis De hensmægter, kom da herhen og pil Dem et Stykke med Rejer paa Fredag Aften d. 14. Jeg har blot indbudt Tage Bull og Gerds nye Foresatte Instruktør Davidsen fra Nordisk. Man maa jo indynde sig hos Magthaverne, hvor man kan. (Udateret brev, men formentlig 1913, in Kildegaard 1992: 109).4 

Urban Gad med sine forældre.

Emma Gad – mor og livsven

Kære Peter Urban! Der staar etsteds i denne Bog, at man bør søge at faa sine bedste Venner blandt sine Nærmeste. Den Lykke har jeg fundet hos Dig, paa eengang min Søn, min Ven og min Raadgiver. Hav Tak. – At denne Bog er bleven til skyldes Dig. (Kildegaard 1992: 125).

Dedikationen stammer fra det allerførste eksemplar af Takt og Tone, som Emma Gad forærer sin søn, da bogen udkommer i 1918. Hun repræsenterer tidens konservative og kulturbevarende værdier, som har været de bærende idealer i det højere borgerskab i det 19. århundrede, men også en ny og moderne virkelighed, ikke mindst i forhold til kvinders liv og muligheder. Urban Gads nære forhold til sin mor kommer til at præge det meste af, hvad han foretager sig i det første tiår af sit voksenliv. Hun er et intenst engageret menneske og virker som dramatiker, skribent med fastansættelse på Politiken, forfatter til adskillige bøger og står ikke mindst for det meget aktive selskabsliv, hun beværter både i Dronningens Tværgade og i Humlebæk. Desuden er hun engageret i kvinders vilkår og rettigheder i et omfattende foreningsarbejde, heriblandt Københavns Kvindelige Læseforening, Kvindernes Handels- og Kontoristforening “Hegnet”, Danske Dramatikeres Forbund (stifter) og Damernes Formiddagsklub, som bliver til Dansk Kunstflidsforening (stifter og formand).

Urban Gad deler mange af sin mors interesserer. De rejser sammen, de arbejder sammen, og de skriver sammen. Og det er sandsynligt, at Emma Gad i kraft af sit netværk og fremtrædende position er med til at bane vejen for og præge sin søns lidt famlende karriere. Han beholder sit værelse i Dronningens Tværgade, som altid står klar til ham, helt frem til lejligheden afvikles flere år efter Emma Gads død (Kildegaard 1992: 124). Hun dør 8. januar 1921, og i private breve fra Emma Gads pårørende fremgår det, at Urban Gad erklærede hele 1921 for sørgeår:

Han nægtede stort set, til dele af omgivelsernes store besvær og problem, at foretage sig noget som helst andet i et helt år end, hvad der stod i mindets og sorgens tjeneste. (Ibid 1992: 131).

Et år efter hendes død formulerer Urban Gad selv sine følelser for sin mor: ”Hun var min eneste Ven, min Kammerat, fra jeg blev født. Savnet af hende er mig noget ubegribeligt.” (B.T. 30. december 1922).

Kunstmaler og kunsthåndværker

Op gennem 1900’erne udvikler og uddanner Urban Gad sig både som kunsthåndværker og maler. En beretning fra Dansk Kunstflid-udstillingen i Nationaltidende i november 1901 vidner om, at han er i gang som udøvende kunstner. Blandt udstillerne er Harald Slott-Møller, Hans Tegner og Urban Gad, som har bidraget med ”en Mængde Gjenstande, hvoriblandt nogle fortrinlige Skærme, Puder og Vægdekorationer, som iaar bleve kjøbte af Industrimusæet og Maleren Fritz Thaulow.” (Nationaltidende, 14. november 1901).5 

Urban Gad som kunsthåndværker: Thehætte med rygende fabriksskorstene. Gengivet hos Kildegaard 1992.

Hvornår han helt præcist begynder at male er uvist, men uddannelsen foregår hos nordmanden Fritz Thaulow i Frankrig. Thaulow er kunstmaler og i familie med Urban Gads far.6  Den 19. marts 1902 rejser Urban Gad sammen med sin mor til Paris. Knap 5 måneder senere kan man i avisen Dannebrog læse at: ”Maleren Urban Gad, som har studeret i Paris, er vendt tilbage hertil for at komme til Kræfter efter et anfald af Gigtfeber.” (Dannebrog, 12. august 1902). Godt et år senere er han tilbage, denne gang i Sydfrankrig, hvortil han er indbudt af Thaulow (Dannebrog, 17. september 1903).

Samtidig med afrejsen vises hans malerier for første gang offentligt frem i et udstillingslokale på Højbro Plads af to herrer ved navn Winkel og Magnussen. Debutanten får følgende ord med på vejen:

Hr. Gad (…) er upaatvivlelig i Besiddelse af Talent. Baade ”Foraarsdag”, ”Røde Tage”, ”Det gamle Toldsted” og især ”Foraarsregn”, alle med Motiver fra Sydfrankrig, rummer ikke ringe Stemning og kunstnerisk Følelse. Men der er unægtelig endnu ogsaa adskillig Løshed og Usikkerhed til Stede.

Ydermere anbefales det af bladets anmelder, at den unge kunstner melder sig ud af den fransk-norske skole og tager fat på den hjemlige natur (Dagens Nyheder, 24. september 1903).

Kultegning af fabrik. Noget tyder på, at Gad har haft blik for byens rygende skorstene. Affotografering: Kunsthistorisk Billedarkiv (opr. Statens kunsthistoriske Fotografisamling).

Lige før jul 1903 er Urban Gad tilbage i København efter sit formentlig sidste ophold i Frankrig. Hos Fritz Thaulow har han, ligesom i hjemmet i Dronningens Tværgade, kunnet møde nogle af tidens helt store personligheder, for Thaulows boheme-hjem og atelier på Boulevard Berthier 21 i Paris var et både excentrisk og finkulturelt mødested for kunstnere, mæcener og andet godtfolk – blandet andre Anatole France, Auguste Rodin, August Strindberg, Herman Bang og Georg Brandes (Kildegaard 1992: 122). Indtrykkene fra Frankrig finder vej til Gads lærred, og hans malerier bliver stadig mere eksponeret, men meningerne om hans talent er blandede. I 1905 er han med på Martsudstillingen hos kunsthandler Valdemar Kleis på Vesterbrogade 95, hvor over 100 kunstnere er repræsenteret.

Urban Gads maleri af sin læremester: Fritz Thaulow malende. Affotografering: Kunsthistorisk Billedarkiv (opr. Statens kunsthistoriske Fotografisamling).

Han får følgende skudsmål af Dannebrogs anmelder:

Peter Urban Gad er endnu i høj Grad umoden; i de to Billeder ”Fritz Thaulow malende” og ”Skumringen” viser han, i hvilken Retning hans Evner drager, naar han er kommet til Ro, i flere andre, f.Ex. Kjøbenhavnerbilledet, er hans Talent kommet paa slemme Afveje, og det brogede og kolorerede har sat sig i Højsædet paa Harmoniens Bekostning. (Dannebrog, 28. februar 1905).

I en anden avis lyder det:

At han har Evner, skal ikke bestrides; men endnu ligger Farverne paa hans Palet saa temmelig hulter til bulter. Han tumler dem endnu ikke; og i de fleste Arbejder naar han tilmed ud i Usandheden. Hvad er det f.Ex for et Billede fra Strøget? Det er Sildeglimt over det hele. Langt bedre og langt mere maalbevidst er hans sydfranske Motiver blevet behandlede. (Samfundet (København), 27. februar 1905).

I april er Urban Gad repræsenteret på udstillingen ”De Afviste fra Charlottenborg”, og i efteråret har han to ”gode Stemningsbilleder” med på Kleis’ Høstudstilling, ” … den ene fra Kjøbenhavns Havn, den anden fra Humlebæk”. (Berlingske Aften, 11. oktober 1905). Han fortsætter sin malergerning med et ophold i Ribe i sommeren 1906, men herefter er der ikke kilder til yderligere aktiviteter. Kan det skyldes, at Thaulow dør i november 1906? Har anmelderne taget modet fra den unge kunstnerspire, eller er han selv i tvivl om, hvorvidt han har valgt den rette udtryksform?

Udstillingsscenograf og praktisk alt-mulig-søn

Samtidig med uddannelsen til billedkunstner har Urban Gad løbende op gennem 00’erne hjulpet til med sin mors mangfoldige udstillingsaktiviteter, ikke mindst for Dansk Kunstflidsforening. Han er i foreningens første år særdeles aktiv på tegnestuen7 (Kildegaard 1992: 163-164).

Han bidrager også med udformningen af dekorationer og indretning af lokaler på Tulipanudstillingen i maj 1900, Sydfrugtudstillingen i oktober 1900, Dansk Kunstflid-Udstilling i november 1901, Østasiatisk Udstilling september 1902, Husholdningsudstillingen oktober 1903 og Koloniudstillingen i Tivoli juni 1905. Emma Gad er ikke sen til at berømme sønnens indsats, selv om han efter Heibergudstillingen8  i november 1909 lader mor og udstillinger fare til fordel for en ansættelse ved Dagmar Teatret

… og havde ikke min Søn Peter Urban Gad, som i sin Ungdom vilde være Maler, ligeledes arbejdet som en Hest for at hjælpe mig ved at skabe en Bestand af Tegninger uden nogensinde at faa en Øre for dem og givet kunstneriske Raad og daglig Vejledning for samme gode Betaling, vilde det have været umuligt for mig…” (Emma Gad, formand for Dansk Kunstflidsforening 1900-1911, uddrag af afskedstale, 1911). (Kildegaard 1992: 154).

Et ’sceneskift’ melder sig i Urban Gads liv, men meget tyder på, at den kreative kilde til formgivning og glæden ved håndens arbejde på ingen måde løber tør hos filmmanden. Den udfolder sig også langt senere i livet, nærmere bestemt i sommerresidensen i Humlebæk, i en grad, så en klummeskribent i 1936 udråber ham til ”Champion-Flisestøber” og giver læserne syn for sagen. For bag knaldblå låger med gyldne løvehoveder er haven

… formet efter hans egne Tegninger – og præges af nogle meget store og smukke Fliseanlæg, til hvilke han selv har støbt hver eneste Flise (…) Hvad Urban Gad kan faa ud af Betonfliser, er simpelthen eventyrligt. Ikke for intet var han Maler, før han tog fat paa Filmen, og han kan faa Fliser til at skinne i alle Regnbuens Kulører, saa de danner skønne og mærkelige Veje mellem de mange kinesiske og indiske Bronze- og Fajance-Skulpturer, han bar bragt med hjem fra sine store Rejser til Østen. (Berlingske Aftenavis, 26. november 1936)

Eventyrlig poesi og legende skabertrang bruser tilsyneladende lystigt i den midaldrende biografdirektør her midt i 1930’erne. Det kulørte flisestøberi nuancerer samtidens billede af en alvorsfuld biografdirektør i stilfulde habitter, der trykker hænder ved officielle arrangementer og receptioner.

Biografdirektør Urban Gad med Dronning Alexandrine som gæst til Grand Teatrets premiere på Emeric Pressburger og Michael Powells 'A Matter of Life and Death', 3. september 1947.

Scenekunsten – forstudier, ansættelser og dramatikerdebut

I en notits fra slutningen af august 1907 kan man læse, at den unge maler ”… i længere Tid har gjort indgaaende Studier paa Udlandets Scener over ”malerisk” Iscenesættelse, Belysningsteknik, Kostumer osv. …”, og endvidere at han nu er på vej ud på en ny studierejse med samme formål for øje. (Berlingske Aften, 28. august 1907).

Et kunstnerisk sporskifte er på vej, og der går da heller ikke mere end et års tid, før Urban Gads studier bliver omsat til praksis i en stilling på et nyopført københavnsk teater. Den 19. september 1908 slår Det ny Teater under ledelse af direktør Viggo Lindstrøm dørene op for publikum. Åbningsforestillingen er Den skønne Marseilleanerinde, hvor Gads kommende filmfæller Frk. Asta Nielsen og Hr. Poul Reumert medvirker. Gad fortæller i et interview to dage før åbningen, at han

… er i Færd med at skabe en Stilling (…), som i Tyskland kaldes for ”künstlerriche Beirath”. Alt det, som Sceneinstruktøren ikke kan tage sig af i fuldt Maal (…). Altsaa Dekorationer, Lysvirkninger o.s.v. Det rent sceneriske Maleri bliver med andre Ord hans Lærred paa Det ny Teaters Staffeli”. (Nationaltidende, 17. september 1908).

En anden avis betegner hans stilling som ’Inspicient’, men uanset stillingsbetegnelse og hvordan han har fået jobbet, så har Urban Gad skiftet branche.

Samtidig med studieturene og ansættelsen på Det ny Teater vover han sig ud i at forfatte sit første dramatiske arbejde. Sammen med sin mor skriver han lystspillet Fruens Politik, som han også iscenesætter.9  To ægtemænd er deres koner utro, begge afsløres. Den enes kone gør oprør, den anden tier stille. Hvem er den intelligente? Både Poul Reumert og Asta Nielsen medvirker – hun i en mindre rolle.

Manuskript til ’Fruens Politik’ med dedikation til direktør Lindstrøm, 15. oktober 1909. Det Danske Filminstituts samlinger

Stykket får premiere 15. oktober 1909, og modtagelsen er blandet grænsende til decideret negativ. Måske havde man forventet mere af forfatterparret, i hvert fald giver flere anmeldere udtryk for, at lystspillet er under Emma Gads niveau. Folkets Avis og Aftenbladet er venligt stemte, men Dagens Nyheder taler om et ”broget Indtryk”, og differentierer lidt på den erfarne moder og nybegynder-sønnen, der måske har haft hovedansvaret for replikkerne. Københavns anmelder synes, at stykket er umorsomt og savner det forrige program Dollarprinsessen (som gik med stor succes). Jyllandsposten sabler stykket ned: ”et barnligt stykke’ og ”noget af det tyndeste Pjat, der overhovedet er set paa de kjøbenhavnske Scener”, umuligt for skuespillerne ”at gjengive de Gad’ske Replikker, saaledes at Menneskene kunde forstaa dem”. (Jyllandsposten, 17. oktober 1909).

Modtagelsen har nok gået forfatterparret på. Emma Gad skriver i hvert fald den 16. oktober til Georg Brandes:

Det glædede mig og min unge Medarbejder meget, at De har moret Dem over vor lille Pjes. Ja, jeg synes ogsaa, at Stykket er blevet strengt og uretfærdigt behandlet, efterdi det aldrig har pretenderet andet end at være en lystig Farce, og jeg vilde ønske, at De ved Lejlighed i en eller anden Forbindelse vilde skrive, at det har moret Dem. Jeg synes ikke det er rigtigt eller kønt af Hr. Lange, at han gør Sit til at tage Modet fra en ung Mand, der hvad man saa end kan sige, har givet Løfte om at kunne skrive med Humør. Det har vi saa vist ikke for meget af. (Kildegaard 1992: 130).

Emma Gad henviser her til Sven Lange, den magtfulde og frygtede teater- og litteraturkritiker ved Politiken, som i 1904 efterfulgte Edvard Brandes som bladets ledende teateranmelder. Han er dog langt fra så krads som et par af de andre dagblades anmeldere, men bemærker, at ”… Moralen var rigeligt tilsukret af de sædvanlige Gad’ske Pudsigheder…”. (Politiken, 16. oktober 1909). Men ’løvemor’ stiller altså op for sin søn og trykker selveste Georg Brandes på maven for at tage affære.

Om Urban Gad er skuffet eller får tilbudt et job, han ikke kan sige nej til, kan vi kun gisne om. I hvert fald skifter han et par uger efter sin debut som dramatiker Det ny Teater ud med Dagmarteatret i Jernbanegade. Urban Gad bliver hyret ind som sceneinstruktør, og den 13. april 1910 er der premiere på et engelsk detektivdrama Dagbladet Lyset med blandt andre Valdemar Psilander og Augusta Blad i hovedrollerne.

Scenetegning: Postkort fra Urban Gad til scenemester Georg Olsen, Dagmarteatret, dateret 30. marts 1910. Det Danske Filminstituts samlinger.

Dannebrogs anmelder er ikke begejstret – det står sløjt til med moralen i stykket og ikke bedre med dets logik –  stykket får en meget kort levetid. Det står heller ikke godt til på Dagmarteatret. Den 10. maj er der krisemøde mellem ledelsen og personalet. Direktør Walter Christmas trækker sig, og det samme gør Urban Gad. Hans sidste bidrag til scenekunsten er dekorationer og kostumer til iscenesættelsen af en 300 år gammel skolekomedie Karrig Niding, som opføres med unge studerende i rollerne i Regensens gård den 27. maj 1910.

Teater- og udstillingsarbejdet har givet bibragt den unge kunstner nogle helt centrale færdigheder i forhold til det forestående filmarbejde. Han har arbejdet med scenerum, dekorationer og instrueret skuespillere. Han har fået kendskab til lyssætning, både i udstillingsrum og på scenen. Han har skrevet skuespil, dvs. tænkt i dramatiske virkemidler og fortælleteknik samt produktionsledet flere teateropsætninger. Erfaring med kameraarbejde mangler, men billedkomposition og perspektivlære har Urban Gad med sig fra malerkunsten. Faktisk ser B.T.  – i bagklogskabens lys – i hans og Emmas udskældte teaterstykke glimt af filmskaberen Urban Gad:

Vi husker en Komedie, han sammen med sin Moder, Admiralinden, havde skrevet til Det ny Teater. Den hed saadan noget som ”Fruens Politik”. I denne Komedie forekom det første Varsel for den Løbebane, som Urban Gad skulde slaa ind paa. Paa et nedrullet Rullegardinslærred udspilledes en Skyggescene, hvor to Elskendes gensidige Tilbøjeligheder afsløredes paa en uomtvistelig Maade. Dette var paa sin Vis Urban Gads første Film.” (B.T., 25. oktober 1919 i forbindelse med udgivelsen af Filmen – dens Midler og Maal).

Filmerfaring og drømmedebut

Den udbredte antagelse om Urban Gads filmdebut er, at hans første film er Afgrunden. Men faktisk er han inden da involveret i optagelsen af Kinografens krigsdrama En Rekrut fra 64 efter Preben Rists roman af samme navn. En Rekrut får premiere 1. august 1910, dvs. knap halvanden måned før Afgrunden. Der er tale om en ambitiøs historisk film, som har været en både bekostelig (Schröder 2019: 235) og krævende film at optage med over 200 statister i historiske kostumer og store slagscener – noget af en ilddåb for en filmnovice. Beskydningerne fra de tyske batterier blev lavet ved at lægge lange jernrør ned i en grøft, hvorfra der med passende mellemrum blev skudt store melportioner ud (Biograf-Bladet, 1. november 1931).

Der findes flere udlægninger af Gads rolle på filmen: Ifølge dagbladet København (2. august 1910) har ”… Hr. Urban Gad komponeret den [ulæseligt sic!] spændende Handling…”. Politiken tilskriver ham at have ”… føjet de enkelte Scener sammen og knyttet Traaden, saaledes at der er kommet et Skuespil ud af det hele…”. (Politiken, 3. august 1910). Begge dele kunne lyde som om, han har skrevet eller været medforfatter på manuskriptet. Stephan Schröder tillægger ikke Gad nogen stor rolle i filmens tilblivelse med det argument, at man ikke ville lægge så dyr en produktion i hænderne på en instruktør uden filmerfaring (Schröder 2019: 252).10  Sandheden er formentlig, at En Rekrut fra 64 er blevet til i et samarbejde mellem producent Alexander Christian, fotografen Alfred Lind, der er den eneste på holdet med filmerfaring, og Urban Gad. Af en kassebog med udgifter og gageudbetalinger på filmen fremgår det, at Gad har modtaget 150 kr. for ”Assistance ved Optagelse”.11  Der er desværre ikke oplyst gager for Lind og Christian, så vi har ikke noget sammenligningsgrundlag.

Urban Gad har fået smag for filmen – og for Asta Nielsen. I første omgang hendes talent, hvis uforløste potentiale han har fået øje for efter deres samarbejde på Det ny Teater. Han skriver en filmrolle til hende og med entusiastisk iværksætterånd får de lavet en film, der bliver en kunstnerisk og kommerciel megasucces. Afgrunden får premiere 12. september 1910 og er Urban Gads debut som filminstruktør og -forfatter. Asta Nielsen, Poul Reumert og Robert Dinesen debuterer ligeledes som filmskuespillere, og Gads nære bekendte, biografdirektør Hjalmar Davidsen, financierer det i økonomisk henseende vovede projekt. Filmen bliver et veritabelt kanon-startskud for Gad og Nielsens karrierer. Måske står det ikke helt klart for dem, for Asta Nielsen fortæller, at Urban Gad efter Afgrundens store succes forsøger at skaffe hende et engagement på teatret Casino og tilbyder direktøren dér at skrive filmen om til en folkekomedie. Det vil direktøren gerne, men han vil ikke have Asta – så hun forbliver i sit rollefattige engagement på Det ny Teater (Dagbladet, 18. marts 1916).

Tegning af Urban Gad: Asta Nielsen og Poul Reumert i gauchodansen i 'Afgrunden'.

Teaterarbejdet er dog snart et overstået kapitel, for Afgrunden sætter en lavine i gang. For Asta Nielsen og Urban Gad i form af guldrandede kontrakter og eksorbitante gager. For filmproducenterne, som får øjnene op for Asta Nielsens helt særlige talent og stjernen som trækplaster og markedsføring. I Tyskland ændres biografmarkedets hidtidige forretningsmodeller med Afgrundens premiere i midten af november. Blandt andet indfører biograferne, at Afgrunden vises i et soloprogram, så den kan køre hver time. Hidtil havde man kørt to-times filmprogrammer, sammensat af flere kortfilm og en hovedfilm. Og ikke bare var Afgrunden stor nok til at være en attraktion i sig selv, den medførte også en mere lukrativ forretningsmodel, idet billetprisen for én times-programmet var den samme som for flere korte film og dermed en fordobling af biografindtægterne (Loiperdinger 2013: 93-97).

Også i kunstnerisk henseende var Afgrunden nyskabende. Filmskeptikere fik blik for det nye medies kunstneriske potentiale; her var noget nyt på spil i forhold til skuespillet, kameraarbejdet og selve iscenesættelsen. Sandt nok, trekantsdramaet med lidenskabelige scener, den smægtende gauchodans og en dramatisk mordscene, appellerer til husarerne og deres kvindelige modstykker. Men alene filmens åbning vidner om opfindsomhed og et talent for at skabe billeddynamik: mødet mellem de to unge, Magda og Knud (spillet af Robert Dinesen) finder sted på bagperronen af en sporvogn.

Filmklip: Sporvognstur. Afgrunden (Urban Gad, 1910).

Kameraet er placeret på en tæt efterfølgende sporvogn, så samspillet mellem de to skuespillere garneres med bylivet, der hvirvler forbi under køreturen.

Gaucho-dansen, Afgrundens erotiske clou, er også filmet med en bevidsthed om biografpublikummet, der kigger med fra en helt anden vinkel end scenens teaterpublikum (uden for billerammens højre side, bag orkesteret), som ikke ser dét, biografpublikummet ser. Gad får på sin egen måde accentueret den helt særlige position, som filmkameraet kan tilbyde tilskueren – med Asta Nielsens spil direkte til kameraet og dermed til os, biografpublikummet. I øvrigt bemærker Poul Reumert i sine erindringer, at under indstuderingen af dansen, med koreografen Anna Jeannette Tardini,

… kom Urban Gad til stede og foreslog Ændringer, der bevirkede, at Asta Nielsens og min Dans til Slut blev et helt lille Drama for sig selv. (Reumert 1940: 53)

Man ser Gad for sig, mens dansen filmes: ”Bind ham! Løs ham op! Bid ham!”

Filmklip: Gauchodansen. Afgrunden (Urban Gad, 1910).

Endelig er dramaets slutscene iscenesat med stor effekt. Magda, som netop har myrdet sin elsker Rudolph (Reumert), bliver som en anden kludedukke ført ned ad en trappe i venstre side af billedet af en politimand, trin for trin i en lang indstilling. Nede på jorden i øjenhøjde med tilskueren, krydser hun gennem billedet lige ind vores i synsfelt. En kvinde i opløsning, apatisk, færdig. Scenen er med rette gået over i filmhistorien.

Filmklip: Slutscenen. Afgrunden (Urban Gad, 1910).

I løbet af få måneder har det nye filmpar kontrakter med ikke mindre end tre store producerende selskaber i henholdsvis Aarhus, Berlin og Valby.

1911 - et hektisk arbejdsår

Efter Afgrundens succes går det stærkt for parret Nielsen-Gad. Direktør Frede Skaarup fra Fotorama i Aarhus hyrer Asta Nielsen til så mange roller, som hun kan nå at indspille i juli og september. Gagen er 5000 kr. og en bøde på 10.000, hvis hun bryder kontrakten. Kontrakten underskrives 2. maj 1911, men da er filmen Den sorte Drøm allerede optaget i løbet af et par uger i april. Urban Gad har skrevet og instrueret, igen et dramatisk trekantsdrama med hede kys og dødelig udgang, denne gang med Valdemar Psilander som greve og førsteelsker og århusianske Gunnar Helsengreen i rollen som den snu rival, juveler Hirsch. Filmen får dansk premiere dem 4. september 1911. I denne sin anden film demonstrerer Gad blandt andet flot framing ved brug af portiere-gardiner i en døråbning, et forræderisk spejl som en fjerde væg i billedet samt indklip til halvnære indstillinger og klip ud igen, som effektfuldt intensiverer dramaet.12 

Filmklip: Det forræderiske spejl. Den sorte Drøm (Urban Gad,1911).

Spejleffekten kan han have lånt fra Ved Fængslets Port, som har haft premiere i marts og er Nordisk Films konsolidering af det lange format efter forsøget med Den hvide Slavehandel fra august 1910. Ved Fængslets Port er også Valdemar Psilanders gennembrudsfilm og en af selskabets helt store succeser. Her har instruktør August Blom med Axel Graatkjær13  bag kameraet været innovative med en spejlscene, der afslører hovedpersonens troværdighed, uden at han selv ved det. Til gengæld er nærbillederne i Den sorte Drøm ikke set før, og det at kameraet rykker tættere ind på skuespillet skaber en hidtil uset intensitet i dramaet. Filmens fotograf, Adam Johansen, er et ubeskrevet blad og har tilsyneladende kun lavet en håndfuld film i alt, hvoraf Den sorte Drøm formentlig er hans første. Resultatet af de to filmnovicers arbejde må nærmest betegnes som overraskende succesfuldt og kan ikke undervurderes, hvis man vil undersøge Urban Gads pionerindsats i en filmhistorisk kontekst.

Men inden filmoptagelsen i Aarhus har Gad og Nielsen været i Berlin og filme. Selskabet Deutsche Bioscop har hyret parret til 10 film. De skriver kontrakt og laver de to første film, Heisses Blut og Nachtfalter, i det tidlige forår 1911 i et lille atelier på Chausseestrasse 123 i Berlin. Resten skal indspilles i sommer- og efterårsmånederne. Men hele det tyske arrangement tager en drejning, da en ny interessent melder sig på banen. En østrigsk filmudlejer, Christoph Mülleneisen, har – efter at have set Afgrunden – fået den ide at lave et selskab, som får monopol på Asta Nielsen. Det bliver et dramatisk og hektisk forhandlingsforløb, der ender med, at et andet tysk distributionsselskab Union (eller PAGU) går med i et konsortium, som de næste tre år skal producere Asta Nielsens film med Urban Gad som instruktør og forfatter. Selskabet får navnet Internationale Film-Vertriebs-GmbH.14  Det bliver til i alt 31 film, inden udbruddet af Første verdenskrig i august 1914 sætter en stopper for produktionen. Urban Gads fortælling om udbruddet af Første Verdenskrig i Berlin kan læses i Kosmorama-artiklen: Flugten fra Berlin.

Men der er endnu et par kontraktlige forpligtelser, som sender Nielsen og Gad til Nordisk Films Kompagni i Valby, inden de flytter til Berlin. Da Fotorama og Nordisk fusionerer i et aktieselskab den 8. maj 1911, dvs. bare seks dage efter at aftalen mellem Asta Nielsen og Fotorama er underskrevet, flyttes engagementet til København (Thorsen 2013). Det bliver bare til én film, Balletdanserinden, med August Blom som instruktør. Den optages i maj 1911, og Asta Nielsen får 5000 kr. i honorar for rollen – en helt uhørt gage på det tidspunkt. Til sammenligning får de højest betalte skuespillere hos Nordisk (Adam Poulsen, Johannes Poulsen og Augusta Blad) 350 kr. pr. film. Efter Balletdanserinden løses Asta Nielsen fra Fotorama/Nordisk Film-kontrakten, og konventionalbøden på 10.000 kroner betales, formentlig af Mülleneisen.

Hvad Urban Gad angår, så instruerer han i 1911 tre film for Nordisk Films Kompagni. Fra filmhistoriker Isak Thorsens forskning ved vi, at Gad i Aarhus har tegnet kontrakt med et selskab, A/S Københavns Kunstfilms Kompagni, som kontrolleres af Fotorama. Denne kontrakt, dateret 8. april 1911, indgår også i fusionen med Nordisk Films Kompagni, og derfor er Gad forpligtet til at lave max. 12 film i Valby (Thorsen 2013). Der er tale om rene instruktionsopgaver, manuskripterne er købt og skal ’bare’ realiseres. De tre første film er Dyrekøbt Glimmer, Den store Flyver og Gennem Kamp til Sejr. De bliver formentlig optaget i løbet af september og oktober – Urban Gad får i hvert fald udbetalt en månedlig gage på 500 kr. for de to måneder15 . I 1912 bliver det til én film, Det berygtede Hus eller Den hvide Slavehandel III, som Gad i marts 1912 ligeledes får udbetalt 500 kr. for.16  En længere korrespondance mellem Gad og selskabet i marts 1912 vidner om, at Gad ønsker at komme ud af kontrakten tidligere end aftalt, men det går Nordisk Films Kompagni ikke med til ”… idet Selskabet sætter megen Pris paa Deres Arbejde.”17 . Nordisk Films Kompagni imødekommer dog hans ønske og går med til en tidligere opsigelse, hvis han kan iscenesætte endnu fem film inden 1. juni.18  Det accepterer Gad. Men en måned senere har selskabet så skiftet holdning igen. Nu er det generaldirektør Ole Olsen selv, der underskriver brevet:

Efter Fuldendelsen af de sidst af Dem iscenesatte Skuespil er vi efter nærmere Overvejelse villige til, som De ønskede, at løse Dem fra Deres Kontrakt allerede nu, saaledes at vore Forpligtelser straks gensidig ophæves.19 

Årsagen til denne holdningsændring fremgår ikke af korrespondancen, men at der er en grund står klart i et efterfølgende brev fra Ole Olsen.20 

Urban Gad må have været en attraktiv instruktør for Nordisk Films Kompagni med en månedlig gage på 500 kr. Til sammenligning kan nævnes, at selskabets førsteinstruktør August Blom får 666 kr. i månedsgage, E. Schnedler-Sørensen og William Augustinus, som er fastansatte i 1911, betales henholdsvis 300 kr. og 250 kr. for en måneds arbejde. De få mænd, der på dette tidspunkt instruerer film i Danmark, har overvejende en baggrund i skuespillerfaget. Hos Nordisk Films Kompagni gælder det August Blom, William Augustinus, der dog også er ’pladefotograf’, og Holger Rasmussen, som afskediges efter en enkelt sæson. Undtagelsen er Schnedler-Sørensen, der har en baggrund som urtekræmmer, handelsrejsende, forsikringsagent og filmsælger. Derudover er århusianske Gunnar Helsengreen og Alfred Cohn, som begge instruerer for Fotorama, og Einar Zangenberg, der bliver førsteinstruktør hos Kinografen, ligeledes skuespillere. Filminstruktørrollen er på dette tidspunkt ikke en fuldt professionaliseret ’stilling’, men Urban Gad skiller sig klart ud med en bred palet af forudsætninger.

1911 er et travlt år for Urban Gad, som på skift skriver og instruerer i henholdsvis Danmark og Tyskland. DFI Billed & Plakatarkiv.

En yderst kompetent filmskaber

På baggrund af research til dette første og hidtil udokumenterede kapitel af Urban Gads liv, i overvejende grad baseret på omtale og anmeldelser i aviser, ugeblade og tidsskrifter samt diverse arkivalier21 , står det klart, at Urban Gad entrer filmbranchen i 1910 med en omfattende (ud)dannelse og særdeles relevante kompetencer. Han har en bred kulturel dannelse med sig fra sit barndomshjem samt en studentereksamen, er berejst og har tilegnet sig et internationalt blik på kunst og kultur, har arbejdet kreativt som kunsthåndværker og -maler, har gjort sig erfaringer med scenekunst – både som forfatter og iscenesætter – og kan styre kreative processer. Det giver ham de bedste forudsætninger for at forfatte filmmanuskripter, instruere skuespillere, skabe filmens visuelle udtryk samt organisere og produktionslede en spillefilm. Hans debutfilm Afgrunden fra september 1910 bliver en gigantisk succes og baner vej for et arbejdsintenst 1911, hvor han instruerer 10 film og selv skriver manuskript til de fem. Urban Gad og Asta Nielsen pendler i deres første filmår mellem filmarbejde i Berlin (Deutsche Bioscope), Aarhus (Fotorama) og Valby (Nordisk Films Kompagni), inden parret slår sig ned i Berlin og de næste mange år udelukkende laver film i Tyskland.

En opfølgende artikel vil fokusere på Urban Gads karriere i tysk film og vurdere om og hvordan, hans ambitioner om at løfte filmen til en selvstændig kunstart indfries gennem hans eget værk.


Noter

1. Der er tale om telefonsamtaler mellem Asta Nielsen og hendes bekendte Frede Schmidt, som han optog uden hendes vidende i årene 1957-1959. De kom for en dag via dokumentarfilminstruktør Torben Skjødt Jensens portrætfilm Den talende muse (2003) og er siden blevet brugt i Asta Nielsen-litteratur af bl.a. forfatterne Eva Tind og Lotte Thrane. I 2018 lavede DR på baggrund af materialet en radioserie i fire afsnit: https://www.dr.dk/radio/p1/asta-og-frede
2. Asta og Frede 1:4 – Fredes bagbutik, minuttal 10:00 https://www.dr.dk/radio/p1/asta-og-frede/asta-og-frede-1-4-fredes-bagbutik
3. Min oversættelse af … einer Arbeitsgemeinschaft, in der Urban Gad eine weit größere Bedeutung für die Filme hatte, als ihm bisher attestiert worden ist. (Schröder 2010: 210)
4. Gerd er formentlig den norske skuespillerinde Gerd Egede-Nissen (1895-1988), som filmede hos Nordisk Films Kompagni 1913-1915. Tage Bull (1881-1960) var diplomat og bogsamler og ekspert i Casanova. Hjalmar Davidsen (1879-1958) var biografdirektør, producerede Afgrunden i 1910 og var i årene 1913-1917 instruktør hos Nordisk Films Kompagni.
5. Andre eksempler på Urban Gads ’designs’ er en tehætte til husholdningsudstillingen i 1902, en dukkevogn til legetøjsudstillingen i 1904, et banner til Dansk Tonekunstnerforening i anledning af 100-året for J.P.E. Hartmanns fødsel i 1905, en dekorativ træplade med et motiv af byens rygende skorstene (foto i ’Kunst og antikvitetsårbogen 1977) og en ’hedebodug’, som skænkes til Dronningen i 1909. Genstandene udformes af hans far (dukkevognen) og damerne i Kunstflidsforeningen.
6. Fritz Thaulow (1847-1906) var gift med Ingeborg Charlotte Gad (1852-1908), som var en kusine til Peter Nikolaus Urban Gad, jf. https://www.emmagad.dk/wp-content/uploads/2019/11/halkier-gad-thaulow-20.png. De blev gift i 1874 og skilt i 1886 og fik datteren Else Frölich (1880-1960), som blev en fremtrædende skuespillerinde hos Nordisk Films Kompagni op gennem 1910’erne.
7. Kunstflidsforeningens målsætning var blandt flere at fremme og fremvise dansk kunsthåndværk, og Emma Gad forestår adskillige større udstillinger i sin formandsperiode. De udstillede genstande skulle være forarbejdet efter kunstnerens originale tegninger, og derfor oprettedes en tegnestue, som stod for indsamling af tegninger og var indrettet til det tekniske arbejde med at forstørre, formindske, overføre, mønsterprikke osv.
8. En udstilling til erindring om Familien Heiberg, primært dramatiker, kritiker og chef for Det kgl. Teater, Johan Ludvig Heiberg (1791-1860) og hans hustru Johanne Louise Heiberg (1812-1890), skuespillerinde og iscenesætter. Parrets store indflydelse på det 19. århundredes kultur- og åndsliv (guldalderen) i Danmark var motivation for udstillingen, som bestod af genstande fra de heibergske hjem, opbyggede interiørs, for eksempel dagligstue og arbejdsværelse samt små dramatiske scener og musikindslag.
9. Stykket omtales allerede i avisnotitser i slutningen af september 1908. Prøverne påbegyndes dog først i slutningen af maj 1909, og stykket skal blive teatrets første nyhed i den kommende sæson.
10. I filmens tyske program er Urban Gad krediteret som instruktør, formentlig fordi den tyske premiere ligger efter Afgrundens premiere, som allerede havde slået Gads navn fast i Tyskland. Motivet til oplysningen må tilskrives ren og skær markedsføringsstrategi, hvilket også er Stephan Schröders pointe (Schröder 2019: 251-252).
11. Nordisk-samlingen: V,15 fol. 198, posteringsdato 15/6 1910.
12. Både i scenen i Juvelér Hirschs forretning, hvor Stella stjæler perlekæden og i en scene mellem Stella og Grev Waldberg (Psilander) i hendes påklædningsværelse klippes der ind fra halvtotal til halvnær og ud igen i samme scene. I en udendørs scene i begyndelsen af filmen, hvor Stella og greven går tur rundt om en sø, skifter kameraet vinkel på de gående.
13. Axel Graatkjær (1885-1969) følger i øvrigt med Asta Nielsen og Urban Gad til Berlin i 1913 og får en stor karriere i tysk stumfilm. Hans sidste film er formentlig fra 1929.
14. Historien om kontraktdramaet er fortalt adskillige steder, bl.a. hos Nielsen 1946: 12 ff, Malmkjær 2000: 91-96, Loiperdinger 2013: 97-99 og Thrane 2019: 93-98. Derfor går jeg ikke nærmere ind i detaljerne her.
15. Nordisk-samlingen III,18 fol. 42 og 51.
16. Nordisk-samlingen III,18, fol. 75.
17. Nordisk-samlingen II,19: Fol. 110 2/3 1912.
18. Nordisk-samlingen II,19 fol. 293 13/3 1912.
19. Nordisk-samlingen II,19 fol. 748 12/4 1912.
20. ”I besiddelse af Deres Brev af 17. ds., hvis Indhold jeg bemærker,forudsætter jeg, at Grunden til, at jeg har indvilget i Ophævelsen af vor Kontrakt, ikke er Dem ubekendt. Jeg kan kun beklage, at De under disse Omstændigheder har modtaget Deres Gage uden at yde et Arbejde, der staar i rimeligt Forhold til denne.” Nordisk-samlingen II,19 fol. 835 18/4 1912.
21. Med ’arkivalier’ menes både de originale dokumenter, overvejende fra DFI’s Nordisk Film-samling, men også de refererede arkivalier hos Bjarne Kildegaard, som dels ligger på Det kgl. Bibliotek og dels er i privat eje.


Litteratur

Christensen, Charlotte (1977) ”Omkring år 1900” in Kunst og antikvitetsårbogen 1977. Thanning & Appels Forlag.

Engberg, Marguerite (1999) Filmstjernen Asta Nielsen. Aarhus, Klim.

Hald, Tony (ed.) (2003-2019) www.emmagad.dk

Kildegaard, Bjarne (1984/1992) Fru Emma Gad. Tiderne Skifter.

Loiperdinger, Martin (2013) ””Die Duse der Kino-Kunst” Asta Nielsen’s Berlin Made Brand” in Loiperdinger, Martin & Jung, Uli (eds.) Importing Asta Nielsen: The International Film Star in the Making 1910-1914. Herts, John Libbey Publishing Ltd.

Malmkjær, Poul (2000) Asta – Mennesket, myten og filmstjernen – en biografi. P. Haase & Søns Forlag.

Reumert, Poul (1940): Masker og Mennesker. København, Gyldendal.

Schröder, Stephan Michael (2010) “Und Urban Gad? Zur Frage der Autorschaft in den Filmen bis 1914” in Unmögliche Liebe: Asta Nielsen, ihr Kino. Wien, Verl. Filmarchiv Austria.

Schröder, Stephan Michael (2019) Literatur als Bellographie – Der Krieg von 1864 in der dänischen Literatur. Berlin, Nordeuropa-Institut der Humboldt-Universität.

Thorsen, Isak (2013) ”Nordisk Films Kompagni and Asta Nielsen” in Loiperdinger, Martin & Jung, Uli (eds.) Importing Asta Nielsen: The International Film Star in the Making 1910-1914. Herts, John Libbey Publishing Ltd.

Thrane, Lotte (2019) Maske og menneske. København, Gads Forlag.

 


Kildeangivelse

Richter Larsen, Lisbeth (2019): Overset, ufortalt og næsten glemt – filmpioneren Urban Gad. Kosmorama #276 (www.kosmorama.org).