Du debuterede som dokumentarfilmsinstruktør i 2004 med Den evige flyver om kunstner og forfatter Jens Rosing, og i 2009 skrev du dig for alvor ind i den grønlandske filmhistorie med spillefilmen Nuummioq. Kan du fortælle om, hvordan og hvorfor du begyndte at lave film?
Der er forskellige elementer i det. Jeg tænker historier i billeder. Det troede jeg, at alle gjorde. Indtil det gik op for mig, at folk tænker forskelligt; nogen tænker litterært, andre tænker i lyde. Jeg tænker i billeder. Så filmproduktion var en naturlig vej at gå.
Jeg blev uddannet som kaospilot i Århus på første hold i starten af 1990’erne, hvor jeg samtidig lavede min første kortfilm, Helene og Niclas, der var støttet af Filmværkstedet i København. Efter Kaospiloterne producerede jeg blandt andet en tv-dramatisering af Katrine Wiedemanns teaterstykke Øgledage, baseret på Leif Panduros roman, skudt i realtid med fem små kameraer. Det var sammen med Troels Nilsson. Så jeg fik tidligt erfaring med forskellige typer produktioner i forskellige roller.
I min senere produktion har jeg frem for alt haft et stort ønske om at fortælle om Grønland til mine danske venner. På en måde, der ikke er stereotyp. Jeg plejer at sige den poppede sætning: Det er ikke hor, mord og ildebrand-historien, og det er heller ikke den smukke fanger på isen. Det er er en historie derimellem. I hele mit liv har jeg forsøgt at fortælle mine venner om det liv, jeg kender i Grønland – som er meget svært at forklare.
Jeg har villet lave film lige siden, jeg gik i gymnasiet. Jeg så Paul Mazurskys Next Stop, Greenwich Village (1976), og jeg tænkte bare, at dét skal jeg lave; Jeg skal simpelthen lave film. Før Nuummioq lavede jeg en dokumentarfilm, men der var ikke rigtig nogen, der havde lavet fiktionsfilm i Grønland. Det var et kæmpe bjerg at bestige, det var helt vildt og vanvittigt. Jeg kan huske, da jeg sammen med producer Mikisoq Hove Lynge gik ud offentligt og sagde, at vi ville lave en spillefilm. Det føltes som knald eller fald. Det var for vildt at gå ud at sige. Jeg kan huske, at vi talte med en fyr, som var noget ved musikken dengang. Han kiggede på os og sagde: ”Hvis I fejler med det her, så kommer I aldrig til at lave film igen.”
Men der var en nu gør vi det sgu-energi. Jeg havde en idé til en film, og fotograf Bo Bilstrup og jeg rejste til Nuuk og skød en trailer, som blev vist i Katuaq-biografen. Et år efter havde vi penge, et filmhold kørende og et manuskript. Det var helt vildt. Præcis et år efter startede vi optagelserne. Det var med den energi. Vi løb så hurtigt hen over isen, at vi ikke faldt igennem. Det var tynd is.
Men det var også det, der knækkede mig til sidst. Da vi havde lavet filmen, var jeg fuldstændigt udmattet og helt under gulvbrædderne. Men det var den energi, vi kørte på. Sjovt nok var det også en eller anden modeleret form, den energi vi lavede Ukiutoqqami Pilluaritsi med.
Du taler om et pres. Var det fordi, det var den første grønlandsk producerede spillefilm?
Ja, den måtte satme ikke gå galt. Det var knald eller fald. Det var jo min livslange drøm at lave en film, og så stod jeg pludselig og kunne gøre det. Man kan sige, at det er en fordel at lave film i Grønland, men det er også en ulempe. Ulempen var, at ingen havde prøvet det før, så vi måtte famle os frem og tage tingene, som de kom. Men det er jo også en fordel, at ingen vidste, hvad man kunne forvente. At lave film i Grønland er både meget svært, og det er meget let. For man får noget med, ikke kun naturen, men man får også en medvind med.
Kan du sige mere om den medvind? Er det fordi, det er lettere at få opmærksomhed med en grønlandsk film?
Nogle ting er lettere. Det er altid lettere i et lille samfund at få lov til at lave film, synes jeg. Vi skulle eksempelvis filme i en tunnel i Nuuk, og da vi spurgte kommunen, fik vi bare lov til at bruge den. På den måde er der en enormt stor lokal velvilje. På den måde er der medvind. Og så er der også en velvilje, fordi det er sexet at lave film. Folk vil gerne være en del af det.
Jeg ved ikke, om der var medvind i forhold til, at det er grønlandsk film. Det har jeg slet ikke tænkt over. Men jeg går ud fra, at det kunne være det. Der har i hvert fald været en stolthed over det, ikke bare hos mig og resten af filmholdet, men også rundt omkring i Grønland. Jeg kan huske, at dengang vi kom i hovedkonkurrencen på Sundance Film Festival, blev jeg interviewet i KNR-radioavisen. Da jeg kom ind i lokalet, råbte folk, hujede og roste os. Der gik det op for mig, hvor vildt det var. Hvor meget opmærksomhed, det havde fået.
En scene mellem Malik (Lars Rosing) og Nivi (Julie Berthelsen) fra 'Nuummioq' optages og foreviges i Andreas Rydbackens dokumentar 'En film uden kajakker' (2011) om 'Nuummioq's turbulente tilblivelse.
Hvad drev dig i første omgang til at lave Nuummioq? Hvad var din motivation?
Nuummioq blev drevet af en indignation. Jeg kan huske, at der var en dansk ekspedition til Grønland, hvor en af mine venner var mediekoordinator på grønlandssiden. En dansk journalist ringede og sagde, at nu kom de til Nuuk, og han bad hende arrangere et interview med et incestramt barn. Jeg blev simpelthen så arrig over den mangel på medmenneskelig respekt, og det var benzin på mit bål til at lave Nuummioq. Det gav energi til at lave en historie om almindelige mennesker frem for de der yderhistorier, som journalister fokuserer på
Du debuterede som dokumentarfilmsinstruktør i 2004, men har arbejdet med film og tv siden 1990’erne. Hvordan var det grønlandske filmmiljø, da du startede?
Inden for fiktionsfilm var det nærmest ikke-eksisterende. Der var ganske få produktionsselskaber. Der var i hvert fald Peter Jensen og Inuk Media. Jeg kender faktisk ikke andre deroppe, der havde lavet spillefilm dengang, men jeg kan huske, at Inuk Silis Høegh begyndte at lave noget, og jeg var med som altmuligmand på en af hans kortfilm, Eskimo Weekend (2001). Der begyndte at ske noget. Derudover lavede jeg nogle musikvideoer, hvor Inuk instruerede, og jeg producerede. Det var blandt andet den grønlandske musiker Angus musikvideo til sangen ”Time for Time”, der var min første rigtige producergerning. Den må være optaget omkring 2002. Jeg kan huske, at vi fik 100.000 kroner til at lave den, og at vi skød den på 35mm, fordi der skulle være super slow-motion i videoen, og det kunne kun lade sig gøre på den måde. Så der skete noget allerede dengang, men der var ikke rigtig noget decideret miljø.
Dengang var teknikken jo også anderledes. Da Nuummioq blev lavet, havde vi lånt et kamera og nogle optikker, og det var jo stort som ind i Helvede. Det var det bedste, vi kunne få, og det var på bånd. Det ser jo helt anderledes ud i dag. Du kan købe et kamera til 1000 dollars, og så kan du skyde en spillefilm. Så man var også begrænset af den teknik, der var.
Jeg kan se, at de unge har en helt anden tilgang og et helt andet flow. Der er en helt anden teknisk tilgang til det. Men man kan også mærke, at vi er ikke formet som nation af filmiske fortællemetoder. Fortælleformen er ikke kommet til Grønland endnu, så den flyder lidt med sin egen form. Den er stadig lidt søgende i dag, som jeg ser det.
Hvordan ser det grønlandske filmmiljø så ud i dag?
Efter Nuummioq kom der jo helt vildt mange film. Malik Kleist har lavet to spillefilm og en ny er på vej. Så er der Marc Fussing Rosbach. Michael Lindskov Jacobsen har også lavet nogle kortfilm. Så der er en grøde i miljøet. Det er ved at konsolidere sig på en eller anden måde, men det er stadig i sin vorden, vil jeg sige.
Er det præget af samarbejde? Eller konkurrence?
Jeg oplever ingen konkurrence. Det kan være fordi, jeg bor i Danmark, det kan også bare være uvidenhed. Men man kan jo se, at folk samarbejder på kryds og tværs. Pipaluk Kreutzmann Jørgensen har et produktionsselskab sammen med Emile Hertling Péronard, og han er også med i et andet selskab sammen med Inuk Silis Høegh. Folk arbejder sammen i forskellige sammenhænge i forskellige produktionsselskaber. I gamle dage, da jeg startede, var der lidt en stemning af, at kagen har en vis størrelse, så hvis du tager en bid af kagen, så får jeg en mindre bid. Min fornemmelse i dag er, at stemningen er vendt: Kagen vokser i takt med, at flere er med til at dele den. Jeg har ikke noget at hænge det op på, men det er sådan, jeg har det.
Omkring den tid, hvor I lavede Nuummioq, grundlagde du også 3900 Pictures med Mikisoq Hove Lynge. Hvordan var det at etablere et selskab dengang?
Det kom sig af, at vi ville lave Nuummioq. Og hvordan gør man det? Okay, så må vi lave et selskab, som kan lave den her film, for vi skal søge nogle penge. For at det ikke skal være løgn lavede vi faktisk to selskaber, to anpartsselskaber, fordi vi ville sikre os, at rettighederne til filmen kom over i det ene selskab, og så var det andet selskab produktionsselskabet. Sidenhen fandt vi ud af, at det ikke var så godt. Så slog vi dem sammen.
Da vi tog ud for at skaffe nogle penge for at køre det her filmprojekt, gik vi blandt andet ind til investeringsselskabet Greenland Venture og lod dem købe sig ind i 3900 Pictures. De ejede 49 procent af 3900 Pictures, jeg ejede 25,5, og Mikisoq ejede 25,5. Så 3900 Pictures blev grundlagt for at kunne lave Nuummioq.
Hvad tror du, Nuummioq betød for grønlandsk film? Du taler om, at det gryer nu?
Jeg tror, at filmen betød meget, men den kunne have betydet endnu mere. Efter filmen har jeg tænkt en del på rollemodeller; Hvordan man er rollemodel. Jeg er også blevet far sidenhen, så jeg er også rollemodel for min datter. Jeg har tænkt over, hvor vigtige rollemodeller er i forhold til det, vi laver. Min datter er adopteret fra Afrika. Jeg kan se, hvordan hun må have nogle rollemodeller, som også er mørke. Rollemodeller er gode at have, og jeg tror, at Nuummioq er en god rollemodel for andre, som vil lave film
Hvordan mener du, at den kunne have betydet mere?
Nuummioq var i hovedkonkurrence på Sundance Film Festival. Det gjorde, at vi kom på filmfestivaler i hele verden. Det gjorde også, at filmdistributionsfirmaet The Works gerne ville have Nuummioq til distribution i hele verden. De fandt kun én film på Sundance Film Festival, de ville have, og det var vores. De estimerede, at den ville sælge for en million dollars world wide, og de var så sikre, at de ville give 100.000 euro, når der blev skrevet under. Det krævede så, at vi underskrev chain of title-kontrakter (en række kontrakter om ophavsret fra alle en filmproduktions hovedaktører, red.).
Men der gik rod i det, og chain of title-kontrakterne blev aldrig leveret til The Works. De rykker for det, men til sidst siger de, at kontrakten er annulleret. Så det vil sige, at vi kunne have været ude i en world wide-distribution i stedet. Så på den måde kunne vi have trukket et større læs for grønlandsk film. Det var en del af den konflikt, Mikisoq og jeg indgik i senere hen. Der var mange uoverensstemmelser, konflikter over bogføring, der i sidste ende førte til, at Mikisoq blev afsat som direktør for 3900 Pictures og politianmeldt for underslæb. I sidste ende gik selskabet konkurs med en større gæld. Noget af politianmeldelsen blev forældet, og andet blev for komplekst at løfte for politiet. Derfor stoppede sagen igen, og vi er kommet videre. Hele forløbet tog lang tid at komme over.
Så på baggrund af uoverensstemmelser, så var det distributionsmæssigt, at den kunne have betydet mere?
Ja, ligesom man ser så mange andre steder med etniske film, der får world wide-distribution.
Der gik ti år mellem Nuummioq og Ukiutoqqami Pilluaritsi. Udover, at du var ramt af en depression i en periode, er der så en særlig grund til det?
Cover til 'Ukiutoqqami Pilluaritsi' ('Krudt og kærlighed', Otto Rosing, GL, 2019) .
Der var fem år, hvor jeg var nede at vende med en depression. Det der sker, når du er på filmfestivaler, er, at folk siger: ”Tillykke med din film: Hvad er din næste?” De er mere interesserede i den næste end den, du kommer med. Det er det, man smeder videre på; man skal smede, mens jernet er varmt. Der nåede jernet at blive i koldt i de fem år, hvor jeg var nede og vende, og så tager det bare noget tid at få gang i biksen igen. Det tager tid at lave film. Nuummioq blev lavet på et år fra idé til optagedag, og jeg har aldrig hørt noget lignende. Det tager måske fem eller ti år. Torben Bech sidder nu og skriver på en film, der hedder Tø. Den har han måske skrevet på i fem år. Den bliver fantastisk, men den er ikke færdig endnu. Det tager lang tid at komme i gang, og så er det jo sådan, at når man sætter skibe i søen, så går nogle af dem ned og nogle fortsætter.
Da vi lavede Ukiutoqqami Pilluaritsi, havde vi været lige ved og næsten så mange gange med så mange projekter, at jeg var så desperat. Jeg tænkte: ”Fuck det, vi laver den.” Vi havde nul kroner, vi havde ingenting, men i oktober sagde jeg til folk: ”Fra 1. december til 31. december skyder vi den. Er I med, ja eller nej? I må gerne sige ja, og I må gerne sige nej, men hvis I siger måske, så skal I ikke være med. Jeg skal have rene svar.” Jeg sagde også til folk, at vi har nul kroner, men I kan få en aktie hver dag, I arbejder, og 10 procent af alle aktier går til grønlandske børn. Det var det, jeg kunne tilbyde. På det grundlag sagde nogle ja. Jeg tror faktisk ikke rigtigt, at nogle sagde nej. Nogle sagde måske, og dem siede jeg fra.
Da vi fik 30.000 fra Grønlandsbanken, kan jeg huske, at tænkte jeg ”Yes!”, for så kunne folk få mad. Ellers dryppede der lidt penge ind undervejs. Vi havde et manuskript på ti sider eller mindre med stikord. Vi havde strukturen, vi havde rammen for handlingen, og så var der meget improvisation og meget dag-til-dag-arbejde. Det var Michael Rosing, min bror, og Henrik Fleischer, der skrev manuskriptet.
Det var jo et kamikaze-projekt. Det var Nuummoiq også, men det havde samtidig et ekstremt pres. Ukiutoqqami Pilluaritsi var derimod et kamikaze-projekt med en anden lethed. Og så har jeg været så mange år i branchen, at jeg sagde, at jeg vil simpelthen ikke have nogen negativitet på settet. Vi skulle køre ren produktion på god energi. For det var det eneste, vi havde. Jeg sagde også til folk, at det her, det er Grønlands 90-års-fødselsdagen. Den skal vises på KNR-TV hver december. Folk grinede af mig, men nu bliver den vist de næste fire år hver første januar.
Vi kom i land med det, men ingen har fået løn, og vi skylder stadig 200.000. Min producer joker med, at jeg skal rende rundt og pudse vinduer hos postproduktionshuset resten af mit liv for at betale af.
I forhold til Nuummioq, der har en mere melankolsk og alvorlig tone, så er Ukiutoqqami Pilluaritsi som komedie en modsætning på mange områder. Hvorfor det genreskifte?
Det er sgu et godt spørgsmål. Jeg har ikke tænkt over det på den måde, men jeg tror, det har noget at gøre med den humor, der er. Det er meget en Nuuk-humor, en grønlandshumor. Så er der også noget praktisk i det. På en komedie kan man slippe afsted med nogle andre ting, end man kan, hvis det er alvorlig fiktion. Det har været den medvind, vi har haft. Og så er det bare en virkelig sjov historie.
Du har allerede nævnt det kort, men både Nuummioq og Ukiutoqqami Pilluaritsi var præget af udfordrende, men også kreative, finansieringsformer. Kan du sige lidt om det?
Så skal jeg lige grave tilbage i hukommelsen... Med Nuummioq havde vi fået 4.5 million kroner. I alt. En halv million var lån fra Greenland Venture, og jeg tror, at de resterende fire var drypvise tilskud fra fonde; NunaFonden, Grønland-Danmark Fonden, Hjemmestyrets tilskud, alt muligt. Vi fik det ikke på én gang, men lidt efter lidt. Så man hopper fra flage til flage og håber på den næste støtte. Da vi lavede Nuummioq havde vi penge nok til at skyde den og et filmhold, men vi havde ikke penge til at klippe den. Det var det samme med Ukiutoqqami Pilluaritsi. Der havde vi ingen penge, men det kom hen ad vejen. Og det er jo med en tro på, at det nok skal gå.
Jeg kan huske, at med Ukiutoqqami Pilluaritsi tænkte jeg: ”Hvordan fanden i Helvede skal vi få det her i land?” Men så ror man bare, og man ved, at hvis man stopper med at ro, så synker skuden. Nu, hvor jeg sidder og taler om det, tænker jeg, at det er en hård måde at lave film på. Man finansierer jo anderledes i Danmark, som regel.
'Ukiutoqqami Pilluaritsi' ('Krudt og kærlighed', Otto Rosing, GL, 2019). Framegrab.
Når man ser rulletekster på både Nuummioq og Ukiutoqqami Pilluaritsi, lægger man også mærke til, at der er sponsorater fra lidt eksotiske steder; fra restauranter til kirker og bådudlejning. Hvilken betydning har de små lokale aktører?
De har en enorm betydning. Vi kunne ikke lave film uden den hjælp, som vi får. Jeg kan huske, at da vi lavede Nuummioq, følte jeg, at det var hele Nuuk, der havde lavet den film. Det er det med medvind på cykelstien.
På Ukiutoqqami Pilluaritsi skulle vi have kopieret ti nøgler. Min kammerats firma lavede dem for os. Det er sådan noget småtteri, men mange bække små gør en stor å. Hvis vi havde mange penge, ville vi gerne betale for dem, men vi har ingen penge. Vi kører alt på pumperne, så det betyder helt vildt meget. Og jeg tror ikke, at nogen gør det for at komme på rulleteksten, men vi har et princip om, at alle skal på rulleteksten, som har hjulpet os. Fordi det er så værdifuldt for os.
Hvad med sådan noget som valg af location? I Nuummioq spiser de for eksempel på den thailandske restaurant Charoen Porn i Nuuk?
Det gør de, fordi jeg syntes, det var sjovt, at der er en thailandsk restaurant i Nuuk. Men vi fik ikke nok ud af den. Når vi er ude at vise filmen i andre lande, så tror folk måske bare, det er en inuit-restaurant.
Der er noget andet, der overraskede mig, da vi viste filmen rundt omkring. Mange kan ikke høre forskel på dansk og grønlandsk tale. De tror bare, det er ét sprog. Det gør så, at vi har skrevet noget siden, hvor det var vigtigt for mig, at det blev påpeget, at det var to forskellige sprog.
Hvordan er dine film blevet fremvist og distribueret?
Nuummioq er blevet vist på filmfestivaler i hele verden. Sådan føler jeg det i hvert fald. Men i forhold til distribution er der ingen rigtig biografdistribution. Folk har kun set Nuummioq på filmfestival, DVD og i tv i Grønland. International og dansk distribution er der ingenting af. Grønlandsk distribution er både biograf, DVD-salg og lokal-tv. Jeg havde håbet på meget mere.
Den evige flyver blev vist på Nordatlantens Brygge et par gange, på tv og på filmfestivaler rundt omkring. Jeg har lavet en aftale med Air Greenland, som viser den på vej til Grønland. Folk kan sidde der i 4,5 time, hvad skal man gøre? Gå ind og se Den evige flyver. Ukiutoqqami Pilluaritsi og Nuummioq kommer også.
Ukiutoqqami Pilluaritsi er kun blevet vist på KNR, hvor den desuden bliver vist første januar de næste fire år og i Katuaq-biografen i Nuuk. Den er også på Filmstriben. Vi har også uploadet filmen som video on demand. Det gjorde vi, da corona startede. Der fandt vi ud af, at man kunne gøre det på Vimeo. Det gik mega godt i starten. Jeg ved faktisk ikke, hvor mange vi er oppe på om dagen nu.
Hvad tror du ville hjælpe den grønlandske filmbranche mest i forhold til produktion og distribution?
Der er FILM.GL, som er filmbrancheforeningen. Jeg var suppleant, men er lige kommet med i bestyrelsen. De gør et godt stykke politisk arbejde, men der er også brug for hjælp andre steder. Som branche er der tre store ting, man kan gøre. Det ene handler om manuskriptarbejde. Jeg ved af erfaring, hvor lang tid man skal massere et manuskript, før det er der. Mit indtryk er, at mange andre film ikke fået masseret deres manuskript så meget. Man kunne sagtens give det en omgang mere. Det ville kunne højne branchens kvalitet helt enormt. Så springer vi hele produktionen over og går til klipning og distribution. Det er de to andre led, hvor der virkelig kunne gøres noget. Så det er tre led: manuskript, klipning, distribution. Det er de tre indsatsområder, man efter min mening burde gå ind i for at højne branchen kvalitetsmæssigt.
Så det handler om uddannelse i forhold til eksempelvis grønlandske manuskriptforfattere?
Ja. Jeg har stor respekt for manuskriptarbejde. Dem der kan det, er virkelige dygtige, og det er bare et håndværk, man ikke har i Grønland. Jeg skrev første udkast til Nuummioq og gav det til Torben Bech, og så hævede han det bare op på et helt andet niveau. Hvis vi havde skudt mit manuskript, var vi aldrig kommet på Sundance. Det, tror jeg, er den største indsats.
Begge dine spillefilm har omdrejningspunkt i Nuuk, frem for eksempelvis Ilulissat eller København, hvor du bor nu. Er der en særlig grund til, at du bruger Nuuk?
Ja, det er der. Jeg er født i Nuuk, men jeg voksede op i Ilulissat. Så kom jeg til Danmark, og så har jeg boet i Sisimiut, men det meste af min tid har været i Nuuk, så jeg betragter Nuuk som min by. Min far og bror bor der. Derfor er det naturligt for mig at filme i min egen by. Hvis jeg følte, at Sisimiut var min by, var det nok der, jeg havde gjort det.
Men et sted, Torben Bech og jeg er meget forelsket i, er Kangerlussuaq, for det er filmisk så sindssygt spændende en location. De huse og den byggestil, de lange støvede veje. Det gør sig bare vildt godt på film. Vi tog en location-tur derop for et par år siden og fotograferede det igennem og fandt fede steder. Og så er Kangerlussuaq appellerende, fordi man kan køre ud i fjeldet. I Nuummioq sejlede vi ud, og det kostede energi, timer og halve dage. For det første skulle man slæbe udstyr ned i båden, så skulle man sejle ud, så skulle man slæbe op, så skulle man slæbe videre ud i fjeldet, og pludselig var der gået et halvt døgn bare med at slæbe. Det, man gerne vil have i filmproduktion, er effektiv optagetid.
Fyrværkeri over Nuuk i 'Ukiutoqqami Pilluaritsi' ('Krudt og kærlighed', Otto Rosing, GL, 2019).
Ukiutoqqami Pilluaritsi, og til dels Nuummioq, foregår mest i byen. Er der en årsag til det? Er det praktisk eller kreativt? Eller ville du foretrække, at der var mere natur?
Jeg ville egentlig ikke foretrække, at der var mere natur. Jeg synes faktisk, det er fedt. Jeg kan godt lide den der storbyhistorie. Jeg har ikke et politisk sigte med mine film ud over, at jeg gerne vil fortælle om Grønland og det hverdagsliv, der er. Så jeg vil gerne fortælle om storbyen, Nuuk, som en storby. Det tror jeg kan være et overraskende element for folk, der aldrig har været i Grønland. På den måde synes jeg, det er fedt, at der ikke er noget natur. Også fordi der er meget naturromantisme, når det handler om Grønland. På en eller anden måde er det for let at hive et kamera op og filme noget natur. Der skal være en idé med naturen, ellers skal man ikke filme den. Jeg så en dokumentarfilm af Michael Haslund-Christensen, der hedder The Wild East (2002), som havde omdrejningspunkt i Ulan Bator i Mongoliet. Det var så fedt at se: Nu skal jeg se en film fra Mongoliet, og så foregår den kun i storbyen. En storby, hvor man ikke forventede det.
Du er selv bosat i København og har været det i al den tid, du har instrueret. Hvordan er det som grønlandsk filmskaber at udvikle, planlægge og instruere film i Grønland med det udgangspunkt?
Det er både let og svært. Måske er det derfor, jeg gerne vil lave film i Nuuk. Fordi jeg kender Nuuk. For jeg kender virkelig Nuuk, hver kringelkrog føler jeg, at jeg kender. Måske er det derfor. Det er let at være lidt på afstand og se lidt objektivt på ting og så komme og være der. Men det er også svært ikke at være der. Det er jo let at sidde udenfor og kigge ind og så gå ind og rykke på nogle brikker, i stedet for at stå i det med hovedet nede i kasserollen og rykke rundt, uden at kunne se det store perspektiv. Så det er både let og svært.
Jeg har virkelig nogle gange længsel mod Grønland. Men jeg ved godt, at jeg ikke kommer til at flytte til Grønland, medmindre min datter og hendes mor tager med. Men det kan jo godt være, at det sker.
Ser du det overordnet som en fordel?
Det er sgu et godt spørgsmål. Jeg ser det ikke som fordel, jeg ser det heller ikke som en ulempe. Jeg tror, der er noget godt i begge dele. Nu er jeg i København, og derfor er jeg lige nu freelance ansat på DR. Det har givet mig helt vildt meget. Erfaring, netværk, idéer, kontakter og forståelse for mange ting. Men omvendt kan det også være svært at skrive om noget, som man måske har tabt lidt forbindelsen til.
Hvordan ser du det dansk-grønlandske samarbejde i dag?
I det DR-program, jeg er på nu, oplever jeg en enorm velvilje for at etablere samarbejde mellem Danmark og Grønland. De vil strække sig langt, men kan naturligt nok ikke strække sig uendeligt. Men de strækker sig langt for at få grønlandske folk mikset ind i. Det synes jeg er fedt. Men så er der produktioner, der kommer med fuldstændigt danske hold og har få grønlandske folk involveret, så det er meget forskelligt.
Jeg tror, at det ønske om samarbejde skal komme fra Grønland. I stedet for, at der kommer nogen til Grønland og trækker grønlændere ind i produktionen, så skal det komme fra Grønland, hvor grønlændere trækker danskere ind.
Tror du, det er et spørgsmål om manglende velvilje, eller at der ikke er nok uddannede filmfolk? At det er for svært at integrere i en stor produktion?
Jeg aner ikke, om velviljen er der. Men jeg ved godt, at en stor produktion er en maskine. Det skal bare køre. Der er ikke så mange i Grønland, der er specialiserede inden for det, som man skal bruge. Hvor mange kostumierer er der, hvor mange sminkører? Det er virkelig ikke mange. Folk har ikke den erfaring. Det er jo hønen og ægget. Folk har ikke erfaringen, fordi de ikke har været på produktioner, og produktionerne bruger dem ikke, fordi de ikke har erfaringen. Men det er også et spørgsmål om, at Grønland selv skal sige, at hvis du gerne vil være kostumier, så afsted til Danmark og bliv kostumier eller til Island, Canada, Norge eller Sverige. Ud at få noget erfaring og så kom tilbage igen. Så kan du blive brugt.
Har du indtryk af, at den grønlandske filmbranche har vendt sig mod andre filmmiljøer end den danske?
Jeg tror det. Pipaluk Kreutzmann Jørgensen har fået nogle penge fra samiske filmfolk på et tidspunkt. Jeg tror, der er en interesse fra Grønland til at se andre steder hen, og det er jo kun naturligt.
Der er et godt eksempel med en grønlandsk producer, som producerer en film om nogle piger i Østgrønland, og han har konsekvent ikke søgt penge i Danmark, fordi det danske mentale billede af Grønland er stereotypt i forhold til, hvilken film han vil lave. Han synes, at det er lettere at finde penge fra for eksempel Norge, fordi de ikke har et så fastfrosset billede af, hvordan man er som grønlænder. Jeg synes, der er en tendens til, at man i Danmark tænker Grønland på en bestemt måde og har lidt berøringsangst i forhold til at gå ind og se nogle andre vinkler.
Måske er det derfor, at jeg syntes, det var så fedt at lave Ukiutoqqami Pilluaritsi. Fordi den går i en anden retning, end folk tror. Vi har haft et manuskript i udvikling nu, der hedder Tø. Det har nogle elementer af incest, som ikke er den bærende historie, men der har været en enorm berøringsangst fra dansk side fra dem, vi har snakket med. Så derfor forstår jeg godt, at den grønlandske producer søger penge andre steder end i Danmark.
Jeg forstår også, hvorfor der er folk, der har udlængsel andre steder. For det er kun naturligt, at man opsøger inuit andre steder eller samerne. Det vil kun være naturligt, at man vil prøve noget andet.
Har du indtryk af, om det udenlandske blik mod Grønland har ændret sig?
Grønland er blevet meget mere sexet, siden vi lavede Nuummioq. Der er kommet meget mere fokus på Grønland. Klimaforandringerne er blevet tydeligere. Der begynder at være mere og mere international storpolitisk bevågenhed på Grønland. Det er noget, som den danske regering også er begyndt at tage alvorligt, og som ikke er blevet taget lige så alvorligt før.
Så kom Trump og ville købe Grønland, og Grønland brugte det meget smart til at sige ”We are open for business, but we’re not for sale”. Jeg kan huske, at da vi lavede Nuummioq, ville vi gerne lave en film, hvor vi så indefra og ud, i stedet for at stå udefra og kigge ind. Jeg synes, at der var en tendens til, at man så Grønland som et eksotisk element, som kunne passe ind i en eller anden udefrakommende historie. Jeg har ikke et indtryk af, hvordan det ser ud i dag med repræsentationen af Grønland i film.
Hvordan tror du, at den grønlandske filmbranche kommer til at udvikle sig i de kommende år?
Jeg synes, at jeg kan se nogle virkelig dygtige folk, som har mange kasketter på. Altså Nivi Pedersen, der spiller Mona i Ukiutoqqami Pilluaritsi, hun laver også dokumentarfilm og fiktion som instruktør, producerer og spiller med i Tunn is. Der er fantastiske talenter. Jeg ser en branche i stærk udvikling, der ikke er færdig med at udvikle sig. Der er også kommet et filmværksted i Nuuk, og det er med til at skabe undergrunden også, så de unge kommer med.
Jeg var oppe for at undervise i Aasiaat for fire års tid siden på biblioteket. Jeg underviste med Vibeke Vogel i at lave dokumentarer. En aften kom der tre drenge. De har været otte år eller sådan noget. De ville gerne vide, hvad det der med film var for noget. De kom midt i det hele, nærmest i slutningen. De havde en kanal på YouTube, og vi så en film de havde lavet. Den var vildt sjov, bare sjov og ballade. Men de brugte filmiske greb, der var meget avancerede for deres alder. Den havde de lavet om eftermiddagen, så vi kunne se den til undervisningen. Vi klappede af dem, og så gik de igen, og jeg har aldrig set dem siden. Men det var fantastisk med de små knægte. Så hvis vi bare kan få sådan nogle som dem med også. Så begynder det.
Interviewet er foretaget tirsdag den 16. marts 2021 på Nordatlantens Brygge, København. Stort tak til Birgir Thor Møller og Nordatlantens Brygge for opvartning og lån af mødelokale.
Biografi
