Du har været aktiv i film- og tv-branchen i over 10 år, primært som producer og line-producer, men du har også haft flere funktioner og arbejdet med mange forskellige formater og platforme; fra tv til musikvideoer og spillefilm. Vil du fortælle, hvordan og hvorfor du begyndte at arbejde med film og tv?
Det startede nok lidt tilfældigt. Tilbage i 2004, da jeg var 18-19 år gammel, tog jeg til Danmark for at gå på højskole, og der var det egentlig for at blive skuespiller – både i teater og film. Det tog et halvt år, og det gik enormt hurtigt, som det jo gør, når man er 18 år, og jeg var ikke klar til at tage tilbage til Nuuk.
Jeg har boet flere forskellige steder i Grønland, men jeg er opvokset i Nuuk. I stedet for at tage det samme forløb igen med skuespil og teater, var der en linje om film og tv, og så tænkte jeg, at det var det tætteste, jeg kunne komme på skuespil. Under mit højskoleophold fik jeg min første opgave som frivillig runner på Nordkraft (Madsen, 2005), som blev optaget i Aalborg. Jeg syntes, det var enormt prestigefyldt at gå rundt og hente kaffe, og jeg så mig selv som hende, der fik det hele til at hænge sammen. Når man giver kaffe til folk, så får man bare meget høj status på et set. Det var min første opgave.
Så gik der mange år, hvor jeg ikke arbejdede særligt meget med film. Jeg boede i Danmark i seks år frem til 2010, og da jeg så kom tilbage til Grønland, havde jeg stadig ikke fundet ud af, hvad jeg ville med mit liv. Jeg har ikke været så interesseret i skolen, og valget stod på en måde mellem at færdiggøre noget den almindelige vej, gennem uddannelse, eller at blive selvstændig. Jeg har altid været kreativt anlagt, så jeg tænkte, at den selvstændige vej var den rigtige. Jeg tror, at der stod to ting i min forretningsplan, og det var, at jeg gerne ville lave noget kreativt, og at jeg ikke ville have en chef. Så det var sådan set udgangspunktet, da jeg åbnede mit firma.
Så du ville gerne være skuespiller til at starte med?
Ja, jeg vil sige, at jeg så mig selv som skuespiller. Jeg havde gået til teater i hele min ungdom i Grønland. Det var min ventil for de hårde oplevelser, som nogle gange er forbundet med at være ung grønlænder. Jeg har haft venner, som begik selvmord og har haft druk og misbrug tæt inde på livet. I min vennekreds og hele den måde, Grønland var på dengang… Det var bare enormt råt og hårdt. Teater var min måde at få afløb for de ting på. Der kunne jeg være en anden i en lille periode, og det gjorde det nemmere at rumme livet, når jeg var færdig med at være en anden gennem skuespillet. I al den tid, jeg spillede teater, kunne jeg være en anden end mig selv, og det gav mig faktisk overskud til at være mig.
Du har som nævnt været med i flere projekter, og du har bl.a. produceret kortfilmen Updated med Nivi Pedersen, været tilknyttet Kampen om Grønland og co-produceret Otto Rosings nytårskomedie Ukiutoqqami Pilluaritsi. Hvad afgør, hvilke projekter du involverer dig i?
Fra begyndelsen var det lidt de samme bekymringer som at springe ud som selvstændig. Er der nu nok arbejde til mig? Vil folk samarbejde med mig? Så jeg tog bare alt, hvad der var. Det var et kæmpe spring for mig at rykke tilbage i producerrollen og primært skulle stå for finansiering og planlægning. Lynhurtigt fik jeg noget, der ligner 15 filmprojekter. Mit kriterie var, at det skulle bidrage til at udvikle grønlandsk talent. Dét også var grønlandske filmproduktioner min førsteprioritet, fordi de var en mangelvare. Det er vigtigt, at vi står sammen om dem, der er. Man kan sige, at de nemme penge kommer ved, at man, i gåseøjne, bare tager de udenlandske projekter, for der er allerede et færdigt stykke arbejde. Man kan sende en faktura, og så er det afsluttet. Man kan meget nemt tjene penge på den måde. Der er hele tiden nogen, der vil til Grønland og lave et eller andet. Det var straks værre, da jeg skulle finansiere de grønlandske projekter helt fra bunden. Det tager lang tid, og så mange penge er der heller ikke på grønlandsk grund. Og så kunne vi ikke kunne søge penge hos DFI. Jeg skulle prøve at få det hele til at hænge sammen kun med grønlandske midler. Så den næste film, jeg er med til at sende ud, Malik Kleists tredje gyserfilm Alanngut Killinganni, har jeg fundraiset på siden februar 2017.
Jeg har været inde over flere lokale og internationale projekter, som jeg har givet videre til andre. Det hænger sammen med, at min mor døde i 2018, hvilket fik mig til at stoppe op og trække vejret. Jeg arbejdede sindssygt mange timer om ugen, men jeg brød mig ikke om at have så travlt hele tiden. For lige pludselig kan livet bare være slut. Jeg gik rundt og fortalte mig selv, at det, jeg lavede, var enormt vigtigt, ændrer verden og skriver Grønlands historie. Så døde min mor, og så føltes alt sammen pludselig ligegyldigt. Jeg havde faktisk rigtig svært ved at lave film, fordi jeg tænkte, at det ikke gør nogen forskel i verden overhovedet. Det var det, jeg tænkte på det tidspunkt. Men sådan tror jeg nogle gange, at man kan gå helt i stå, når man gennemlever store personlige kriser. Man stiller spørgsmålstegn ved alt. Så begyndte jeg faktisk at koge antallet af projekter, jeg havde i mit firma, ned, og det har jeg gjort i to års tid nu. Lige nu har jeg tre projekter. Så jeg har været helt deroppe, hvor jeg nærmest ikke kunne trække vejret, indtil nu. Jeg har et barn, er ikke så stresset mere og ser livet på en anden måde. Jeg tror, der skete noget meget stort og småt på samme tid inde i mig, som gjorde, at jeg både ville arbejde mindre men også mere med andre. Og ikke have for travlt til at leve langsomt engang i mellem.
Det har været sjovt og lærerigt at sidde med det store ansvar og en masse midler, der skulle formidles ud på de rigtige steder. Men det har også været utroligt ensomt at sidde med så meget ansvar alene. Når du sidder som producent og er chefen for det hele, så er man bare ikke rigtig en del af holdet. Sådan var det for mig, jeg kan selvfølgelig ikke sige, hvordan det er for andre. Men jeg tænker, at det er endnu mere sådan i Grønland end andre steder, fordi linjen mellem at være privat og professionel er så tynd i forvejen. Man er som regel i forvejen gode venner, og så kan det være virkelig svært at fastholde en professionel relation. En producent skal også tage nogle hårde beslutninger en gang i mellem, fyre folk og kalde ind til samtale. Der kan opstå nogle situationer, hvor man er nødt til at have et minimum af distance, for ellers bliver det simpelthen for hårdt. Og når der ikke er så mange lokale producere, så kan man mangle vejledning og sparring, der gør ens arbejde nemmere.
Udendørs optagelser fra ’Ukiutoqqami Pilluaritsi’ (Otto Rosing, GL, 2019). Foto: Nina Paninnguaq Skydsbjerg Kristiansen.
Du nævnte, at det er et krav, at det skal være grønlandske film, du arbejder med. Hvad indebærer det, at en film er grønlandsk?
Det er, når der er grønlændere inkluderet ved bordet. Det vil sige, at en stor del af A-funktionerne er besat af grønlændere, om det er instruktør, producer eller DOP (Director of Photography, red.). Men det er sådan set ikke så meget det identitetsmæssige, jeg går op i. Jeg holder også meget af at hyre folk ind til vores produktioner og hive dem til Grønland. Det centrale er, at idéen er startet her; Det er det, jeg ser som en grønlandsk produktion. Det handler om, hvad vi har lyst til at fortælle. Os der forstår Grønland indefra. Så behøver det ikke at have hold i virkeligheden, være social-drama eller sådan noget. Man har kun 100 procent at gøre godt med i forhold til sin energi og sin tid, og det skal man skære op og bruge mest fornuftigt.
Som jeg sagde tidligere, kunne jeg sagtens vælge at bruge al min tid på udenlandske produktioner, og det ville sandsynligvis også være meget nemmere, men så sker der jo ikke noget i den grønlandske filmbranche. Så det handler om at lægge sin energi, sin tid og sine kompetencer det sted, man ser giver bedst på sigt, frem for kun at tænke på det økonomiske. Det er nok lidt patriotisk eller en lille smule nationalistisk med spørgsmålet om, hvad jeg kan gøre for mit land, men jeg synes, der er noget enormt forførende ved, at vi alle sammen i filmbranchen er med til at skrive historie hele tiden. Stadigvæk. Det er man jo altid, når man laver film, men heroppe betyder det virkelig noget. Vi er sgu nødt til at holde sammen, og så kan man ikke pege på andre og spørge, hvorfor de ikke gør mere for deres land. Man er nødt til at starte med sig selv. Jeg arbejder primært på grønlandske projekter, og det er mit bidrag til det.
Du nævner, at det ikke behøver være f.eks. socialdramaer, og når man ser de seneste års grønlandske spillefilm, er de netop præget af at være genrefilm som gysere, fantasyfilm eller komedier, mens eksempelvis samisk fiktionsfilm i højere grad italesætter f.eks. kolonisering direkte. Tror du, der en forklaring på den forskel?
Jeg tror, at det stiller rigtig store krav til manuskriptforfatteren at lave de socialrealistiske eller historiske film. Hvis der kom en dygtig manuskriptforfatter til mig, og det ikke var horror, så ville jeg også se på det manuskript. Det har ikke været et aktivt valg for mig, at vi er gået ind i science fiction og gys bortset fra, at jeg førhen har været stor horror-fan. Det er et spørgsmål om manuskriptforfatteren og dem, der skriver historierne. Jeg kan ikke svare på vegne af dem, hvorfor de ikke laver flere de socialrealistiske film.
For mig handler det måske også om, at jeg er lidt træt af det. Mange af dem, der kommer udefra, vil gerne fortælle, hvor hårdt vi har det, og hvor skide fordrukne og incestramte, vi alle sammen er. Det bliver man bare træt af, når man lever her, for jeg synes, der er så mange gode, smukke og fantastiske ting ved det her land, som vi ikke snakker om så tit. Der synes jeg, at det viser tegn på overskud, at man også kan lave genrefilm; at man kan lave komedier og mainstreamfilm, som ikke handler om det forfærdelige. Selv i gyserfilm oplever jeg en stolthed, da de tit kredser om vores sagn og myter. Vi skal også give os selv kræfter og energi til at overkomme de ting – de sociale udfordringer – vi trods alt har. Og det tror jeg ikke man gør bedst udelukkende ved at fokusere på alle de ting, der kunne være bedre. Film behøver ikke kun at handle om det. For hvor skal man så finde energien og stoltheden? Jeg tror at film har fået samme betydning for mig, som skuespil engang havde. En mini-flugt fra dagligdagen. Her kan man skabe lige præcis den verden, man vil – så hvorfor ikke en anden end den, man lever i?
Der var faktisk en lang periode, hvor jeg sagde nej med det samme, hver gang jeg fik et projekt i indbakken omkring børn, der har det forfærdeligt og så videre – hvilket det ofte var, når projekterne kom udefra. Det havde ikke noget at gøre med, at historien ikke var god, eller at den ikke var værd at fortælle. Men jeg er født og opvokset her, og jeg hører om det hele tiden. Selvmord og seksuelle overgreb, stadigvæk den dag i dag. Nogle gange har man bare brug for en pause. Man skal også huske, at Grønland er mange andre ting, og det har jeg så forsøgt at udleve i den måde, jeg valgte projekter på. Måske ikke helt bevidst. Men når du spørger om det, så bliver det jo bevidst.
Hvad var din første produceropgave?
Frem til 2016 lavede jeg rent line producer-arbejde. Jeg startede som runner i 2004, og så har jeg haft en masse forskellige roller. Men det var primært line producer eller det, man kan kalde fixer. Jeg tog alt, hvad der kom til Grønland, og hjalp med at realisere de ting, kunderne havde planlagt. Jeg var ikke med ved bordet, så jeg gjorde bare de ting, der allerede var besluttet. Fordi jeg var i Grønland rent fysisk og kunne sproget, var det nemmere at få ting til at ske. Jeg vil næsten sige, at jeg kender hele Grønland, og hele Grønland kender mig, som man jo gør, når man ikke er et særlig stort samfund. Jeg tror egentlig ikke, at det hed noget, før jeg fandt ud af, at det hed line producer, fixer og alle de fornemme titler. Det var bare en verden, jeg var enormt glad for at være med i. Så det var egentlig bare at hjælpe til i starten, men det hedder jo noget, fandt jeg ud af.
Hvordan var det at etablere sig som selvstændig producer i Grønland med PaniNoir i 2010?
Dengang vidste jeg meget lidt om at være selvstændig og arbejde i filmbranchen og livet i det hele taget. Det, tror jeg, var en fordel. For hvis jeg vidste, hvad jeg skulle igennem, havde jeg nok ikke gjort det. Folk var enormt optagede af, at jeg skulle skrive min forretningsplan, og at jeg skulle følge nogle bestemte veje og gøre ting på en bestemt måde. Men jeg tror aldrig, at jeg kunne regne det ud. For er fordelen ved at være selvstændig ikke, at man ikke gør det som andre? Det lå bare ikke til mig. Så jeg var lidt naiv og happy-go-lucky med de ting, jeg fik lov til at lave. Jeg kan huske, at for min allerførste opgave fik jeg 15.000 i løn for to måneders arbejde. Jeg var simpelthen så stolt, da jeg skulle sende den faktura. Hvad jeg så ikke havde tænkt over var, at der også var noget, der hed SKAT og alle mulige andre ting, som de der 15.000 skulle dække. Og så er det lige pludselig ikke særlig meget. På to måneder.
Så jeg startede meget naivt og har så fået utroligt mange tæv gennem årene. Jeg tror, det har været – for mit vedkommende – rigtig godt, at det har været på den måde. Hvis man ved, hvor meget modvind og hvor mange udfordringer, man skal ud i, så tror jeg godt, man kan lade sig skræmme for meget. Der er jo også mange, der slet ikke tør at tage springet, for så tænker de for meget over udfordringerne. Der var jeg aldrig, fordi jeg tænkte, at det nok skulle gå. Og det gjorde det.
Så det har, ud over højskoleophold, været ren learning by doing?
100 procent. Jeg har fået lov til at arbejde sammen med nogle meget dygtige mennesker, som jeg kunne observere og efterligne. Tidligt i min egen karriere var der en, der sagde til mig, at hvis man er dygtig, så lader man sig inspirere, og hvis man er et geni, så stjæler man med arme og ben. Det forsøgte jeg så at gøre med folks kompetencer. Det bedste, jeg lærte, var at bede om hjælp og være ærlig omkring både svagheder og styrker. Det var nok det, der var med til at udvikle mig allermest, for hvis du ikke kender dine svagheder, har du rigtig svært ved helt at have styr på dine styrker. Og dem du arbejder sammen med vil altid gennemskue, hvad du kan og ikke kan. Så det med at bede om hjælp er en kæmpe force.
Hvis man ser på den grønlandske filmbranche, arbejder flere filmfolk alene i egne produktionsselskaber. Tror du, at der er en særlig årsag til det?
Nej, det tror jeg egentlig ikke er superbevidst. Men mange af dem, der starter med at være selvstændige i Grønland, i hvert fald inden for filmbranchen, er forholdsvis unge. Det bedste er nok at henvise til mig selv, men jeg tror, at ens ego spiller meget ind i forhold til, hvem der er chefen. Hvem bestemmer så hvad? Så er det lettere, hvis man bare er alene. For mit eget vedkommende har jeg fået større behov for at samarbejde, jo ældre jeg er blevet. Jeg bliver 36 i år, og jeg har nogle andre værdier end dengang, jeg startede.
Du har i de seneste år haft gang i mange projekter – både internationale og lokale film. Hvad motiverer dig til det?
For mig handler det nok mest af alt om at bane vejen for talent; at jeg kan være med til at sætte rammerne omkring det kreative herhjemme. Vi har en kæmpe talentmasse. Vi har enormt mange kreative mennesker inden for alle de kreative fag, musik, film og så videre. Folk er virkelig dygtige, men alt det administrative arbejde er der ikke særlig mange, som synes er sjovt. Og det er min interesse. Jeg er mere og mere gået over i en producent-rolle frem for producer: Helt, helt tilbage i det bagerste, du kan komme i et projekt. Jeg kan godt lide at stå lidt i skyggen og støtte op om talentfulde filmskabere. Når de shiner, gør jeg. Og uden dem, havde jeg ikke noget at lave.
Så er den grønlandske filmbranche meget learning by doing. Når jeg holder jobsamtaler, så er det, jeg lægger mest vægt på, at folk har vilje. Som jeg så, igen naivt, siger til dem: ”Hvis du har vilje, så kan jeg lære dig resten.” For det er sådan, jeg selv er kommet ind i branchen. Så kan det godt være, at jeg ikke havde så meget erfaring, men det har vi bare ikke råd til at skille folk fra på i Grønland. Hvis man ser et potentiale og nogle muligheder, specielt som etableret selvstændig eller næsten ligegyldigt hvad, så synes jeg, man har et ansvar for at bidrage til den udvikling så meget, man kan. Endnu mere i de mindre brancher, for der sker ikke noget på filmområdet, hvis vi ikke hiver nye folk ind. Vores ambitioner er kæmpestore, men vi skal også have nogle mennesker til at tage fat og hjælpe til, når vi laver film, både de lokale og de internationale.
Det er nok gennem sådan noget som fixer eller runner, at man nemmest kommer ind. Så får man snuset til de forskellige positioner og opdager, hvad man trives med. Det er noget, grønlændere er enormt gode til: at hjælpe hinanden. Selvom jeg er producer, så er det specielt folk udefra, der har behov for at kalde mig det. Det er selvfølgelig også for at skabe struktur, men heroppe er det ikke så opdelt. Når vi filmer, så bærer jeg lige så meget telte og udstyr, tømmer toiletter og så videre, når vi filmer i naturen. Der er man ikke for fin til at gøre noget, som ikke står i ens kontrakt. Der hjælper alle hinanden. Når vi så filmer, er det primært mig, der står og holder øje med skema, tid og sådan noget. Så ryger man tilbage til grundpositionerne. Men omkring filmene, er der flydende overgange mellem alle medarbejdere. Man gør det der skal gøres for at få tingene færdige.
Der slæbes gear under optagelserne til 'Alanngut Killinganni' (Malik Kleist, GL, 2021). Foto: Anders Berthelsen.
Hvordan synes du, at branchen har udviklet sig i den periode, du har været aktiv?
Først og fremmest var den ikke særlig stor, da jeg startede. Det er igen det med, hvad man kaldte sig selv. Der var der ikke den samme bevidsthed, som der er kommet i dag. Det var vi bare nogle folk, som gerne ville lave film. Der var ikke så mange, og så kørte folk måske mere deres eget show dengang. Nu synes jeg, at der er kommet mere fællesskab, et fælles sprog og en fælles forståelse. Folk er rykket lidt tættere på hinanden og holder ikke deres arbejde eller deres projekt super tæt mere. Vi betragter ikke hinanden lige så meget som konkurrenter, som vi måske gjorde dengang. Det er lidt gætværk, for 10 år er også lang tid at forsøge at tænke tilbage på konkrete ting, der har ændret sig. For mig handler det igen om, hvad der er sket inde i mig. Fordi jeg føler, at mit behov er blevet større for at lave ting med andre. Hvis vi står sammen, kan vi løfte noget, der er tungere. Så den forandring, jeg har refereret til, handler nok mest om mig selv. Nu oplever jeg en større fællesskabssult, end jeg gjorde dengang.
Hvad tror du, den udvikling hænger sammen med?
Jeg tror, det har noget at gøre med erfaring. Man finder ud af, at det slet ikke er så farligt at hjælpe hinanden. Det er ikke en svaghed at sige, ”det kan jeg ikke”. Roen omkring, at der ikke er nogen, som er god til det hele. Så giver man plads til hinanden. Vi kender alle sammen hinanden i branchen, så jeg ved, at han er god til det, og hun er god til det, og så kan man samle et puslespil med forskellige kræfter. I stedet for, at man skal udfylde flere roller på én gang, så kan man fordele det ud på flere mennesker. Så er der egentlig arbejde til os alle sammen. Plus at filmene bliver bedre. Man udnytter hinandens kompetencer. FILM.GL spiller helt klart en rolle i forhold til, at vi fik italesat eller vænnet os til, at vi ikke var konkurrenter. Man finder også lynhurtigt frem til dem, man fungerer med, for selvom man er et lille samfund, så har man ikke god kemi med alle. Det er ikke, fordi man så er uvenner. Vi genbruger nu hinanden på kryds og tværs i nye projekter. Mere og mere. Men med årene har jeg også fundet ud af, at jeg hellere vil arbejde sammen med happy-go-lucky-typer, der mangler erfaring frem for hardcore assholes,der har et flot cv. Hvis folk ikke er ordentlige, så gider jeg ikke at arbejde sammen med dem, når mit arbejde er så stor en del af mit liv. Det er ikke det værd. Livet er for kort.
I 2017 fik du støtte til fire projekter og tog dermed den største bid af Naalakkersuisuts, Selvstyrets, kulturmidler. Når man ser på uddelte kulturmidler i årene efter, står du også stærkt. Hvor stor betydning har Naalakkersuisuts kulturmidler for grønlandske filmskabere?
Kæmpe. Det er sådan set en af de eneste muligheder, vi har lige nu. I hvert fald hvis man vil kalde projekterne grønlandske. Lige så snart, man begynder at finde penge rundt omkring i verden, skal man deles om, hvad man må kalde filmen. Om den er grønlandsk, dansk eller noget helt tredje. Måske det egentlig ikke er så vigtigt, men det er da lidt sejt at kunne selv. Jeg ved godt, at mange siger, at vi ikke har nok penge, og at det er svært at finansiere, men jeg vil sige, at fondene i Grønland er rigtig gode til at støtte og er blevet bedre gennem de seneste par år. De har fået en større forståelse for, hvad film kan, og hvor filmbranchen er på vej hen. Men det handler lige så meget om vores indsats; at vi er blevet bedre til at fortælle, hvad film kan og skal.
Det er så de lokale midler til lokale projekter. Derudover har der nærmest altid været store udenlandske produktioner, der ønsker at komme til Grønland for at filme. Hvordan bliver grønlændere involveret i de projekter? Og har det ændret sig gennem de seneste år?
Ja, jeg synes, at internationale projekter bliver bedre og bedre til at involvere lokal arbejdskraft. Men grunden til, at vi er kommet dertil, er jo, at vi selv er blevet bedre til at kræve arbejdet. Vi vil gerne blive involveret og have en stemme, men der er ikke nogen, der bare kommer og giver den slags til en. Man er nødt til at kræve det selv.
Jeg synes også, at der er mere forsigtighed udefra. Nogle gange på et lidt irriterende niveau, fordi der har været så meget fokus på indigenous people og kolonisering. Nogle gange oplever jeg, at folk er meget forsigtige med, om de siger noget forkert. Nærmest en slags berøringsangst, der gør kommunikationen en smule syntetisk. Jeg forstår godt, at nogen har koloniseringen tættere ind på livet, end jeg har. Men jeg er halvt grønlandsk og halvt dansk, og vokset op i et hjem der gav mig følelsen af, at dét at være multikulturel var en styrke. Jeg føler mig ikke mere eller mindre værd end andre. Men jeg bryder mig ikke om, at der er andre, der skal bestemme, om jeg skal være på den ene eller anden måde, have en bestemt holdning eller holde mere af én side af min baggrund end den anden. Jeg synes bare, vi skal lave film. Man behøver ikke at snakke til mig på en speciel måde. Jeg snakker begge sprog lige godt. Hvis jeg skal vælge, så føler jeg mig mest grønlandsk, fordi det er her, jeg er født og opvokset. Men ikke til et punkt, hvor jeg føler, at jeg skal hyldes for det. Jeg vil behandles på lige fod med alle andre.
Når jeg snakker med folk, kan jeg blive irriteret, hvis de har fordomme. Men sådan tror jeg nu, at alle ville have det. Det har ikke noget at gøre med, om det er danskere eller noget helt andet. Jeg kan ikke lide røvhuller, uanset hvor de kommer fra. Uvidenhed har jeg ikke noget imod, for så ser jeg det som mit ansvar at fortælle og forklare.
Når vi taler om udfordringer. Hvad tror du, vil være den største hjælp for den grønlandske filmbranche fremadrettet?
Jeg tror, at vi er på vej et godt sted hen. Der sker rigtig mange ting – også under overfladen. Der er nogle sindssygt dygtige folk i filmbranchen. Jeg ser eksempelvis meget op til Emile Hertling Péronard. Han er, efter min mening, Grønlands dygtigste. Også til at dele ud af sin erfaring, viden og sit netværk. Jeg er ikke bekymret for branchen som sådan, men jeg kan godt blive utålmodig nogle gange. Det har ikke noget med midlerne at gøre. Det er mere, at det stadigvæk er en lille branche. Det gør det bare lidt sværere. Jeg ville sgu gerne have, at der var flere, der levede fuld tid af at lave film, og at filmbranchen mere blev anset som et erhverv frem for sådan noget hippiekulturhygge. For det er serious business og det er serious money.
Det er ikke nemt at lave film, men det er sindssygt fedt. Det fede ved film er også, at der er plads til alle, hvad enten du laver musik, syr tøj eller lægger make-up. Endnu mere i grønlandsk film, for vi har næsten ikke nogen specialister. Så dem skal vi have lokket ind i filmbranchen. Selvom vi har en stor kreativ talentmasse, så mangler vi stadig at knække koden på at flere kan leve af at lave film. P.t. vil jeg gætte på, at vi stadig kun er cirka 10 personer, som arbejder med film fuldtid.
Det er en lille branche, men der lader til at komme flere samarbejder, særlig på tværs af Arktis, eksempelvis mellem grønlandsk og samisk film. Er det også noget, du selv arbejder med?
Det giver super god mening at stå sammen på tværs af de forskellige oprindelige folkeslag. Man sparer blandt andet en masse tid på kulturoversættelse, når man samarbejder. Der er mange områder, hvor logikken er den samme blandt oprindelige folk. Der er også en meget højere respekt for dem, man laver film med. Jeg kan godt opleve på udenlandske produktioner, at tonen er rigeligt hård. Man kan høre, at de ikke er forbundet til hinanden på samme måde. Iblandt oprindelige folk har vi stor respekt for hinandens traditioner og kultur, men også hinanden, for når filmen er færdig, skal vi stadig leve tæt op af hinanden – fordi der ikke er så mange af os. Slet ikke i filmbranchen. Så man skal behandle hinanden ordentligt. Men for at svare på dit spørgsmål, så synes jeg også, at der er styrker ved at samarbejde med folk, der kommer fra en anden kultur, end ens egen. Man ser ligesom sig selv udefra. Så det er nok den samarbejdsform, der er gået igen i de fleste af mine projekter.
Har du indtryk af, at der er en voksende interesse blandt udenlandske filmfolk i at bruge Grønland som location?
Jeg tror faktisk, at den interesse altid har været der. Jeg tror bare, at når folk finder ud af, hvad det koster både at rejse til og rundt i Grønland, så bliver vi valgt fra igen. Det er også derfor, vi ser, at andre lande bliver brugt som Grønland i film. Det er selvfølgelig en del der går efter det rigtige Grønland – men jeg er sikker på, at flere ville sætte deres produktion her, hvis det var billigere at rejse hertil og rundt i landet.
Er der en løsning på det, eller ser du det ikke som et problem?
Jeg er jo selv producer, så jeg er selv sådan en, der tænker over, hvor er det billigst. Jeg tror, at hvis vi skal komme efter det, så er vi nødt til at finde en løsning på, hvordan samarbejdet bliver bedre med nationale aktører – f.eks. med Air Greenland eller andre, der tilbyder transport rundt omkring i Grønland. Ansvaret ligger 100 procent hos os i Grønland. Jeg kan sådan set godt forstå, at filmproduktionerne vælger Grønland fra, når de skal vælge et land at sætte deres produktion i – hvis man tænker rent økonomisk. Vi skal have bedre styr på logistik og infrastruktur. Det er det, man først og fremmest går efter som producer: Det skal være billigt, og det skal være fleksibelt. Nu kommer der nogle nye lufthavne i Grønland, og måske skærer det udgifterne ned. Det er 100 procent udgifterne på transport, der er den største udfordring, som afholder produktioner fra at vælge Grønland. Jeg vil næsten sige, at det er den eneste grund. Jeg håber, at Air Greenland læser med og snart tilbyder nogle gode rabatter til filmfolk – haha!
Er der noget særligt, som de udenlandske produktioner søger, når de gerne vil lave film i Grønland?
Jeg synes, at det varierer meget, men en del går efter ”det gamle Grønland”. Jeg er selv lidt en caffe latte-grønlænder: Jeg bor i Nuuk, storbyen, hvor livet kan være sammenligneligt med at bo i alle mulige andre byer rundt omkring i verden. De fleste vil gerne lidt væk fra Nuuk og ud til de mindre byer nordpå og naturen generelt. Det er ikke Nuuk-versionen af Grønland, de går efter. Jeg tror vi er for moderne. Også selvom vi kun tæller omkring de 18.000 indbyggere.
Hvad mener du selv er de største kvaliteter i forhold til Grønland og location?
Jeg tror desværre, at ulempen ved at bo i et rigtig smukt land er, at man bliver lidt blind for det. Der er jeg glad for at være i filmbranchen, for når der kommer folk op og ser landet for første gang, så bliver de overvældet; så jeg ser også mit land for første gang igen og igen. Grønland er verdens smukkeste land, men når man er født og opvokset her, tror jeg, man værdsætter det mere, når man oplever andre se det for første gang, eller når man er væk fra det. Jeg er for eksempel aldrig helt tilpas, når jeg render rundt andre steder i verden for længe. Så savner jeg vores land, vand og al den friske luft. Og følelsen. En følelse man ikke kan beskrive for andre end dem, der har været her.
Klaptræ fra den kommende spillefilm ’Alanngut Killinganni’ (Malik Kleist, GL, 2021). Foto: Nina Paninnguaq Skydsbjerg Kristiansen.
Du har netop afsluttet produktionen af Malik Kleists efterfølger til den populære gyserfilm Qaqqat Alanngui (2011), Alanngut Killinganni. Har du nogle dugfriske erfaringer fra processen med den?
Det er min første film som hovedproducent og producer. Det er måske noget af det hårdeste, jeg har prøvet. Jeg kan huske, at den 13. august 2019, da vi var færdige med indspilningen, tænkte jeg, jeg aldrig skal lave film igen. Det var godt nok hårdt. Men det hænger også lidt sammen med, at min mor lige var død et halvt år forinden. Nogle gange forstår jeg ikke, hvordan jeg overhovedet fik gennemført det projekt, for jeg var virkelig et specielt sted i mit liv. Men hvis jeg har været god til noget på den film, så er det, at jeg ansatte de helt rigtige folk, for der var eddermame teamwork. Vi fik Nikolaj Tarp fra Danmark som indspilningsleder, og han var min redning. Både kompetencemæssigt og som psykisk førstehjælpskasse. Vi delte mange roller under optagelserne, og jeg havde ikke klaret det uden Nikolaj. Han kom og reddede mig. Og hele filmen.
Det samme kan jeg sige om alle de andre, for folk gav sgu lige lidt mere, end de skulle. Det er et fantastisk minde, for alt, hvad der kunne gå galt, gik galt. Man er oppe imod vind, vejr og alt muligt andet i Grønland. Ud af de seks uger, vi skulle filme, var fem af dem ude i naturen, 40 minutters sejlads fra Nuuk. Når man skulle frem og tilbage med et ton udstyr, mad og camp, så er det langt væk. Der var heller ikke telefondækning, internet eller noget som helst på de to locations, vi havde. Vi havde også mange skuespillere, der skulle frem og tilbage hver dag, så der var virkelig mange udfordringer, men det lykkedes, fordi jeg samarbejdede med de helt rigtige mennesker. Så det var en succesoplevelse, jeg havde brug for både privat og personligt. For det kunne lige så godt have været en fiasko.
Hvordan tror du, at den grønlandske filmbranche kommer til at udvikle sig i det kommende år?
Jeg tror, at vi gradvist vil se en styrket filmbranche i takt med, at vi står tættere og tættere sammen. Det startede for nogle år siden, og vi er kun blevet bedre til at samarbejde internt. Det gør, at vi kan løfte nogle større udenlandske opgaver, men også lokale produktioner. Jeg tror, at vi står lige før the Big Bang i grønlandsk films historie. Vi er lige før, det sprænger i luften. Det er kun et spørgsmål om et par år.
Interviewet er foretaget digitalt tirsdag den 12. april 2021.
Biografi
