Man laver film med den ene hånd, og så laver man branchen med den anden

INTERVIEW MED EMILE HERTLING PÉRONARD. Emile Hertling Péronard debuterede som producer med dokumentarfilmen 'Sumé – Mumisitsinerup Nipaa' ('Sumé – Lyden af en revolution') i 2014 og har siden spillet en central rolle i en lang række lokale og internationale produktioner i Grønland. Som medejer af produktionsselskaberne Ánorâk Film og Polarama Greenland samt aktiv del af filmbrancheforeningen FILM.GL og Nuuk International Film Festival har Péronard haft stor indflydelse på den grønlandske filmbranche og dens udvikling det seneste årti.

Du har arbejdet med film i flere år med forskellige roller, men debuterede som producer med Sumé i 2014. Kan du kort beskrive, hvorfor og hvordan du begyndte at arbejde med film?

Jeg er vokset op i min hjemby Nuuk, indtil jeg blev færdig med gymnasiet og skulle ud i verden og have en uddannelse. På det tidspunkt var jeg 20 år og sindssygt træt af at bo i en by med 15.000 mennesker. Jeg kunne simpelthen bare ikke vente med at komme væk derfra og til København, hvor der var masser af liv, koncerter, biografer og natteliv. Og jeg sugede det hele til mig, men blev også ramt af en pludselig ”hvem fanden er jeg egentlig?”.

Selvom jeg er født i København, og har været der hvert år i sommerferien gennem hele min barndom, følte jeg mig totalt uden for alting som dansksproget grønlænder. På mit studie i Filmvidenskab og i alle sociale sammenhænge syntes jeg, det var virkelig mærkeligt at opleve, hvor meget de små kulturelle forskelle betød. Så jeg havde en kæmpe identitetskrise i de år, hvor jeg prøvede at assimilere mig i det her samfund og blive så dansk, som jeg overhovedet kunne. Det skete også langsomt, og jeg fik f.eks. en dansk omgangskreds og en dansk kæreste, og jeg begyndte også at føle mig mere hjemme. Men da jeg blev færdig på Filmvidenskab, vidste jeg ikke, hvad fanden jeg egentlig skulle bruge det til. Der var ikke rigtig nogen rød tråd i det, jeg havde lavet. Så gik min danske kæreste og jeg fra hinanden, og jeg stod og følte, at jeg var helt uden bånd eller rødder. Det var virkelig en svær tid.

Så kom min gamle ven Mikisoq Hove Lynge på besøg og boede hos mig i en kort periode, mens han var i gang med at lave den første grønlandsk producerede spillefilm Nuummioq (Rosing & Bech, 2009). Han talte meget om at skabe et grønlandsk filmmiljø. Jeg arbejdede på Nordisk Film dengang og kendte den danske branche og vidste, hvordan det foregik her, så det lød helt gakket, at man skulle kunne lave en spillefilm i Grønland på den måde, de havde tænkt sig at gøre det. Men han lagde vægt på, at netop fordi, at det ikke er gjort før, så kan det lade sig gøre; fordi vi alle er pionerer. Vi kan faktisk selv skabe rammerne for, hvordan vi laver film i vores eget land. Jeg troede bare overhovedet ikke på det. Jeg skulle ikke op og være med til Nuummioq, men der var alligevel et eller andet, som gjorde, at jeg kom lidt tættere på Grønland igen ved at hænge ud med ham i København.

Sumé-projektet blev også født i den periode. Vi var i byen og endte på Café Rex klokken fire om morgenen i en kæmpe brandert, hvor de spillede det grønlandske rockband Sumés ”Inuit Nunaat” i højttalerne, og jeg blev sendt helt tilbage til min egen barndom i Nuuk. Der var bare et eller andet, som faldt totalt på plads lige der. Jeg fandt ud af, at det var det, der var galt: Jeg havde simpelthen glemt Grønland. Efter det gik jeg den modsatte vej. Jeg fik en grønlandsk kæreste og begyndte at se det grønlandske miljø i København på en helt ny måde.

Født af den oplevelse på Café Rex snakkede jeg med nogen om, hvorfor der egentlig aldrig var lavet en film om Sumé? For det første kender alle grønlændere musikken. Den er fantastisk. Men vi vidste også, at der var en historie om deres betydning i 1970’erne for mine forældres generation. En dag var jeg sammen med et af bandmedlemmerne, Malik Høeghs, kæreste, og hun ringede til ham og sagde: ”Hey, Emile sidder her og vil gerne lave en film om Sumé sammen med Inuk Silis Høegh. Hvad siger du til det?”, og han svarede, at det kunne vi da godt. Jeg havde ikke aftalt noget med instruktør Inuk Silis Høegh om, at vi skulle lave den film. Det var bare en idé, der var opstået, men så jeg tog min cykel og cyklede over til Inuk og spurgte, om han ville lave en film om Sumé sammen med mig, og det sagde han ja til med det samme. Så var det ligesom i gang.

'Sume - Lyden af en revolution' (Inuk Silis Høegh, 2014). Still: Filminstituttets Billed- & Plakatarkiv.

Hvordan var det at lave Sumé dengang?

Det var på helt samme måde, som Mikisoq havde beskrevet. Det var virkelig som at opfinde den dybe tallerken hver dag. Jeg havde aldrig i min studietid tænkt, at jeg skulle ud og være producer. Men Inuk var instruktør i forvejen, og derfor blev det bare den rollefordeling. Så måtte vi finde ud af, hvordan man gør det. Hvor kan man finde penge? Hvad skal det koste? Hvor søger man? Og hvad betyder det, at vi er grønlændere? Hvad betyder det, at vi ikke kan søge ved Det Danske Filminstitut for eksempel? Det kunne vi jo i princippet godt have gjort, for vi boede begge i Danmark på det tidspunkt, men der var også en idealistisk idé om, at det skulle være en grønlandsk og ikke en dansk film. Derfor måtte vi tage det ekstra træk, som det krævede at søge hver gang, der var en ansøgningsfrist i tre år og få bygget finansieringen. Filmen kom til at koste 3.6 millioner at lave. Vi endte med at få både dansk og norsk co-produktion og finde penge i Norden.

For mig var det en produceruddannelse at lave den film, så det var vigtigt at finde nogle samarbejdspartnere, som kunne hjælpe mig med de ting, jeg ikke forstod. Det var vigtigt at få et indblik i, hvordan man laver film som producer, hvordan man finansierer, og hvordan man co-producerer med andre lande. Det havde jeg overhovedet ingen idé om, da vi gik ind i projektet, men da filmen var færdig fire år senere, var det ligesom at have taget en slags filmskoleuddannelse i dokumentarproducerarbejde.

Gennem de erfaringer opdagede jeg samtidig en masse ting om, hvordan det fungerer i Grønland. Hvordan man kan tage erfaringer med hjem, hvordan filmstøttesystemet er i Grønland, hvordan man kan samarbejde med udlandet. Det var jo i virkeligheden det, Mikisoq havde sagt: Man laver film med den ene hånd, og så laver man branchen med den anden. Sådan var det, og sådan er det stadig i Grønland. Hvert eneste projekt, der bliver lavet, har en utrolig stor indflydelse på, hvordan hele filmsystemet virker deroppe. Det har vi som producenter stor indflydelse på og rigtig stort ansvar for.

De seneste år har du og en række grønlandske filmfolk, som Pipaluk Kreutzmann Jørgensen og Aka Hansen, været aktive i forskellige Indigenous-fora og -festivaler, som imagineNATIVE eller Berlinale NATIVe. Man kan også se det helt konkret i Pipaluk Jørgensens Anori, der er delvist finansieret af International Sámi Film Institute. Kan du fortælle om den udvikling, og hvad den betyder for grønlandsk film?

Jeg synes, det et eksempel på, at når man er så lille som den grønlandske filmbranche, så er man i det mindste lidt større, hvis man finder nogle andre, man kan stå sammen med. Sumé blev udtaget til imagineNATIVE i 2014, og så mødte vi folk derfra. Da den blev udtaget til Berlin i februar 2015, opdagede vi, at folkene fra imagineNATIVE også kom til Berlin. Jeg kan huske, at vi skulle sætte kryds ved, hvilken tribe vi tilhørte hos imagineNATIVE. Det var vi ikke vant til. Jeg tror, at bevidstheden om at være en oprindelig befolkning er kommet lidt sent til Grønland. Den identifikation er ny og spændende. Det var interessant for os at finde ud af, at det her fandtes. Der var både inuit fra Canada, men også oprindelige folk fra hele verden, som på en eller anden måde så meget stærke ligheder med deres egen historie i Sumé; med kolonisering og en tabt identitet, men også med rock-revolutionen. Nærmest alle har deres Sumé. Det var fantastisk at opdage, at man bliver set af nogen, som man slet ikke var klar over fandtes.

Efter Berlin tog Pipaluk og jeg kontakt til de folk og spurgte, om FILM.GL kunne være en partner i det samarbejde. Det, syntes de, var en fantastisk idé. I starten havde vi overhovedet ingen penge, men det var okay, vi behøvede ikke at betale lige så meget, som de andre partnere gjorde, for at være på standen i Berlin. Efter det var vi der faktisk fra 2016 til i år, hvor det hele er digitalt.

Vi lærer meget af det samarbejde. Alle de ting, der er sindssygt vigtige og enormt svære, når man kommer fra et lille sted, som på mange måder er isoleret fra mainstream-finansieringskulturen. Det begyndte med imagineNATIVE, og det er jo vidunderligt, at projekter pludselig begynder at opstå. Hvor man kan se, at folk møder hinanden i forbindelse med de samarbejder. International Sámi Film Institute har været virkelig gode til at lave workshop-arrangementer, hvor der bliver udviklet kortfilm rundt omkring i Arktis, og da Nivi Pedersen skulle lave kortfilmen Updated, fik hun en canadisk inuk projektleder til at komme og være med. Pipaluk og jeg har også hver vores co-produktion med folk i Iqaluit i Canada.

Pipaluk har bl.a. et spillefilmprojekt i udvikling nu, hvor man fra canadisk side forsøger at støtte en grønlandsk instruktør, selvom hun ikke er canadier, men fordi hun er inuk. Normalt definerer vi co-produktioner ved landegrænser, men nu prøver vi at se, om det kan lade sig gøre at definere det ud fra etnicitet. Det er vitterligt en ting, der er kommet af det samarbejde, vi har sat i gang. Hvis det lykkes, kan det gøre, at vi kan finansiere film i en skala, som vi aldrig har kunnet før, fordi vi i Grønland ikke kan komme med en del af kagen, som er stor nok til, at vi kan leve op til de gængse internationale filmfondes krav.

På den måde fremstår Pipaluk Kreutzmann Jørgensens filmprojekt som et ret konkret eksempel på dekolonisering af filmbranchen?

Ja, præcis! Det er netop dekolonisering. Det handler simpelthen om at ophæve de grænser, som koloniseringen har skabt. Vi har en produktion i gang, der hedder Twice Colonized, som er en co-produktion mellem Grønland og inuit i Canada. Den er struktureret omkring en traditionel co-produktionsmodel, men det er stadig et eksempel på, at inuit arbejder sammen på tværs af koloniale landegrænser. Dekolonisering ligger også i det mindset, at det kan lade sig gøre at bryde de koloniale strukturer. At se og være bevidst om, at der ligger et fællesskab, som går forud for de grænser. At de fællesskaber giver mere mening, end grænserne selv gør. Der er samerne et klasseeksempel på det, fordi de er en befolkning, der er spredt over fire forskellige nationer. Hver gang, jeg snakker med Liisa Holmberg fra International Sámi Film Institute, snakker hun altid om ”so-called Sweden” og ”so-called Norway”, og det er jo virkelig rigtigt. Vi var der, før de grænser var der. Det vil være fantastisk at lykkes med at kunne arbejde sammen på tværs af landegrænser.

'Winter’s Yearning' / 'Håbets ø' (Sturla Pilskog, Sidse Torstholm Larsen, DK, 2019). Still: Filminstituttets Billed- & Plakatarkiv.

Du har italesat, og gennem produktioner som Sumé understreget og vist, at det er vigtigt med grønlandske produktioner fra et grønlandsk perspektiv. Samtidig er du stadig med i danske og udenlandske produktioner som Kampen om Grønland, Lykkelænder eller den mere eksperimenterende Aquarela. Hvad afgør, hvilke produktioner du involverer dig i? Det lyder, som om mange er interesserede i at producere i Grønland?

Det er der mange, der er, ja. Det er ret egoistisk, egentlig. Hvis jeg ser et eller andet projekt, som jeg bare synes er for fedt, så har jeg virkelig svært ved at sige nej til det. Men det er klart, at der ligger et stort ansvar, hvis det også handler om at søge om grønlandske midler til det. Det har vi gjort på Aquarela og Winter’s Yearning. Der handler det i virkeligheden om det samme som med Polarama Greenland; Hvis vi kommer med et bidrag til finansiering her, så har vi også et større say i forhold til, at der kommer grønlandske folk på.

Aquarela fik 400.000 af Selvstyret, og produktionen brugte omkring to millioner i Grønland. Så det var en god forretning samtidig med, at der for os er lærepenge i at arbejde sammen med virkelig erfarne producenter og filmfolk. Men det er altid en case-by-case-ting. Hvad er det for et projekt, hvem er involveret, hvad er det for et blik?

En anden ting er helt central i vores arbejde: At vi skal fortælle vores egne historier. Det indgår selvfølgelig i alle de overvejelser omkring, hvilke projekter vi engagerer os i. Vi møder tit folk, der kommer og bare vil lave en eller anden spændende historie, men ikke har spurgt sig selv, hvorvidt de er de rigtige til at gøre det. Der vil vi altid have en eller anden form for gatekeeper-rolle, som er ret stressende. Der vil altid være et pres på at få os til at forholde os til forskellige historier og vouche for dem, men det er ikke altid noget, vi får så meget ud af selv.

Var det de samme overvejelser i forbindelse med projekter som filmatiseringen af Kim Leines ret voldsomme erindringsroman Kalak?

Præcis. Det er et svært projekt på mange måder, fordi det er en kontroversiel historie. Jeg havde aldrig læst bogen, og da jeg hørte om projektet, tænkte jeg, at det var en svær fortælling at løfte, for det handler om klicheer, vi mener er overrepræsenterede i det internationale blik mod Grønland. Der var det gennem læsning af manuskriptet, at jeg blev omvendt. Jeg kunne se, at det var en historie, som havde et helt andet perspektiv. Det handlede ikke om den grønlandske historie, det var en historie fra en norsk-dansk mands perspektiv, og i hver scene, i hvert optrin og i hvert møde, er det ham, der er til grin. Det er alle de kvinder, som han møder, og som man umiddelbart tænker, at han udnytter, der i virkeligheden altid har styringen. Det, synes jeg, er enormt spændende. Det er også instruktørens ambition og vision, at det skal opfattes sådan. Så bliver det spændende, for så går det ind og rører ved noget uden, at det samtidig prøver at appropriere vores egne historier.

Synes du, der er et større pres på den grønlandske filmskaber, fordi der er så mange flere ting på spil i forhold til repræsentation og gatekeeper-rollen?

Ja, helt klart. Gatekeeper-rollen tænker jeg mest på i forhold til de produktioner, der kommer ind udefra, og som gerne vil have en grønlandsk blåstempling. Man finder en grønlandsk co-producent, fordi det er et krav for at få støtte, men samtidig bliver det også en slags brown-washing af projektet. Og hvis der ikke er et reelt samarbejde eller en reel udveksling, hvori består så co-produktionen? Her handler det mere om at sætte kryds i en boks end om at tilegne sig en forståelse, og sådan nogle scenarier vil jeg helst ikke se.

Men det er rigtigt, at der også er et andet kæmpe ansvar på filmskaberne, fordi vi er så få, og fordi vi laver så få film. Når man laver film og kommer fra en minoritetsbefolkning, eller kommer fra en oprindelig befolkning, så er det altid politisk. Det er politisk hver gang, man laver en film som oprindeligt folk. Det er lige meget, om det en fantasy-fiktionskortfilm eller en eksplicit politisk dokumentarfilm. Det er altid politisk. Der er altid en eller anden form for aktivisme i at lave de film. Det gør også, at der er et ansvar, som man skal være bevidst om.

På et panel til imagineNATIVE blev du citeret for at sige, at ”simply making films as Indigenous people IS a political statement”…

Ja, og det mener jeg. Det kan være små ting. For os er det grønlandske sprog mere en selvfølge, fordi det er er sproget i Grønland. Men for rigtigt mange oprindelige folk, så er det, at der bliver sagt en sætning på ens eget sprog, et statement i sig selv. Det er en fuckfinger til systemet og til koloniseringen.

Det er interessant, at mange af de grønlandske fiktionsfilm ikke så direkte taler ind i en kolonial kritik, men fortæller egne historier i en grønlandsk kontekst – eksempelvis gennem genrefilm som Malik Kleists gysere eller Marc Fussing Rosbachs fantasy-film. Hvad tænker du om det?

Det er rigtigt. Jeg har selv haft svært ved at sætte en ramme for det grønlandske filmsærpræg. Det stikker i ret mange retninger. Og vi har ikke en Zacharias Kunuk, den canadiske inuk instruktør, der filmatiserer historiske inuit-fortællinger med stor nøjagtighed. Det kan jeg godt nogle gange savne, men jeg synes samtidig, det er fedt, at folk er lidt ligeglade og laver det, de har lyst til. Malik har set virkelig mange gyserfilm, så han har bare lyst til at lave gyserfilm. Det samme med Marc. Det synes jeg også har en kvalitet. Men det gør det svært rigtigt at karakterisere grønlandsk film som sådan.

Hvordan var filmmiljøet omkring din opstart i 2010?

Der var Nuummioq lige kommet ud. Nuummioq var et stort vendepunkt, men ti år tidligere, i 1999, havde Inuk Silis Høegh haft premiere på sin første kortfilm som instruktør, Sinilluarit. Dengang sad jeg i Katuaq-biografen i Nuuk til premieren og havde en oplevelse af, at her er en film, som ikke ligner de andre. Det var en film, som var vores egen film på en eller anden måde. Jeg kan tydeligt huske Inuk, som stod på scenen og præsenterede den. Hvor vildt det var, at det var ham, der havde lavet den, og ikke for eksempel Søren Kragh-Jacobsen, som også var der, fordi han skulle præsentere Mifunes sidste sang (1999). Det var en oplevelse af at se sig selv. Den følelse er der jo mange, der har haft, når de har set Nuummioq, eller når de har set Qaqqat Alanngui (Kleist, 2011): ”Det her er en historie, som er fortalt til os og af os.”

Der havde været en slags filmbrancheforening i 2000’erne som hed Assilissat, og den var gået i sig selv på det tidspunkt. Så opstod der et fællesskab omkring Nuummioq. Samtidig var der producer Aka Hansen og instruktør Malik Kleist, som var i gang med at lave Hinnarik Sinnattunilu (Lennert-Sandgreen, 2009), som udkom lige efter Nuummioq, så der var nogle forskellige ting i gang. I november 2012 blev der så lavet stiftende generalforsamling i filmbrancheorganisationen FILM.GL, hvilket var helt fantastisk. Pludselig var der et organ og et fællesskab. Da Sumé var færdig i 2014, kom jeg med i bestyrelsen og var vildt ivrig efter at bidrage med noget. Med de ting, som vi havde lært fra Sumé.

Hvorfor tror du, at FILM.GL kan få fat i dag, når Assilissat ikke kunne dengang?

Jeg tror, at det kan skyldes mange ting. Siden Nuummioq har der været et flow i produktionerne, simpelthen. Bare det med, at der kommer flere film, og at der er flere, der laver dem. Der er tilstrækkeligt mange, der er interesseret i det, og der er nok, der brænder så meget for det, at de vil engagere sig frivilligt. Men det er også hårdt arbejde. Da jeg kom ind, var vi Pipaluk Kreutzmann Jørgensen, Ulrik Bang og jeg i bestyrelsen og to suppleanter, Karsten Heilmann og Peter Jensen. Der var virkelig meget arbejde. Vi syntes, det var skide sjovt, men det var totalt ulønnet. Det var meget arbejde med at besvare henvendelser fra folk, der kom udefra. I virkeligheden lavede vi ting gratis, som vi i dag prøver at leve af. Nu er der mere gang i produktionerne, så derfor er det også nemmere at opretholde en form for fællesskab omkring det. Og så satte FILM.GL gang i mange initiativer, som også har været levedygtige, som for eksempel filmværkstedet Filmiliortarfik i Nuuk. Der er også en vigtig proces i at præge det politiske, som vi fortsat kæmper for. Og uanset om det er i FILM.GL-regi, eller om det er os som producenter enkeltvis, så prøver vi hele tiden at skabe bedre rammer.

Hvordan ser den grønlandske filmbranche ud i dag?

Vi plejer at sige, at branchen består af 50 individer. Mennesker, der arbejder selvstændigt med filmproduktion, enten professionelt eller semi-professionelt, men ikke er fastansat af for eksempel KNR, Grønlands public service radio- og tv-station. Der er ufatteligt mange små enheder i form af små selskaber i Grønland. Næsten hver person i miljøet har sit eget CVR-nummer og produktionsselskab, fordi man arbejder selv. Præmieeksemplet er Marc Fussing Rosbach, som er en fuldstændigt fantastisk énmandshær. Han kan lave en spillefilm på egen hånd på nærmest et år og for stort set ingen penge, der stadig ligner en storfilm på mange måder. Hvor han selv skriver, filmer, instruerer, klipper, laver musik og effekter – og så spiller han ovenikøbet også den ene hovedrolle.

Det er én måde at lave grønlandsk film på, som enmandshær. Så er der mange af filmskaberne, som laver andre ting for at leve, som f.eks. reklamejobs eller informationsfilm. Der er rigtig mange i branchen, der har haft travlt med at lave produktioner i forbindelse med valget. Så prøver de at lave deres egne ting ved siden af det. For eksempel er der Ulannaq Ingemann, som er en ekstremt efterspurgt fotograf. Han formår stadig at lave sine egne ting mellem de andre projekter.

Dokumentaristerne er en anden gruppe, der arbejder lidt mere selvstændigt. F.eks. Nivi Pedersen eller Inuk Jørgensen, der laver kortfilm. Inuk Jørgensen har lavet en smuk kort dokumentar om året de sidste tre år, og med dem er han hele tiden med til at skubbe til ting, både sig selv og branchen. Han er en enmandshær, hvor Nivi Pedersen allierer sig med flere kræfter i branchen og skaber sine egne små hold.

Det er sådan, jeg ser branchen, men nu sidder jeg lidt på afstand. Noget af det, vi har tænkt med vores selskab Polarama Greenland, er at være et samlende organ. Der er hele det virvar af selskaber og kompetencer, og så er der en filmbrancheforening, som er organisationen, hvor man er samlet omkring at tale med én stemme i forhold til politikere, lave workshops eller tilbyde forskellige ting til filmskaberne. Vi ser Polarama Greenland som en anden måde at lave et fællesskab, hvor vi samler kræfterne i nogle konkrete projekter. Hvor vi faktisk skaber arbejde til de folk, som laver alle mulige ting – ofte hver for sig. Hvis vi går ind og tager en opgave, så kan vi skrue op for alt: budget, tid og ambitioner.

'Lykkelænder' (Lasse Lau, 2018). Still: Filminstituttets Billed- & Plakatarikiv.

Det var Polarama Greenland. Hvad laver I så i Ánorâk Film?

Ánorâk Film er mit setup sammen med Inuk Silis Høegh, mens Polarama Greenland er med Pipaluk Kreutzmann Jørgensen. Ánorâk Film stammer helt tilbage fra, da vi startede med at lave Sumé, hvor vi bare tænkte, at vi var nødt til at oprette det selskab for at lave den film. Så blev det Ánorâk Film. Der var ikke nogen stor plan for, hvad det skulle blive til. Men det er blevet dokumentarfilm-setup’et.

Sumé blev vist på filmfestival i Berlin, som var et kæmpe udstillingsvindue. Det er der nogle mennesker, som lægger mærke til, men det er også noget, der popper op, hvis man søger efter filmskabere fra Grønland. Så popper Sumé op, og så popper Ánorâk Film op. Vi fandt også ud af, at vi pludselig havde erfaring med internationalt samarbejde, som gjorde os interessante at arbejde sammen med for andre. Derfor har vi sidenhen lavet tre co-produktioner på spillefilmsdokumentarer; Lykkelænder (Lau, 2018), Winter’s Yearning (Larsen & Pilskog, 2019) og Aquarela (Kossakovsky, 2019). Vi havde også nogle fiktionsfilmsprojekter i Ánorâk Film, men dem prøver vi at få over i Polarama Greenland, så det er adskilt. Det er egentlig det; Ánorâk Film er dokumentarfilm, og det er meget afhængigt af mit samarbejde med Inuk Silis Høegh og det, vi i fællesskab har lyst til at lave. Polarama Greenland er Pipaluk og mig, og det handler også om, hvad vi i fællesskab har lyst til at lave, men i høj grad også forretning. Der er nogle projekter, hvor vi ikke har lyst til at være drivkraft og bruge flere år af vores liv på det, men hvor vi gerne vil ind, når der skal produceres, løse opgaven og så ud igen.

Polarama Greenland er et uafhængigt underselskab af det islandske Polarama. Hvordan opstod det samarbejde?

Man kan ikke rigtig kalde det et underselskab, for vi er slet ikke forbundet formelt. Den eneste forbindelse er en brand agreement, så vi kan bruge navnet, og så har vi valgt, at Kidda Rokk fra det islandske selskab sidder i vores bestyrelse. Men vi kan hjælpe dem, og de kan hjælpe os. Lige nu kan de mest hjælpe os. Særligt i forhold til production service, som vi ikke rigtig har haft erfaring med tidligere. Der er det fantastisk at have nogen at ringe til. Det er virkelig fedt.

Polarama i Island er ejet af Kidda Rokk og Steinarr Logi Nesheim, og de sad i Sagafilm før og producerede serien Tunn is. Der havde jeg møde med dem på et meget tidligt stadie, hvor vi hjalp dem med lidt casting, men de havde også drømme om at filme mere i Grønland, og de ville gerne høre, hvordan man kunne det. Selve samarbejdet opstod så lidt tilfældigt ved, at Pipaluk var sammen med Nukâka Coster-Waldau i Island for at vise Anori, og så skulle de mødes med Kidda og Steinarr, fordi Nukâka havde været en meget central del af Tunn is. Der begyndte de at snakke om det her, og måneden efter mødtes vi alle sammen i Berlin. Det var sidste år, og så etablerede vi os i august.

Jeg tror, at vi hele tiden havde følt, at der ville komme et tidspunkt, hvor det ville være rigtigt at gøre sådan noget. I de år, vi sad i FILM.GL, var der også antydningen af, at nu var der spillefilm, som var på vej til at komme og bruge Grønland som location, men det blev aldrig rigtig til noget. Vi har gået og lurepasset lidt, og for mig var der en stor mulighed med islændingene, hvor vi ikke behøvede at opfinde alting forfra. Islændinge har stor erfaring med internationalt samarbejde, som der er meget lidt erfaring med i Grønland, så hvis vi skal prøve på at komme ind på et tidligt tidspunkt, så skal det være nu. Det viste sig, at islændingene havde en idealisme omkring at bygge den grønlandske branche op, der var både ægte og troværdig, og at det ikke handlede om at få en bid af kagen. Så vi endte med at være to fuldstændigt uafhængige selskaber. Vi har ikke nogen aftale om profit, hverken den ene eller anden vej. Det her er et reelt grønlandsk initiativ med det formål at opkvalificere branchen og sørge for, at når der kommer en produktion til Grønland, så går mest muligt tilbage på grønlandske hænder.

Du nævner det islandsk-grønlandske samarbejde og det arktiske område. Hvordan står det til med det dansk-grønlandske samarbejde i dag?

Jeg tror, at man fra dansk side bliver mere opmærksom på, at noget er skævt. Det er for eksempel blevet påtalt de sidste 20 år, at det er en mærkelig situation, at man som grønlandsk filmskaber ikke kan søge finansiering hos Det Danske Filminstitut. Man har gennem en række initiativer forsøgt, om man kan samarbejde og skabe produktioner på tværs af Rigsfællesskabet, bl.a. i form af en workshop i Island, som DFI stod bag, der udmøntede sig i North Atlantic Talents med henblik på at skabe talentudvikling i Nordatlanten.

Så der har været nogle politiske initiativer. Der er også Norddok, som kom fra Statsministeriet for at skabe dokumentarfortællinger fra Rigsfællesskabet, samt Rigsfællesskabspuljen, som lige er blevet annonceret. Når vi snakker om forholdet mellem Danmark og Grønland, kan man næsten ikke snakke om det uden at snakke om hele Rigsfællesskabet, fordi det hænger så meget sammen. Forholdene i Færøerne ligner meget dem i Grønland, men nu har Færøerne haft et filminstitut i nogle år, og det gør en kæmpe forskel. Der er en, der er lønnet til at lave det arbejde fuldtid. Det har der aldrig været i Grønland. Vi har siddet på frivilligt foreningsplan og prøvet at løse det arbejde, lave samarbejder og snakket med vores egne politikere, politikerne i Danmark og DFI, men det kan man bare ikke, når man samtidig skal lave sine egne produktioner og give sine børn mad og tag over hovedet. Det gør en stor forskel.

Man opdager også forskellige forhindringer, som at DFI kun må støtte et vist antal film, som ikke er på dansk. De skal jo støtte Lars von Trier og Lone Scherfig, som laver internationale film på engelsk, men det tager muligheden fra, at der kan komme film på grønlandsk og færøsk, fordi de bliver betegnet som fremmedsprog. Der er den form for udfordringer, hvor vi er i en gråzone, og det er sjældent til vores fordel.

Når både Aaja Chemnitz Larsen fra Inuit Atagatigiit og Aki-Mathilda Høegh-Dam fra partiet Siumut har nævnt filmproduktion i Folketinget og vigtigheden af grønlandsk involvering i udenlandske projekter, er det så et produkt af noget af det arbejde, I har lavet?

Ja, helt klart. De har været rigtig gode til at række ud til os, men også til at lytte, når vi har inviteret dem til møder. Fordi de sidder i Danmark, har de haft mulighed for at tale direkte til de danske politikere, og det er jo blandt andet det, der har gjort, at der er en Rigsfællesskabspulje nu. Aaja havde også en stor finger med i spillet, da Norddok-puljen blev lavet, så de har spillet en vigtig rolle.

Der er en kløft i den måde, som politikerne i Grønland forstår film, og den måde vi ser det på. Det handler meget om, hvordan man skelner mellem erhverv og kultur. Hvad betyder det, at der kommer et hold på 40 mennesker til Ilulissat, bor og arbejder i en måned? Hvad betyder det for den grønlandske økonomi? Bør vi gøre mere for at tiltrække den type af produktioner, fordi det har en erhvervsmæssig betydning? Der er en kæmpestor kløft i den forståelse, at der kan være noget, som er kultur, som skal støttes af statskroner uden tilbagebetalingspligt, fordi det handler om at opbygge den grønlandske nationalånd og kultur- og identitetsforståelse, og at der så samtidig er et erhvervspotentiale, som man bør putte penge i af andre årsager, og også penge, som skal komme et andet sted fra. For det skal ikke tages fra den lillebitte pose penge, der går til kulturen, og som er utroligt vigtig. Hvis vi for eksempel laver en skatterabatordning som den i Island, så kan det godt se ud som om, at det bliver en udgift. Men hvis man ser de samlede regnskaber fra steder med den form for økonomisk incitament til filmproduktion, så kommer pengene igen mange gange. Det har været virkelig svært at få politikerne derhjemme til at forstå det.

Så der er en lydhørhed, men samtidig en kløft, og de konkrete tiltag er ikke kommet endnu?

Det synes jeg. Der er heller ikke armslængde i de grønlandske kulturmidler. Det er Selvstyret selv, der læser ansøgningerne og bevilger pengene, og kulturministeren, der skriver under på støttebevillingerne. Nu har de arbejdet på at lave en kunstfond, og det har taget ti år eller sådan noget at lave den. Det er blevet accepteret og besluttet, at den kunstfond skal komme, men det bliver ved med at trække ud. Hvis man for eksempel skal lave en skatterabatordning eller et filminstitut, og det er tempoet, så har det lange udsigter ...

Et filminstitut er et win for alle. Det er der, for mig, slet ikke nogen tvivl om. Jeg kan huske, at da Færøerne fik bevillingen til deres filminstitut for tre-fire år siden, blev nogle af filmskaberne sure over, at de penge ikke bare kunne gå ned i filmstøtten, for det var alligevel over en million om året, og det ville gøre en stor forskel. Men jeg tror, at de resultater, der er opnået, opvejer det mange gange. Det kommer hele fødekæden til gode. Det er både talenterne og de mere erfarne filmskabere. Det er også arbejdet med at tiltrække udenlandske produktioner og få egne produktioner ud. Det er for mig det helt oplagte næste store mål at få et filminstitut.

Emile Hertling Péronard på scenen under Nuuk International Film Festival 2020. Foto: Nuuk International Film Festival.

Hvis du skal se tilbage på den tid, hvor du har været en del af grønlandsk film, hvad er så det vigtigste, der er sket?

Det er svært at sige entydigt. For mig har FILM.GL gjort en kæmpe forskel. Jeg ved godt, at jeg har en mærkelig position, fordi jeg ikke bor i Grønland og er en satellit, der ser det hele lidt udefra. Derfor kan jeg måske romantisere det lidt i forhold til dem, der rent faktisk primært sidder i Nuuk og laver arbejdet og ser hinanden hele tiden. Men jeg synes, at tanken om at dele i stedet for at holde på tingene selv, er så vigtig. Jeg synes, jeg så en stor frygt for konkurrence tidligere. Man var bange for, at kollegaen tog den opgave, man gerne selv ville have. Nu er der en større forståelse for, at hvis der er én, der har succes, så har alle succes. Det er noget, som vi alle sammen bør sætte pris på og støtte op om.

Så synes jeg, at Nuuk International Film Festival er sindssygt vigtig. Det var en ting, som jeg overhovedet ingen tro havde på. Det har virkelig taget røven på mig. Det var sådan noget, der opstod totalt tilfældigt. Nogen blev bedt om at lave et filmprogram til en kulturfestival i Nuuk. Og da det udviklede sig til en filmfestival i festivalen, var jeg meget skeptisk. Hvad så med næste år og næste år igen? En skepsis i forhold til, om der er en vedholdenhed. Det er jo det, det hele handler om. Der må jeg bare sige, at det er vokset og er nu et forum, som er helt vildt vigtigt for mig også. Så det synes jeg faktisk har fået en skide stor betydning, og det ved jeg, at alle dem, vi samarbejder med, synes er en fantastisk ting; at vi har en festival. Det synes jeg er pisse fedt. Så de to ting er de vigtigste.

Du nævner en satellit-fornemmelse ved at sidde i København og have projekter i Grønland. Kan du uddybe det?

Jeg tror, at det som kom ud af at lave Sumé for mig personligt skabte en holdningsændring omkring, at jeg godt kan bidrage, selvom jeg sidder her og er dansksproget grønlænder og ikke er en del af mange ting, der foregår deroppe. Så hvis jeg har noget at komme med, så skal jeg fandeme komme med det. Hver gang, jeg engagerer mig i noget omkring grønlandsk film, ser jeg på, hvordan det kan blive en styrke, at jeg sidder her. Det skal ikke være en ulempe. Så jeg har kontakt til DFI og folketingspolitikerne. Jeg har også stået for mange af de internationale ting.

Som producer kan jeg tage til Berlin eller Stockholm og holde møde. Der er også den personlige relation, jeg skaber, som giver en tryghed for vores samarbejdspartnere. Det mener jeg alt sammen er fordele. Så synes jeg også, at det giver noget at være lidt på afstand af begivenhederne i Grønland og se det udefra, men det kan lige så godt være noget, der er med til at forskrue mit virkelighedsbillede. Jeg kan godt blive mødt af en anden realitet, når jeg kommer til Grønland. Hvor det ikke var, som jeg troede.

Nu har vi talt om branchen engang, og vi har talt om branchen i dag. Hvordan tror du, at den grønlandske filmbranche kommer til at udvikle sig i de kommende år?

Jeg tror, der vil komme mange flere folk. Jeg tror, at miljøet omkring filmværkstedet vokser.  Der kommer nye folk ind, man ikke kendte i forvejen. Man får pludselig øje på nogle nye talenter. Måden at lave film på, hvor man står for rigtig meget selv, og der ikke er særlig mange penge, bliver ved. Selvom det bliver bedre og bedre, vil det aldrig være sådan, at vi bare kan lave film på store budgetter, men så kan vi måske lave de samarbejder på tværs af lande, der gør, at vi trods alt kan producere i større målestok.

I øjeblikket går det rigtig stærkt i Canada, men jeg tror også på sigt, at Europa vil få øjnene op for, at der er en unik fortælling at hente, at der er en unik fortællestemme på filmene fra eksempelvis Grønland. At det betyder noget, at det er en grønlandsk instruktør, som kommer med et filmprojekt, og at DFI selvfølgelig skal støtte det. Jeg tror, at der vil komme et lidt større spænd i produktionerne; de store film vil blive større, og så vil der blive flere af de mindre. Og så håber jeg selvfølgelig på etableringen af et filminstitut, så den grønlandske filmbranche kan blive mere struktureret.

Interviewet er foretaget tirsdag den 23. marts 2021 i Wildersgade Filmhus, København.


Biografi