Kosmorama #260

03 juli 2015 / Lars-Martin Sørensen
03.07 2015. Kosmorama #260 har to nye artikler om to meget ens og meget forskellige film: Carl Th. Dreyers kuldsejlede biopic om den skotske dronning Mary Stuart, og den ærkedanske komedieklassiker Sørensen og Rasmussen (1940).
dreyer_private_DFI_770x380cut
Carl Th. Dreyer på ferie - og research. Privat foto. (DFI - Dreyer-samlingen).

Stærke kvinder, blåt blod og film baseret på historiske personer og hændelser er på dagsordenen i dette Kosmorama.

C. Claire Thomson har været i DFI’s Dreyer-samling og afdækket den minutiøse research, Dreyer udførte i 1940’erne og 50’erne under arbejdet med en storfilm om den myteomspundne skotske dronning Mary Stuart. Arkivet viser, at Dreyer afsøgte hver en krog af Mary Stuarts liv og var velinformeret om de kontroverser, der verserer om dronningens rolle i mordet på en af hendes tre ægtemænd. Men selvom Dreyer er kendt for at stræbe efter nærmest pinagtig autenticitet i enhver detalje af sine historiske film, argumenterer Thomson for, at Dreyer ofrede den historiske akkuratesse på det lidenskabelige psykologiske dramas alter i manuskriptet til den aldrig realiserede film om Mary Stuart.

Casper Tybjerg har også været i arkiverne. I artiklen ’Den nationale Balsambøsse’ blotlægger han produktionshistorien om en af Nordisk Films største sællerter under besættelsen, Sørensen og Rasmussen (1940). Filmen er en veldrejet og dansksindet forvekslingskomedie med datidens største kvindelige skuespillere, Marguerite Viby og Bodil Ipsen i svingende samspil som henholdsvis gæv tjenestepige og kong Frederik 7.’s dronning til venstre hånd, Grevinde Danner. Filmen anslår nogle særdeles nationale strenge i en tid, hvor dansk nationalfølelse var under pres, og selvom besættelsesmagtens filmanmeldere var begejstrede, frabad Justitsministeriet sig, at filmen blev eksporteret til Nazityskland.

Fra bagkataloget: Som en lille sommerbonus, har vi lagt to numre af vores trykte forgænger i arkivet: #222 om Farvefilm og Filmmusik og #223 om Film Noir.

God sommer!

KOSMORAMA #260

dreyer_private_DFI

Dreyer i Skotland: Arkivet og den urealiserede film om Maria Stuart

C. Claire Thomson

 


Sørensen og Rasmussen (55)cut

Den nationale Balsambøsse: Sørensen og Rasmussen (1940)