Togene ruller i alle retninger bort fra Fredericia

01 maj 2014 / Jon Bang Carlsen
Jon Bang Carlsen tænker tilbage på sit første møde med Theodor Christensen i klasseværelset, hvor Her er Banerne blev kørt mere end én gang. "Kan et Lokomotiv mon blive træt?", spørger speakerstemmen vemodigt.
Theodor Christensen5
Theodor fanget på optagelse til sin sidste film "Hvad er der i vejen med mor og far?" (1966).

Theodor Christensen. Navnet kender jeg, filmene har jeg glemt. Indtil jeg genser dem for at kunne skrive denne tekst og pludselig husker klasseværelset. Det lille lærred over den nervøse lærers blege ansigt. De ekspressive, sorthvide billeder af toge på vej ud af det danske jernbanenet i hans klassiske film Her er Banerne (1948). Al denne bevægelse ud i verden ad evigt vigende togskinner, mens vi børn var tvunget til at blive siddende, time efter time, år efter år.

"Togene ruller i alle retninger bort fra Fredericia", siger speakerstemmen, og det bliver et digt for os drenge i 6.C, en metafor for vores egen udlængsel. Drømmen om at komme væk hakker igennem 16 mm filmfremviseren, og ingen af os lærer det, som speakerstemmen forsøger at indprente os, at Fredericia er et af Danmarks vigtigste trafikale knudepunkter. Vi er fuldstændig ligeglade med Fredericia og knudepunkter. Vi dagdrømmer kun om, om farten i de store, sorte lokomotiver deroppe på lærredet over lærerens blege ansigt kan rive os fri af de kedelige kulisser, der omgiver os dag efter dag og lukker os ude fra den virkelige verden, som det hvide ansigt under lærredet påstår filmen viser, før han trykker på knappen, og billederne starter.

"Arbejdet kan aldrig gøres færdigt", konkluderer speakerstemmen efter en halv times tid, og pludselig forstår vi, at togene på vej bort fra Fredericia aldrig vil nå deres mål. De vil pruste og svede til en ledsagemusik, der hidser sig op til det ene crescendo efter det andet, men til ingen nytte, for det land, som huser virkelighedens rejsemål, ligger selvfølgelig langt inde i drømmens jernbanefri land.

"Kan et lokomotiv mon blive træt?", spørger speakerstemmen vemodigt og afbryder mine run-away tanker. Øjeblikket efter bliver det gamle, trofaste lokomotiv koblet fra hovedsporet ved et sporskifte og ledt ned af en ensom skinne for at ruste ihjel helt alene, eller var det kun noget, som udspillede sig inden i mit eget hoved? For det er jo et af den gode films kendetegn, at den får os til at flette vore egne livstråde ind i filmens.

hererbanerne1
Theodor Christensens klassiker "Her er Banerne" fra 1948.

Da jeg mange år senere kom på filmskolen, viste en lærer os nye elever Harry Watts og Basil Wrights film Night Mail fra 1936, for at vi skulle forstå, hvad en dokumentarfilm var. Nemlig ifølge læreren billeder af virkeligheden, som den udspiller sig her og nu foran et intetanende kamera. Til min overraskelse mindede Night Mail mig uendeligt meget om Theodor Christensens Her er Banerne, som jeg i min skolegang så igen og igen, fordi den blege lærer brugte den som et påskud til at forsvinde ud på den tomme gang og ryge en cigaret. Lighederne mellem de to film var så markante, at det var som delte de to instruktører hjerne og øjne. Tempoet, de næsten identiske indstillinger i denne fælles historie om fart igennem pligtens landskab. Som var det den samme hånd, der spillede på virkelighedens strenge. Var det virkelighedens?

Problemet for den unge filmskoleelev var, at en stor del af indstillingerne i både Night Mail og Her er Banerne så ud til at være iscenesatte, selv om læreren fremhævede begge film som eksempler på dokumentariske mesterværker. En forvirrende påstand om akut virkelighedsnærhed, som vi nye elever selvfølgelig ikke udfordrede i første omgang, fordi ansigter bag et kamera – ligesom ansigter bag et maskingevær – opnår en autoritet, som ofte kun er begrundet i vores angst for at blive afsløret af kameraet eller gjort til datid af maskingeværet.

Den mest elegante og samtidig farligste fantasi er den, som til forveksling ligner vores forestillinger om virkeligheden. Elegant, fordi fantasien kan liste sig ind på sit virkelige bytte uden at blive afsløret. Farlig, fordi vi får tudet ørerne fulde af påstanden om, at man må se virkeligheden i øjnene for at leve et meningsfuldt liv, selv om virkeligheden selvfølgelig aldrig hverken kan ses i øjnene eller filmes, for den er altid lige ved at blive til. Som en tanke før den for eksempel får krop i sætningen, "Togene ruller i alle retninger bort fra Fredericia", men allerede selv er forbi.

Klip fra Her er Banerne (Theodor Christensen, DK, 1948).

Måske var det, da jeg så Theodors Christensens toge rulle i alle retninger bort fra Fredericia og fortsætte gennem det engelske landskab med nattens breve i Night Mail, at jeg forstod, at dokumentarfilmgenrens påstand om at kunne fange virkeligheden med et kamera er en naiv men uendelig potent drøm, som den durkdrevne forfører kan udnytte til at portrættere vores drømme om fælles dage på jord uden at behøve at iklæde sig fiktionens budgettunge kostumer.


Kildeangivelse: Bang Carlsen, Jon (2014): Togene ruller i alle retninger bort fra Fredericia. Kosmorama #254 (www.kosmorama.org).

Jon Bang Carlsen