Hjerteslag, syfilis, mord eller selvmord – Myterne om Valdemar Psilanders død

06 marts 2017 / Isak Thorsen

Den 6. marts 1917 blev filmstjernen Valdemar Psilander fundet død på Hotel Bristol, blot 32 år gammel. Straks begyndte rygterne om dødsårsagen at svirre. Var det mord, selvmord, syfilis eller et svagt hjerte, der endte Psilanders unge liv? Denne artikel afdækker de modstridende udlægninger og giver et bud på, hvad der driver mytologien om stjernens død.

Isaks artikel - Liebelei bes
Et opstillet foto til "Liebelei" (Holger-Madsen/Holger Blom, 1914) - et varsel?

Fra 1911 og frem til sin død i 1917 hørte Psilander til blandt topnavnene på den europæiske filmstjernehimmel. Særligt hos publikum i Tyskland, Rusland, Centraleuropa og Sydamerika var han umådelig populær. På spørgsmålet om ”hvilken filmende Skuespiller eller Skuespillerinde de regnede for Nr. 1.”, kårede læserne af et tysk filmblad Psilander som nummer et. På andenpladsen kom Asta Nielsen, og først derefter de hjemlige tyske stjerner (Filmen nr. 8, 1914: 135). I Rusland var Psilander kendt og beundret under navnet Garrison, og blandt de mandlige filmstjerner var han den ubetinget mest populære, kun overgået af Asta Nielsen (Cine-fono nr. 8, 1913: 31). Og i Brasilien var Psilander genstand ”for en sand Afgudsdyrkelse blandt det smukke Køn” (Irv, 1925). Psilanders popularitet gav sig udslag i, at han fra 30. januar til 15. marts 1914 – ofte to gange dagligt og for en fyrstelig sum – kunne optræde for fulde huse på teateret Royal Orfeum i Budapest med en til lejligheden særligt fremstillet sceneforestilling, Grev Dahlborgs Hemmelighed. Forestillingen var ganske avanceret for sin tid, da den kombinerede sceneoptræden med film. Det var kun de allerstørste europæiske filmstjerner, der også stod frem på de skrå brædder. Den franske komiker Max Linder optrådte 14 dage på Royal Orfeum i 1913, og Asta Nielsen var samme år stjernen i pantomimerne Prins Harlekins Død og Cingara, der blev opført i Wien og Budapest. Planen var, at Psilander skulle gentage successen fra Budapest i Rusland, men Første Verdenskrig kom i vejen (Kine-Zhurnal nr. 2, 1914).

01_filmen_2_9
Psilander på scenen i Budapest (Fra Filmen, 1914, nr. 9, s 149).

Barn af Nordisk Film

Psilanders berømmelse knytter sig til hans engagement hos Nordisk Films Kompagni. Han var selskabets og dansk stumfilms største mandlige stjerne, og i sine fem år hos Nordisk medvirkede Psilander i over 80 film, oftest i den bærende rolle. I 1910 havde Nordisk Film, som det første filmselskab i verden, omlagt store dele af sin produktion til lange film, hvilket gav selskabet en konkurrencefordel på verdensmarkedet, og bragte selskabet op blandt de førende europæiske filmselskaber. De lange film varede 30-45 minutter og kunne udfylde en hel biografforestilling, der hidtil havde bestået af et program med en række korte film. Økonomen Gerben Bakker fremhæver, at længere film betød større investeringer, og at det derfor blev vigtigt for filmselskaberne at differentiere og positionere deres film på markedet – og her blev filmstjernerne et vigtigt element i brandingen af filmene (Bakker 2008: 278). I et ofte citeret brev svarer Nordisk Film i København sin engelske filial:

Add to the foot-note on your letter we beg to say, that we principally decline to state the names of our players. The name of the Gentleman in question is W. Psilander, but this information is only to your use and must not be given to someone other (NF:II,18, 42-43).

Selskabets svar er et godt udtryk for den markante ændring, indførelsen af de lange film medførte. Fra at tilbageholde skuespillernes navne, blev filmstjernerne nu navngivet og blev en del af filmenes markedsføring. I et brev til Nordisk Films ledelse indkredser lederen af den litterære afdeling i selskabets tyske filial, Marie-Louise Droop, Psilanders store popularitet og fremhæver især selskabets massive markedsføring af ham (Droop, 1916). I Tyskland solgtes han som ”Der anerkannte Liebling des Publikums” og ”Die sichere Garantie für gute Kassen in der schlecten Zeit”, og titusindvis af postkort med Psilander blev sendt til Nordisks filialer og agenter (Thorsen 2009: 149-150). Han var selskabets højst betalte skuespiller. I sæsonen 1916 fik Psilander 100.000 kr. for at spille hovedrollen i 10 film (NF:IV, 75). Til sammenligning fik Nordisks anden store mandlige skuespiller Olaf Fønss blot 14.000 kr. for hele sæsonen 1915 (NF:IV, 60). Da Psilander i efteråret 1916 krævede 250.000 kr. for at medvirke i otte film, der skulle indspilles det følgende år, måtte Nordisk Film dog sige nej, hvilket førte til et brud mellem stjernen og selskabet (NF:IV, 75). Psilanders lønkrav kom tre år inde i verdenskrigen, og Nordisk Films afsætning var dalende, hvilket nok har medvirket til, at selskabet ikke turde indgå så dyr en kontrakt. Psilanders popularitet var dog stadig så stor, at Droop advarer mod, at man med Psilanders exit fra Nordisk Film måtte regne med en egentlig ’Psilander-Psychose’ i Tyskland (Droop 1916).

Efter Psilanders brud med Nordisk Film i efteråret 1916 etablerede han sit eget selskab, Psilander Film. Filmselskabet Kinografens filmstudier i Hellerup var blevet lejet, og det tekniske personale hyret. Poul Gregaard skulle instruere, og Clara Pontoppidan var engageret til at spille den kvindelige hovedrolle overfor Psilander. Planen var at optage en række film i løbet af 1917, men sådan skulle det ikke gå.

En stjernes død

”Psilanders pludselige Død har været Dagens Samtaleemne overalt. Paa Gaderne, paa Kaféerne, i Hjemmet og i Forretningen”, skrev Ekstra Bladet d. 7. marts 1917. Dagen før havde nyheden om Psilanders død nået offentligheden og blev dækket intensivt. B.T. kunne som den første avis rapportere om dødsfaldet i sin middagsudgave, og den følgende dag kunne avisen fortælle:

Bladene blev revet bort. Redaktionernes Telefoner kimede som paa de rigtig store Dage. I Restauranter – i Sporvogne – paa Gader – allevegne hørte man Hvislen af hans underlige, fremmedartede Navn (B.T., 7. marts 1917).  

bt_2_dfi_570
B.T. kunne som de første bringe nyheden om Psilanders død den 6. marts 1917. (DFI Udklipsarkivet).

Flere københavnske biografer valgte at flage på halv stang, de fleste aviser bragte nyheden om Psilanders død og nekrologer, og Ekstra Bladet fulgte op med mindeord fra kolleger og arbejdsforbindelser. Avisen skrev om både Psilanders lig, som lå på Hotel Bristol, og om Psilanders chauffør, der ”brast … i Graad”, da han fik nyheden om stjernens død (7. marts 1917).

Den 10. marts blev Psilander begravet, og pressen kunne detaljeret gengive, hvordan ”Den gribende Højtidelighed” havde udspillet sig. Berømtheder fra den danske filmbranche var mødt talstærkt op, og Foreningen af Filmskuespillere havde dannet en æresport, da kisten med sit flor af syrenguirlander blev båret ud af Taarbæk kirke og hen til graven, mens et herre- og damekor sang Dejlig er Jorden (”Skuespiller Psilanders Begravelse”, 10. marts 1917, Psilander udklipsmappe, DFI).

03_valdemar_psilander_14_dfi
Psilanders begravelse (DFI Billed- & Plakatarkivet).

Blot to dage efter Psilanders død kunne man erhverve en Psilander-Post hos Strøgets bladhandlere, og i begyndelsen af april, mindre end en måned efter Psilanders død, udkom et Psilander Mindehæfte (Ardens 1917). Hæftet blev indledt af Nordisk Films generaldirektør Ole Olsen, og det rigt illustrerede hæfte indeholdt korte anekdotiske beretninger fra kolleger, der havde stået Psilander nær. Fascinationen af den afdøde filmstjerne blev forlænget både nationalt og internationalt gennem hele 1917. I Danmark udkom en kortere biografi om Psilander skrevet af Helge Wamberg, der blev trykt i mindst fire oplag, og i Tyskland udkom ligeledes i 1917 en mindre bog skrevet af Gustaf Holberg. Psilanders stjernestatus i Rusland gav sig udslag i, at det russiske filmselskab Drankov i løbet af 1917 producerede en biopic i spillefilmlængde om Psilanders karriere, Garrisons liv – den nyligt afdøde konge og filmsfavorit. Filmen fik på grund af de urolige tilstande omkring Oktoberrevolutionen sandsynligvis aldrig premiere (Thorsen 150).  

Selvom Psilander havde forladt Nordisk Film i 1916, havde selskabet så mange færdige film med ham klar, at man helt frem til 1920 kunne udsende nye ’minde-film’, både i Danmark og udlandet.

04_enfareforsamfundet_dfi
En Fare for Samfundet blev udsendt som anden Psilander mindefilm året efter hans død (DFI Billed- & Plakatarkivet).

Solkongen

”Der danner sig Myter om de Døde,” sådan indledes en artikel om Psilander, skrevet i anledning af 25-året for hans død. (Semper ardens: 5). Efter Psilanders død knytter særligt to tilbagevendende historier sig til hans person. Den ene handler om det flamboyante og generøse festmenneske Psilander, den anden om de tilsyneladende mystiske omstændigheder ved hans død. Der findes kun få interviews med Psilander, som kan kaste lys over hans liv uden for biograflærredet. To af dem er fra 1913: En journalist fra avisen København besøger Psilander i hans hjem, og beretter om, at ”Gobeliner, Malerier og kostbart Nips fylder Stuerne”. Journalisten skriver videre, at Psilander gennem sit engagement ved filmen er begyndt at tjene ”[…] Summer, der pludseligt har gjort den unge, ukendte Skuespiller til Rigmand med Luksusautomobil, Luksushest og Racehunde.” I artiklen fortæller Psilander om de mange fanbreve fra hele verden, som han modtager – men dog ikke læser. Størstedelen af interviewet handler om det særlige ved at optræde på film modsat at optræde på teatret (Harlekin, 1913).

Samme år besøger fagbladet Filmens udsendte Psilander i hans ”imponerende Hjem”. ”Det er en greveligt udstyret Hjørne-Salon, som i Elegance langt overgaar alt, hvad jeg i Øjeblikket kan erindre af Ole Olsensk film-Interiør” (Thomsen 1913: 167). Sociologen Edgar Morin fremhæver, at før 1930 stemte Hollywood filmstjerners image på lærredet overens med, hvad han kalder deres ’mytisk-virkelige’ liv. Filmstjernerne levede et liv fjernt fra almindelige dødelige, i slotte omgivet af swimming pools, menagerier og private jernbaner. Og stjernernes nærmest aristokratiske status blev underbygget af, at de giftede sig – og blev skilt – fra hinanden, og deres virkelige kærlighedsforviklinger lignede dem, de udspillede på det hvide lærred (Morin 1961: 15-16). Psilanders hjem sammenlignes i reportagen med en elegant filmkulisse, og i en dansk målestok matchede filmstjernen Psilander sine kolleger i Hollywood. Han blev gift med skuespillerinden Edith Buemann, og sammen flyttede de ind i en stor villa i Taarbæk med tjener og privatchauffør. Det billede, der tegner sig af Psilander i offentligheden ligner altså det, man fik af ham fra det hvide lærred.

Men myten om Psilander som ’Solkongen’ – festmennesket Psilander, der generøst ødslede sin formue væk på champagne, overdådige middage og gavmild hjælp til mindrebemidlede kolleger tog først for alvor form efter hans død i erindringsbøger, anekdoter og biografier (eksempelvis Fønss 1932, Hending 1942 og Pontoppidan 1950). Kun ganske få gange fik offentligheden indblik i denne side af Psilander. Hending henviser til to illustrerende episoder, der nåede pressen. En del af optagelserne til Klovnen (A.W. Sandberg, DK, 1917) var henlagt til Nykøbing Falster, hvor de lokale aviser rapporterede, at Psilander var redet gennem det lokale Hotel Phønix’s restaurant på hesteryg og videre op ad trapperne til sit værelse på 1. sal (Hending, 1942: 147). Senere samme år bragte B.T. beskrivelsen af den overdådige fest, Psilander holdt for sine venner og kolleger på Hotel Bristol ved sin afsked fra Nordisk Film (Hending 1942: 165-167).

05_valdemar_psilander_6_dfi
Solkongen fejrer sin fødselsdag på Nordisk Film i 1916 (DFI Billed- & Plakatarkivet).

Edith Buemann, der var gift med Psilander, karakteriserer ham som to mennesker. Om sommeren, når han optog film, var det lutter fest og farver. Om vinteren, når der ikke blev optaget film, var Psilander et menneske, der nød at være hjemme, og som ikke var til at drive ud (S.B. 1931). Den private og næsten menneskesky side af Psilander peger Clara Pontoppidan også på i sine erindringer. (Pontoppidan 1961: 239-240). Den anden fortælling – eller rettere sagt: de andre fortællinger og myter – knytter sig til de mange versioner af Psilanders tidlige død. Begik han selvmord, blev han myrdet, døde han af et hjerteslag eller måske af syfilis?

Psilanders sidste timer på Hotel Bristol

Psilander døde på et hotelværelse på Hotel Bristol, hvor han var flyttet ind efter sin separation fra Edith Buemann i sommeren 1916. Af separationspapirerne fremgår det, at parret

[…] allerede for længere Tid siden ere komne til den Overbevisning, som vi nu stadig ere af, at vi – som allerede fra Slutningen af Juni d. A. have levet faktisk adskilte – paa Grund af vore Gemytters Uoverensstemmelse ikke bør genoptage Samlivet, fordi dette efter vor Opfattelse ikke vil være til virkelig Lykke for nogen af os, tillader vi os herved ærbødigst at ansøge om Bevilling til at leve separerede i Henseende til Bord og Seng. (DFI, Lisbeth Richter Larsens research: P.A. Freilev, Overretssagfører: 25. oktober 1916. Landsarkivet K5056-16)

Årsagen til skilsmissen var sladder, som også ved tidligere lejligheder havde fået ægteparret til at flytte fra hinanden, fortalte Edith Buemann senere. Ifølge hende var der dog ikke altid hold i sladderen (Ejlersen, 1965), men ved sin død var Psilander i et forhold til sin medskuespiller fra Klovnen Gudrun Houlberg, og ifølge Asta Nielsen havde de planer om at gifte sig (Tind, 2016: 157). Klovnen blev optaget i sommeren 1916, hvilket er på samme tid som Edith Buemann og Psilander valgte at leve adskilte.

06_klovnen__1916__026
Psilander og Gudrun Houlberg i Klovnen (A.W. Sandberg, Nordisk Films Kompagni, 1917) (DFI Billed- & Plakatarkivet).

Der findes forskellige variationer af Psilanders sidste timer og omstændighederne omkring fundet af hans lig, men overordnet set er der enighed om forløbet. Hotel d’Angleterres direktør Johan Hilborg, der var portier på Hotel Bristol i 1917, kunne knapt 50 år efter begivenhederne fortælle, at han var den sidste, der havde talt med Psilander. Psilander havde klaget over en modbydelig forkølelse og ville gå tidligt i seng. Om natten blev Hilborg tilkaldt af hotellets natportier, der havde hørt rallen fra Psilanders salon. Sammen med hotellets læge sprængte Hilborg døren, hvor Psilander lå død på gulvet. Tilsyneladende havde han været død et par timer og havde pådraget sig et sår i panden, da han var faldet fra sin seng og slået hovedet mod en vase (Berlingske Tidende 27. november 1966). I andre udlægninger af Psilanders sidste timer ringer Psilander, efter han er gået i seng, til receptionen og beder om at få bragt nogle breve med sovepulver eller smertestillende pulver op til sit værelse, som han kun tager et enkelt eller få breve af (Fønss 1932: 154, Hending 1942: 170). Hending skriver, at nogle tyske handelsrejsende flere gange efter midnat kontakter receptionen, da de har hørt jammer fra et værelse. Natportieren kan dog ikke lokalisere, hvorfra lyden kommer (Hending 1942: 170), og det er først, da Psilander ikke dukker op til sin morgenmad, at man fatter mistanke og slår døren ind (Fønss 1932: 154, Hending 1942: 171). Tilsyneladende var Psilander faldet og havde slået sit hoved i et forsøg på at nå telefonen og ringe efter hjælp (Hending 1942: 172).

Selvmord eller tre skud i garderoben?

Rygtet om, at Psilander havde taget sit eget liv, opstod umiddelbart efter hans død (Fønss 1932: 152, Hending: 172, Rechendorff 1959:14), og har været et af de mest vedholdende gennem tiden. Arnold Hending skriver i sin biografi fra 1942, at et dansk leksikon i 1936 videreformidlede følgende i et opslag: ”P. Døde for egen Haand paa Toppen af sin enestaaende Popularitet” (Hending 1942, 174). En norsk artikel om Psilander præsenterer selvmordet som et faktum (Haldis 1942), og i en senere artikel afsløres det, at Psilander skød sig selv (Kris. 1966). Flere artikler henviser til, at det var den kendte og velanskrevne teaterkritiker Frederik Schyberg, der skrev, at Psilander tog sit eget liv (eksempelvis Rønn 1954), og denne antagelse må have været ganske udbredt, for i flere interviews fra 1950erne og 1960erne benægter Edith Buemann kategorisk, at Psilander tog sit eget liv:

Trods alle kedelige Rygter døde Valdemar Psilander af en Hjerneblødning. Det har altid været mig en stor Sorg, at saa mange Aar skulde gaa før Rygterne kunde slaas ned. Men værst er det, at adskillige Leksika skriver fejlagtige Oplysninger… jeg har nemlig Beviserne i Orden, men ønsker ikke at røre ved dette pinlige Emne… (O.M.R., 1953).

Hending og Fønss benægter også på det kraftigste rygtet om selvmord (Fønss 1932: 152-153, Hending 1942: 172-173). Psilanders navn fremgår ikke af Danmarks Statistiks rapporter om selvmord, men det forhindrer ikke selvmordsrygtet i at leve videre [1]. I online magasinet Dansk Filmskat fra 2015, kan man læse, at Psilander havde økonomiske problemer efter bruddet med Nordisk Film, og der derfor hersker tvivl om, hvorvidt Psilander forsøgte selvmord eller hans død var et uheld i forbindelse med for stærke piller (Dansk Filmskat 2015). Psilanders økonomiske uføre skulle altså være årsagen til selvmordet, og alt tyder på, at Psilander faktisk havde formøblet sin formue. Ved hans død havde han kr. 188,- i kontanter og kr. 10,- på sin bankbog (Richter Larsen 2004). I en anden artikel fra 2015 hedder det:

Desværre har Psilander et voldsomt forbrug af piller og alkohol, hvilket man også mener forårsager hans tidlige død i 1916 [sic]. Dog svirrer der mange rygter om, hvordan han døde. Nogle mener han begår selvmord, mens andre mener, at han bliver myrdet (Elstrøm: 29).

Her nævnes udover selvmord endnu en variation – nemlig at han blev myrdet! I mordversionen er Psilander i sin garderobe i Nordisk Films studier i Valby. En russisk tilbederinde har rejst hele vejen fra Skt. Petersborg for at møde sit idol, men overrasker Psilander med en anden kvinde i armene. Vred og forsmået griber hun sin pistol og affyrer tre fatale skud mod Psilander. Besøger man Psilanders garderobe i dag, ser man tydeligt de tre huller i kakkelovnsrøret. En anden forklaring på de tre huller lyder, at de stammer fra Psilanders krøllejern, der blev varmet på kakkelovnen. Efter sigende har fortællingen om mordet i garderoben cirkuleret siden 1917, og Ole Olsen skal have været ophavsmand til historien (Dansk Filmskat 2015).

07_valdemar_psilander_25_dfi_cut
Edith Buemann besøger Psilanders garderobe på Nordisk Film i 1956 (DFI Billed- & Plakatarkivet).

Syfilis?

Samme Ole Olsen fortæller i et interview fra 1940, at Psilander afviste alle de kvinder, der opsøgte ham under hans ophold i Budapest, med undtagelse af een:

- en østrigsk Fyrstinde, hun kom dybt tilsløret, ja, hendes Besøg blev dødssvangert for ham, det ved jeg, jeg ved ogsaa, hvem hun var, mere har jeg ikke Lov at sige, hun lever endnu (Houmark 1940).

Olsens erindring om, at noget alvorligt hændte for Psilander under hans besøg i Budapest, berører Edith Buemann måske også i et udateret interview, foretaget af Marguerite Engberg. I en indskudt sætning nævner Buemann at: ”Han skulle aldrig have været til Budapest” (Engberg u.å.). Engberg følger ikke op på, hvorfor Psilander ikke skulle være taget til Budapest, men i sin biografi om Asta Nielsen fra 2000 gengiver Poul Malmkjær Olsens kryptiske anekdote, og Malmkjær skriver i det efterfølgende afsnit: ”Men på tiden for Psilanders ’dødssvangre’ møde var den smukke og excentriske baronesse Elsa von Freytag Loringhoven i fuld aktivitet.” Malmkjær beretter videre, at Freytag-Loringhoven var overbevist om, at hun kunne berige store kunstnere gennem sin erotik, og at hun blandt andet havde opsøgt forfatteren William Carlos Williams og fortalt, at det eneste han manglede for at kunne udfolde sit talent var, at hun smittede ham med syfilis. ”Da hun var blevet berygtet i Europa, rejste hun til Amerika, mulighedernes land”, slutter Malmkjær (Malmkjær 2000: 85). Det er svært ikke at fortolke Malmkjærs sammenkædning af Olsens anekdote og fortællingen om von Freytag-Loringhoven som et bud på, at Psilander blev smittet af syfilis under sit ophold i Budapest, og von Freytag-Loringhoven var smittekilden. Von Freytag-Loringhoven havde godt nok været i behandling for syfilis i 1896, men hun opholdt sig i New York, da Psilander optrådte på Royal Orfeum i Budapest (Gammel 2003: xvii, 68-69). I øvrigt døde von Freytag-Loringhoven i 1927, modsat den østrigske fyrstinde, der ifølge Olsen stadig er levende i 1940.

Tanken om, at Psilander var alvorlig syg, er nærliggende. I B.T.'s meddelelse om hans død hedder det, at han ”havde i længere Tid været alvorlig syg, men igaar forværredes hans Tilstand pludselig, og der indtraadte en Lammelse af Hjertet,” (B.T., 6. marts 1917), og Edith Buemann bekræfter i et interview fra 1959, at ”Valdemar Psilander havde et daarligt Hjerte og led af en Blodsygdom”(Rechendorff 1959). Ifølge vennen Olaf Fønss havde Psilander dagen før sin død opsøgt sin private læge og fået en indsprøjtning. Lægen havde advaret Psilander om, at der var grænser for, hvad man kunne byde et svagt hjerte (Fønss 1932: 153).

Der findes ingen dødsattest eller obduktionsrapport fra 1917. Det tætteste på en officiel dødsårsag, man kan finde i de officielle arkiver, er København kommunes begravelsesvæsens protokoller dateret d. 8. marts. Man må gå ud fra, at dødsårsagen er taget fra den originale dødsattest, og den er her opgivet som ’paralysis cordis’ – hjertelammelse (Københavns Stadsarkiv).

Meget tyder på, at Psilander var i medicinsk behandling og konsulterede en række forskellige læger. I boopgørelsen efter Psilander findes en lang række ubetalte regninger, og fire af udeståenderne er lægeregninger:

Prof., Dr. med. Ehlers for Lægebehandling ifl. Regning: 150,-
Dr. med. K.K.K. Lundsgaard for Lægebehandling: 12,-
Overretssagfører Axel Lemming for Dr. med. Pers for udført Lægebehandling […]: 70,-
Læge Frants Kalko, Klampenborg: 68,-
(DFI, Lisbeth Richter Larsens research)

Et af navnene er opsigtsvækkende – professor Edvard Ehlers. Han var overlæge ved Københavns Kommunehospitals 4. afdeling for hud- og kønssygdomme og forgangsmand i bekæmpelsen af kønssygdomme, og i perioden omkring Psilanders død udførte Ehlers neosalvarsen-behandlinger. Disse behandlinger bestod af en intravenøs infusion med et præparat baseret på grundstoffet arsen opløst i vand og blev til trods for alvorlige og smertefulde bivirkninger lanceret som en mirakelkur mod syfilis (Weismann 2009: 257). En udgift på 150 kr. ved årsskiftet 1916/1917 svarer til omkring 5800 kr. i dag og kunne stemme overens med, hvad en neosalvarsen-behandling hos Ehlers ville have kostet. Men selvom der altså tegner sig et billede af, at Psilander kunne være blevet smittet af syfilis i Budapest og var i intensiv medicinsk behandling, findes der umiddelbart ingen faktisk dokumentation i de officielle arkiver for denne udlægning af Psilanders sygdomsbillede [2]. Set i lyset af det historiske tidspunkt og Psilanders samfundsmæssige position var han givetvis i privatbehandling, hvilket gør sandsynligheden for at finde dokumentation ganske lille. Og selvom Psilander modtog behandling for syfilis, er der ingen der siger, at han faktisk havde sygdommen. Frygten for kønssygdomme var udbredt i årene omkring Første Verdenskrig, og særligt syfilis blev betragtet som en dødelig og skæbnesvanger sygdom (Weismann 2009: 264). Helt så skæbnesvanger er syfilis ikke, og man dør ikke af sygdommen, slet ikke på tre år, hvis man fastholder tanken om, at Psilander blev smittet i Budapest i 1914. Frygten for syfilis var dog så udbredt, at mange gik i behandling uden grund. Psilander kan derfor have været i behandling uden at have været smittet. Forfatteren Karen Blixen gennemførte eksempelvis neosalvarsen-behandlinger, selvom hun efter al sandsynlighed allerede var kureret for syfilis (Weismann 1998).

Endelig bidrager Edith Buemann med endnu en variation af årsagen til Psilanders død. Hun fortæller, at Psilander ved sin død var i en medicinsk behandling, der indebar et spiritusforbud. Drak Psilander spiritus, var det den visse død. Aftenen før sin død havde Psilander været i selskab med skuespillerne Robert og Albrecht Schmidt, og åbenbart drukket et lille glas fatalt portvin (P. Tolderlund- Madsen [1966]). Problemet er dog, at det er svært at pege på en medicinsk behandling, hvor indtagelse af alkohol vil få fatale følger. I en lille anekdotisk erindring bragt tre dage efter Psilanders død, fortæller Charles Kjerulf, at han drak champagne med Psilander få dage før hans død, hvilket altså strider imod Buemanns fortælling og tyder på, at Psilander på ingen måde afholdt sig fra alkohol, trods en medicinsk behandling (Kjerulf 1917).

Myter om de døde

Der danner sig myter om de døde, og i Psilanders tilfælde særligt en række spektakulære versioner af den egentlige årsag til hans død. Blev han skudt af en russisk beundrerinde i sin garderobe, begik han selvmord i fortvivlelse over sin økonomiske situation eller smittede en tilsløret fyrstinde Psilander med syfilis i Budapest? Sandsynligvis sled Psilander sig selv op. Over 80 filmroller på seks år; et udsvævende liv i gode venners lag kombineret med svage lunger eller et svagt hjerte har sandsynligvis tæret ham op. Dertil kommer den medicinske behandling, der også kan have slidt på hans helbred. Endelig var han nyslået direktør i sit eget filmselskab og stod overfor store arbejdsopgaver. Som Nordisk Films direktør Wilhelm Stæhr udtalte på Psilanders dødsdag:

[Psilander] fortalte mig, hvilket kæmpemæssigt Arbejde, han nu var gaaet ind til. Jeg tror, det er Forberedelserne til det, der har taget saa stærkt paa ham, at han er gaaet bort. Han var jo ikke videre stærk og havde jo i sine Medgangsaar ikke sparet sig i glade Venners Kres [sic]. (’Filmskuespilleren Psilander pludselig død.’ Ekstra Bladet 7. marts 1917).

Men hvorfor er det Psilanders død og ikke hans film, der præger hans eftermæle? I en artikel om berømtheder og død skriver Daniel Harris:

Death – in particular, a premature death – is the ultimate democratic epiphany in the cult of celebrity. Despite the long faces we pull when they commit suicide, O.D, their funerals actually provide opportunities for jubilation, festivals in which we applaud their last performance, their last role, as a real human being as liable to physical misfortunes as the best of us. (Harris: 885)

Harris ser døden som en demokratisk åbenbaring, hvor berømthedernes fysiske ulykke gør dem menneskelige. I sin klassiske bog om filmstjerner fremhæver Richard Dyer det paradoks eller spændingsfelt, der knytter sig til stjernerne. De skal både være ordinære og ekstraordinære. På den ene side skal stjernen repræsentere noget typisk, som er genkendeligt og på den anden side skal stjernerne også repræsentere ekstraordinære kvaliteter som rigdom og succes (Dyer 1998: 43). Men i døden er vi alle lige, og dette paradoks peger Olaf Fønss også på i sine erindringer. Publikum ville ikke acceptere, at filmstjernen Valdemar Psilander døde en ordinær død:

Publikum fandt sig simpelt hen ikke i at blive snydt – det krævede en Sensation – det manglede bare, at en Filmsskuespiller, en Mand, man havde set i saa mange farlige Situationer, skulde gaa hen og dø en ganske almindelig Død – det forlangte en Slutningseffekt af en saadan Mand […] (Fønss 1932:152).


I forbindelse med udarbejdelsen af denne artikel vil jeg vil gerne rette en særlig tak til professor, dr. med. Kaare Weismann og overassistent Svend Ahrensbach, Rigsarkivet, professor Martin Loiperdinger og Lisbeth Richter Larsen, DFI, for udlån af research-materiale.

Noter

[1] Rigsarkivet: Danmarks Statistik. Arkivserie: Rapporter over selvmord 1917. [Tilbage]

[2] Følgende arkivalier er blevet gennemgået: Rigsarkivet: Rigshospitalet, Afd. For Hud-og Kønssygdomme: Navnekartotek 1914-1917. Københavns Stadsarkiv: Rudolph Berghs hospital (Vestre hospital), Indkomne patienter, 5, august 1915 - 31. Oktober 1918. Kommunehospitalet, 4. afdelings arkiv, Patientjournaler mænd (4. afd.), Januar 1915-Marts 1917. [Tilbage]

Arkiver

NF: Nordisk Film-samlingen, DFI, København

Litteratur

Unavngiven (1917) ”Skuespiller V. Psilander død i nat.” I: B.T. 06.03.1917.

Unavngiven (1917) ”’Er det sandt, at Psilander er død?’ Filmskuespilleren Psilander.” I: Ekstra Bladet 07.03.1917.

Unavngiven (1917) ”Filmskuespilleren Psilander pludselig død”. I: Ekstra Bladet 07.03.1917.

Ardens (1917) ”I dag udsender danske Films-Folk et stort Billedværk om Psilander.” I: B.T. 03.04.1917.

Bakker, Gerben (2008) Entertainment Industrialised. Cambridge, Cambridge University Press.

Boas, Kirsten (2007) ”Spændingsfilmen fra Råbjerg Mile.” I: Kristeligt Dagblad 06.08.2007.

Dansk Filmskat (2015) ”Dansk stumfilmsstjerne blev verdenskendt.” I: Dansk Filmskat http://danskfilmskat-magasinet.dk/magasinet/portraet/dansk-stumfilmsstjerne/ (tilgået 29. november 2016)

Droop, Marie-Louise (1916) Brev fra Marie-Louise Droop til A/S Nordisk Films Co. Kopenhagen. Nordisk Film Samlingen, Det Danske Filminstitut. II,57:6.

Dyer, Richard (1998) Stars. 2. udg. London, BFI Publishing.

Engberg, Harald (1944) A.W. Sandberg og hans Film. En Periode i Dansk Films Historie. København, Aschehoug Dansk forlag.

Engberg, Marguerite [?] Interview med Edith Buemann. DFI.

Ejlersen, Mette (1965) ”Fortryllet og forhekset var livet med Psilander.” I: Berlingske Tidende 17.01.1965.

Elstrøm, Michelle Bennedbæk (2015) ”Nordisk Film. Tilbage til nutiden”. I: Spot on vol. 20. 03.03.2015. https://issuu.com/horsensungdomsskole/docs/spoton_marts_2015_issuu (tilgået 29. november 2016).

Fønss, Olaf (1930) Films-Erindringer gennem 20 Aar. København, Nutids forlag.

Fønss, Olaf (1932) Krig, Sult og Film. Films-Erindringer gennem 20 Aar. II Bind. København: Alf Nielsens Forlag.

Gammel, Irene (2003) Baroness Elsa: gender dada and everyday modernity -  a cultural biography.  Cambridge, Mass., MIT Press.

Haldis (1942) ”Da Psilanderfeberen raste for 25 år siden” Udateret. I: Psilander udklipsmappe DFI.

Harlekin (1913) ”Valdemar Psilander – Filmens Kainz og de 2000 Breve.” I: København 04.03.1913.

Harris, Daniel (2008) ”Celebrity Deaths.” The Antioch Review. Vol. 66, No. 4, Fall, 2008.

Hending, Arnold (1942) Valdemar Psilander. København, Urania.

Gustaf Holberg (1917) Psilander. Filmsterne. Eine Sammlung von Kinobiographien. Berlin, Verlag der Lichtbild-Bühne.

Houmark, Christian (1940) ”Ogsaa for mig blev Livet det dejligste Eventyr.” I: B.T. 30.04.1940.

Hr. Ib. (1917) ”Omkring Psilander.” I: B.T. 07.03.1917.

Irv (1925) ”Dansk Film i Brasilien.” I: Berlingske Tidende 20.01.1925.

Kris (1966) ”Danmarks store filmcharmør hvis karriere blev så kort – .” I: Demokraten 28.11.1966.

Københavns Stadsarkiv (1917): Begravelsesprotokoller 1861-1940 1916-1917, lb. Nr. 5278-9825 http://www.kbharkiv.dk/kildeviser/#!?collection=5&item=73117 (tilgået 29. november 2016).

Larsen, Lisbeth Richter (2004). ”Valdemar Psilander – en verdensstjerne i dansk film.” http://www.dfi.dk/FaktaOmFilm/Filmarkivet/Samlinger-og-artikler/Valdemar-psilander.aspx (tilgået 29. november 2016. Artiklen findes nu på Kosmorama.org i en lettere revideret udgave).

Malmjær, Poul (2000) Asta. Mennesket, myten og filmstjernen. København, Haase.

Morin, Edgar (1961) The Stars. New York: Evergreen Profile Books.

O.M.R. (1953) ”Saadan var min Mand.” I: Berlingske Tidende 05.03.1953.

Pontoppidan, Clara (1950). Et liv – mange liv, erindringer. Bind II. København, Westermann.

Rechendorff (1959) ”Verdens første filmstjerne, hans livs store kærlighed.” I: Berlingske Tidende 07.05.1959.

Rønn, Ivan (1954) ”Den store filmshelt.” I: Aalborg Stiftstidende 04.05.1954.

S.B. (1931) “Waldemar [sic] Psilander.” I: Social Demokraten 11.10.1931.

Semper ardens (1942) ”Minder om Valdemar Psilander.” I: Politiken Magasinet 22.02.1942.

St. Paul (1913) ”Dag til Dag.” I: Politiken 19.07.1913.

Tind, Eva (2016). Astas Skygge. København: Gyldendal.

Thomsen, Niels Th. (1913) ”Hos Valdemar Psilander. Filmens Costello.” I: Filmen nr 12.

Thorsen, Christian Isak (2009) Isbjørnens anatomi – Nordisk films Kompagni som erhvervsvirksomhed 1906-1928. Upubliceret ph.d.-afhandling. København. Københavns Universitet.

Tolderlund- Madsen, P. [1966] ”Måske kan vi bruge Ediths mand.”

Wamberg, Helge (1917) Valdemar Psilander. København, Nyt Nordisk Forlag.

Weismann, Kaare (1998) ”En time med Venus giver ti år med Merkur.” I: Veien, Niels K.; Frentz, Gerda; Petersen, Carsten Sand og Weismann, Kaare (red.): Dansk Dermatologisk Selskab 1898-1998. Hellerup, Dansk Dermatologisk Selskab.

Weismann, Kaare (2009) ”Syfilis. En medicinhistorisk oversigt.” Bibliotek for læger. Juni 2009.

Kildeangivelse

Thorsen, Isak (2017): Hjerteslag, syfilis, mord eller selvmord – Myterne om Valdemar Psilanders død. Kosmorama #267 (www.kosmorama.org).

Isak Thorsen / Videnskabelig assistent, ph.d.
Institut for medier, erkendelse og formidling
Københavns Universitet