Historien om Palladium

06 december 2017 / Jannie Dahl Astrup

I sensommeren 2017 overtog DFI rettighederne til filmselskabet Palladiums anseelige filmsamling. Selskabet producerede i årene 1919-1976 omkring 160 spillefilm, men udlejede også film og drev biograf i København. Kort før 100 års-jubilæet lukker og slukker selskabet. Kosmorama markerer begivenheden med en oversigtsartikel om Palladiums historie.

Tegning
Franz Šedivýs tegning af Palladiums studier i Hellerup Havn.

Danmark placeres med rette blandt stumfilmperiodens førende filmnationer på verdensplan. Ikke mindst takket være Nordisk Films Kompagni, der fra 1906, hvor Ole Olsen grundlagde selskabet, bare voksede sig større og større, med filialer i en lang række lande. En storhedstid for dansk film, hvor især årene fra 1910 til 1920 leverede den ene succes efter den anden. 1920’erne, derimod, var nedgangstider for det store, danske selskab. Nordisk havde tabt enorme summer under Første Verdenskrig, og tendensen forsatte op igennem årtiet og kulminerede i 1928, hvor selskabet gik i betalingsstandsning. Fortællingen om dansk stumfilm har i mange år været synonym med historien om Nordisk. Men der var faktisk andre danske selskaber, der kunne hamle op med Nordisks succes, nemlig Palladium Film, et produktionsselskab med svensk kapital og bagmand, der gjorde sit indtog på stumfilmscenen i 1919.

1919–1920: Etableringen af Palladium Film

I 1919 opkøber den svenske forretningsmand Lars Björck to grunde i Hellerup, hvor selskaberne Dania Biofilm og Kinografen tidligere har haft adresse. Her starter han Palladium Film, opkaldt efter Stockholms største biograf (som Björck også ejede); et datterselskab til det svenske Skandinavisk Filmcentral.

kos270-palladium-larsbjorck-cut
Lars Björck, Palladiums grundlægger. Foto: Kungliga biblioteket (KB), Sverige.

Lars Björck (1884-1926) var Palladiums stifter og leder frem til starten af 1921 (Engberg 1980: 10), hvor selskabet blev solgt og overgik fra svenske til danske hænder. I og med at Palladium havde base i Hellerup, var der allerede fra starten danske interesser i foretagendet. Inden Björck som 35-årig grundlagde det dansk-svenske produktionsselskab, havde han en god portion erfaring fra flere forskellige dele af filmbranchen. Så tidligt som i 1905 åbner han sin første biograf i Kristianstad (Idestam-Almquist 1974: 18), og ernærer sig i en årrække som biografejer rundt omkring i Småland og Blekinge. Kristianstads Biografteater omdannes i februar 1907 til aktieselskabet Svenska Biografteatern (Furhammer 1998: 37), blot kaldet Svenska Bio, under den driftige Charles Magnusson. Her har Björck en ledende stilling fra 1909 til 1915, indtil han efter eget ønske stopper. 

1. januar 1917 (Björck 1919: 7) grundlægger han så distributionsselskabet AB Skandinavisk Filmcentral. Selskabet udlejer film og ejer en stor kæde af biografer over hele Sverige. 2. juledag 1918 åbner Björck den imponerende premierebiograf Palladium på Kungsgatan 65 i Stockholms centrum, tegnet af arkitekten G. Hagström (Skaar 1920: 13). Palladium bliver den første af en lang række af biografer i kæden. Det er også på adressen i Kungsgatan, at Skandinavisk Filmcentral indretter hovedsæde (Fallenius 2003: 57), som tages i brug 1. november 1918. I en artikel, bragt i Berlingske Tidende 26. marts 1919, kan man læse, at hovedsædet er ”(…) en af Stockholms Seværdigheder, en Kæmpebygning, der gennem alle Etager kun rummer Films, og som det har koster 3½ Mill. Kr. at opføre. I 80 Kontorer arbejder her daglig 300 Mennesker.”  I 1919 råder Björck allerede over cirka 90 biografer fordelt over hele Sverige (Engberg 1980: 8).

Sideløbende med biografdriften opererer virksomheden også i udlandet. Året før, i 1918, stifter Björck i København Film-Centralen; en gren af distributionsleddet beliggende Jernbanegade 8. Det nystiftede selskab er noteret med følgende formål: ”Forretning med Udlejning af Films og lign. Virksomhed” (Green 1919: 200), en aktiekapital på 50.000 kr. og en tre mand stor bestyrelse bestående af ”Direktør Lars Bjørk, Stockholm, Direktør N.H. Nielsen, Hellerup, og Inspektør S.J.F. Nielsen, København” (Ibid.); de to sidstnævnte er henholdsvis direktør og inspektør ved Cirkusbygningen (World Cinema) i København, der også har adresse på Jernbanegade 8. Og så er de far og søn.

Med stor foretagsomhed og ditto succes beslutter Björck at udvide sine og udlejningsselskabet Skandinavisk Filmcentrals interesser med en produktionsafdeling, så selskabet er i stand til at integrere sig vertikalt på markedet ved både at producere, udleje og fremvise film. Produktionsselskabet placeres, som nævnt, ligeledes i Danmark, hvor en vidtrækkende krise i filmbranchen oven på Første Verdenskrig har sat en stopper for flere mindre filmproducenter, og en række filmatelierer derfor står tomme. Hensigten var, at ateliererne i Hellerup skulle anvendes til studieoptagelser, mens udeoptagelser primært skulle foregå i Sverige, så filmene stadig ville have et svensk præg.

Palladium 1
Palladiums første atelier på Strandparksvej 36-38 i Hellerup Havn. Foto: DFI Billed- og Plakatarkivet.

Björck har nok set muligheder i et samarbejde på tværs af landegrænserne i Skandinavien, hvor krisesituationen på det danske filmmarked, sammen med den gunstige situation i Sverige (hvor der var fri biografnæring), med fordel kunne udnyttes. På den ene side fremstår Björck i dag som en driftig og visionær erhvervsmand, der så muligheder for ekspansion ud over sit eget lands grænser. Omvendt formår han ikke at slå koldt vand i blodet, da de første produktioner fra Palladiumstudierne i Hellerup ikke bliver den store succes, han havde håbet på. Produktionen for 1919 og 1920 på Palladium var på ingen måde rentabel. De stort anlagte dramaer som for eksempel Jefthas dotter (Jefthas Datter, Robert Dinesen, SE, 1919) tjener sig ikke ind.

kos270_palladium-jeftasdatter
Jefthas dotter var et udstyrsstykke og havde bl.a. Den kongelige svenske ballet med. Foto: DFI Billed- og Plakatarkivet.

Kun Lau Lauritzen-farcen Landsvägsriddare (Tyvepak, SE, 1920, premiere 24. januar 1921), hvor Fy og Bi optræder sammen første gang (dog ikke i deres endelige konstellation), blev en økonomisk succes for Palladium. Ved udgangen af 1920 opgiver Björck produktionen i Danmark og sælger i foråret 1921 selskabet til Svend Nielsen fra bestyrelsen i Film-Centralen (Engberg 1980: 10). Derpå vender han tilbage til Sverige og fortsætter arbejdet i Skandinavisk Filmcentral. Dog ikke længe. I december 1921 begæres Skandinavisk Filmcentral konkurs, idet filmproduktionen i Danmark er endt med et svimlende underskud på to millioner svenske kroner (Furhammer 1998: 281). Konkurrenten Charles Magnusson og Svenska Bio opkøber resterne af Björcks foretagende og cementerer således deres allerede førende position på det svenske filmmarked. Under Björcks ejerskab produceres der 1919-1920 i alt 12 film på ateliererne i Hellerup, mens yderligere fire film indspilles i Sverige.

Tyvepak
Fyrtårnet og Bivognen (Carl Schenstrøm og Aage Bendixen) introduceres, her sammen med Olga Svendsen i Landsvägsriddare. Foto: DFI Billed- og Plakatarkivet.

1921–1925: Dansk overtagelse

I 1921, da Svend Nielsen har erhvervet Palladium fra Björck, foregår filmoptagelserne ikke på de to studier på Strandparksvej 36-38 og Hellerupvej 72 som tilfældet var under Björcks ledelse. Det sker først igen i 1922, hvor det lykkes Nielsen og Lau Lauritzen at købe sig tilbage i de to studier. Indtil da foregår optagelserne på Kathrinevej 10 i Hellerup, der også huser selskabets kontor og filmkopieringsanstalt. I et interview med Lauritzen fra juni 1921 får man lidt flere oplysninger om atelieret på Kathrinevej:

Ude paa Kathrinevej, som er en lille Sidevej i Hellerup, residerer den komiske Films kendte Instruktør Hr. Lau Lauritzen i Palladiums store Optagelseskompleks. (…) Og vi gik ind i det lille Biografteater, som ligger bag Optagelsesteatret paa Kathrinevej. (B.T., 7/6 1921).

Også Svend Nielsen fortæller i 1951 om de små forhold på Kathrinevej:

Til en begyndelse havde vi ikke Raad til at bygge Atelier. Vi arbejdede i et Drivhus, der hører til en Planteskole paa Kathrinevej, hvor Dina Schuldt [1] før havde dyrket Trope-vækster. Sommerdage følte vi os som Orkidéer i en Urskov af bar sveddryppende Hede. Naar Solen rigtig bagte, brugte vi Fortræksgardiner i Loftet, der maatte flyttes med en Stok, eftersom der kom Skyer eller Blaa Himmel. Lyset skulde være jævnt, og blev der overtrukket, standsede Arbejdet. Sikke en Revolution, da vi fik Buelamper og kunde være flittige hele Tiden. Senere flyttede vi til Hellerup Havn under moderne Forhold, og der er vi endnu. (Berlingske Tidende, 2/8 1951).

Så snart instruktør Lau Lauritzen og Svend Nielsen, inspektør ved Cirkusbygningen, køber den danske del af firmaet i 1921, synes en ensretning i produktionen at indfinde sig. Især bliver Palladiums film med det komiske makkerpar Fyrtaarnet og Bivognen en stor succes – både herhjemme og udenlands – og sikrer selskabet økonomisk op gennem 1920’erne. Men helt fra starten i 1919 er det danske interesser og tekniske og kunstneriske kræfter, der engageres på Palladium. Bemandingen er i meget høj grad hentet fra Nordisk, der kort forinden grundlæggelsen af Palladium havde været igennem en hård sparerunde, der resulterede i afskedigelser og generel talentflugt. Ud over Palladiums kunstneriske direktør, Robert Dinesen, ansættes den danske instruktør Hjalmar Davidsen som lystspiliscenesætter. Han når dog kun at instruere en enkelt film, Skomagerprinsen (1920), før Björck tilsyneladende afskediger ham. Således kommer instruktør Lau Lauritzen ind i billedet, han overtager Davidsens plads som førstemand og ansvarlig for selskabets lystspil. Både Davidsen og Lauritzen kommer fra Nordisk. På studierne i Valby iscenesætter Davidsen omkring 50 film i årene 1913 til 1917, mens Lauritzen var endnu mere produktiv; han instruerer omkring 200 farcer og lystspil for Nordisk fra 1914 til 1919.

kos270-palladium-eveas
Pause under optagelserne til Evas Forlovelse (1920). Fra venstre og rundt: Scenemester Rasmussen, Olga Svendsen, Harry Komdrup, Ingeborg Bitter, Oscar Stribolt, fotograf Hugo J. Fischer (stående), Svend Nielsen, Lau Laritzen Sr., Gudrun Bruun Stephensen, Lauritz Olsen, sekretær Olsen, Mathilde Felumb Friis. Foto: DFI Billed- og Plakatarkivet.

Svend Nielsen, hvis far, N.H. Nielsen, som nævnt ejede Cirkusbygningen og drev biografen World Cinema derfra i vinterhalvåret, var selv kommet i forbindelse med Lars Björck og Skandinavisk Filmcentral nogle år før etableringen af Palladium Film. Svend Nielsen begynder som inspektør i netop Cirkusbygningen. Så drager han til Sverige for at uddanne sig til filmfotograf. Her arbejder han samtidig som operatør i Stockholms Palladium biograf (Politiken 2/8 1941), hvor han kommer i kontakt med Björck. Her må man antage, at N.H. Nielsen har haft en finger med i spillet, i og med at Skandinavisk Filmcentral allerede på dette tidspunkt leverede film til World Cinema i København. Ifølge Svend Nielsen selv, kommer hans engagement ved Palladium i stand ved, at Björck, der i 1918 har åbnet Film-Centralen i København, overbyder N.H. Nielsen om sønnens ansættelse, hvorpå Svend ansættes som økonomisk inspektør ved de nystartede atelierer i Hellerup.  Niels Hansen Nielsen (1867-1938), bare kaldet N.H. Nielsen eller Cirkus-Nielsen, er så at sige bindeleddet mellem svenske Lars Björck, sønnen Svend Nielsen og hele resten af familien Nielsens involvering i først distributionsselskabet Film-Centralen og siden produktionsselskabet Palladium. N.H. Nielsens anden søn, Tage Nielsen, starter sin filmkarriere i USA i 1923 med arbejde i filmbranchen over there. Ved hjemkomsten fortsætter han i sin fars udlejningsselskab Film-Centralen, indtil han i 1926 bliver direktør for filmselskabet MGM’s nystartede, danske udlejningsvirksomhed Film-Centralen Metro-Goldwyn-Mayer; et samarbejde mellem Film-Centralen og MGM.

kos270-palladium-tagenielsen
Familien Nielsen: Erik Nielsen, Ebba Nielsen, Marie Christine Nielsen (moder), Tage Nielsen, Ellen Nielsen, Svend Nielsen og Niels Hansen Nielsen (fader). Foto: DFI Billed- og Plakatarkivet.

Fra Nielsen og Lauritzen overtager Palladium fra Björck og fører selskabet videre som en ren dansk produktionsvirksomhed, er der tale om en højt effektiviseret produktion, er der fra start af tale om en højt effektiviseret produktion, hvor man igen og igen benytter de samme locations i det nordsjællandske landskab. En fast stab af skuespillere, selvfølgelig med Fy & Bi-makkerparret Carl Schenstrøm og Harald Madsen i spidsen, udgør filmenes sikre rygrad. Ligeledes er fotograferne Carlo Bentsen og Hugo J. Fischer tilbagevendende skikkelser. Kun Lau Lauritzen er i perioden fast instruktør på Palladium. Udover Lauritzen er det kun instruktøren Gerhard Jessen, der iscenesætter mere end én film for Palladium, nemlig Sommerspøg og Rævestreger og Byens Don Juan, begge produceret 1923, før også han forlader selskabet.

kos270-palladium-reserve
Fotograf Hugo J. Fischer, Lau Lauritzen og Winnifrid Westover under indspilningerne af Reserve-Ægtemanden/Silkesstrumpan (Lau Lauritzen Sr., SE, 1921). Still: DFI Billed- & Plakatarkivet.

Fy & Bi

I 1921 møder publikum første gang duo-konstellation Fy & Bi i filmen Film, Flirt og Forlovelse (Lauritzen, DK, 1921), der har premiere i World Cinema 17. oktober samme år. Men allerede året forinden har Lau Lauritzen opfundet Fyrtaarnet og Bivognen. I filmen Tyvepak optræder nemlig to vagabonder (her spillet af Carl Schenstrøm og Aage Bendixen) som elskværdige antihelte. Film, Flirt og Forlovelse er faktisk den tredie Fy & Bi-film, som Carl Schenstrøm og Harald Madsen indspiller sammen. Ifølge selskabets egne optegnelser (DFI, Palladium Samlingen, optegnelser over dagligt arbejde, bog I-III), forløber indspilningssæsonen for Schenstrøm og Madsen i 1921 nemlig således: Landligger – Idyl – Vandgang indspilles 11. juni-1. juli 1921, Sol, Sommer og Studiner indspilles 2. juli-30. oktober 1921 og Film, Flirt og Forlovelse, der indspilles 23. august-20. september 1921. Så det komiske makkerpar må formodes at være inde i rollerne, før publikum møder duoen første gang.

kos270-palladium-fyogbi
Lau Lauritzen Sr. (i forgrunden til venstre) instruerer Film, Flirt og Forlovelse i 1921. Foto: DFI Billed- og Plakatarkiv

I optegnelserne over det daglige arbejde på Palladium bemærkes efter sidste indspilningsdag for sæsonen 1921, at optagelserne derefter henlægges til Strandparksvej 36. Hermed rykker den samlede produktion de omkring halvanden kilometer ned til havnen i Hellerup, hvor Palladium fra og med 1922 fortsætter filmproduktionen. Adressen på Kathrinevej opgives imidlertid ikke, men omdannes blot til fabrik for selskabet [2].

Svend Nielsen og Lau Lauritzen benytter sig i vid udstrækning af duoen i deres markedsføring af Palladium. Succesen med Fy og Bi, som de to vagabonder hurtigt kommer til at hedde i folkemunde, får internationalt gennemslag, og spreder sig på kort tid fra Skandinavien til stort set hele verden [3].

kos270-palladium-logo-red
Palladium-logoet med Fy og Bi og badepigerne oven på jordkloden.

Palladium har her i begyndelsen af 1920’erne et vidtforgrenet, internationalt netværk af distributionspartnere. To markante skikkelser er englænderen Arthur G. Gregory og tyskeren Lothar Stark. Sidstnævnte fungerede som en slags mellemmand mellem Palladium og de udenlandske distributører. Selv beskriver han i 1932 sit samarbejde med Palladium som følger:

De ved maaske, at jeg er de vidunderlige Drenge Fy og Bi’s internationale Adoptivfader. Jeg har ført deres Films frem i alle europæiske Lande, undtagen Skandinavien og Finland. Og i Sydamerika, Japan, Kina, hele Orienten – bare ikke i U.S.A. De vil ikke havde dem. (B.T., 8/12 1932).

Forholdet mellem Stark og Palladium var særdeles stormfuldt. Som selskabets agent i Mellemeuropa havde han taget patent på Fyrtaarnet og Bivognens tyske betegnelse, ”Pat und Patachon”, hvilket Svend Nielsen og han kom ud i en injuriesag om (Nørrested 1991: 56).  Stark lagde også sag an mod Palladium på grund af for sent afleverede filmkopier. I 1927 sluttede de to parter endelig fred; ifølge Stark selv skulle Lau Lauritzen have sagt ”Vi skal arbejde og tjene penge – ikke slaas.” (Berlingske Tidende, 1/4 1927). Stark, der var jøde, flygtede i 1943 fra Danmark til Sverige og døde 14. juli 1944.

1926–1932: Palladiums million-film Don Quixote og overgangen til lyd

Sidste halvdel af 1920’erne kører ikke helt så glat for Palladium. Det velsmurte maskineri, som Nielsen og Lauritzen har stået i spidsen for til og med 1925, geråder i uføre, da Palladium fanger an med en både tidskrævende og omkostningsfuld filmatisering af Don Quixote (Lau Lauritzen, DK, 1926) med Fy og Bi i hovedrollerne. Lauritzens mangeårige ønske om at filmatisere Miguel de Cervantes’ klassiker viser sig så omfattende, at den bliver selskabets eneste færdigindspillede film i 1926.  Denne dyre og prestigefyldte og internationale produktion er både et billede på Palladiums succes frem til 1926 og et foruroligende varsel om fremtiden. Hverken anmeldere eller publikum tager den til sig i samme grad som selskabets tidligere produktioner. Cervantes’ roman fra begyndelsen af 1600-tallet var en af Lauritzen yndlingsromaner (Engberg 1980: 115). Han gik med andre ord efter sit hjerte og ikke nødvendigvis selskabets bedste i dette hans drømmeprojekt. Lau Lauritzens søn, Lau Lauritzen Jr., fortæller i 1956 om projektet:

Fyrtårn og Bivognsfilmenes økonomiske sukces skabte den nødvendige baggrund for at realisere filmatiseringen af Don Quixote. Det man i dag på grund af omkostninger og ikke mindst forlystelsesskat ville betragte som en halsløs gerning, blev den gang vovet – og vovestykket bestod i at producere en dansk film til 100.000 kroner. Man må dog ikke glemme, at vi befandt os i stumfilmens tid, og at man dengang var i stand til at kalkulere med et verdensmarked.
(Lau Lauritzen Jr. i 50 Aar i dansk Film 1956: 86).

Beløbet på 100.000 kr., som Lau Jr. nævner her, synes umiddelbart at være forkert. I flere artikler og omtaler af filmen, omtaler man Don Quixote som ”Palladiums Million-Film” (Kl. 5, 2/9 1926 samt Dagbladet, 1/12 1926), og i B.T. hedder det direkte om produktionen, at den ”(…) har kostet 8 Maaneders Arbejde og 1 Million Kroner at fremstille.”(B.T., 29.11. 1926).

Don Quixote
Carl Schenstrøm som Don Quixote og Harald Madsen som Sancho Panza. Foto: DFI Billed- og Plakatarkivet.

Don Quixote var et overambitiøst projekt fra start. Palladiums succes havde indtil da baseret sig på i hvert fald fire årlige produktioner fra atelieret i Hellerup, der langt fra havde så høje produktionsomkostninger som dette udenlandske vovestykke. Altså mindre film, der forholdsvis hurtigt kunne spille sig selv ind. At satse et helt års produktion på ét bræt må have været en stor beslutning. Med forberedende rejser til Spanien, indspilninger både i Spanien og Danmark og omfattende dekorationsopbygning stod produktionen af Don Quixote på i næsten et år. Resultatet blev også en film på hele 10 akter (3280 meter, svarende til omkring 3 timer).  I filmens trykte program kalder Palladium Don Quixote for ”Den første danske Verdensfilm” – helt i tråd med den generelle tendens i 1920’ernes europæiske film, hvor man oprustede mod Hollywoods markedsdominans med co-produktioner og internationale distributionsaftaler.

Årene fra 1926 og frem til 1932, hvor Palladium omstiller produktionsapparatet til tonefilm, er præget af flere og flere internationale produktioner udenfor Palladiums eget regi, hvor Fyrtaarnet og Bivognen lejes ud til udenlandske produktionsselskaber og skiftende instruktører, for at overholde en aftale om fire årlige produktioner til de udenlandske distributører. Fra 1929 begynder man at eksperimentere med lyd, men det bliver først i slutningen af 1932, at overgangen fra stum- til tonefilm er en realitet for Palladium. Det sker med en genindspilning af en tidligere Fy og Bi-succes; Han, Hun og Hamlet (Lau Lauritzen, DK, 1932).

1930’erne: Lydpatenter, produktionsbevilling og ny luksusbiograf

Palladiums overgang til tonefilm i 1932 går ikke helt ubesværet. Der skal indføres en ny standard og produktionsform, og flere forskellige systemer og selskaber konkurrerer om at blive fremtidens dominerende. Svend Nielsen fortæller i 1932: 

Nogen helt endelig Aftale har vi ikke truffet med Bofa, men det er rigtigt nok, at der er Udsigt til, at vi slutter Kontrakt med dette Firma. Vi har ganske vist ogsaa faaet Tilbud fra det tyske Tobis-Selskab, fra det svenske Aga-Baltic og fra Pedersen & Poulsen, men der er forskellige Hager ved disse Tilbud. Pedersen & Poulsen har saaledes en Aftale med Tobis, hvorefter der skal betales visse Afgifter i Tyskland, der vil fordyre Filmene i en kedelig Grad. (Berlingske Tidende, 16/2 1932).

I artiklen nævnes desuden, at Bofa på dette tidspunkt lå i proces mod Nordisk Tonefilm ”(…) om Retten til at fabrikere deres Foreføringsmaskiner.” Nielsen fortæller, at Palladium kun vil slutte kontrakt med Bofa, såfremt firmaet vinder sagen mod Nordisk Tonefilm. Palladium ender med en  kontrakt på det optiske Bofa-tonesystem fra B&O, idet stridigheden mellem Nordisk Tonefilm og Bofa løses ved forlig.

Bofa-anlægget installeres på atelieret på Strandparksvej, og ud over anlægget investerer Palladium også i et ”ambulant Tonefilms-Anlæg” (B.T. 6/12 1932). Her er tale om en stor bil udstyret med tonefilmsudstyr til optagelse. Den blev første gang benyttet under indspilningerne til den anden tonefilm fra Palladiums atelierer; For fuld Musik (Lau Lauritzen, DK, 1933).

kos217-palladium-tonevogn
Palladiums tonevogn. Det er orkesterleder Erik Tuxen til venstre og komponist Victor Cornelius i midten. Foto: DFI Billed- og Plakatarkivet.

I 1930’erne producerer studiet i gennemsnit 3-4 film årligt; heriblandt store folkelige succeser som Barken Magrethe (Lau Lauritzen, DK, 1934) og Panserbasse (Alice O’Fredericks & Lau Lauritzen Jr., DK, 1936) med Ib Schønberg og barnestjernen ’lille Connie’. Produktionen omlægges, så den ikke længere er centreret om Fy & Bi-farcer, men dog stadig fokuseret på lystspil og folkekomedier. A.W. Sandberg, en af stumfilmens store instruktører, iscenesætter tre tonefilm på Palladium, inden sin død i 1938.

I 1933 omdannes Palladium til et aktieselskab med Lau Lauritzen og Svend Nielsen som hovedaktionærer, idet biografloven af 1933 forbyder at biografbevillinger bliver givet til interessentskaber (Dinesen & Kau 1983: 97). Hermed står selskabet stærkere i dets ansøgning om biografteaterbevilling. En sådan opnår de i december 1935 til en ny biograf på Vesterbrogade mellem Rådhuspladsen og Helgolandsgade i København. I 1937 går først nedrivningen og så opbygningen i gang, og 18. januar 1938 åbner Palladium-biografen med Three Smart Girls (Tre smarte Piger, Henry Koster, US, 1936) med Deanna Durbin i hovedrollen. En moderne luksusbiograf med 1347 siddepladser – og sågar udstyret med både kinoorgel, legestue og hundepension.

Palladium Biografen åbner første gang dørene for publikum den 18. januar 1938 med en gallaforestilling for 1200 indbudte gæster. Klippet er fra www.danmarkpaafilm.dk

Lau Lauritzen var egentlig udset til at skulle lede biografen, men da han trækker sig fra selskabet i 1937, overtager Svend Nielsen hvervet som direktør og Svend Kolrengen ansættes som inspektør i biografen. Hermed er Palladium en vertikalt integreret koncern med både produktionsapparat, filmdistribution og produktionsbevilling knyttet til biografen på Vesterbrogade. I 1937 opretter Tage Nielsen i øvrigt A/S Film-Centralen-Palladium, så selskabet ikke længere skal udleje sine film igennem MGM, som Tage Nielsen har været leder af. Nu har Palladium eget udlejningskontor. Lau Lauritzen dør i 1938, 60 år gammel. Det samme gør Tage og Svends fader, N.H. Nielsen. Tage Nielsen overtager bevillingen til World Cinema, som ombygges og moderniseres for 350.000 kr. (Berlingske Tidende, 15/11 1938).

Carl Th. Dreyer – kunstnerisk garant

Carl Th. Dreyer, den store, danske auteur, laver fire af sine i alt syv danske spillefilm hos Palladium: Du skal Ære din Hustru (1925), Vredens Dag (1943), Ordet (1955) og Gertrud (1964). Hans kunstnerisk vægtige profil er med til at sikre Palladium førnævnte produktionsbevilling, så selskabet både kan drive produktionsvirksomhed og biograf og blive fritaget for forlystelsesafgift – hvilket afhang af, om selskabet producerede film af en vis kunstnerisk kvalitet.

Med filmloven af 1938 blev produktion af kulturelt og kunstnerisk værdifulde film en betingelse for, at filmselskaberne kunne opnå en bevilling til biografdrift. Så længe selskabet kunne fremvise kvalitetsproduktioner og gode, kunstneriske hensigter, forlængede Filmrådet den attraktive produktionsbevilling.

Ordet
Preben Lerdorff Rye i rollen som Johannes i Dreyers mesterværk Ordet. Foto: DFI Billed- og Plakatarkivet.

I starten af 1950’erne kommer Palladium i Filmrådets søgelys, da selskabets produktioner har lidt for populær slagside. Der produceres 3-4 spillefilm årligt, men lystspiltitler som Hold fingrene fra mor (Jon Iversen, DK, 1951) og Kærlighedsdoktoren (Asbjørn Andersen, DK, 1952) samt antologifilm stykket sammen af gamle Fy & Bi-succeser i toneversioner matcher ikke Filmrådets forventninger. I 1954 producerer Palladium Ordet (1955); Carl Th. Dreyers filmatisering af Kaj Munks skuespil fra 1932. Filmen hyldes af pressen som et mesterværk og hjemtager priser både i Danmark og udlandet. Produktionsbevillingen forlænges uden problemer i kølvandet på Dreyers triumf. Og samme historie gentager sig i starten af 1960’erne, hvor Palladium i flere omgange får kritisk påtale fra Filmrådet, for så at producere Gertrud (1964), Dreyers dvælende stilistiske svanesang.

1940–1946: Besættelse og skatteunddragelse

1940’ernes filmproduktion er selvsagt præget af besættelsen, men Palladium opretholder antallet af årlige produktioner trods mangel på råfilm. Johan Jacobsen instruerer flere af sine bedste film hos Palladium, bl.a. episodefilmen Otte Akkorder (1944) og modstandsdramaet Den usynlige Hær (1945). I januar 1944 schalburgteres atelieret i Hellerup af danske og tyske nazister, senere, i april, bombes også selskabets hovedkontor og Tage Nielsens privatbolig i det centrale København.

I forbindelse med saneringen af det danske pengemarked oven på besættelsestidens omfangsrige sortbørshandel afsløres Tage Nielsen i en storstilet, økonomisk skandale og må afstå biografbevillingen til World Cinema. Skattesagen trækker store overskrifter i 1946 og 1947: ’Affæren med de Tage Nielsenske Millioner’ (Lolland-Falsters Stiftstidende 18/7 1946), ’Vældig Skatte-Bøde’ (Berlingske Tidende 7/1 1947) og ’En Mand bliver ærlig’ (Næstved Tidende 10/1 1947).

kos270-palladium-enmand-cont
Tage Nielsens sag bliver godt stof i aviserne.

Sagen drejer sig om et beløb på 5 millioner kr., som Tage Nielsen er blevet betroet af faderen N.H. Nielsen på dennes dødsleje. Sammen med revisor Oscar Juhlert og svogeren direktør Erik Suhr Willumsen har Tage Nielsen omsat uregistrerede obligationer til en værdi af 3.138.000 kr. på den sorte børs. Den øvelse har indbragt ham godt 1 million kr. Berlingske Tidende opsummerer sagen her i 1947, hvor Tage Nielsen af Kriseretten idømmes 18 måneders fængselsstraf:

Det var et Beløb paa 5 Millioner Kroner, som den gamle Direktør Nielsen paa Dødslejet betroede sin Søn med Paalæg om at forvalte Pengene til Bedste for Familien saaledes at Skattevæsenet ikke fik Kendskab dertil. Dette er vokset til 8 Millioner. Heraf opgav Tage Nielsen ved Formueopgørelsen 5 Millioner kroner til Skattemyndighederne. Resultatet af Transaktionerne er altsaa blevet at Tage Nielsen Foruden at komme i Fængsel og miste sin Biografbevilling til World Cinema har tabt de 3 Millioner Kr., for hvilke han omsatte Obligationer paa den Sorte Børs. Boet, som Pengene tilhørte, skal yderligere af med 7½ Mill. Kr. Det bliver et økonomisk Tab paa i alt 10½ Mill. Kr. (Berlingske Tidende, 7/1 1947).

Omsat til nutidskroner svarer beløbet på 7,5 millioner kroner i dag til næsten 159 millioner kroner ifølge Danmarks Statistik.

1947–1960: Det bli’r i familien

Fra 1949 overtager Tage Nielsens hustru, Ellen Tage Nielsen, udlejningsforretningen i Film-Centralen-Palladium, som hun bliver administrerende direktør for. Men én krise synes blot at følges af den næste. I 1958 dør Svend Nielsen, 67 år gammel. I Berlingske Tidendes nekrolog tegnes følgende karakteristik af forretningsmanden Svend Nielsen:

Svend Nielsen var en forretningsmand i den store stil, en bramfri natur, der sagde sin mening, som han følte den, og blev sine tidligere venner tro gennem tykt og tyndt. Produktionerne på Palladium har været ude for mange svingninger, men altid nærede Svend Nielsen et ønske om at skabe nationalbetonede film.
(Berlingske Tidende, 4/7 1958).

kos270-palladium-tagenielsen-cut
Tage Nielsen. Foto: DFI Billed- og Plakatarkivet.

Svend Nielsens død bliver starten på en større retssag omkring ejerforholdene i Palladium. Nielsen har på daværende tidspunkt skrevet kontrakt om overtagelse og tilladt de to filmproducenter Henning Karmark og Preben Philipsen at indtræde i Palladiums bestyrelse. Dermed har de forkøbsret til hans aktiemajoritet. Dette forhold modsætter broderen Tage Nielsen sig, som under retssagen kan påvise, at Svend og han har lavet en kontraktmæssig aftale om forkøbsret til aktiemajoriteten i A/S Palladium tilbage i 1956, hvor Tage Nielsen har kautioneret for et produktionslån til Palladium-filmen Tante Tut fra Paris (Peer Guldbrandsen, DK, 1956). Med i låneaftalen var forkøbsretten til Svend Nielsens Palladium-aktier skrevet ind som klausul (Dinesen & Kau 1983: 358). Så længe retssagen verserer, fungerer Karmark og Philipsen som daglige ledere på studierne i Hellerup fra 1958-1960. Selv fortæller Henning Karmark dette om tiden på Palladium i 1981: ”Vi drev det i 2 år – og det tog Palladium ikke skade af. Det var en bedre forretning, da vi forlod det, end da vi overtog det. Og det er historien om Palladium.” (Dinesen & Kau 1983: 359).

4. februar 1960 stadfæster Højesteret Tage Nielsens forkøbsret, og han overtager Palladium samt produktionsbevillingen til den store Palladium-biograf på Vesterbrogade 1. Det harmonerer ganske vist ikke helt med hans ejerskab af A/S Film-Centralen-Palladium. Så hustruen Ellen Tage Nielsen, der allerede er administrerende direktør, får overdraget aktierne. Det hele blir’ fortsat i familien, men det ser myndighederne tilsyneladende igennem fingre med.

Samme år overtager den bankuddannede Niels Jørgen Nielsen, Tage Nielsens søn, ledelsen af Palladium. Instruktøren Anders Refn, der startede sin karriere på Palladium som assistent, beskriver i et interview selskabets nye direktør således: ”Direktøren, Niels-Jørgen Nielsen, blev kaldt »Jørgen to-øre«, fordi han gik for at være meget påholdende.” (Berlingske Tidende, 9/7 2015). Produktionerne på studierne i Hellerup fortsætter i det spor, som særligt Preben Philipsen har udstukket under sine år som leder: Idylliserede og sødmefulde føljeton-film baseret på Ib Henrik Cavling-forlæg, tidstypiske problemmelodramaer som Gymnasiepigen (Johannes Allen, 1960) og folkelige komedier.

1961–1976: Ugebladsmelodrama, Soya og Sengekantsfilm

Sammen med faderen Tage driver Niels Jørgen Nielsen nu produktionsselskabet i Hellerup. I midten af 1960’erne debuterer den kvindelige instruktør Annelise Meineche med en filmatisering af Soyas erotisk frimodige roman Sytten (1965), der er helt i tråd med tidens censur-diskussion, retssager og frigivelse af tidligere ’forbudte værker’. Sytten, den første af i alt 6 film, Meineche iscenesætter i Palladium-regi, er en forløber for 1970’ernes sengekantsfilm (1970-1976: Mazurka på sengekanten, Tandlæge på sengekanten, Rektor på sengekanten, Motorvej på sengekanten, Romantik på sengekanten, Der må være en sengekant, Hopla på sengekanten og Sømænd på sengekanten); erotiske lystspil, alle instrueret af John Hilbard, løst baseret på forskellige Soya-forlæg. Mens der i 1960’erne på Palladium produceres en skønsom blanding af festlige lystspil, ugebladsmelodramaer og enkelte kunstnerisk interessante film som Carl Th. Dreyers Gertrud (1964) og sci-fi-gyseren Manden der tænkte ting (Jens Ravn, DK, 1969), består produktionen i 1970’erne udelukkende af film med erotisk tilsnit. Selskabets sidste produktion er således Sømænd på sengekanten (John Hilbard, DK, 1976).  

kos270-palladium-soemaend
Med Sømænd på sengekanten lukker og slukker produktionsselskabet i 1976. Foto: DFI Billed- og Plakatarkivet.

Selvom filmselskabet Saga fra 1965 til 1970 har studiesamarbejde med Palladium i Hellerup, lukker studierne i 1971, da Gentofte Kommune ikke længere ønsker at forlænge lejekontrakten med Palladium på Strandparksvej ved Hellerup Roklub (Dinesen & Kau 1983: 465-66). Herefter optages Palladiums film i andre studier; bl.a. Risby-studierne i Albertslund. I 1971 dør Tage Nielsen, 70 år gammel.

30. december 1976 lukker Palladium selskabets store biograf i København. I forbindelse med lukningen skriver Politikens Herbert Steinthal, at Palladium, der blev bygget i 1937 og indviet i januar 1938, ”(...) stadig er en af byens smukkeste premierebiografer.” (Politiken, 31/12 1976).

1976–2017: Bagkatalog og filmarv

Efter lukningen af produktionsselskabet og biografen på Vesterbrogade 1 i 1976 beskæftiger selskabet sig udelukkende med udlejning og salg af bagkataloget af film fra stumfilmtiden og frem til 1976. Filmudlejer Steen Mortensen fortæller i 2014:

I august 1978 indledte vi et nyt samarbejde med A/S Palladium. Det nye distributionsselskabs navn blev ASA – Panorama – Palladium, og det skulle fremover samarbejde indenfor produktion af danske film, filmudlejning og biografdrift. (www.biografmuseet.dk, 5/1 2014).

Palladiums fyldige bagkatalog var interessant for tv og på det boomende hjemmevideomarked, hvor salg såvel som udlejning sikrede store indtjeningsmuligheder. Også i kompagniskab med de to produktions- og udlejningsselskaber ASA og Panorama. Udgivelser på både vhs og senere dvd fra Palladium anerkendes bredt for deres teknisk høje standard og flotte restaurering.

I 1980 flytter direktør Niels Jørgen Nielsen til England. Fuldmægtig Ulla Hansen tiltræder i 1996 en stilling som administrerende direktør for det tilbageværende distributionsselskab og indsættes i selskabets bestyrelse sammen med landsretssagfører Palle Hvass Dige og direktør Niels Jørgen Nielsen. I 2017 træder hun tilbage og afvikler selskabet for bestandig. Selskabets filmrettigheder overgår dermed – med støtte fra A.P. Møller Fonden og Augustinus Fonden – til Det Danske Filminstitut.


Noter

[1] Dina Schuldt-Jacobsen grundlagde i 1882 blomsterforretningen Dina Schuldt & Co., der blandt andet var leverandør til Chr. IX hof. Jf. C. Brosted: Danmarks ældste forretninger, 1950: 535. [Tilbage]

[2] Dette ifølge oplysninger i brevhoved på Palladiums eget brevpapir i brev dateret 7. december 1923 af Svend Nielsen. Brevet omhandler en ordre på kopiering af en række 2-aktere, som Nordisk skal forestå for selskabet. Nordisk Film Samlingen, DFI, XI, 42: 7. [Tilbage]

[3] I et dokument fra Palladiums eget arkiv (venligst stillet til rådighed af selskabets adm. direktør Ulla Hansen i 2011) findes en oversigt over udenlandske distributører på de film, selskabet producerede i årene 1921 til 1926, samt et separat kontraktafsnit med pris. Oversigten må formodes at være udført omkring 1926/1927. I dokumentet findes en liste over de lande og områder, Palladium distribuerede deres film i. De er: Balkan, Belgien, England, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Polen, Randstaterne, Rusland, Schweiz, Spanien og Portugal, Tyskland, Østrig, Kina, Japan, U.S.A., Sydamerika, Australien og Afrika. [Tilbage]

Arkiver

Palladium-samlingen, DFI, København
Nordisk Film-samlingen, DFI, København
Cirkusbygningens arkiv, Københavns Stadsarkiv

Litteratur

Astrup, Jannie Dahl (2012). ”We are going to conquer the World” – Produktionsselskabet Palladium 1919 til 1932. Kandidatspeciale. Københavns Universitet.

Balling, Erik, Kragh-Jacobsen, Svend & Sevel, Ole (ed.) (1956). 50 Aar i dansk Film. København, A/S Nordisk Films Kompagni.

Behn, Manfred (ed.) (1994). Schwarzer Traum und weisse Sklavin: Deutsch-dänische Filmbeziehungen 1910-1930. München, edition text+kritik.

Björck, Lars (1919). Skandinavisk Filmcentral 1917-1919. Stockholm, Bröderna Lagerström.

Brosted, C. (1950). Danmarks ældste forretninger. København, Krak.

Dinnesen, Niels-Jørgen & Kau, Edvin (1983). Filmen i Danmark. København, Akademisk Forlag. 

Engberg, Marguerite (1964). Dansk filmlitteratur. København, Det Danske Filmmuseum.

Engberg, Marguerite (1977). Dansk stumfilm – de store år I & II. København, Rhodos.

Engberg, Marguerite (1980). Fy & Bi. København, Gyldendal.

Furhammar, Leif (1998). Filmen i Sverige: En historia i tio kapitel. Höganäs, Bokförlaget Bra Böcker.

Fønss, Olaf (1930). Films-Erindringer gennem 20 Aar. København, Nutids Forlag.

Hending, Arnold (1936). Stjerner i Glashuse. København, Winkelmanns Forlag.

Hending, Arnold (1951). Fremmede Fugle i dansk Film. København, Athene.

Idestam-Almquist, Bengt (1974). Svensk film före Gösta Berling. Stockholm, Bokförlaget Pan/Nordstedts. 

Neergaard, Ebbe (1960). Historien om Dansk Film. København, Gyldendal.

Nielsen, Jan (2003). A/S Filmfabrikken Danmark: SRH/ Filmfabrikken Danmarks historie og produktion. København, Mulivers.

Nygren, Sven (ed.) (1940). Svensk biograf- och filmfolk i ord och bild. Stockholm, Sveriges Biografägareförbund.

Nørgaard, Erik (1971). Levende Billeder i Danmark. København, Lademann.

Nørrested, Carl (1991). ”Over de nordiske grænser”. In Kosmorama, nr. 198.

Nørrested, Carl (1996). ”Fy og Bi”. In Kosmorama, nr. 215.

Sandfeld, Gunnar (1966). Den stumme scene. København, Nyt Nordisk Forlag.

Schenstrøm, Carl (1943). Fyrtaarnet fortæller. København, H. Hagerup.

Schepelern, Peter (ed.) (2001). 100 års dansk film. København, Rosinante.

Skaar, Eilif (1920). Sveriges film- och biografmän: porträttgalleri. Stockholm, Sveriges biografägareförbund.

Sørensen, Knud Rønn (1976). Den danske filmindustri (prod., distr., konsumtion) indtil tonefilmens gennembrud. Københavns Universitet: Institut for Filmvidenskab.

Thorsen, Christian Isak (2008). Isbjørnens anatomi: Nordisk Films Kompagni som erhvervsvirksomhed i perioden 1906-1928. Ph.d.-afhandling, Det Humanistisk Fakultet, Københavns Universitet.

Tillge, Lise (1999). Flynderupgaard: en lystgård ved Egebæksvang, Helsingør Kommunes Museer.

Tybjerg, Casper (1996). An Art of Silence and Light: The Development of the Danish Film Drama to 1920. Ph.d.-afhandling, Københavns Universitet. 

Weniger, Kay (2011). Es wird im Leben dir mehr genommen als gegeben ...' Lexikon der aus Deutschland und Österreich emigrierten Filmschaffenden 1933 bis 1945: Eine Gesamtübersicht. Hamburg, ACABUS Verlag.

Åhlander, Lars (ed.) (1982). Svensk filmografi 2: 1920-1929. Stockholm, Svenska Filminstituttet.

Åhlander, Lars (ed.) (1986). Svensk filmografi 1: 1897-1919. Stockholm, Svenska Filminstituttet.

Kildeangivelse

Astrup, Jannie Dahl: (2017): Historien om Palladium. Kosmorama #270 (www.kosmorama.org). 

 

Jannie Dahl Astrup / Cand.mag.
Freelance kulturskribent og filmanmelder