Gensyn og genforhandling

01 maj 2014 / Dola Bonfils
Filminstruktør Dola Bonfils havde sidste år lejlighed til at gense en række danske dokumentarfilm fra 40'erne og 50'erne, bl.a. Theodor Christensens. Derudover har hun læst et af hans essays fra 1941, som formentlig aldrig er publiceret. Hun reflekterer her over instruktøren, hans film og det lille 'kampskrift'.
Theodor Christensen4
Theodor Christensen var den blandt de unge instruktører, der var mest optaget af at formulere et personligt dokumentarfilmudtryk.

Arbejdet med udvælgelsen af en repræsentativ serie af film fra tiden før, under og efter besættelsen til sculptingthepast.dk – et formidlingssite af nydigitaliserede historiske film under dfi.dk – var en anledning til både gensyn og ’nysyn’. Et gensyn med de film, der har indoktrineret mig, og indtil flere efterkrigsgenerationer med mig, med det forenklede billede af et heltemodigt dansk folk, der i enighed modarbejdede tyskernes besættelse. Et nysyn, fordi arkiverne viste sig at rumme titler, der dokumenterede de filmhistoriske vidners situation, valg og fortolkninger på en langt mere nuanceret måde.

Theodor Christensen var den blandt de unge instruktører, der var mest optaget af at formulere et personligt dokumentarfilmudtryk. Hans personlige og faglige udvikling blev afgørende præget af de historiske begivenheder under og efter besættelsen, og hans film var – også ved et gensyn i dag – så kunstnerisk markante, både de bundne og de mere frie opgaver, at de måtte blive en central del af mit udvalg.

Mødet med Theodor Christensen og med hans kollegers filmiske skildringer af en traumatisk periode i vores historie har været en tankevækkende oplevelse – ikke kun fordi det har givet anledning til et nyt syn på besættelsestiden.

Et oprør tager form

I februar 1941 havde den tyske besættelse af Danmark varet 10 måneder, da Theodor Christensen satte sig til skrivemaskinen og skrev to tætskrevne ark uden overskrift og underskrift, men med en håndskreven dato, 22/2-41.

Teksten fremtræder som en refleksion over den tyske propaganda på film. Formodentlig var det tænkt som et internt ’kampskrift’ for den gruppe af instruktører, der udgjorde produktionsselskabet Minerva Films kreative team, måske kom det aldrig længere end til skrivebordsskuffen. Når man læser det i dag, hvad enten man er filmhistoriker eller, som jeg, har en baggrund i et professionelt liv med dokumentarfilm, bliver man imidlertid fascineret af det lille essay og dets retorik.

Theodor Christensen blev udfordret af de historiske begivenheder på mere end én måde. Han havde med faglig patos hilst den nye politiske situation velkommen med et ’nu er vores læretid forbi’. Ikke kun fordi han – og den unge generation af talentfulde filminstruktører med ham – måtte forholde sig til Danmarks rolle i den tyske krigsførelse, men også fordi de i de år fik uhørt mange opgaver med dokumentarfilm for både staten og private virksomheder. Et stort produktionsflow, der var professionelt udviklende, men som også krævede diplomatisk sans og forretningsmæssig balancegang.

Theodor Christensen var midt i en historisk verdensbegivenhed og var politisk engageret. Dokumentet fra 1941 vidner om, at han – som alle andre danskere – må have oplevet den kritiske situation omkring sig og have stillet sig selv spørgsmål om, hvad der er den nødvendige reaktion og handling, hvornår og hvordan. Og han må have haft behov for at skærpe sit forhold til, hvordan og til hvad han kunne bruge sit redskab, filmen.

Propaganda – et spørgsmål om holdninger

Den ideologiske del af krigsførelsen benyttede sig i de år af filmens forførende muligheder. Film og lyd var tidens mest overbevisende propagandavåben. Det vidste tyskerne, og de udnyttede det til fulde. De vidste, at de historiske begivenheder stod i kø og de, der fodrede befolkningerne med fortællingerne om dem, kunne sætte dagsordenen for sejrs-retorikken. Tyskerne producerede derfor blandt andet ugerevyer, som blev vist i biograferne som forfilm, de såkaldte UFA-revyer.

Theodor Christensen skriver:

UFA – Jordkloden dukker op paa Filmlærredet, og mens Fanfarer bruser, kaster den tyske Ugerevy sin Skygge over Verden. Skal det være et Symbol? Nu ser jeg den velkendte, dagligdags UFA-Journal i et frit land, hvor hver eneste Tilskuer reagerer på Krigsreportagen efter sin egen Natur. Tidligere har jeg set den i Tyskland – i Tavshed, en halv Times øredøvende propaganda. Og i Danmark, forkortet, men i samme Tavshed – en enkelt Gang afbrudt af højlydt Misfornøjelse.
Hvad fortæller den, Tysklands fornemste Budbringer til det halvvejs nyordnede Europa?
(...) Et eller andet sted i Journalen beskrives menneskemassers Begejstring. Arme strækkes i Vejret og der vinkes med Flag. Mange tusinde Mennesker staar i en kompakt Hob og udfører dette Ritual.
Af det her kan jeg kun smile. Jeg har set Mennesker i Norden begejstres, i uordnede Skarer og uden Reglementer. Jeg har set den levende Overbevisning i tusinder af Ansigter. Jeg har følt den forplante sig uden ydre Tegn eller vedtaget Ceremoniel, fra Menneske til Menneske. Jeg kender en ægte Begejstrings Rødder og Udtryk. Jeg har hørt dens sang, fra Salle til Näset – men ogsaa i Norges Dale. Jeg ved, at ingen flagsmykket Banegaard i Neuropas Filmjournaler ejer en Brøkdel af den Stemning og Vilje, som Afmagten kun styrkede i Norden.
Alsangens Millioner i Danmark, Finlands Tavshed overfor sine Faldne og en norsk Piges fortvivlede Bitterhed er mere Vidnesbyrd end nødvendigt. Hvis vi kunne filme vor Folkestemning, vilde Parade-Begejstringens Tolkere forstumme af Forbløffelse. Hvis vore Folk blot et eneste Minut kunde sige deres Hjertens uforbeholdne Mening, vilde dette selvbestaltede Europa studse og lytte – til det ukendte og nye – Norden (min fremhævelse).

Internt-kampskrift-TC-cut Internt kampskrift - forfattet af Theodor Christensen, 1941.

Modretorik

Theodor Christensen var provokeret, fordi han gennemskuede den tyske propagandamaskines forførende postulater. Han var 27 år og havde på det tidspunkt allerede udgivet to teoretiske bøger om film, Film fra 1936 og Filmmanuskriptet fra 1940. Han havde også været på rundrejse i Norden med fotografen Ingolf Boisen og lavet optagelser af den finske vinterkrig og den tyske invasion i Norge.

Men de filmopgaver, han fik i de år, var af oplysende karakter for statslige og private rekvirenter. De holdninger, han udtrykte i februar 1941 har, set i det lys, en overraskende personlig engageret tone, måske et første tilløb til at træde ud af den rolle, han påtog sig som formidler af statens socialpolitik eller de store firmaers branding. Undervisnings- og industrifilm var på det tidspunkt ensbetydende med en form, der skulle signalere analytisk distance til sit emne. Som formidler af den socialdemokratiske socialpolitik var han på den ene side på bølgelængde med det politiske indhold, men samtidig har hans kritiske sans og polemiske gemyt måttet finde andre veje for at udtrykke den voksende skuffelse over den danske regerings samarbejdspolitik.

I 1944 blev Theodor Christensen leder af Modstandsbevægelsens Filmgruppe. Men først i Det gælder din Frihed fra 1946 tog han (og Frihedsrådet) bladet fra munden og brugte hele propagandafilmens repertoire af virkemidler til at kritisere den danske regerings samarbejdspolitik. Filmen blev et partsindlæg til fordel for modstandsbevægelsen, snarere end en historisk dokumentation, og reaktionerne udeblev da heller ikke. Både filmen og dens ophavsmænd blev genstand for hetz og rasende folketingsdebatter.

Men i teksten fra 1941 ’øvede han sig’ endnu på en ’modretorik’ med menneskelige fortegn og brugte forsigtigere udtryk som ’realitetens slaver’:

(…) man behøver blot at se Underlegenheden hos en tysk Soldat paa Gaden i København, denne usikre, flakkende Selvhævdelse overfor Omgivelserne eller denne indefrosne Ensomhed, for at finde ud af, hvor Overmagten er. Tyskerne er ikke Barbarer og Russerne er ikke Dyr. De er menneskelige Mennesker – selv om de er en anden Slags – og vi kunde være deres Venner, hvis de ikke havde gjort os til deres Fjender.
Kampen gælder Mennesker. Derfor beror dens Udfald kun på Styrken af vore Idealer. Tyngden i vore store Ord. Hvis de virkelig gælder, hvis vor Tro og vor Fantasi slaar til, vor aandelige Integritet bevares, saa er Slaget tabt for de andre.
De jordbundne af os, Realitetens Slaver, kan ikke sejre. For at sejre, skal vi ikke bryde os om praktiske Vanskeligheder. Det er blot Epigoner, Trælle og andre smaa Mennesker, som tror, at Virkeligheden er uovervindelig. Værst er Epigonerne, de som lærer af vore Fjender og tror, at de skal slaas med deres Vaaben.
Men naar de fremmede bryder vore love og skænder vor Jord med Flyvepladser, naar de jager Knytnæven i Ansigtet paa os, hvis vi aabner Munden – saa er det lige saa mange Nederlag for dem selv.
Netop fordi de er Mennesker. Hvis det drejede sig om Maskiner, kunne de jo ikke tage Skade paa deres Sjæl. De kunde ikke grue for den Smertens Dag, da alle skal hjem.
Deres Slag mod Norden er et Slag i Luften, hvis Norden er stort nok, frit nok, menneskeligt nok til ikke at tage Skade paa sin Sjæl. Men tror I da ikke det?
Kender I da Norden for lidt? Har I ikke rigtigt hørt Sangen om de lyse Nætter?
Der behøves blot et Ja, en Bekræftelse, en Sikkerhed.
Hvis der kræves Kamp for at faa det Ja frem – saa er det altsaa inden i Jer, at Slaget staar, at Overmagten findes.
Men ellers?

Propaganda eller genforhandling

Da vi, filmhistoriker Lars-Martin Sørensen og jeg, skulle disponere materialerne til den udstilling, der præsenterede sculptingthepast.dk i Filmhuset, og skulle vælge filmtitler og -klip til installationen "Fortællinger om besættelsen", ville vi først og fremmest vise, hvad adgangen til alle disse materialer betød af nye indtryk og viden. Et ’nysyn’ på de historiske begivenheder.

Theodor Christensen0031-levels
Theodor i Finland, 1939-1940, bag kameraet og vejspærring.

Nutidens publikum lader sig ikke forføre på samme måde som biografpublikummet i 40’erne. Der er en mediebevidsthed, en kritisk forståelse af film og billeder, der blandt andet opstår af, at vi i dag alle kommunikerer med lyd og billeder, både som konsumenter og producenter. Udstillingen "Fortællinger om besættelsen" burde derfor, syntes vi, insistere på kompleksiteten og lægges frem på en tentativ måde med tid, plads og ansvar overladt til den enkelte tilskuer til at danne sig sit eget billede, få sit eget indtryk af tiden.

Men det blev også indlysende, at uden at udfordre den autoriserede historieskrivning, uden at markere, at efterkrigstiden havde dyrket en officiel konsensus omkring den patriotiske frihedskamp, som vi nu i 2013 var parate til at genforhandle, blev vi ufokuserede. Vi ønskede at skærpe nutidens tilskueres oplevelse af de danske historiske film, men hvordan?

Historiske opgør

I mødet med Theodor Christensens lille tekst og hans brændende engagement oplevede jeg den samme lyst til at skærpe synspunkterne, til at tillade at lade spørgsmålet om historiefortolkningen blive formuleret så skarpt at det gør en forskel, provokerer.

Vi valgte til udstillingen at perspektivere vort eget erindringsmateriale om besættelsestidens begivenheder med en filmisk installation over Joshua Oppenheimers dokumentarfilm The Act of Killing (2012). Den omhandler folkemordet i Indonesien i 1960’erne. Og det blev i mødet med udstillingens anden installation, "Acts of Killing" og dens genrerefleksive opgør med ’de ansvarlige’ i en traumatisk historisk begivenhed i en anden del af verden, at installationen Fortællinger om besættelsen blev mere end en suggestiv gestus eller skitse.

Oppenheimers The Act of Killing er en skelsættende film om, hvordan bødlerne i det folkedrab, der blev begået på de venstreorienterede i Indonesien, gør et første forsøg på at forsone sig med de blodige spor, de har trukket igennem deres lands historie. Filmen blev foldet ud i en ny, rumlig fortolkning af det tankevækkende budskab om, at de traumatiske handlinger kræver konfrontation, for at eftertiden ikke skal blive forhærdet.

Samspillet mellem de to installationer, "Fortællinger om besættelsen" og "Acts of Killing", skabte en dialog mellem den personlige og den kollektive erindring. Historievidenskabens etiske normer kunne opleves som udfordret af kunsten som handling i forhold til historien. Sammen med Joshua Oppenheimer fik vi sat nye ord på holdninger til historiens dilemmaer. Når Oppenheimer i en samtale med Lars-Martin Sørensen siger, at:

”… alle onde handlinger i historien er udført af mennesker som os selv. (...) at filmen, The Act of Killing, er et argument for en universel etik. Og for, at der findes onde handlinger, men ingen onde mennesker.” *

hører jeg et nutidigt ekko af Theodor Christensens tanker fra 1941.


*Trykt i kataloget til udstillingen Sculpting the Past/Fortid fortolket i Filmhuset, august-oktober 2013.

Kildeangivelse: Bonfils, Dola (2014): Gensyn og genforhandling. Kosmorama #254 (www.kosmorama.org).

Dola Bonfils

Kildeangivelse: Bonfils, Dola (2014): Gensyn og genforhandling. Kosmorama #254 (www.kosmorama.org).