En fremmed kommer til byen - MGP Missionens bud på inter-etnisk nytænkning i dansk film

13 december 2013 / Eva Jørholt
Peer reviewed
Det trak store overskrifter og pustede nyt liv i racismedebatten, da det kom frem, at Det Danske Filminstitut i oktober 2011 havde givet afslag på en ansøgning om produktionsstøtte til børnefilmen MGP Missionen. Filmen udmærker sig ved at være den første decideret kommercielt anlagte danske film med etniske minoriteter i bærende roller. Men derudover bidrager filmen til en dekonstruktion af den forskelstænkning, som er så altdominerende i den offentlige debat om indvandrere her til lands.
MGP-beskåret2
"MGP Missionen": en børnefilm lavet af folk med fødderne solidt plantet i den folkelige familieunderholdning. Foto: Karina Tengberg.

Det trak store overskrifter og gav racismedebatten livligt sus i takelagen, da det kom frem, at Det Danske Filminstitut i oktober 2011 havde givet afslag på en ansøgning om produktionsstøtte til filmen MGP Missionen. Nu er det jo slet ikke usædvanligt, at filmprojekter får afslag, men det, der her vakte furore, var – som det snart blev de fleste bekendt – begrundelsen for afslaget, nemlig at “film med et cast med anden etnisk baggrund ikke har vist sig at være specielt salgbare i provinsen. For os i København er det meget naturligt og selvfølgeligt at beskrive et multietnisk/kulturelt miljø, men i provinsen er det desværre en anden sag.” (Dagbladet Information, 18/5 2012).

Karls outsiderposition som indvandrer på Nørrebro bruges nemlig her til at demonstrere, hvordan ‘fremmedhed’ grundlæggende er en højst relativ størrelse – ikke noget, der per definition er forbundet med bestemte hudfarver, kulturer eller religioner.

Selv om der også var andre årsager til afslaget, blev det udskreget som både racistisk og diskriminerende – f.eks. udtalte professor i offentlig forvaltning på CBS Claus Haagen Jensen, at ”[d]et er i strid med principperne for god forvaltningsskik at komme med det udsagn. Der er et generelt krav til offentlige myndigheder om, at de ikke må lave etnisk diskrimination” (Ibid., 22/5 2012). Og på Politikens debatsider påpegede Rune Engelbreth Larsen, at afslagets ordlyd også var udtryk for en selvfed ‘hovedstadschauvinisme’ i forhold til ‘dem ude på landet’ (Politiken, 21/5 2012).

Markedsordningens præmisser

DFI’s formulering var ikke heldig, hvilket da også både instituttets administrerende direktør, Henrik Bo Nielsen, og områdedirektør for Produktion og Udvikling, Claus Ladegaard, skyndte sig at beklage. Bundlinjen i instituttets afslag var dog uforandret: MGP Missionen skønnedes ikke at kunne sælge de 200.000 billetter, der er en slags pejlemærke for film, der støttes efter den såkaldte Markedsordning, som i 2011 afløste 60/40-ordningen. Markedsordningen, hvis redaktion stod bag afslaget, er sat i verden ene og alene for at “støtte film, der er kommercielt bæredygtige og har et betydeligt publikumspotentiale i forhold til sin målgruppe” (Filmaftalen 2011-14). For at en dansk film skal være økonomisk bæredygtig, er den nødt til at sælge godt også uden for hovedstadsområdet, og her var det altså, redaktionen mente, at befolkningen ville stejle over for et ‘etnisk cast’.

Ser man på box office-resultaterne for andre danske film med ‘brune’ skuespillere i bærende roller, kunne redaktionen umiddelbart se ud til at have en god sag: Topscorer er Fighter (Natasha Arthy, 2007), der solgte 53.138 billetter i de danske biografer, efterfulgt af Pizza King (Ole Christian Madsen, 1999), der sneg sig op på 49.243, mens f.eks. 1:1 (Annette K. Olesen, 2006) kun blev set af 16.391, og Gå med fred Jamil/Ma Salama Jamil (Omar Shargawi, 2008) blot lokkede 5.304 danskere i biografen. [1] Mens sagen om MGP Missionen rullede i medierne, gik danskerne – både øst og vest for Valby Bakke – imidlertid i biffen for at se det franske filmmirakel Intouchables (De urørlige, Éric Toledano & Olivier Nakache, 2011), en både sprælsk, morsom og rørende mainstream-sag om en lam fransk rigmand og hans sorte hjælper. Fra premieren 22. november 2012 til 31. oktober 2013 løste i alt 666.086 danskere billet til Intouchables [2], hvilket ikke blot er ny rekord for franske film i Danmark, men også synes at dementere Markedsordningens påstand om, at skuespillere med ikke-hvid hudfarve skulle influere negativt på billetsalget. Eller måske meningen var, at det danske provinspublikum nærer en specik modvilje mod at se ’nydanskere’ på lærredet? Tilbage står i alt fald, at hjemlige film med et ’etnisk’ cast altså langtfra er blevet økonomiske succes’er.

Ma salama Jamil - Christian Geisnæs
Omar Shargawis Ma salama Jamil - Gå med fred Jamil fra 2008. Foto: Christian Geisnæs.

Ingen køer ved billetlugen

“Det er ikke publikum, der er problemet – det er filmene,” udtalte daværende kulturminister Uffe Elbæk til Politiken (21/5 2012). Det mener jeg, han har helt ret i, men ikke fordi “[d]e ’etniske film’ er for dårlige,” som Politikens noget spidsformulerede overskrift lød. Ingen af de ovenfor nævnte film er f.eks. spor dårlige – tværtimod har de i mine øjne alle sammen ubestridelige kvaliteter af æstetisk og/eller tematisk karakter. Når de imidlertid ikke i større omfang har kunnet lokke danskerne i biografen, skyldes det formentlig, at der er tale om relativt smalle, socialt engagerede problemfilm og/eller kunstfilm – ‘genrer’, som notorisk ikke fører til kødannelse ved billetlugerne. F.eks. solgte Thomas Vinterbergs Submarino (2010) 48.837 billetter, og Niels Arden Oplevs Portland (1996) bare 6.495, mens Linda Wendels One Shot (2008) angiveligt kun tiltrak 223 betalende tilskuere – for nu at nævne et par kritikerroste film, som i lighed med flertallet af de ‘etniske’ udmærker sig såvel kunstnerisk som ved deres sociale engagement.

Etniske minoriteter i bærende roller

MGP Missionen, derimod, var noget andet: en børnefilm lavet af folk med fødderne solidt plantet i den folkelige familieunderholdning. Produktionsselskabet, ASA, står bl.a. bag de indtil videre seks nye Far til fire-film, og instruktøren, Martin Miehe-Renard, skriver sig for tre Min søsters børn-film – alle ni film er box office-succes’er, som har solgt langt flere end 200.000 billetter. Når dét er værd at nævne her, er det ikke som et argument imod Filminstituttets afgørelse, for tidligere succes’er kan naturligvis ikke automatisk udløse støtte til nye projekter. Nej, det virkelig interessante er, at MGP Missionen er den første decideret kommercielt anlagte danske film med etniske minoriteter i bærende roller. Men ikke nok med dét; som jeg vil forsøge at påvise i denne artikel, udmærker den sig tillige ved – inden for rammerne af sit elementært underholdende format – aktivt at bidrage til en dekonstruktion af den forskelstænkning, som er så altdominerende i den offentlige debat om indvandrere her til lands. En tankegang, der bærer ved til en opfattelse af ‘nydanskere’ som væsensforskellige fra alle andre danskere – og som derved ikke bare modvirker integration og inklusion men også kan danne grobund for radikalisering.

Ikke så fremmede endda...

Trods filminstituttets afslag endte MGP Missionen som bekendt med at blive realiseret, med midler fra bl.a. FilmFyn og vod-operatøren YouSee. Den fik premiere den 21. marts 2013 og solgte i løbet af påsken over 60.000 billetter, muligvis som følge af den megen medie-ståhej.

MGP Missionen er ikke noget kunstnerisk nybrydende værk, og den kan ikke sige sig fri for at trække på et væld af klichéer og stereotyper om såvel indvandrere som jyder, undertiden bevidst, andre gange tilsyneladende mere ubevidst. Men den er samtidig ganske interessant ved den måde, hvorpå den fremhæver ligheder mellem sine to ungdommelige protagonister på tværs af etnicitet (og køn), relativerer begreber som fremmedhed og minoriteter og udpeger en række stereotype forestillinger om ‘de andre’ som sociale konstruktioner ved at vende stereotyperne om og give dem modsat fortegn.

I centrum for handlingen står to tolv-årige – Karl (Sylvester Espersen Byder), der er rundet af en fiskerfamilie i Hvide Sande, men rejser til hovedstaden med sin mor, og københavnske Sawsan (Malika Sia Paul), hvis familie har tyrkiske rødder. Allerede under forteksterne ekspliciteres forskellen mellem de to i en krydsklipning mellem Karls sindige Vesterhavsmiljø, hvis blå hav og forblæste klitter skildres i rolige, skagensmalerisk pastelfarvede totalbilleder, ledsaget af mågeskrig og kutter-tøffen, og et multietnisk Nørrebro i pang-farver, hektisk klippede, kaotisk væltede billeder, holdt sammen af et rytmisk score. Samtidig etableres imidlertid også helt fra starten en parallel imellem de to tolv-årige: De er begge lidenskabeligt optaget af musik – mens Karl arbejder koncentreret ved sin rytmebox hjemme i Hvide Sande, ses Sawsan deltage i et første udvælgelsesheat til MGP.

MGP3 Karina Tengberg
Karl (Sylvester Byder) og Sawsan (Malika Sia Graff) elsker begge musik og forenes omkring en mission - deltagelse i MGP. Foto: Karina Tengberg.

Dermed er et af filmens helt centrale temaer slået an: Ærkejyden Karl og københavnerpigen Sawsan med ‘anden etnisk baggrund’ kunne dårligt være mere forskellige. Men på tværs af de etniske, kulturelle, religiøse, køns- og miljømæssige forhold, der skiller dem, forenes de af kærligheden til musikken, og det er denne fælles ballast, der sender dem ud på den ‘mission’, som er filmens centrale handlingstråd: Sammen stikker de af hjemmefra, så Sawsan mod sin fars vilje kan deltage i MGP.

I slipstrømmen af andre nyere europæiske film

Med denne struktur, der er bygget op omkring paralleller og ligheder mellem to karakterer fra hver sit kulturelle miljø, lægger MGP Missionen sig i slipstrømmen af først og fremmest Gurinder Chadhas britiske Bend It Like Beckham (Bedre end Beckham, 2002) om to teenage-piger – den ene med indisk baggrund, den anden med engelsk – der deler en passion for fodbold. Men også i andre nyere europæiske film – som f.eks. Jalla! Jalla! (Josef Fares, Sverige, 2000), London River (Rachid Bouchareb, Frankrig/UK/Algeriet, 2009) og Auf der anderen Seite (På himlens kant, Fatih Akin, Tyskland, 2007) – ser man et lignende fokus på venskaber, alliancer, interessefællesskaber og/eller basale menneskelige vilkår, som går på tværs af etniske og kulturelle forskelle og fremhæver, hvordan vi i mangt og meget ikke er så forskellige endda. (Jørholt 2015).

Bend it like Beckham
Parminder Nagra i Gurinder Chadhas Bend it like Beckham fra 2002.

De fremmedes fremmedhed

Skønt MGP Missionen måske ikke er fuldt så kunstnerisk lødig som disse andre film, så er dens betoning af en basal, interetnisk enshed ikke mindre væsentlig som et korrektiv til den medie- og politikerbårne forskelsdiskurs på den ene side og, på den anden, til den såkaldte identitetspolitik, som de etniske minoriteter selv har tyet til som et modtræk mod majoritetens forsøg på at assimilere, integrere og i yderste instans udslette minoriteternes oprindelige kulturer. I et Europa, hvor mange af dem, der stadig omtales som indvandrere, faktisk er født og opvokset her – ligesom deres forældre, måske, og bedsteforældre – og er fuldt lige så meget europæere som andre europæere, er den evindelige forskelstænkning simpelthen gift for uproblematisk sameksistens. Det mener bl.a. så fremtrædende kulturteoretikere som Paul Gilroy og Kwame Anthony Appiah, der nærmest i kor opfordrer til at nedtone ‘de fremmedes fremmedhed’. Gilroy skriver således, at “vi er nødt til at overveje, hvorvidt den skala vi bruger til at vurdere enshed og forskel kan ændres produktivt, så fokus fjernes fra de fremmedes fremmedhed, og andre dimensioner af en grundlæggende enshed kan anerkendes og gøres betydningsfulde.” (Gilroy 2004: 3). Og fra Appiah lyder det: “Udlændinges udlændingehed, fremmedes fremmedhed: begge dele er virkelige nok. Problemet er bare, at vi, ikke mindst af velmenende intellektuelle, er blevet ledt til at overdrive deres betydning og omfang.” (Appiah 2007: xix).

Hverken Gilroy eller Appiah benægter eksistensen af kulturforskelle, ligesom de langtfra mener, at det fokus på ligheder, som de plæderer for, skal fjerne opmærksomheden fra den reelle forskelsbehandling, som mennesker med indvandrerbaggrund udsættes for rundt om i Europa. Men de mener altså, at forskelstænkningen kan gå for vidt, til skade for den sociale sammenhængskraft. Mennesker, der til stadighed behandles som fremmede – om det så bare kommer til udtryk ved velmenende forespørgsler om, hvor de kommer fra (Terkessidis 2010) – vil have meget svært ved at føle sig som fuldgyldige og ligeværdige medlemmer af det samfund, som også er deres.

Fra udskilte ofre til interagerende ligestillede

Med sit fokus på enshed på tværs af etnicitet, kulturer og religion indskriver MGP Missionen sig i en slags ny trend i europæisk film, der gør op med tidligere årtiers filmiske behandling af indvandrere og etniske minoriteter. På tværs af de faser, som de fleste iagttagere er enige om, at europæiske film om etniske minoriteter har gennemløbet siden starten i 1970’erne – fra en såkaldt "cinema of duty til the pleasures of hybridity" (Malik 1996) – har fokus nemlig utvetydigt været på indvandrermiljøernes ‘andethed’. ‘Pligtfilmene’, som især hører 1970’erne og de tidlige 80’ere til, var kendetegnet ved en vis social ‘omsorg’ for indvandrerne, der typisk skildredes som ofre for diskrimination og eksklusion fra modtagerlandets side og, hvad kvinderne angik, tillige for en arkaisk patriarkalsk tradition.

Hensigten var god nok, men dels indebar den stadige fremhævelse af indvandrere som ofre i sig selv, at de kom til at fremstå som forskellige fra modtagerlandets ‘indfødte’ befolkning, dels udspillede disse ‘problemfilm’ sig ofte inden for rammerne af en hårdt optrukket modsætning mellem minoriteter og majoriteten – en modsætning, som yderligere resulterede i, at filmene havde en tendens til at skære alle indvandrere over én kam på grundlag af deres fælles ‘andethed’ i forhold til modtagerlandets oprindelige befolkning.

‘Hybriditetens glæder’ er Sarita Maliks betegnelse for en række (britiske) film, der dukker op omkring midten af 1980’erne og adskiller sig fra pligtfilmene især ved ikke at fremstille repræsentanter for de etniske minoriteter som ofre og ved at præsentere et langt mere nuanceret og mangefacetteret billede af de enkelte grupper. Som eksempel nævner hun bl.a. Gurinder Chadhas Bhaji on the Beach (1993), hvis historie om en meget heterogen gruppe indisk-britiske kvinders én-dags tur til badebyen Blackpool dels bryder med den typiske fremstilling af indvandrerkvinder som undertrykte ofre, dels demonstrerer den indisk-britiske minoritets mangfoldighed (jf. f.eks. Jørholt 2011).

Rami og Julie
Saleh Malek og Sofie Gråbøl i titelrollerne i Erik Clausens Rami og Julie (1988). Foto: Roald Pay. 

Et tilsvarende skred ses i andre europæiske landes film om etniske minoriteter (Berghahn & Sternberg 2010), og Ida Johannessen har peget på, at noget lignende gør sig gældende i dansk film, om end ikke i en så lineær udvikling fra ‘pligtfilm’ til ‘hybriditetens glæder’. Hvor f.eks. Rami og Julie (Erik Clausen, 1988) og 1:1 begge kan siges at falde ind under den første kategori, nævner Johannessen bl.a. Pizza King og Ma Salama Jamil som eksempler på den anden, fordi de “til dels [frigør sig] fra afhængigheden af stive dikotomier i sort og hvid, negativ versus positiv, repræsentative versus ikke-repræsentative.” (Johannessen 2012: 37).

Den ’banale sameksistens’

Min pointe her er imidlertid, at ikke bare ‘pligtfilmene’ men også mange af de film, der sammenfattes under overskriften ‘hybriditetens glæder’, er del af og selv bidrager til antagonistisk forskelstænkning. Det er således betegnende, at hverken Bhaji on the Beach, Pizza King eller Ma Salama Jamil rummer ‘hvide’ europæiske karakterer (briter, respektive danskere) i nævneværdigt omfang. Dét er der naturligvis som sådan ikke noget galt i; tværtimod kan det betragtes som et absolut rimeligt modspil til alle de europæiske film, der foregiver at præsentere mere eller mindre realistiske billeder af deres samtid uden overhovedet at fremvise etniske minoriteter. Men samtidig yder sådanne film deres bidrag til en ganske udbredt opfattelse af, at majoritet og minoriteter lever helt adskilte, parallelle liv. [3]

Film som bl.a. Bend It Like Beckham, Jalla! Jalla!, London River, Auf der anderen Seite og MGP Missionen derimod skildrer interetnisk interaktion og er dermed i langt højere grad i fase med den ‘banale sameksistens’ (Gilroy 2004) på tværs af etniske grupperinger, som er virkeligheden i mange europæiske storbyer i dag (Gilroy 2004, Terkessidis 2010, Yildiz 2013). Her udspiller sig, hvad Ien Ang har kaldt en ‘levende hybriditet’ – i modsætning til multikulturalismen, der for Ang blot indebærer, at forskellige kulturer ‘lever adskilt sammen’. Den levende hybriditet, derimod, består i “samvær i forskellighed snarere end virtuel apartheid.” (Ang 2001: 3).

’Samvær i forskellighed’ i MGP Missionen

Dette ‘samvær i forskellighed’ betones i MGP Missionen, primært ved de to unge protagonister og deres klasse på den multietniske skole på Nørrebro. Som i de fleste andre danske film har kulturforskellene også en fremtrædende plads i MGP Missionen, men ‘det nye’ er altså, at den samtidig søger ned under forskellene for at fremhæve basale menneskelige følelser og drømme, der går på tværs af etnicitet og religion. Og det gælder ikke alene Sawsan og Karls fælles passion for musikken; filmen understreger tillige, hvordan deres familier forenes i en fælles bekymring, da børnene er stukket af hjemmefra. Da først Karls mor og morfar (Line Kruse og Lars Knutzon) på den ene side og Sawsans far og mor (Ali Kazim og Natali Vallespir) på den anden har lært hinanden at kende, viser det sig, at de i virkeligheden er ganske ens under kulturens og religionens fernis. Begge mænd er lidt brovtende alfahanner, der dog har det mere i munden end i konkret handling, mens de to mødre er kendetegnet ved en langt højere grad af konstruktiv snusfornuft.

Der findes dårlige pølser i alle kulturer

Velgørende er det endvidere, at filmen ikke falder i ‘halal-hippie-fælden’ og lovpriser alt det ‘eksotisk fremmede’. Da Karl og hans mor f.eks. har indkøbt nogle ubestemmelige pølser hos en ‘etnisk’ købmand – eneste garanti er, at de ikke indeholder svinekød, men hvad de så består af, ved kun Allah – falder de ikke på maven over dette pikante alternativ til medisterpølsen. Tværtimod synes de begge, at pølserne smager forfærdeligt ... og ender med at gå ud og købe en god gammeldags pizza i stedet. Det ved man da, hvad er! Pointen her er, at der findes dårlige pølser i alle kulturer.

Først og fremmest udmærker MGP Missionen sig imidlertid ved den måde, hvorpå den dels relativerer begreber som ‘indvandring’ og ‘fremmedhed’, dels aktivt søger at dekonstruere en række stereotype forestillinger om etniske minoriteter.

“Det bliver svært at få dig integreret!”

Da Karl flytter med sin mor til København, er der i filmens optik ikke bare tale om en banal rejse fra én landsdel til en anden. På det multietniske Nørrebro er den lyshårede knægt med den brede vestjyske dialekt pludselig en del af et etnisk mindretal og bliver mobbet, fordi han ikke er som de andre. Ellers har eleverne i hans klasse typisk tyrkiske, somaliske, iranske eller pakistanske rødder – hvilket opleves som normalt, hvorimod Karls Hvide Sande-baggrund opfattes som virkelig ‘fremmed’. En situation, som hans morfar måske i nogen grad har forudset – i alt fald har han givet Karl et skilderi af en kutter på havet med, så han “ikke glemmer, hvor han kommer fra.”

MGP6
Sawsan (Malika Sia Graff) og Karl (Sylvester Byder) i skolegården. Foto: Karina Tengberg.

I en omvending af den gængse forståelse af indvandrere som udlændinge, der rejser hertil og på forskellig vis skiller sig ud fra danskerne, er det med andre ord her ærkedanske Karl, der er ‘indvandreren’, som har svært ved at blive accepteret og finde sin plads i forhold til den multietniske majoritet. Umiddelbart kunne det måske lyde som en parallel til det skræmmebillede af en truet danskhed, medier og politikere ikke var sene til at oprulle, da et muslimsk flertal i en beboerforening i Kokkedal valgte at droppe det fælles juletræ i 2012. Men MGP Missionen er ude i et ganske anderledes ærinde. Karls outsiderposition som indvandrer på Nørrebro bruges nemlig her til at demonstrere, hvordan ‘fremmedhed’ grundlæggende er en højst relativ størrelse – ikke noget, der per definition er forbundet med bestemte hudfarver, kulturer eller religioner.

Da Karl på et tidspunkt eksalteret vil løbe efter en politibil med udrykning – den slags ser man ikke så ofte i Hvide Sande – forklarer Sawsan ham overbærende, at betjentene højst sandsynligt bare skal til bageren. Måske en tilsnigelse, men under alle omstændigheder et udtryk for, hvor dagligdags sådan en udrykning er på Nørrebro – og hvor fremmed Karl er, når han går så højt op i den. Sawsans konklusion – “Det bliver svært at få dig integreret!” – skærer blot omvendingsformlen ud i pap.

”Wa så dørmand”

Men Sawsan påtager sig faktisk opgaven med at få Karl integreret, ikke mindst ved at arbejde med hans sprog og luge accenten/dialekten ud af ham. Det ærkejyske udtryk ‘træls’ karakteriserer hun som et “hottentot-ord”, og i stedet forsøger hun at lære ham, hvordan man taler på gaden på Nørrebro. I Karls mund bliver “Hva’ så dér, mand?” imidlertid ynkeligt til “Wa så dørmand”. Navnet Karl, derimod, ligger dårligt i munden på Sawsan. Måske det er for fremmedartet – som i alle etniske omvendingssatirers moder, den indisk-britiske komedieserie Goodness Gracious Me (Curry Nam Nam, BBC 1998-2000), hvor en englænder søger job i et indisk firma, men er chanceløs, indtil han ændrer sit uudtalelige navn, Jonathan, til det langt mere mundrette Joginderpal Shivaramagurupattimurthy. Under alle omstændigheder foretrækker Sawsan det kælenavn, som Karls mor og morfar bruger: Kammesjuk, som hun dog mestendels udtaler Kammersjuk.

Omvendingsstrategien i forhold til det religiøse

Også de traditionelle kønsroller vendes i et vist omfang på hovedet i og med, at Sawsan, der fysisk er større end Karl, bliver hans mentor og beskytter, mens hans væsentligste rolle består i at hjælpe hende til at deltage i MGP. Mere interessant i denne sammenhæng er imidlertid den måde, hvorpå omvendingsstrategien bringes i anvendelse på religionens gebet. I lighed med den gængse opfattelse af indvandrere er også Karl dybt troende, mens de indfødte københavnere har et langt mere afslappet forhold til religion, men omvendingen består i, at indvandreren her er kristen, mens de ‘fastboende’ er muslimer. Hvor Karl fører lange samtaler med sin Gud og også diskuterer kristen etik med sin mor, ses Sawsans familie på intet tidspunkt praktisere bøn eller være voldsomt optaget af religiøse spørgsmål.

Eneste undtagelse fra dette mønster er en samtale mellem Karl og Sawsan i toget på vej til MGP finalen i Herning. Her får Sawsan kvababbelser over at have overtrådt mindst ti af Koranens vigtigste forbud og vil ikke høre på Karls forsikringer om, at han har gjort noget tilsvarende i forhold til sin kristne tro. “Kristne må alting,” mener hun. Da Karl bemærker, at kristne f.eks. hverken må stjæle eller lyve, er hendes svar, at det er der ingen, der må. Her synes filmen at have forladt omvendingsstrategien til fordel for den (blandt ikke-muslimer) gængse opfattelse af Islam som en religion, der begrænser den personlige frihed.

At MGP Missionen således ikke er helt konsekvent i sin dekonstruerende tilgang, skal jeg vende tilbage til efter en kort diskussion af filmens behandling af nogle af de mest udbredte stereotyper om indvandrere. Men i det omfang, strategien faktisk forfølges, udpeger filmen begreber som ‘fremmedhed’ og ‘indvandrer’ som en slags shifters, hvis betydning ændrer sig med konteksten. Alle kan få status af ‘fremmede’ og blive del af en minoritet i det øjeblik, de bryder op fra deres vante rammer og slår sig ned et andet sted.

Stereotyper varer evigt ... eller gør de?

Er stereotyper på den ene side en almen, kognitiv ordningsmekanisme, der gør det muligt at indplacere en kaotisk verden i overskuelige kategorier, er de, når de anvendes af et samfunds magtfulde majoritet, på den anden side også et redskab til at udskille, hvem der hører til i det pågældende samfund, og hvem der ikke gør det. Ifølge Richard Dyer er stereotypens vigtigste funktion “at opretholde skarpe grænsedragninger og klart definere, hvor territoriet ender og, dermed, hvem der klart befinder sig inden for grænserne og hvem der befinder sig udenfor. Stereotyper [...] insisterer på grænser netop på de områder, hvor der i virkeligheden ingen er.” (Dyer 1993: 16).

Alle kender formodentlig de mest udbredte stereotyper om indvandrere, ikke mindst muslimske sådanne, og de fleste danske film har trukket lange veksler på netop sådanne stereotype forestillinger om etniske minoriteter. Jeg vil afstå fra at opregne dem her og i stedet blot henvise til f.eks. Ida Johannesens speciale (2012) eller min egen Kosmorama-artikel “Perkere og andet godtfolk” (2007). For det er jo sådan med stereotyper – som påpeget af bl.a. Mireille Rosello (1998) – at enhver kritik af dem næsten uvægerligt blot vil gyde olie på det bål af fordomme, man ønskede at slukke. Fremfører man f.eks., at “Det er ikke sandt, at alle arabere er x,” så bidrager man jo dermed selv til endnu en gang at videreformidle stereotypen “alle arabere er x”. Nissen flytter med.

I stedet foreslår Rosello en ‘smugler’-strategi, hvor man ikke går i direkte clinch med stereotypen – hvilket er dømt til at mislykkes – men ‘stjæler’ den og genbruger den kreativt. Det kan gøres på forskellige måder, der dog har det til fælles, at de balancerer på en ultrafin knivsæg imellem at befæste og afmontere stereotypen. Det kan diskuteres, hvorvidt MGP Missionen ender med at gøre det ene eller det andet, men man kan ikke fratage den, at den i det mindste forsøger at gøre op med i alt fald nogle stereotyper, især om muslimske ‘nydanskere’.

Rosellos ’smugler-strategi’ i MGP Missionen

I mangt og meget er Sawsans far, Kumail, indbegrebet af en patriarkalsk hustyran. “Når min far siger noget, så bliver det sådan!” klager Sawsan f.eks., da Kumail har forbudt hende at gå videre med MGP-planerne, fordi hun bare er tolv år og ikke skal “stå og vrikke med røven”, mens alle ser på. Det er også faderens lov, der rammer Sawsan hårdt, da nabokoner har set hende give Karl et knus på gaden: Hendes mobiltelefon bliver prompte konfiskeret, hun skal følges til og fra skole af sin farmor, og på skolen er det fætter Mian (Mian Hussein), der får til opgave at våge over hendes mindste bevægelser. “Jeg er frataget alle menneskerettigheder,” protesterer Sawsan, der dog samtidig har internaliseret faderens på- og forbud i en grad, så hun også følger dem i situationer, hvor han ikke kan se hende – som da hun og Karl skal dele hotelværelse i Herning, og hun (à la Clark Gable i Frank Capras It Happened One Night (Det hændte en nat, 1934)) omhyggeligt hænger et lagen op imellem de to senge som en dydens skillevæg, der skal forhindre, at Karl får et glimt af hende i mindre end tækkelig påklædning.

MGP7
Karls og Sawsans familier: Line Kruse, Lars Knutzon, Ali Kazim og Natali Vallespir Sand. Foto: Karina Tengberg.

Så langt synes MGP Missionen altså at kolportere stereotypen, men den føjer samtidig flere nuancer til portrættet af Kumail. Han er f.eks. tydeligvis dybt forelsket i sin kone, Sawsans mor – i en grad, så en eventuel mistanke om et arrangeret ægteskab manes effektivt i jorden. Og da han (der er låsesmed) vil bryde ind på Sawsans og Karls skole i håb om at finde de forsvundne poder dér, men blot kommer til at udløse tyverialarmen og hidkalde politiet, anfægtes også hans status som patriark – den maskuline handlekraft dækker tilsyneladende over en i virkeligheden lidt kikset, svag mand. Formentlig af samme årsag fremstår han også som noget af en tøffelhelt, der trods sine højlydte vredesudbrud og strenge husregler relativt let kan pacificeres af sin mere besindige kone. Betegnende er det tillige, at hans egen mor trodser hans diktater og lader Sawsan stikke af. Gradvis pilles patriark-stereotypen fra hinanden, og Kumail står tilbage som en sympatisk og, ikke mindst, dybt menneskelig mand, hvis magt i hjemmet i vidt omfang udspiller sig på kvindernes præmisser. Og da Sawsan vinder MGP, til trods for at han til det sidste har forsøgt at forhindre hendes optræden i tv, er han bare stolt som en pave over datterens succes.

Stereotypen eller dens demontering?

Med patriarkens fald undergraves også stereotypen om muslimske kvinders undertrykte status – i alt fald til en vis grad. MGP Missionen henter i vidt omfang sit dramaturgiske brændstof i det forhold, at Sawsan ikke må få lov til at deltage i MGP: uden forbud, ingen mission. Et centralt tema er tillige, at hun ikke må have en dreng som ven, hvilket giver anledning til diverse ‘undergrunds-manøvrer’ så som hemmelige ‘telefon-møder’ på skolens toiletter, natlige ekspeditioner o.l. Heroverfor står dels Sawsans mentor- og beskytterrolle i forhold til Karl, dels det forhold at hun, med farmors hjælp, har styrke og stamina til ikke blot at trodse faderens forbud men også vinde MGP med en sang, hun selv har skrevet. Slutfacit er altså en muslimsk pige, der ikke lader sig undertrykke, men tværtimod er stærkere end både faderen, Karl og de øvrige MGP-kombattanter.

Det store spørgsmål er imidlertid, om det er stereotypen eller dens demontering, der står tilbage i MGP Missionens ungdommelige publikums bevidsthed. Bliver de blot bekræftet i en opfattelse af muslimske fædre som altdominerende hustyranner, der undertrykker ikke mindst deres døtre? Eller giver filmen de unge tilskuere anledning til at revurdere disse stereotyper? Det er svært at sige, men man kan i alt fald konstatere, at filmen gør et forsøg på at bearbejde nogle fordomme, og dét i sig selv er i mine øjne værdifuldt.

Københavnerchauvinisme, kultur og kommers

Andre fordomme og stereotyper videreformidles derimod ganske ukritisk. Det gælder f.eks. portrættet af Sawsans fætter Mian, der fremstår som indbegrebet af det stof, kriminelle bandemedlemmer er gjort af. Men det gælder i endnu højere grad MGP Missionens fremstilling af (vest)jyder. Her synes stereotyperne nærmest at vælte over hinanden, hvilket – hvis man vil være venlig – kan hænge sammen med det dramaturgiske behov for at gøre jyske Karl til en slags ‘intern fremmed’. Ikke desto mindre kan man, måske paradoksalt nok, konstatere, at filmen et langt stykke ad vejen trækker på den samme københavnerchauvinistiske hammel som ordlyden i DFI’s støtte-afslag: “For os i København er det meget naturligt og selvfølgeligt at beskrive et multietnisk/kulturelt miljø, men i provinsen er det desværre en anden sag.”

MGP8
Sawsans fætter Mian - en stereotyp karakter. Foto: Karina Tengberg.

MGP Missionen er tydeligvis produceret af det selv samme ‘københavnske vi’, der mener at vide, at etniske minoriteter ikke indgår som en naturlig del af den jyske hverdag. At dømme efter den seneste tids fakkeltog og protestdemonstrationer mod udviste bysbørn kunne intet være mere forkert. Men provins-stereotypen tager filmen ikke livtag med. Tværtimod.

Dansk film og nationen i dens mangfoldighed

Tilbage står, om støtteafslaget var berettiget. I biograferne har MGP Missionen solgt 101.843 billetter, og det kan dermed konstateres, at den ikke nåede op på de magiske 200.000. Så i den forstand må Markedsordningens redaktion siges at have set rigtigt. På den anden side er MGP Missionen med sine lidt over 100.000 solgte billetter den bedst sælgende danske film med et ’etnisk cast’ nogensinde. Nok så interessant viser en publikumsprofil udarbejdet af DFI i samarbejde med analyseinstitutterne DRF Research og YouGov desuden, at hele 66 procent af dem, der løste billet til MGP Missionen, er hjemmehørende vest for Storebælt [4]. Hvorfor det forholder sig sådan, kan man kun gisne om, men det forekommer i alt fald ikke fair at give jyderne skylden for, at filmen kun blev en behersket økonomisk succes!

Ikke desto mindre har MGP Missionen gjort det bedre ved billetlugerne end f.eks. Skytten (Annette K. Olesen, 2013) og Player (Tomas Villum Jensen, 2013), der begge modtog støtte efter Markedsordningen, men blot solgte hhv. 45.675 og 100.966 billetter.
Nu kan fejlskud naturligvis ikke undgås, men det er værd at hæfte sig ved Claus Ladegaards forsvar for DFI-støtten til Player, på trods af filmens skuffende publikumstal i biograferne:

"Jeg siger ikke, at der er stor kunstnerisk kvalitet i Player. Men jeg synes helt klart, man kan tale om, at der er en kulturel værdi i at støtte de brede film. Det handler om sprog, tematikker og genkendelighed, og at man kan spejle sig i filmmediet som biografgænger". (In EKKO, 25/6 2013).

Jeg kunne ikke være mere enig. Det er helt afgørende, at danske biografgængere kan spejle sig i danske films fremstilling af Danmark. Det betyder naturligvis ikke, at hver enkelt dansker skal kunne se sig selv i hver enkelt film, men over en bred kam bør dansk film afspejle nationen i dens mangfoldighed – inklusive de såkaldte ‘nydanskere’, som naturligvis også skal kunne spejle sig i danske films fremstilling af Danmark.

Jeg ved ikke, om MGP Missionens publikum føler, at de har kunnet spejle sig i den. Men ét er sikkert: Vi har brug for danske film, der behandler kulturel diversitet i bredt anlagte, kommercielle værker og sætter fokus på det, der forener os på tværs af kultur og religion, frem for på det, der adskiller os. Skønt langtfra perfekt, er MGP Missionen i det mindste et skridt i den retning.


Noter

1 Tallene stammer fra Det Danske Filminstituts oversigt over billetsalget i danske biografer: http://www.dfi.dk/Tal-og-fakta/Billetsalg.aspx (besøgt 24/11 2013). [Tilbage]
2 Kilde: Danske Biografer: http://www.danske-biografer.dk/Files/Filer/DB-JAN_-_TOP_25_-_2012_-_DANMARK.pdf (2012) og http://www.danske-biografer.dk/Files/Filer/DB-NOV_-_Fra_Formandens_Bord.pdf (2013) (besøgt 24/11 2013). [Tilbage]
3 Interessant i den forbindelse er også det forhold, at Pizza King ifølge Ole Christian Madsen ikke kunne vises på ’normale’ betingelser i biograferne: ”[D]er var ingen biografer, der ville vise den, fordi de var bange for, at den ville tiltrække voldelige unge indvandrere, der ville skabe ballade. Filmen lå og ventede i halvandet år, før den kunne få premiere. Den var simpelthen for kontroversiel for biograferne, hvilket er helt bizart. Det endte med et kompromis, hvor folk, der skulle se Pizza King, kom ind på forskudte tidspunkter i forhold til dem, der skulle se andre film – den blev f.eks. vist kl. 20.30, hvor de andre startede kl. 21.30 – så de to tilskuergrupper ikke mødte hinanden.” (In Jørholt 2010). [Tilbage]
4 Se http://www.dfi.dk/Tal-og-fakta/Profilbasen.aspx (besøgt 24/11 2013). [Tilbage]

Litteratur

Ang, Ien (2001). On Not Speaking Chinese: Living Between Asia and the West. London & New York, Routledge.
Appiah, Kwame Anthony (2006). Cosmopolitanism: Ethics in a World of Strangers. London, Penguin Books.
Berghahn, Daniela & Sternberg, Claudia (2010). “Locating Migrant and Diasporic Cinema in Contemporary Europe”. In: Berghahn, Daniela & Sternberg, Claudia (red.): European Cinema in Motion: Migrant and Diasporic Film in Contemporary Europe. Basingstoke & New York, Palgrave Macmillan.
Dyer, Richard (1993). “The role of stereotypes”. In: The Matter of Images: Essays on Representation. London & New York, Routledge.
Filmaftalen 2011-14, http://www.dfi.dk/Service/OmDFI/Filmaftalen.aspx (besøgt 24/11 2013).
Gilroy, Paul (2004). After Empire: Melancholia or Convivial Culture. London & New York, Routledge.
Johannessen, Ida (2012). “Den udstødte, den kuede, den komiske og den forbryderiske: En analyse af nydanske repræsentationer i dansk spillefilm.” Kandidatspeciale i Visuel Kultur, Københavns Universitet.
Jørholt, Eva (2007). “Perkere og andet godtfolk: De ‘fremmede’ i dansk film”. In: Kosmorama nr. 240, vinter 2007. København, DFI.
Jørholt, Eva (2010). “Vi har været utroligt heldige at operere i overskudstider: Interview med Ole Christian Madsen.” In: Kosmorama nr. 246, vinter 2010. København, DFI.
Jørholt, Eva (2011). “At være eller ikke være ... britisk ...: Gurinder Chadha, Meera Syal og indisk-britisk populærkultur.” In: Kosmorama nr. 247, sommer 2011. København, DFI.
Jørholt, Eva (2015). “Taking the strangeness out of strangers: Cinematic strategies for emphasising sameness over difference in multi-ethnic Europe”. In: Moslund, Sten Pultz, Petersen, Anne Ring & Schramm, Moritz (red.): Migration and Culture: Politics, Aesthetics, History (arbejdstitel). London, I.B. Tauris (under udgivelse).
Ludvigsen, Jacob (2013). “Filmchef: “Player har kulturel værdi”. In: Filmmagasinet EKKO, 25/6 2013, http://www.ekkofilm.dk/artikler/player-har-kulturel-vaerdi/ (besøgt 24/11 2013)
Malik, Sarita (1996). “Beyond ‘The Cinema of Duty’? The Pleasures of Hybridity: Black British Film of the 1980s and 1990s”. In: Higson, Andrew (red.), Dissolving Views: Key Writings on British Cinema. London, Cassell.
Rosello, Mireille (1998). Declining the Stereotype: Ethnicity and Representation in French Cultures. Hanover & London, University Press of New England.
Terkessidis, Mark (2010). Interkultur. Berlin, Suhrkamp Verlag.
Yildiz, Erol (2013). Die Weltoffene Stadt. Wie Migration Globalisierung zum urbanen Alltag macht. Bielefeld, transcript verlag.

Kildeangivelse: Jørholt, Eva (2013): En fremmed kommer til byen - MGP Missionens bud på inter-etnisk nytænkning i dansk film. Kosmorama #251 (www.kosmorama.org).

Eva Jørholt