Ej blot til lyst

Død, forfald og længslen efter evigt liv i Six Feet Under og True Biood
248-art5
http://video.dfi.dk/Kosmorama/magasiner/248/kosmorama248_074_artikel5.pdf
Six Feet Under (HBO, 2001-05).
Ej blot til lyst
Død, forfald og længslen efter evigt liv i
Six Feet Under og True Biood
A f Janet Ferrari W anseele
I de vestlige samfund er døden almindeligvis ikke noget, vi taler åbent om. Vi undgår
så vidt muligt emnet, især når der er børn
til stede, eller omtaler døden ved hjælp af
eufemismer. Ligesom sex i det nittende århundrede er døden i dag i høj grad noget,
der foregår bag lukkede døre (Gorer 1955).
I kølvandet på sekulariseringen og tabet
af en fælles tro på et liv efter døden lider
vi af en slags social dødsangst. Samtidig er
døden blevet institutionaliseret i den forstand, at diverse institutioner har overtaget
de opgaver og den viden, der knytter sig
til døden, og som tidligere lå hos familien
7 4 og fællesskabet. De døende er gemt væk
på hospitaler og hospices, og bedemænd
sørger for hurtigt og effektivt at fjerne alle
tegn på sygdom og død fra de døde. Vi er
blevet fremmedgjorte i forhold til døden.
Paradoksalt nok er døden imidlertid
allestedsnærværende i medierne, fra nyhedernes krigsreportager over debatprogram m er og dokumentarfilm om alvorlige
sygdomme, begravelsesskikke, sorg, eutanasi, palliativ omsorg osv., til actionfilm,
hvor især bi-karakterer ofte lider en lige så
voldsom som spektakulær død. Mediernes
fremstillinger spiller en vigtig rolle i den
sociale konstruktion og fremstilling af
døden. De indgår i en dobbeltsidet dyna-
af Janet Ferrari Wanseele
Bedemandsbrodrene Nate og David Fisher (Peter Krause og Michael C. Hall) i Six Feet Under (HBO, 2001-05).
mik, da de på den ene side - bevidst eller
ubevidst - er påvirket af det omgivende
samfunds opfattelser af døden, og på den
anden side samtidig kan være med til at
påvirke og ændre disse opfattelser.
Ud over de mange krim iserier mv.,
hvor døden blot indgår som et narrativt
element, er der også en række tv-serier,
som beskæftiger sig mere indgående med
døden. Disse kan i grove træk opdeles i to
kategorier:
1. Serier m ed en hyperrealistisk fremstilling af den voldsomme død og dens
materielle manifestation: liget. Det
drejer sig bl.a. om serier, hvor retslægen spiller en frem trædende rolle, som
f.eks. den populære CSI (2000-) eller
Bones (2005-).
2. Serier, hvor grænsen mellem de levende og de døde er sløret, og begge
bevæger sig i den samme virkelighed.
Denne kategori kan omfatte forskellige
genrer, bl.a. krimigenren, hvor efterforskerne får hjælp fra de døde - som
f.eks. i Pushing Daisies (2007-09) og
Medium (2005-11). Men det kan også
være metafysiske/eksistentielle serier
som eksempelvis Dead Like Me (2003-
04), hvor dødens hjælpere skal hente
sjælen fra de mennesker, der står over
for at skulle dø; eller Tru Calling (2003-
05), hvor en kvinde forsøger at forhindre et dødsfald, efter at det har fundet
sted. Og sidst, men ikke mindst, er der
fantasy-genren med dens overnaturlige
væsener, hvoraf vampyren er den mest
interessante i denne sammenhæng,
fordi den udfordrer de fysiske grænser
mellem levende og døde.
1 det følgende vil jeg se nærm ere på de
to populære HBO-serier Six Feet Under
(2001-05) og True Biood (2008-). De er
begge skabt af Alan Ball, og i dem begge
indgår døden som centralt tema, men på
vidt forskellig måde. Med sin meget realistiske skildring af tildragelser i og omkring
en bedemandsforretning nærm er Six Feet 75
Ej blot til lyst
Under sig den første af de to kategorier,
som den dog også på afgørende om råder
adskiller sig radikalt fra, mens True Bioods
overnaturlige sydstats-vampyrhistorie
indskriver sig i den anden, med visse
modifikationer. Begge serier på én gang
bygger på og overskrider de måder, døden
vanligvis bliver fremstillet på i populærkulturens tv-serier.
I Six Feet Under er døden hverdagskost
- og levebrød - for familien Fisher, der
driver et lille bedemandsfirma i Los Ange-
les. Men allerede i seriens allerførste afsnit
får familien også personligt døden helt tæt
ind på kroppen, da familieoverhovedet,
Nathaniel Fisher Senior, dør i en trafikulykke, hvilket ryster moderen Ruth og de
voksne børn Nate, David og Claire i deres
grundvold. Efter faderens død overtager
de to sønner firmaet. Den ældste, Nate,
der altid har haft det svært med familieforetagendet, var ellers flyttet til Seattle,
men nu bliver han nødt til at se døden i
øjnene i sit nye job som bedemand.
Ganske anderledes fantastisk er True
Biood, der blander horror, komedie, drama
og sex til en eksplosiv gotisk cocktail.
Første sæson er baseret på Charlaine Harris’ rom an Dead Until Dark fra 2001, og
det er den del, der vil blive diskuteret her.
Hovedpersonen Sookie Stackhouse, der
er servitrice på Merlotte’ s Bar & Grill i
Bon Temps, Louisiana, og bliver betragtet
som lidt speciel på grund af sine evner
som tankelæser, føler sig straks tiltrukket af vampyren Bill Compton, da han
slår sig ned i den lille by - og følelserne er
gengældt. Efter at japanerne har opfundet
syntetisk blod - TruBlood - behøver vam pyrerne ikke længere den ægte vare og kan
derfor leve blandt mennesker. De opfattes
dog som en slags outsidere og må kæmpe
for deres rettigheder. På grund af folks for-
76 dom m e må Sookie og Bills forhold således
stå model til en del, og Sookies nærmeste
- hendes chef Sam, hendes bedste veninde
Tara og hendes liderlige bror Jason - er
dybt bekymrede. Den eneste, der accepterer Bill uden forbehold, er Sookies bedstemor.
Seks fod u n d er mulde. Udtrykket ‘ six feet
under’ - seks fod under (mulde) - angav
oprindelig, hvor dybt de døde skulle begraves for at undgå smittespredning under
Den store Pest i London i 1665. M en det er
også blevet et udtryk for de vestlige samfunds afvisning af døden som en iboende
del af menneskets natur. Døden selv begraves seks fod under mulde.
Serien Six Feet Under repræsenterer
imidlertid døden i alle dens afskygninger.
Hver episode indledes med en prolog,
hvor man viser et dødsfald (eller nogle
gange flere dødsfald, der indtræder på
samme tid) som følge af ulykker, mord,
selvmord, uhelbredelig sygdom eller alderdom, ja der er sågar en enkelt henrettelse.
Mennesker, der dør ude eller i hjemmet,
alene, omgivet af fremmede eller af deres
nærmeste. Hver prolog slutter med en
gravskrift m ed afdødes navn, fødsels- og
dødsdato.
Efterfølgende bliver (de fleste af) disse
døde sendt til Fishers bedem andsforretning, som vil stå for balsameringen og
forberedelserne til ceremonien og begravelsen. G ennem serien får vi derved et
indblik i procedurer, der ellers er lukket
land for de uindviede - så som bedemæn-
denes istandgørelse af den døde krop. En
skik, som er typisk for det amerikanske
samfund og en slags varemærke for bede-
mændene, er balsameringen, der er blevet
kritiseret for at være en måde til at fornægte døden ved at sminke den og skjule
dens sande natur og lugt. Det er en kritik,
som Nate slutter op om. Han foretrækker
af Janet Ferrari Wanseele
Balsameringskunstneren Rico (Freddy Rodríguez) i Six Feet Under (HBO, 2001-05).
en usminket død og grønne, kemikaliefri
begravelser.1 David og assistenten Rico går
derimod ind for balsameringspraksissen,
som kan skåne de pårørende for lugten
- og for synet, når det drejer sig om voldsomme ulykker eller mord, hvor den døde
ikke er til at kende. Mange af seriens scener
viser desuden, at det i afskedssituationen
kan være en fordel for de sørgende at se
deres kære en sidste gang, som de så ud, da
de var i live.
Videre får vi indblik i forhold, som
ellers er forbeholdt den mest intime privatsfære. Som f.eks. de pårørendes sidste
afsked, forskellige begravelsesceremonier,
diverse form er for sorgudtryk og eksistentielle overvejelser i forbindelse med døden.
Six Feet Under fremfører samtidig en
kritik af det amerikanske samfunds stigende kommercialisering af døden - i serien
især repræsenteret ved den store begravelseskæde Kroehner, hvis kolde forretningspraksis holdes op imod Fisher-familiens
mere personlige begravelser. Ifølge den
engelsk-amerikanske forfatter Jessica Mit-
ford har den amerikanske begravelsesbranche forvandlet døden til et stærkt sentimentaliseret, kommercielt og ekstremt dyrt
produkt (Mitford 2000). Denne udvikling
kommenteres allerede i seriens pilot, hvor
der vises reklamer for begravelsesprodukter, der markedsføres som alle andre varer,
blot med det særlige twist, at der spilles på
de sørgendes dårlige samvittighed, hvis de
ikke giver deres afdøde kære det bedste af
det bedste.
Døden er med andre ord allestedsnærværende i serien, men det, som gør Six
Feet Under til noget ret enestående på den
amerikanske tv-scene, er, at der er tale om 77
Anna Paquin og Stephen Moyer som Sookie Stackhouse og vampyren Bill Compton i True Blood (HBO, 2008-).
en realistisk repræsentation af døden, som
den forekommer i virkeligheden. Ganske
vist er nogle af dødsfaldene så absurde,
at det grænser til det tragikomiske - som
f.eks. en mand, der dør efter at være blevet
ramt af en madkasse, der falder ned fra en
høj bygning - men seriens seriøse livtag
med praktisk talt alle aspekter af døden
står i stærk kontrast til den spektakulære
og overfladiske behandling af døden, vi ser
i de fleste andre film og tv-serier.
Bag lukkede døre. Et af de temaer, serien
tager op, er sorgen, der ellers ligesom
døden i vidt omfang er blevet forvist fra
de vestlige samfunds offentlige rum. Begravelser er i dag private begivenheder
for den nærmeste familie, og de sørgende
7 8 opfordres til at undertrykke deres følelser i offentligheden - et umiskendeligt
symptom på et samfund, der føler sig ilde
tilpas ved følelser, som m inder os om vores
endelighed. Forskellige faggrupper som
psykologer, præster og bedemænd, der har
tilegnet sig ekspertise i sorgterapi, søger
at kompensere for denne mangel på social
forståelse, fællesskab og kendskab til døden
- ligesom selvhjælpsbøger og sorggrupper.
I Six Feet Under står David for denne
fornægtende holdning til offentlig sorg.
Han stikker blot de sørgende kunder en
kleenex og viser dem hen til et lille værelse,
hvor de kan sørge i enrum . Selv da hans
egen far bliver begravet i seriens første
afsnit, fører David sin m or, Ruth, til et isoleret rum, da hun er på nippet til at bryde
sammen. Nate, derimod, opfordrer de sørgende til at give slip og forløse sorgen. Han
af Janet Ferrari Wanseele
Max Schreck som filmhistoriens første Dracula, i F.W . Murnaus
Nosferatu - Eine Symphonie des Grauens (1922).
fortæller bl.a. om en begravelse, han overværede under et besøg på Sicilien, hvor
kvinderne græd voldsomt og viste deres
fortvivlelse. Han mener, det er sundere at
give sig hen til følelserne; sorg hverken kan
eller skal kontrolleres. Ruth følger hans
råd, tager med sine bare hænder nogle
håndfulde jord, som hun kaster på kisten,
mens hun græder uhæ m m et foran hele
forsamlingen.
Nogle af karaktererne fører dialoger med
de afdøde. Disse samtaler er selvfølgelig en
dramaturgisk teknik til at give publikum
adgang til karakterernes tanker og følelser,
men er samtidig et udtryk for, at døden
ikke nødvendigvis indebærer et totalt brud.
Kommunikationen fortsætter, bare i en ny
form. Tidligere sorgteorier anbefalede de
efterladte at kappe alle bånd til de døde for
at komme videre. Nyere sorgteorier, derimod, opfordrer de sørgende til at redefinere
deres verden og finde nye roller og måder at
forholde sig til den døde på.
Religionens løfter om et gensyn i det
hinsidige er således blevet erstattet af en
psykologisk diskurs om, hvordan man kan
redefinere sit liv efter at have mistet en af
sine kære, og gøre tabet til en selvudviklende oplevelse. Det er denne holdning, Alan
Ball søger at formidle i Six Feet Under: “Det
handler om sorg og om at leve med sorgen.
Sorg kan lære os evnen til at føle ubeskrivelig smerte og forstærke vores evne til at
føle glæde [...] Det handler om at komme
videre. Om at hilse sorgen velkommen og
være i stand til at komme over den.”2
Vampyren som metafor. Med sin over- 7 9
Ej blot til lyst
naturlige vampyrhistorie nærm er True
Biood sig spørgsmålet om døden og livets
endelighed fra en ganske anden vinkel,
men også denne serie bruger døden - og
forestillingen om de ikke-døde - som en
påmindelse om at leve livet, så længe det
varer.
Vampyren har gennem tiderne været
en metafor for vores frygt for forfald og
død og vores længsel efter udødelighed. Et
imperativt krav til en myte er, at den skal
være i stand til at forny sig løbende, så den
forbliver relevant i enhver tid og enhver
kultur - et krav, som vampyrmyten i allerhøjeste grad lever op til. True Bioods unge,
smukke vampyrer, der lever side om side
med menneskene, er et af de seneste skud
på stammen.
I sin egenskab af levende død har vam pyren altid udfordret forståelsen afliv og
død som indbyrdes ekskluderende kategorier. En vampyrs biografi begynder med
døden, og de tidlige vampyrhistorier skildrede, hvordan vampyrerne dagligt overskred grænsen mellem levende og døde.
Om dagen lå de som alle andre døde i deres kister, for om natten at blive vakt til live
og gå på jagt efter deres livseliksir i form af
menneskeligt blod. Kristendommen bidrog
til myten ved at fremstille vampyren som
djævelens allierede og introducere anti-
vampyr-midler’ i form af f.eks. krucifikser
og vievand.
Et vendepunkt i mytens udvikling kom
med romantikken, som gjorde vampyren
til en tragisk figur, hvis ulykkelige skæbne
blev betragtet som en forbandelse eller en
form for straf for en stærk seksualdrift.
I sin roman Dracula (1897) forvandlede
Bram Stoker således vampyren til en mytisk figur, der opfattes som forførende og
skræmmende på samme tid - som det ses
ikke m indst i Murnaus klassiske Dracula-
8 0 filmatisering Nosferatu - Eine Symphonie
des Grauens (1922), hvor vampyren er både
skrækindjagende monster og tilsyneladende væsentlig mere erotisk interessant
end den lille ejendomsmægler Hutter. I
amerikanske og britiske Dracw/fl-filmati-
seringer har vampyren hovedsagelig været
skræm m ende i Bela Lugosis gestaltning, og
overvejende forførende i Christopher Lees.
Dette billede af vampyren som et på
én gang erotisk tiltrækkende og afskyvækkende væsen, der truer samfundets
fundament, var helt dominerende frem til
1960 ernes populære tv-serie Dark Shadows
(1966-71), en gotisk soap opera med en
domesticeret vampyr, Barnabas Collins,
Før Barnabas kunne vampyren nok være
forførende, dristig og plaget af både livslede og anger, m en i bund og grund var den
dog et rovdyr. I Dark Shadows havde den
derim od en samvittighed, stillede spørgsmål til sin egen natur og spillede heltens
rolle. Ja, Barnabas forsøgte endda at kræve
sin sjæl tilbage.
Mange har ladet sig inspirere af denne
mere menneskelige vampyr. Det gælder
bl.a. forfatteren Anne Rice, som nærmest
har specialiseret sig i vampyrromaner, men
også Francis Ford Coppola, der i Bram
Stoker’ s Dracula (1992) skildrede Dracula
som rom antisk antihelt, og Joss W hedon,
hvis plagede vampyr Angel fik sin egen tv-
serie (1999-2004) efter først at være dukket
op i en anden Joss Whedon-serie: Buffy the
Vampire Slayer (1997-2003, Buffy - Vampyrdræberen).
I Neil Jordans Anne Rice-filmatisering
Interview with the Vampire: The Vampire
Chronicles (1994, En vampyrs bekendelser)
fortvivler Louis (Brad Pitt) over sin vam-
pyriske natur. Der er stadig alt for meget
‘menneskeligt’ i ham til, at han kan finde
sig til rette i vampyrernes verden. Han prøver at leve af dyr i stedet for menneskeblod,
men da dette ikke er muligt, er hans liv en
af Janet Ferrari Wanseele
TRUEBLOOD
A NEW SERIES FROM THE CREATOR OF SIX FICT UNDER
SEPTEMBER 7,9PM HB®
True Blood (HBO, 2008-
konstant kamp mellem det menneske, han
var, og den vampyr, han er blevet.
Louis kom til at danne skole for eftertidens vampyrer, for siden Interview with the
Vampire har populærkulturens vampyrer
hovedsagelig været unge, smukke og plagede væsener, der betragter deres udødelighed som en forbandelse. Men for deres
menneskelige omgivelser er de selve inkarnationen af drømmen om evig ungdom og
skønhed, der aldrig falmer.
Med film som Twilight (2008) og tv-
serier som Bujfy the Vampire Slayer, Angel,
The Vampire Diaries (2009-) og True Biood
har den moderne vampyr udviklet sig til
et væsen, der ligner m ennesket så meget,
såvel fysisk som psykisk, at udsigten til at
blive forvandlet til vam pyr ikke længere
virker skræmmende. De ‘ gode’ vampyrer
lever nu blandt mennesker og opleves som
følsomme, plagede væsener med overnaturlige evner, som på mange måder virker
tiltrækkende på menneskene. Stadig betragtes vampyrerne dog som anderledes’ ,
m en ikke mere end en hvilken som helst
anden minoritet. I True Biood har vampyrerne således på mange måder overtaget
den position, som de sorte tidligere havde
i de amerikanske sydstater, samtidig med
at man i serien ofte bruger udtrykket at
komme ud af kisten’ om de vampyrer, som
lever i dagslys blandt mennesker - en klar
allusion til udtrykket at komme ud af skabet’ , der som bekendt bruges om homoseksuelle, som står åbent frem.3
Fangbanging. Det paradoksale er imidlertid, at mens mennesket m isunder vampyren dens særlige evner, evige liv og evige
ungdom, så længes vampyren efter sin
tabte menneskelighed, som den betragter
som et tabt paradis. Udødeligheden er
ensbetydende med at se de mennesker,
m an holder af, forfalde og dø. For nogle
vampyrer er den også forbundet med evig
ensomhed, da de ikke føler noget tilhørsforhold til vampyrracen og bliver afvist af
mennesker. Derfor burde udødelighed kun
være ønskelig i familiens skød eller sammen med den eneste ene. Udødeligheden
kan desuden være ufrivillig - som i Bills
tilfælde. Han blev forvandlet, inden han
nåede hjem til sin familie efter borgerkrigen, og måtte se dem blive gamle og dø
uden at kunne nærm e sig dem.
Vampyrens melankoli kan på mange
m åder ses som en kom m entar til de forsøg
på at transcendere døden, der kanaliseres
ud i fitness-kultur, plastikkirurgiske ind- 81
greb og andre bestræbelser på at standse
aldringsprocessen. I True Biood føres kritikken af disse udødelighedsbestræbelser
helt ud i det ekstreme ved en elegant om vending af vampyrbiddet’ , for mens seriens
vampyrer er på en diæt af syntetisk blod,
kaster menneskene sig begærligt over vampyrernes blod.
Der er således et livligt sort marked for
ufortyndet vampyrblod - kaldet V - som
man kan komme i besiddelse af enten ved
at prostituere sig for en vampyr, sådan som
Merlotte’ s homoseksuelle kok Lafayette gør,
eller ved at dræne en vampyr til døde, som
et ægtepar var i færd med at gøre med Bill
i første episode, før Sookie reddede ham. I
deres jagt på V er menneskene mindst lige
så skånselsløse som tidligere tiders bloddrikkende vampyrer.
Når V er så attraktivt, er det bl.a., fordi
det kan give menneskene del i vampyrernes skærpede sanser og særlige evner: bl.a.
forøget styrke og hurtighed samt evnen til
at hele meget hurtigt. Men først og frem mest udm ærker V sig ved at give sexlivet
et boost. Vi bliver således bl.a. vidner til,
hvordan Jason og hans kæreste overvældes
af en strøm af billeder og farver efter, at de
har indtaget V. De fysiske love ophæves, og
deres sexliv føles som en åbenbaring.
Forbindelsen mellem død og seksualitet
har altid eksisteret i vampyrfilm - jf. forestillingen om den erotisk dragende vampyr
med en stærk seksualdrift. På film har sex
med vampyrer især tidligere været frem stillet med en undertekst af voldtægt og
noget tabubelagt, eftersom der teknisk set
er tale om nekrofili. I de nyere vampyrfilm
er sex mellem de to parter dog ofte frivillig, og hvor vampyrbiddet især tidligere
indgik som seksualaktens blodige klimaks,
er mange moderne vampyrer i stand til at
kontrollere deres blodtørst, så de kan gennemføre et samleje med et menneske uden
døden til følge.
Risikoen for, at driften tager over, er
dog altid til stede, hvilket gør sex med en
vampyr ekstra farligt og pirrende. Deraf
True Bioods såkaldtefangbangers, der
holder til på vampyrbaren Fangtasia. Fang-
bangers er en slags vampyrgroupies, både
mænd og kvinder, der nyder at blive bidt af
vampyrer, m ens de dyrker sex, ligesom de
oftest også selv drikker af vampyrens blod.
Sex med vampyrer bliver dermed på
én gang en flirt med døden og en dødsforglemmende oplevelse. En generalprøve på
dødsøjeblikket, der gør livet mere intenst,
men også, i sin yderste konsekvens, et udtryk for den ultimative bestræbelse på at
opnå udødelighed og evig ungdom.4
M emento m ori! I Six Feet Unders langt
mere realistiske omgivelser søger også Nate
at holde døden på afstand ved at dyrke
motion og i øvrigt leve sundt. Så meget
desto større er chokket, da han alligevel
får konstateret en hjernesygdom, som kan
få dødelige følger. Han mener, det er dybt
uretfærdigt, at han skal blive syg, når han
nu gør alt for at holde sig rask: “Det må
være en fejl. Jeg mener, jeg ryger ikke, har
ikke spist rødt kød siden 1989. Jeg løber
tre mil om dagen.” (“Knock, Knock” , første
sæsons episode 13).
1 m odsætning til andre tv-serier, som
fokuserer på, hvordan m an kan forebygge
eller bekæm pe døden, bekræfter Six Feet
Under dødens universelle og uundgåelige
natur. Med både humor, alvor og ofte absurde, næ rm est surrealistiske elementer
går den helt ned i dødens materialitet. Ikke
desto m indre er det måske ikke så meget
døden som livet, den handler om. Alan
Ball har selv beskrevet serien som en eksistentialistisk soap opera5 og udtalt, at “den
handler om livet over for døden”6. Et andet
sted har han udtalt, at han føler sig tiltrukaf Janet Ferrari
ket af buddhismen, hvor “et af de centrale
temaer [...] er, at den fysiske verden er
midlertidig, hvorfor det er så vigtigt at leve
i nuet.”7
Og det er netop det, det drejer sig om i
begge serier: at leve livet, mens vi har det.
I Six Feet Under udtrykt ved seriens realistiske fokus på den død, der kan ramme
os når som helst og hvor som helst, uanset
hvor meget vi forsøger at undgå den. Og
i True Bioods mere fantastiske gevandter
manifesteret som en allegori over det absurde i bestræbelserne på at søge udødelighed og evig ungdom.
Når vi er tilbøjelige til at fornægte døden, er det, fordi vi jo ikke kan vide, om
der findes noget på den anden side, eller
om alt er slut, når vi drager vores sidste
suk. I en dialog mellem Nate og hans afdøde far (“The Plan” , anden sæsons episode
3) søger Nate at fravriste faderen et førstehåndsudsagn om, hvorvidt der findes et liv
efter døden. Det lykkes ikke, for faderen
‘besvarer’ hans spørgsmål med et ikke-svar,
der præsenterer menneskets eksistentielle
vilkår i en nøddeskal: “Det er selvfølgelig
en mulighed, at vi lever videre, når vi dør.
Men det kan også være, at lyset forbliver
slukket, når det går ud. Du kan ikke vide
det, min dreng, før det bliver din tur.”
Noter
1. Nate repræsenterer modstanden mod fornægtelsen og kommercialiseringen af døden,
som bl.a. konkretiseredes i bevægelsen Natural Death Mouvement. Den vandt frem i
dele af USA, Canada, England og Australien
og stod bl.a. for en mere naturlig død, hvor
den døende og/eller de pårørende kunne
genvinde kontrol med dødsprocessen og begravelsen. Natural Death Movement har bl.a.
været medvirkende til udbredelsen af grønne
begravelser som f.eks. skovbegravelser - se
Nicholas Albery et al.: The Natural Death
Handbook (1993)
2. Interview med Alan Ball 18/09/2011
http://dir.salon.com/story/ent/fea-
ture/2005/08/20/alan_ball/index.html
3. Parallellen mellem vampyrer og homoseksuelle ses også i seriens introsekvens, hvor der
bl.a. vises et skilt med påskriften “God hates
Fangs” - en let genkendelig omskrivning
af den stærkt antihomoseksuelle Westboro
Baptist Churchs slogan “God hates Fags” .
4. I Charlaine Harris’ univers bliver et menneske ikke automatisk forvandlet til en vampyr.
Det er en proces, som kræver en bestemt
teknik - et værk, som skaberen må pleje og
‘ puste blod’ til. Som Bill forklarer Sookie: “I
would have to drain you, at one sitting or
over two or three days, to the point of your
death, then give you my blood. You would
lie like a corpse for about forty-eight hours,
sometimes as long as three days, then rise
and walk at night.” Charlaine Harris: Dead
Until Dark (2001), s. 53.
5. Interview med Alan Ball 20/09/2002 http://
news, bbc.co. uk/2/hi/entertainment/2261432.
stm
6. Interview med Alan Ball 30/09/2009
http://entertainment.timesonline.co.uk/tol/
arts_and_entertainment/tv_and_radio/ar-
ticle6853973.ece
7. Interview med Alan Ball 09/01 /2008 “Blood
on his hands - Arts + Culture - Time Out
Chicago” , http:// chicago. timeout.com/articles/
tv/55541/blood-on-his-hands.
Litteratur
Akass, Kim og McCabe, Janet (red.) (2005).
Reading Six Feet Under: TV to Die For. New
York, LB. Tamis.
Albery, Nicholas et al. (red.) (1993). The Natural
Death Handbook. London, Virgin.
Ames, Melissa (2010). “Vamping up Sex:
Audience, Age, & Portrayals of Sexuality in
Vampire Narratives” . In: Journal of Dracula
Studies, nr. 12, 2010. Online: http://www.
blooferland.com/drc/index.php?title=Journal_
of_Dracula_Studies
Auerbach, Nina (1995). Our Vampires. Ourselves.
Chicago, Chicago University Press
Bauman, Zygmunt (1992). Mortality, Immortality
and Other Life Strategies. Cambridge, Polity
Press.
Beresford, Matthew (2008). From Demons to
Dracula. London, Reaktion Books.
Boisvert Stéfany (2011). La représentation de
la mort dans Six Feet Under: Analyse herméneutique du traitement de la thématique
centrale de la finitude dans une télésérie
Ej blot til lyst
américaine contemporaine. Speciale. Univer-
sité du Québec å Montréal. Online: http://
www. archipel. uqam.ca/3885/1/M 11874.pdf
Branson, Stephanie (1994). “The Curse of Immortality” . In: Popular Culture Review, 5 (2).
Dunn, George A. og Housel, Rebecca (2010).
True Blood and Philosophy - We Wanna
Think Bad Things with You. New Jersey, John
Wiley and Sons.
Elias, Norbert (1983). De døendes ensomhed.
København, Tiderne skifter.
Faradji, Helen. (2009). “Sang frais” . In : Revue 24
images.com. http://www.revue24images.com/
articles.php?atiicle-822
Giddens, Anthony (1996). Modernitet og selvidentitet. København, Hans Reitzel.
Giddens, Anthony (1993). The Consequences of
Modernity. Cambridge, Polity Press.
Gordon, Joan og Hollinger, Veronica (red.)
(1997). Blood Read: The Vampire as Metaphor
in Contemporary Culture. Philadelphia, University of Pennsylvania Press.
Gorer, Geoffrey (1955). “The Pornography of
Death” . In: Encounter, october.
Jacobsen, Michael Hviid (2004). Zygmunt Bauman - den postmoderne dialektik. København, Hans Reitzels Forlag.
Harris, Charlaine (2001). Dead Until Dark. New
York, Ace Books.
Howarth, Glennys (2007). Death and Dying - a
Sociological Introduction. Cambridge, Polity
Press.
Hughes, William (2000). “Fictional Vampires in
the Nineteenth and Twentieth Centuries.”
In: Punter, David (red.): A Companion to the
Gothic. Oxford, Blackwell.
Kastenbaum, Robert (2008). Death, Society, and
the Human Experience. New York, Allyn & c
Bacon.
Litton, Robert (1973). “The Sense of Immortality
- On Death and the Continuity of Life” . In:
American Journal of Psychoanalysis, 33.
Marigny, Jean (1985). Le vampire dans la littérature anglo-saxonne. Paris, Didier Erudition.
Marigny, Jean (1993). Sang pour sang: le réveil des
vampires. Paris, Gallimard.
Mellor, Philip og Shilling, Chris (1993), “Modernity, Self-Identity and the Sequestration of
Death” . In: Sociology, 27 (3).
Mitford, Jessica (2000). The American Way of
Death Revisited. New York, Vintage Books.
Schneider, John (2000). The Overdiagnosis of
Depression: Recognizing Grief and Its Transformative Potential. Michigan, Seasons Press.
Shoshana, Avi & Elly, Teman (2006). “Coming
Out of the Coffin: Life-Self and Death-Self
in Six Feet Under” . In: Symbolic Interaction,
29 (4).
Turner, Bryan S. (1996). The Body and Society.
London, Sage Publications.
Walter, Tony (1999). On Bereavement. The Culture of Grief. London, Routledge.
Walter, Tony (1996). The Eclipse of Eternity - A
Sociology o f the Afterlife. Basingstoke, Pal-
grave MacMillan.
Walter, Tony (1994). The Revival of Death. London, Routledge.
Skrevet Af Janet Ferrari Wanseele