Kosmorama 237 /sommer 2006

237-forside
Film om og fra Mellemøsten

I anledning af festivalen Images of the Middle East retter Kosmorama denne gang lyskeglen mod syd og øst.

Turen begynder i det land, hvor også den mellemøstlige film har sin vugge - i Egypten. Viola Shafik fortæller historien om en megaindustris uventede opståen ved Nilens bred i 1920’erne og 30’erne og egyptisk films efterfølgende helt centrale rolle som eksponent for en selvstændig arabisk kulturproduktion i Mellemøsten. Ehab Galal supplerer med en artikel om religionens rolle i egyptisk film.

Fra Egypten til Israel. I sin artikel om israelsk films udvikling siden staten Israels grundlæggelse i 1948 fokuserer Nitzan Ben-Shaul ikke på den historiske konflikt med palæstinenserne, men på de interne spændinger mellem forskellige grupper af jøder. Og Carl Nørrested tegner et portræt af israelsk films mest markante og kontroversielle instruktør, Amos Gitai, hvis skepsis over for det nationalistiske projekt er kommet til udtryk i en lang række film om et Israel i krise.

At filmkunsten i Mellemøsten er et vigtigt redskab til national selvransagelse, fremgår også af Khaled Ramadans artikel om den eksperimenterende dokumentar- og videokunst-scene, der har fået et markant løft med udbredelsen af digitalt udstyr. Og Rasha Salti sætter den nationale syriske filmkunst i mellemøsthistorisk perspektiv - hun peger bl.a. på, hvordan den arabiske verdens Palæstina-traume fortsat er med til at sparke liv i filmsproget på flere niveauer.

Irans ’film-mirakel’ tages under behandling af Eric Egan, der anvender den revolutionære Third Cinema-ideologi som forståelsesramme og ad den vej identificerer en iransk 'filmguerilla’, der fører kulturkamp med kameraet som eneste våben. I Tyrkiet har censuren historisk været mere lempelig end i Iran, men kvindelig seksualitet har haft trange kår på de tyrkiske lærreder. Serazer Pekerman sætter fokus på de chauvinistiske kvindebilleder, som den tyrkiske filmindustri har så svært ved at slippe. Og Thure Munkholm tegner et portræt af tyrkisk films store auteur, Nuri Bilge Ceylan, som med sine blot fem film har skilt sig ud som en filmskaber, der er i stand til at fortælle alment humanistiske historier med afsæt i det ekstremt lokale.

Nummerets sidste tre artikler beskæftiger sig med forskellige typer af vestlige film om Mellemøsten. Maja Rudloff demonstrerer i en analyse af Disney-tegnefilmen Aladdin, hvordan 1700- og 1800-tallets orientalisme tilsyneladende er vandret ufortyndet over i vor tids børneværelser. Hamid Dabashi fortæller om sine oplevelser som konsulent på Ridley Scotts korstogs-epos Kingdom of Heaven, der på baggrund af den oppiskede stemning mellem kristne og muslimer efter 11. september skabte kontroverser allerede før sin tilblivelse. Og i nummerets sidste artikel beretter Camilla Magid om nogle af de udfordringer og dilemmaer, man står overfor som dansk filmskaber, hvis man vil helt tæt på mellemøstlige kvinder.

De filmmæssigt produktive Maghreb-lande (Algeriet, Marokko og Tunesien), Libanon og mere løst definerede filmkulturer som den palæstinensiske og den kurdiske glimrer desværre ved deres fravær i dette nummer af Kosmorama. Utilgivelige undladelsessynder, som imidlertid har deres baggrund i praktiske omstændigheder.

Næste nummers tema er alternative fortælleformer på film. Nummeret udkommer til december 2006.

KOSMORAMA 237

Læs hele tidsskriftet i fuldskærmsvisning
Klik på billede - eller vælg mobilvisning
Download PDF

Indhold